Just me... //Queen//

T: ca kl 21
S: Den triste skov
O: Træer og skygger
U: sorte cowboybukser, en sort stram tshirt og sorte militærstøvler.
V: vindstille og meget mørkt. Støvregn, ingen sne.

Rail landede midt i en lysning, og rystede små dårber vand af sine hvide vinger.
Hvorfor han var kommet, vidste han ikke helt, men nu var han her. Et enkelt træ stod lidt i udkanten af lysningen, med nogle store meget mørkerøde æbler på. I et par smidige spring var han oppe i træet, og sad som en stor flagermus med vingerne let udfoldede.
Han plukkede et af de store æbler og gned det lidt af i sine bukser, før han begyndte at spise det. den lette støvregn faldt støt og de gennemsigtige dråber glinsede i hans hår. Grenen han sad på lå hen i mørke og hvis man fik øje på ham ville man kun kunne se hans silluet.

Queen gik hjemmefra, hun ville prøve at slappe af, men det var svært når hun havde en vampyr i hovedet hele tiden.
Hun var en smule nærvøs så hun havde tænkt sig at tage en tur ud til den triste skov. Hun gik ind af en stor åbning. Hun gik en smule langsomt, men hendes skridt begyndte at løsne sig så de blev større og større, men hun løb ikke selv om det lignede det.

Rail hørte en gren knække og kiggede ned. Han så en menneske pige næsten løbe igennem lysningen, og videre til hun forsvandt af hans synsfældt. Med en susen af hans vinger, satte han af og begyndte at flyve nede mellem træstammerne, efter pigen, men sørgede for at hun ikke opdagede ham.

Hun kunne overhovedet ikke slappe af, fordi den vampyr var hendes tanker, han var faktisk dejlig, men hun havde bare ingen tid til at tænke mere for han havde bidt hende. Hvad skulle hun lave når hun ikke kunne slappe af, men hun kunne vel håbe der var nogle inærheden, for hun havde ingen lyst til at kede sig overhovedet.

På et par sekunder havde han et stort forspring foran hende, og i den næste lysning landede han og ventede. Han ville vide hvad hun lavede her. det lignede ikke mennesker at gå rundt i denne skov. Æblet havde han stadig i hånden, og han begyndte igen at spise af det, mens han ventede.

Hun kiggede foran sig, en engel, vingerne var ude. Hun blev chokeret over dette væsen var landet foran hende. Hun tog dybe indåninger, hun havde en del at sige, men vær gang hun forsøgte at sige noget kom der kun dybe ud pustninger. HUn var bange, hun havde mødt så mange væsner på det seneste. Hvorfor? skulle hendes liv være så spiecelt? Der var sikkert en del andre's liv der var på samme måde, men så mange væsner på så få dage, før hun havde mødt alle dem, vidste hun ikke engang de eksisterede. Hun forsøgte stadigvæk at sige noget, men hun kunne ikke, tavsheden, var kommet.