Mord, på en sen eftermiddag

Dato :: 12 november
Årstid :: Sent efterår
Dag :: Tirsdag
Tid :: Sen eftermiddag
Omgivelser :: En mand foran ham på en stol
Sted :: Forhørings lokalet.

"Jeg spørger for sidste gang nu," sagde politimanden utolmidigt, med blikket i bordet.
"Var det dig, der slog kvinden ihjel?!"
Caspar's topase øjne var stivnede, og rolige.
"Jeg forstår ikke hvorfor du bliver ved at spørge." sagde han tonløst, og roligt.
"Hvordan kan jeg dræbe en kvinde, uden spor? Der var jo ikke endgang noget blod."
Politimanden så truende op.
"Du var den eneste i nærheden, og hvorfor siger du ikke ja eller nej?"
Caspar trak på skuldrene, i en overmenneskelig bevægelse.

Marcus kom roligt ind på politistationen og kiggede sig omkring.
Han skulle aflevere oplysningerne om hans fars pludselige død, politiet i London havde ikke opklaret det endnu, så de håbede på en hjælpende hånd herfra.
Han gik lidt rundt og det var svært for ham at finde rundt da det var første gang Marcus var her, han mærkede pludselig tilstedeværelsen af en anden dæmon og så sig om, han gik stille videre for at følge dæmon auraen og kom hen til et rum, han kunne se derind, og mærkede at dæmonen var drengen der sad derinde.

"Vi tror at du forgiftede hende." sagde han endnu mere truende.
"Hvordan skulle en ung mand som mig dog kunne forgifte en..."
Hans topase øjne stikkede lidt på manden, som blev tavs.
"Må jeg tage hjem nu? Jeg har et job, faktisk."
Han rejste sig, uden at stolen bevægede sig.
"Bliv sidende."
Caspar satte sig irrenteret ned igen, og så lidt vred ud.

Marcus stod stadig tavs og så tænkende på dæmonen og tog tænkende den ene hånd op til hagen.
Han stod og studerede drengen lidt og bed sig i læben, da en kvinde kom hen til ham og spurgte hvad han lavede her og hvem han var.
Marcus præsenterede sig for hende og fortalte hende hvorfor han var her, kvinden smilte og tog roligt de papirer som Marcus var kommet med. Han smilte tilbage til hende og så kort på drengen igen.

Caspar bed sig i læben.
Han havde ikke lyst til at angribe hende foran den anden Dæmon, ved navn Marcus.
Han havde lynhurtigt læst ham.
Han hadede drab.
Caspar lænede sig op af vægen, og blev synligt igen, under skyggerne.
Han iagto de to personer.
Han var så sulten...

Marcus så på drengen igen efter at kvinden var gået med hans papirer.
Han studerede ham lidt og fnøs så lidt for sig selv.
Marcus kunne sagtens se at drengen var sulten, Marcus havde jo levet i 109 år så han viste godt hvordan en sulten dæmon så ud.
Han så lidt rundt igen og tænkte på om han måske skulle gå, eller om han skulle blive og sikre sig at drengen ikke ville gå amok på stationen

Caspar så lidt vredt på Marcus, og så på betjenten igen.
"Lad mig nu gå, jeg har traaavlt." mumlede han.
Betjenten rakte ham nogle papire.
"Udfyld dem her, men hvis vi ser dig igen så ryger du i brummen." sagde han vredt.
Han var ude af døren, på umenneskelig tid.
"Marcus, undskyld mig." mumlede han og stillede sig ved et bord, hvor han skrev med sin perfekte håndskrift.

Marcus blev ret overrasket over at drengen kendte hans navn.
Han stod og så på drengen med et tænkende blik inden han sagde noget, "hvor kender du mit navn fra?" spurgte Marcus roligt og så ned på de papirer som drengen stod og udfyldte

"Jeg er læser." sagde han tavst og så tomt på ham.
"Jeg kan læse dig som en åben bog, og se lige hvad jeg skal vide."
Hans skrivende hånd stoppede og, og den anden tog papiret, og skiftede til et af de andre.
Han ville ønske at han bare kunne sætte tænderne i alle personerne på stationen og forsvinde.

"Hmm" var det eneste Marcus sagde først da han lige skulle tænke.
"Du er nu også ret nem at læse, altså når du er sulten" hviskede han så det kun var meningen at drengen skulle høre det, for menneskerne måtte jo ikke høre det