At Hell's Gate.

Omgivelser:: Vicentes hytte, møbler osv.
Vejr:: Udenfor er det koldt, men dog tørt endnu.
Dato:: 30. Januar.
Tid:: 02:30
Sted:: Vicentes hytte.

Vicente sad inde i sin hytte, en hytte som udenpå så gammel og faldefærdig ud, inden i så den dog lidt bedre ud.. hvis man så bort fra væggene og gulvet, som var dækket af blod, blod som dog for længst var tørt. En fæl stank hang over hytten, en stank af død. Stanken kunne lugtes et godt stykke væk fra hytten, den stank var et ildevarslende tegn, et tegn på at du nærmede dig hytten, som var ejet af Vicente, leder af Nattens Kreaturer, vampyrerne. Vicente bevægede sig sjældent ud ad skoven, han gjorde det kun, hvis han ikke kunne finde noget føde her i skoven, han kunne være uheldig, at nogle af de tåbelige mennesker ikke havde overmod og derfor ikke ville bevæge sig ind i skoven. Hans hytte forlod han kun, når han skulle have føde. Vicente sad på sin sædvanlige plads, på en stol ved siden af vinduet, som han kiggede ud ad. I hytten var der helt mørkt, det eneste lys i hytten var Vicentes røde øjne, som lignede to små gløder der i mørket. Han sad for det meste der ved vinduet, sad bare og stirrede ud i mørket, hverken blinkede eller trak vejret. Han tænkte og ventede.

I det samme lød der et bump og Ribanalon var faldet igemmen taget.
og falde faldet direkte ned så hun havde landt på sin ene arm, den var vrikket'den forkerte vej, hun vrikkede den tilbage med et knæk og sprang på benene.
Hun kiggede først forvildet rundt men stoppede så tilsidst da hun så Vicent.
Hele hendes person ændrede sig nu fra, fortvivlet til elegant.
Typisk Ribanalon eller ældre vampyr hunner.
Hendes metalliske grå øjne stirrede nu døde og kolde på ham, de havde en slags falsk
glæde over sig.

En dråbe landede på hendes kind og sveg med det samme. "aarg nej,nej, nej!" Hun hvæste næsten ordene ud igennem de sammenbidte tænder, imens træer, buske og hvad der ellers var i skoven på det her tidspunkt, fløj forbi hende. Men hun var fuldkommen ligeglad, om der så stod en smuk, sexet, blødende engel og tiggede hende om at bide ham. Endnu en forbandet dråbe landede på hendes skulder og ætsede en næsten usynligt mærke. Hun blev nød til at finde ly.. nu! Hun var iført korte shorts og en grå tætsidende top, der var absolut intet hun kunne gøre for at dække hende bare hud til. Pludselig satte hun hælende i og drejede skarpt til venstre, duften af intørret blod, død og råd, var umiskendelig. Forhåbentlig.. JA en hytte! ca. samme aftsand som en fodboldbane væk, kunne hun lige spotte noget derlignede et eller andet der havde tag. Om det så var et skur, eller et stort palæ, måtte hun ind. Himlen tordnede og med det samme tog regnen til i styrke og regnen vældede ned.
En mørk flimmret skikkelse væltede ind af døren og landede på gulvet med et let bumb. Hendes lange bølgede hår væltede ned over hendes skuldre og indrammede hendes ansigt, men lige da passede hendes udtryk ikke til resten af skønheden. Selvom at vise smerten var det sidste hun ville gøre, så kunne man se det alligevel. Hendes øjne var rasende. Efter et par sekunder var hendes ætsede sår healed og efterlod en hvid fejlfri hud. "Forbandede..!" Hun så rasende ud i regnen stadig sidende på gulvet.

Vicente rettede blikket imod loftet, da nogen pludseligt brasede igennem taget og lavede et hul i det. Han så op på den mørke himmel igennem hullet, det så ud som om det begyndte at regne. Rigtigt nok, i samme øjeblik begyndte få dråber at falde. Han rettede sit blik imod Ribanalon. En vampyr, som han havde mødt før. "Du har ødelagt mit tag." Sagde han og rejste sig, hvorefter han trådte hen ved siden af hende, han kastede et enkelt blik op på hullet, det var ikke specielt stort, omkring så stort som Ribanalon, det ville ikke være svært at lave. "Lav det." Sagde han så med en kommanderende tone, hvorefter han rettede blikket imod Ribanalon. Noget helt tredje fangede nu Vicentes opmærksomhed. En helt anden kvinde var stormet ind i hans hytte, han havde ikke set den kvinde før, men kan kunne dufte, at hun også var vampyr. "Min dør. Luk den." Sagde han med samme kommanderende tone til vampyrkvinden, som også lige var kommet. "Bagefter forklarer du, hvad du laver her." Sagde han og rettede blikket imod Ribanalon, for så at lade sit blik glide ned på den ukendte kvinde igen. "Og derefter dig." Tilføjede han så.

Lyden, stemmerne, og duften af andre væltede ind over hende, hurtigt og lettere forvirret skyndte hun at rejse sig og bakke mindst to meter væk fra det gabende huld i taget. Duften af vampyrer var nem at genkende, men især den ene var utrolig stærk. Han mætte være gammel. 'Luk den'? Hvem troede han han var? bare fordi han var ældre end hende kunne han sq da godt spørge, eller gøre det selv. Hun så undrende på med med et sammenbidt blik, men lukkede bare døren. Det nyttede ikke noget at svare ham igen, han var meget ældrere end hende.. og hun var tvunget til at blive her en tid. Uden at sige en lyd undersøgte hun roligt stedet ved at tage en dyb indåndning og lade sine sorte øjne køre rundt i , men fandt det hurtigt uinsterrasant. Hendes øjne endte med at falde på ham. Han var en smule højere end hende og duftede af erfaring, blod og styrke. Magt. Hele hendes holdning skiftede langsomt imens hun på intet tidspunkt lod ham gå. Roligt og afventende gik hun hen imod ham med et charmerende smil og stoppede op kun kort fra ham. Hvis han smed hende ud var hun færdig... Hun grindte let og hviskede med en fræk undertone "Godaften"

Vicente fulgte kvinden med blikket. Hun var på hans territorium nu, så her gav han ordrene, hvis de ikke blev fulgt, så kunne det godt udvikle sig grimt. "Hvem er du og hvad laver du her?" Spurgte han blot, da hun havde hvisket 'godaften.' Han trådte væk fra hende, ikke fordi han syntes hun var for tæt på, men fordi han skulle ordne noget. Der var hul i taget og det var begyndt at pisse ned, så han måtte få nogle af sine kunstværker væk fra, hvor de kunne blive ramt af regnen. Væggene i hytten var pyntet med adskillige træskæringer, som Vicente selv havde skåret. Han trådte hen til væggen, som var kort fra hullet i loftet. Han begyndte at pille de utroligt flotte træskæringer ned for at ligge dem hen et andet sted, hvor de ikke kunne blive våde. Alle de morbide billeder stødte tit de folk med svage maver, af alle de billeder, som Vicente havde skåret i træ, var størstedelen af dem billeder med døde folk, som var massakreret og lemlæstet på diverse måder, døde væsner og døde mennesker. Få steder var det andre folk, som nok havde været levende eller måske var det endnu. Han havde haft mange hundrede år til at øve sig på sin kunst, så han var helt bestemt blevet utroligt dygtig til det.

Ribanalons blik ende på den anden hun vampyrer soom var kommet ind i rummet.
En meget yngre og svagere vampyrer end hendde selv, hendes ansigtet udtryk for
andrede sig til et mere neutralt blik, eller rettere et mere overvågende blik.
Hun vågnede hurtigt igen da Vicent talte til hende, Hun vendte kroppet svagt med Vicent.
"Hvordan" sagde hun med en ret undrende og samtidig fortvivlet stemme.
Hun havde intet at reapereere med, dog havde hun levet så lang tid at hun¨
havde lært nok til at reaperare et hus. Hun kiggede ingen over på kvinden der sagde
godaften, hvorefter hun nikkede kort med hoved som en slags hilsen.

Vicente trådte hen til en af skufferne og trak den ud, hvorefter han tog en hammer, som lå i skuffen. Han kastede den over på bordet, så Ribanalon kunne tage den, hvorefter han vandrede videre hen til en helt anden skuffe for at lede efter søm. Han fandt en pakke med søm i lagde derefter pakken over på bordet. "Sådan." Sagde han som svar til hendes spørgsmål. "Jeg forventer at taget er færdiglavet inden solen står op.. Ellers arbejder du videre i dagslyset." Svarede han så. Han var ikke just tilfreds med, at hun havde lavet et hul i hans tag. Hvis ikke det blev færdiglavet inden solopgang, så kunne det koste ham livet pga. sollyset. Han var ikke just interesseret i, at den tanke skulle blive til virkelighed.

Hun kiggede lidt på hamren hun havde taget op i hånden
og så på sømende på bordet, hvorefter hun stirrede på Vicente med
et overlegent blik. Et smil kom frem på de røde læber.
I det samme forsvandt hun ude i det blå luft, sammen med de tagsten som
hun havde faldet ned med.
Kort tid efter var der hamret og taget var færtigt, meget hurtigere end et menneske
iværtigfald.
Hun dukkede kort efter op igen hun lagde hamren på bordet og sømmede havde hun brugt.
HUn satte sig nu i sofaen som om hun følte sig hjemme.
Hun havde stadig sit uforklarelige smil på læbernde.

Vicente fulgte Ribanalon med sit blik, et blik som var koldt og gennemborende. Han betragtede hullet i taget, som det blev ordnet. Intet regn kom igennem, så han gik ud fra, at det var blevet ordnet godt nok. Vicente tog hammeren i sin blege, knoklede hånd og betragtede den tænkende. Han fik en ret god idé, syntes han i hvert fald selv, men ikke en idé som han kunne teste her og nu. Han lagde den tilbage på bordet, hvorefter han så rettede sit blik imod Ribanalon igen. "Hvad smiler du af?" Spurgte han så med sin rolige, lettere montone stemme.

Hendes udstråling var rolig og overlegen på trods af hendes 'unge alder' på små 300år. Hendes sind og personlighed havde altid været stolt og grunden kendte hun godt. Hun grindte let og smilte charmerende. Franske adelige i 1700 tallet havde det med at føle sig bedre end alle andre. Hun lagde armene over kors og lænte sig op af den nærmeste væg imens hun iagtog den lille vampyr reparere loftet. Hvad lavede dehavde hun gang i?
Gad vide hvor lang tid det ville tage for ham at bemærke hun stadig ikke havde svaret på hans spørgsmål. Et skævt smil sad i hendes ene mundvig imens hun holdt øje med ham, hvorefter hun let svang de sorte krøller, så de hang ned af hende venstre skuller og blottede den højre side af hendes hvide hals.

Ribanalons øjne gik fra Vicentes tænkende blik og over på den anden vampyr hun,
"og hvem er du" sagde hun stille, men med en gemmenborende stemme.
Hun løftede kort det ene øjenbryn, hendes metalliske grå øjne faldt tilbage på Vicente,
hendes øjne gav et kort skær før de igen faldt ind i en sølv metallisk grå farve.
Det smil som havde været på hendes læber da Vincente sprugte hende blev stadig hængende.
"Intet" sagde hun med et svagt vrik med hoved.

Vicente satte sig ned på stolen, som han før havde siddet på, da Ribanalon var kommet brasende igennem taget. Han lod blikket vandre fra den ene vampyr til den anden. "Forklar jer selv. Nu." Sagde han så med samme kommanderende tone, som før. "Hvad laver du her?" Spurgte han først Ribanalon imens hans blik hvilede på hende, bagefter gled det hen på den endnu ukendte vampyr. "Hvem er du og hvad laver du her?" Spurgte han så derefter hende. Han krævede nogle svar nu, ellers røg de ud i regnen igen.. hvilket de sikkert også gjorde, hvis de ingen god grund havde til at være her.

Ribanalon som nu stod op igen havde nu vendt ryggen til Vicente
og studerende alt i hans rum.
I det samme kørte hun en finger over en af hans skulpture.
"Så du er Vicente" sagde hun i en tone der kun kunne lyde overlegent
eller vidende (ALTSÅ at hun hviste nogen ting om personen)
HUn vendte sig nu mod Vicente igen.
"At ud spionere dig" sagde hun og lagde sine hænder sin hofter.
Hendes øjne begyndte nu at give mange små skær eller glimt fra sig,
alt imens hendes blik kun stirrede på Vicente og ikke den lille vampyr hun.

Vicente betragtede Ribanalon med et ulæseligt blik, da hun begyndte at tale. Da hun var færdig med at tale svarede Vicente ikke, men greb i stedet lynhurtigt ud efter hendes hals og trak en af de knive, som sad i hans bælte. Udspionere ham.. Hun var helt sikkert blevet sendt af de beskidte dæmoner.. "Har Dæmonerne sendt dig? Tør de ikke længere gøre deres beskidte arbejde selv?" Hvislede han ud igennem sammenbidte tænder. "Jeg sender dig tilbage til dem stykke.. for stykke - Når du har besvaret mine spørgsmål." Tilføjede han så og hentydede til, hvad han blandt andet ville bruge kniven til.

Hendes første tanke var 'Hvad rager det dig' men hun smilte, tydeligvis uden at mene det, til hende "Hvis du absolut vil vide det ... hedder jeg Camelie" Duften af blod og resterne fra gamle måltider, fik hendes tanker til at falde tilbage på et eller andet spisende. En lækker, blødende engel ville være fantastisk lige nu. Men det måtte vente til at regnen på et eller andet tidspunkt stoppede.. Hun sendte kvinden et irriteret blik og bandede i al hemmelighed over at hun absolut skulle være der. Hvis det havde været hende alene med ham der tydeligvis ejede stedet, havde det jo været en helt anden leg de skulle lege.
Efter at have boret sine øjne ind i ryggen på vampyr kvinden eller pigen, eller hvad man nu skulle kalde hende, med et grumt smil, vendte hun sig igen hen imod ham. Hendes attityde ændrede sig, hun kunne ikke gøre andet end at være underlegen og fristende overfor ham. Der var på ingen måde hun skulle udenfor igen. "Tja.."hun overvejede hvordan hun skulle få det sagt uden at behøves at fortælle ham sin svaghed. "Jeg hader regn. Virkelig meget" Hun gik roligt hen imod ham og drjede rundt om ham uden at give slip på hans øjne med sit blik. "Og jeg håbede at jeg måske kunne blive her lidt hos dig til det er ovre?" stemmen var kælende og ikke langt fra hans øre, da hun nu stod bag hans ryg og smilte indbydende.
Hurtigt sprang hun tilbage og så forsvars beredt på dem begge. Hendes chancer car ikke gode op imod nogen af dem, så det bedste ville være hvis hun bare kunne være blandet fuldkommen uden om.

Da han havde fået fat i hende og havde taget rundt om hende hals tog hun i det samme om hans arm og svang ham over hende selv så han ville falde på ryggen.
HUn sprang tilbage og stirrede aggressiv på ham, "Hvordan kan du tro det"
sagde hun højt, hendes øjne gnisterede med hvide gnister.
"Jeg ære vampyrernde og ja vi er den mest magtfulde race af natten"
sagde hun hurtigt. HUn gik nu endnu 2 skridt tilbage. "Jeg er kommet
for at give dig besked om at min bror og jeg har udryddet en varulv og en dæmon"
hendes tænder var blottet i vrede.

Vicente blev slynget over hende, men fik vendt sig, så han landede på sine ben; Endnu engang hvor det betalte sig at være vampyr, de vampyriske sanser og reflekser var nu noget helt specielt og umenneskeligt. Han havde stadig kniven i sin hånd, parat til at hugge og flænse med den. Han rettede kort blikket imod Camelie, som nu havde forklaret hvem hun var og hvad hun lavede her, han havde dog ikke tid til at svare hende lige nu. Nu måtte han finde ud af, hvad der var med hende Ribanalon. "Og hvad udspionerer du mig så for?" Spurgte han, da han ikke kunne se, hvad det havde med de to væsner, som de havde slået ihjel at gøre. Han trådte et skridt imod Ribanalon. "Forklar dig selv." Sagde han så kommanderende. Han ville vende tilbage til Camelie bagefter, at han måske havde en forræder i sin hytte var ikke noget, som han var videre vild med og derfor gav han selvfølgelig det første prioritet. Han gav i hvert fald Ribanalon en chance til at forklare sig.

"Jeg ville først se dig an" sagde hun og holdte en lille pause, "Jeg vandre ikke bare ind i dit hus, hvis du havde gang i et bytte eller andet som ikke var noget man skulle blande sig i, men dit tag var svagere end en menneskes tro" sagde hun og rettede sig i en mere ventende position.
udspionere var måske ikke det rigtige ord men det var jo det hun havde gjort på en måde.
Hun blottede nu ikke sine tænder mere, men man kunne tydeligt se at hun var som en falk på vagt. Hun skar svagt tænder da hun var færtig med at snakke for sin sag.
Hun øjne vendte kort med Camelie som opførte sig meget underligt i sådan en situation.

Hun sukkede uden en lyd og lod sig blidt falde ned i en fornem rød lænestol, og ventede på at de blev færdige og forhåbentlig at hun ville gå. Hvad end hun havde gang i var cam rimlig ligeglad. Selvfølgelig med mindre hun nu bare var igenang med at prøve på at dække for sit forræderri. Hvis hun virkelig havde udspioneret..

"Se mig an, hm?" Spurgte han og betragtede Ribanalon med et koldt og gennemborende blik. "Hvem er din broder? Hvad har i gang i siden du skulle 'se mig an'?" Spurgte han mistænksomt og lod derefter blikket vandre videre til Camelie. "Jeg vender tilbage til dig og dine forklaringer om lidt.." Sagde han så kort til hende, hvorefter hans blik gled tilbage til Ribanalon. Der var noget, som ikke helt stemte siden hun skulle 'se ham an' og hun havde 'udspioneret' ham.. Vicente var meget på vagt for tiden og han havde gode grunde til det. Der var mange ude efter ham og de kunne alle komme, hvis de turde, men hele bundet var svagpissere. De skulle bruge snigmordere, spioner og den slags. Ingen af dem turde stå ansigt til ansigt med ham.

"Demetri" sagde hun kort, "Demetri Jack Klusisska, er den ene af mine brødre"
sagde hun neutralt indtil videre. Ribanalon sorte hår strittede svagt som på en
hund eller kat som rejsede børster. Hendes tungede slikkede en enkelt gang
hen over hendes tænder. Hendes øjne var nu faldet til ro men dogvar der
stadig en svag gnistern i hendes metalliske grå øjne som man kunne kendte på
alle fra Familien Klusisska.

"Jeg kender ikke nogen Demetri." Lød hans stemme så, hvorefter han roligt viftede emnet væk, som var det ligegyldigt. "Vigtigst er: Hvorfor holder du øje med mig?" Spurgte han så og betragtede fortsat Ribanalon. Hun lød ikke til at være med dæmonerne, men når hun jo som sagt havde holdt øje med ham, så skulle han bruge konkrete beviser.. mere end blot hendes ord. Han rettede nu blikket imod Camelie. "Og du er her fordi du hader regn?" Spurgte han så, hvorefter han kastede et blik tilbage på Ribanalon. "Jeg burde smide jer begge to ud i regnen igen." Sagde han så, hvorefter han gik tilbage til de træskæringer, som han før havde pillet ned fra væggen, han ville hænge dem tilbage på deres plads igen, der var jo ikke længere hul i loftet, så intet regn kunne ramme dem.

Ribanalon fyldte ikke Vicente men lod sit blik være stift på vampyr hunnen.
"HVorfor gør du det så ikke" sagde hun og kiggede først nu over på Vicente.
Hendes blik hvad ikke forandred sig selvom hun nu kiggede på Vicente det
var stadig stirrende og dyrrisk.
Hun skar svagt tænder, efter hun havde sagt det som hun nu havde sagt
til Vicente. Et svagt grin voksede inde i hendes hoved og blev til et tørt
åndedrag i virkeligheden.

Hun sendte hun vampyren et arrigt blik, men sagde ingenting.. til hende. Istedet bed hun kæberne hårdt sammen og gjorde sit bedste for at styre sit temprament. Hun kunne intet gøre hvis han smed hende ud, hun blev nød til at vise så meget respekt overfor ham som overhovedet muligt. Og hvis det ikke virkede måtte hun fortælle ham hvorfor hun ikke kunne gå ud.. men det ville kun være hendes aller sidste udvej. Hun slap hendes med sit blik og tog en dyb indånding og besluttede at ignorere hende som var hun der slet ikke. Istedet rettede hun sin opmærksomhed til ham og blødede op igen "Hvad skal jeg gøre for at blive?" Hun så direkte på ham og skjulte ingenting. Hun hade ikke de store muligheder og håbede bare på at han tog imod hendes tilbud. Hun smilte kælent og rejste sig fra lænestolen.