At Hell's Gate.

Vicente vendte sig om imod Ribanalon, da han havde hængt træskæringerne på plads igen og han trådte så over til Ribanalon. "Fordi du først skal forklare, hvorfor du holder øje med mig." Sagde han og løftede så kniven, som han havde i sin hånd op til hendes hals, så spidsen prikkede til hendes hals. "Nu." Tilføjede han så og så på Ribanalon med et koldt og skarpt blik. "Hvad du skal gøre for at blive? Du skal forklare mig, hvorfor jeg skal lade dig blive i min hytte." Svarede han så Camelie, dog uden at fjerne sit blik fra Ribanalon. Han kunne smide dem ud efter han havde fået sine svar.. hvis ikke der pludseligt dukkede en grund til, at han skulle lade dem blive her.

Et smil kom på hendes røde læber.
Vicente havde ikke styr på det han ville.
Han ville først have hende til at gå og så til at blive,
dette var ret så intressant. Også samtidig fordi den
unge vampyr udlyste så meget kælerie som om hun
ville have fat i noget fra Vicente.
Hun rykkede sig ikke da Vicente kom mod hende, og
hun gjorder heller intet da kniven kom for hendes hals.
"Ville du ikke også først iagtage en person, som du ikke
kendte hvis du skulle bruge eller til at kende personen først"
sagde hun med stemmmen uden tøven

*Årh Damn it* hendes selvsikre facade vaklede kun i et brøkdel af et sekundt før hun igen skjulte sine tanker. Han ville vide det.. Det var helst så få som overhovedet muligt der skulle kende til hende, endnu færrer der skulle kendte til hendes svagheder.. og hvis der var nogen der fik bare en ide af hvad hendes hemmelighed var.. ville hun slå dem ihjel hvis hun kunne.- eller bare flygte. Hun så på dem og kunne ikke lade være med at nyde måden han fik hende til endelig at lukke r*ven på. Men det var nu et kortvarigt smil.. tøvende tog hun et skridt længere væk fra døren og smed sit indsmigrende smil fra sig, og skød hagen let frem. Hvem end han var, skulle han ikke tro hun var svag.
"Vand ætser sig igennem min hud..jeg kan ikke tåle det. Hvis du smider mig uden for, ville jeg kun overleve hvis jeg var hurtig nok til at finde læ, og selv hvis jeg var så heldig, ville jeg være dårligt tilredt." Hun lukkede kort øjnene og åbnede dem igen. Hendes irriterende handicap, havde hun selvfølgelig kun fordi hendes evne var så sjælden og fantastisk.
Ingen dæmoner regner med at blive andgrebet kl. 10 om formiddagen.