En fin eftermiddag | Sara Martin

[center]Sted :: En bænk i parken
Omgivelser :: Få, Meget få personer
Tid :: 13:40
Vejr :: Sneen er næsten forsvundet, Kun skyer

Græsset var let frosset, samt vådt. Det halv krøllede hår sad løst. Sneen var 98% forsvundet. Der var små klumper tilbage. I går havde det regnet meget, hun skulle have været til basket kamp. Men det blev afrlyst på grund af vandet, og alle indendørs hallerne var optaget. Alle fra holdet havde lyst til at råbe og skrige af vrede. Nogle fjolser fra holdet havde givet skylden på modspillerne. Bella var sådan lidt asocial og dog, lige nu ville hun have en ven. Men ikke sådan nu skal jeg ride på dig, eller lig. ven. En man kan betro sig til

Saras skridt var rolige, og sjappede let i det våde vejr. Hun havde som sædvanligt en strikket hue på hovedet, og en sort dynejakke på kroppen. Et let smil kunne anes på hendes smalle læber, som hun betragtede de to sportshold, der var ved at ryge i totterne på hinanden. Basketball så ud til at være deres sport. Sara lagde mærke til en pige, der sad lidt for sig selv, men stadig tæt nok på de andre, til at man kunne se samhørigheden mellem dem. Hun var meget mere rolig end resten af spillerne. Sara mærkede et stik af misundelse ramme hende, når hun så på denne pige. Hun var flot. Hun havde tilsyneladende venner - eller i hvert fald nogle kammerater at spille bold med - og så havde hun hår. Hun havde et langt flot hår, der faktisk godt kunne minde en lille smule om det Sara selv havde haft. Sara savnede hendes hår. Midt i al tragedien, så var det faktisk noget af det der gik hende mest på. Lidt forfængelig har man vel lov at være?

Bella kunne mærke et blik ramme sig. Nogle råbe hendes navn, det skete alt for tit. Hun kiggede sig omkring, en pige kiggede på hende. Bella hostede. Hun vovede ikke at sige hej. Hun var lidt bange. Måske var hun en pige der var utrolig tøsset som bare mente det hele handlede om tøj. Men når hun tænkte nærmere over det var det ikke noget at sige til. "Hej" Mumlede Bella lavt. Det var sikkert at hun ikke kunne høre hende. Hun kiggede på drengene. Sjovt nok var Bella den eneste pige på holdet, nok ikke den bedste. Den mere... gennemsnittenlig. De råbte af holdet og sagde de havde gjort noget. "SÅ SLAP DOG AF DRENGE!" Hvæsede hun. De kastede et blik på hende. Bag efter råbte de af hinanden igen. Bella himlede med øjne.

Sara var rigtig nok for langt væk til at kunne høre pigens lave hilsen. Men hun hørte det højrøstede udbrud, og måtte le over drengenes reaktion. Selv var hun nok blevet gal i skralden hvis nogen havde reageret på den måde, og specielt hvis en eller anden så bare havde stået og leet bagefter. Men på den anden side ville Sara nok ikke have råbt om i første omgang. Det var også ligemeget. Hun gik hen til bænken, hvorpå pigen sad, og satte sig så. "Hej" hilste hun let, og smilede svagt. Det var meget ofte at der hang et smil om Saras læber. Det var den bedste måde at skabe sig nye bekendtskaber, og holde bekymringer på afstand, havde hun lært. Det var hendes bedste forsvar. Sara kunne ikke fordrage at være genstand for andres bekymringer. Selvfølgelig var det bedre end ingen opmærskomhed overhovedet, men hun ville nu hellere være genstand for glæde, end for sorg. Men sådan havde det fleste det vel..

Bella kiggede. Hun havde ikke hørt pigen le. Hun var blevet lidt vred over drengene beskyldte de andre for vejret. Hvordan kunnne de det? Medmindre de var venner med himlen var det nærmest umuligt. "Hej" Mumlede hun. Hun vendte ikke blikket mod pigen, hun kiggede på drengene. Bella fjernede håret fra øjne og sukkede. Derefter kastede hun blikket mod pigen igen.

//Min krea forsvandt der//

Saras mørke øjne hvilede også mod drengene. Hun fandt hele deres diskussion ret så underholdende. Åndssvage argumenter kom de med. Hun smilede let over dem.
Sara var ikke den store samtale starter. Hun mente blot at det var almindelig høflighed at hilse på andre. Hun havde egentlig heller ikke det store behov for at snakke med alt og alle. Så længe hun kunne få lov at være. Jo, selvfølgelig ville hun da gerne have nogen at snakke med. Én til hvem hun kunne betro sig. Men det var ikke af største nødvendighed. Men det ville nu være rart...

Bella rejste sig forsigtigt op. Hun gav hende hånden. (Ikke sådan rive hånden af også give dig den Ö) "Jeg hedder Isabella" Mumlede hun kort. Bellas telefon ringede. Hun kiggede på nummeret. Det var hendes storesøster Zoey. Hun ville sikkert sige at dit og dat. Hun tog dne ikke. Hun gad ikke. Hun havde set at Zoey havde sendt hende mindst 10 sms'er. Hendes søster ringede, skrev konstant. Hun var 17, hun bor sammen med sine forældre. Isabella var en helt normal pige, ja ud over hun åd folks skygger.