Mørkets kys

Hayley smilede og tog drengen op og han lå nu død i hendes hænder.
hun kastede ham ned i skralde spanden og gik hen til Melanie og fjernede
noget af blodet, "Lad os komme vider" sagde hun roligt.

Melanie nikkede, hun kunne ikke andet end at adlyde Hayley, det var som om at Hayley havde kontrollen over hende, som om hun ejede hende.
Hun fulgte lige i hælende på Hayley, uden at vide hvor de skulle hen forsatte de ud i nattens mørke.

Hayley havde hende hvor hun ville ha hende, hun skulle høre efter for ellers ville hun dø-
Hun gik ud i nattelivet, "Bare opføre dig som om du er et menneske" hun tog hende med in i skoven sætte sig på en bænk, "Der er mange racer, der er os, dæmoner, engle elver og ja så de blandede. og de lugtende hunde. ja varulve" hun rystede på hovede, "I mennesker er bare mad.." hun smilede. hun tog en smøg i munden og begyndte stille at ryge den.

"JEG VIDSTE DET!" sagde hun og sprang op fra bænk.
Men satte sig hurtig ned igen, da Hayley så rasende på hende.med et gennemborende blik "Undskyld" mumlede hun.
Hun havde helt glemt at Hayley havde sagt at hun skulle være menneske. "Vær' et menneske" mumlede hun til sig selv "Du har jo lige været det."
Hun vendte sig om og så på Hayley som røg. "Hvad skal vi så nu?"

Hun lagde armene over kors hun havde smøgen i munden. "Hmm.. Mela" hun nåede ikke at snakke færdig før hun undskylde. "Det går den her gang!" Hun sukkede og sætte sig ned ved siden af hende. "Da du var menneske boede du så hos din mor+" Hayley vidste det her emne ville blive hårdt. for nu skulle de gøre så folk troede hun var død, og at hendes mor skulle ikke se hende igen!.. Hayley pustede røgen ud af næsen og tog smøgen i mellem to finger. "Der er rigtig mange ting jeg skal lære dig.. og du vil føle en sult i nogle dage, men bare rolig den vil gå over og du vænner dig til to eller et måltid om dagen..." hun så uskyldigt op fra hendes smøg "Jeg spiser tre... men jeg laver mere end dig.. så lad være med det" hun smilede.

Melanie så uforstående på Hayley, da hun spurgte om hun boede hjemme. "Nej, hvorfor?" spurgte hun forvirret, "jeg er næsten lige flyttet hjemme fra. Jeg er uvenner med mine forældre" hun rødmede ydmyg og så ned i jorden.
Da Hayley snakkede til hende igen, forstod hun hvorfor hun var så vanvigtig tørstig. "Hvad laver efter som du får tre om dagen?" spurgte hun nysgerrigt, og med lysende interesse over hayleys personlighed.
Hvad mon hun havde for en fortid?

Hun sukkede "Vi skal gøre så folk på et tidspunkt toror du er død, og uden det kommer i avisen" hun sukkede. "Men godt, du skal droppe din lejlighed.. hus.. what ever bo hos mig, indtil jeg har lært dig hvordan man er vampyr" hun så op på hende, "Jeg æder tre. fordi jeg for det første træner, jeg er E vampyr meget stærkkere end dig. og har derfor brug for mere føde, også er der mit arbejde og jeg elsker at jage folk det vil sige jeg løber meget" hun smilede til hende. "Men nu henter vi dine ting tager hjem til mig jeg har et gæste værelse.. der er en ting du skal vide om mig.. mit hus .. skal og jeg gentager skal være helt HELT rent.. der er for meget beskidt lorte blod i den her verden s mit hus skal være ordenligt. så har jeg min ny kommende kæreste, som tit kommer på besøg. så don't pis whit him" hun smilede.

"Nej, jeg vil ikke droppe min lejelighed, jeg har brugt så mange penge for at få den, og i stan." hun så vredt på hayley ay hun næsten ikke hørte hvad hayley sagde om sit hus.
"Jeg forstår godt det med at være død, men hvad med ALLE mine ting, og skal det se ud som om nogen har taget alle mine ting efter 'mordet' eller?" hun havde ondt i hovedet efter alle de spørgsmål der lå på lur i munden på hende, hun var så rasende over alt der var sket, hun sprang op og begyndte at løbe ind mod byen igen for at finde nogen at spise. på grund af sit raseri.

Hayley mærkede vreden ved at hun løb fra hende, det dumme ved at Melanie gjord det her var at hayley var dobbelt så hurtig og dobbelt så stærk som sagt hun var en E vampyr. Hayley var hurtigt ved hende, fik hurtigt fat i hende tog så hårdt fat i hende at hun ikke kunne komme nogle steder hun begyndte også at brænde hende. noget en vampyr ikke kunne tåle. men Hayley var rasende. hun fik hende hjem til sig selv. sådan en langtur med smerte bankede hende ned i sofaen gav hende en stor lusing. "Nu høre du fandme efter møg tøs" sagde hun vredt.

Melanie satte sig forvirret op, var lidt rundtosset efter turen.
Det var nyt for hende med at være hurtig, så det skulle hun så lige vænne sig til, men smerten af ild, var en stor prøvelse for hende, det brændte over det hele, da hayley berørte hendes arme eller var det nu håndledet?
Hun så vredt tilbage på hayley. "Jeg skal nok høre efter, hvis du bare vil lade mig være i fred!" skreg hun rasende, og af sorg.
Sorg over at hun ikke kunne se sin familie igen. Hun var rasende over hayley og sig selv. Hayley fordi hun var pokkers dominerende over for hende, fordi hun åbenbart var rædselsslagen over at der ville ske noget, hvis hun ikke passede Melanie. Og hende selv fordi hun havde det af helvede til over at hun ikke nået at sige undskyld til sine forældre over den dumme Graviditet, hun havde været igennem, ved et uheld.
Hun havde slet ikke nået at sige til dem, at hun havde fået en adbort.
Hun savnet så meget sin lille søster Malika, som kun var otte år gammel 'nu' som så op til sin søster, hun havde sagt så mange gange til hende at hun ville være ligesom hende., og hun var stolt af at være hendes søster. Melanie føltes som om hun fik tårer i øjnene, men der kom bare ikke noget ud.
Hun vendte sig fra nutiden, nu ville hun bare tænkte tilbage på sine gamle minder om, den gang familien var lykkelig og normale, men det kunne hun ikke.
Hendes forældre var blevet så mærkelige efter de begyndte at tag hash, men selvfølgelig blev de det, hun var blevet så gal, at hun havde festet helt vildt, og været sammen med mange fyrer som muligt.
At hun til sidst med en hun havde kunnet lide, gjord hende gravid, og da hun fortalte til forældrene at hun ved et uheld var blevet gravid, flippede de helt ud og sagde så onde ting til hende at, hendes hjerte gik helt i stykker over deres ord.
Hun følte sig forrådt og fortabt. hun løb op på sit værelse og pakkede sine ting og gik hen til sin bedste veninde, bare et månede eller to, kunne hun blive væk fra sine rådene forældre.
Men hele tiden tænkte hun på stakkels Malika måtte ha' det med hendes søster var væk, og hende slet ikke nået at sige farvel til hende.
Hun havde ikke set dem i over et og et halvt år.
Hun følte sig skidt tilpas over det hele.
"Undskyld" mumlede hun pludselig til Hayley. "Jeg har det ikke for godt. Undskydl du er jo min skaber"

Hun grinede kort af hende sætte sig ved siden af hende, "Jeg lader dig være i fred når jeg har fortalt dig nogle ting, lært dig nogle ting.. nu må du slappe af møg tøs" snerrede hun. Hayley vidste alt om hvor hårdt det var at sige farvel til ens familie Hayley havde bare gjort det dummeste hun ville også sige farvel men var jo kun en ny født vampyr så hun slog familien ihjel bare for at få blod, hun glemt helt det var deres familie da hun dræbte dem. Men bagefter slog det hende hårdt hvad hun enlig havde gjort.
Hayley vidste at vis Melanie lavede noget dumt, måtte Hayley slå hende ihjel derfor ville hun ikke have at Melanie lavede noget dumt, det kunne jo gå voldsomt galt, så måtte Melanie tro at Hayley var rædselsslagen, Hayley var pisse ligeglad. Hayley tog hendes arm med et suk, Hayley's Hånd af tryg sad på Melanies over arm. "Se din snot hvalp det er hvad der sker når du bruger din hårfarve. ja jeg hentyder til du er Blondie dum!" Hayley hentede i vampyrer fart en kuld våd klud som ville fjerne noget af hendes hånd af tryg og noget af smerten.
Hayley vidste hvad Melanie lavede, hun tænkte tilbage på de gode og dårlige minder, Hayley havde slev prøvet det Melaine nu sad og prøvet.
"Hold op med at undskylde det viser du er svag" hun sukkede og bandt en knude på den klud der nu var rundt om Melanies arm. " Du har meget at lære, der er mange folk der vil slå vampyrer ihjel. og der er mange ting en vampyr kan og ikke kan tåle, derfor er det meget meget vigtigt du lytter til mig." Hun så alvorligt på hende.

Melanie strammede munden af vrede over at Hayley havde sagt at hun var blondie dum, hun havde aldrig i sit liv hørt nogen sige sådan om hende. 'Jeg kender ikke denne verden' tænkte hun rasende. 'Det er jo nyt for mig for pokker, jeg aner jo ikke hvad reglerne er her!'
Hun hvæsede lidt af smerte da Hayley lagde en klud på armen af hende. "Det er nyt for mig" hvæsede hun sammenbidt. "Jeg kunne sguda ikke vide at det var så farligt for os eller retter (Måske) mig at gå ud og flirte med et eller anden og så bare tag lidt mere blod. JEG ER JO NYFØDT FOR POKKER!"
Hvis hun bare ikke havde løbet sin vej, var hun måske ikke været så skamfuld over sig selv, Hun burde ha' tænk sig om før hun gjord noget som ikke kunne få hende til at se så dum ud.
NEJ! hvor hun afskyede sig selv lige nu.

Hayley grinede bare af hende, og hun lænede sig til bage i sin sofa. "Hør her smukke. vis du ikke havde løbet så havde jeg jo fortalt dig det, også havde du ikke fået det lorte brænd mærke .. jeg bedte dig om en ting og det var at høre efter, men du vælger at løbe. så ender man sådan der" svarede Hayley ærligt.
"Vi vampyrer sover ikke. men det er vigtig at man slapper lidt af og måske læser en bog ser noget tv, tænker tegner. What ever. bare du ikke er helt op og køre hele tiden, så tager vi for mange liv" Hayley tog Melanie i hånden viste hende sit hus (Du kan se billeder af huset på min profil) Og viste hende så hendes værelse. "Her skal du bo " hun sukkede "Og når du så er lært op kan vi snakke om at få din lejlighed tilbage, og ingen problemere der, for det er jeg god til" hun smilede tryg til hende sætte hende i hendes seng.
"Den bog der ligger her på dit nat bor, er en gave fra mig til dig." Hun tænkte kort var det klogt, men Melanie skulle lære hende at kende. den bog der lå på natbordet var en bog om Hayley's liv. "Du burde nok slappe lidt af" Hayley var blevet helt sød over for hende. og det kunne Melanie måske ikke helt forstå men det ville hun forstå vis hun læste bogen for Hayley havde prøvet det samme som Melanie måske bare værre. hun havde ingen skaber og intet valg, for hendes skaber var bare skredet, og her var Hayley som en mor for Melanie. Hun håbede hende og Melanie kunne blive gode venner. "Jeg går ned og ser lidt film, vil du snakke kan du bare komme ned" hun smilede roligt til hende og gik så ned af trappen og ned i stuen hvor hun sætte Lord of the rings på hun sætte sig i sofaen og råbte så efter hendes huns "Trille" .. Lidt efter kom Trille løbende loverede med halen og hoppede op til Hayley i sofaen. Hun kyssede den blidt på hovedet. og spredte benene så den kunne ligge der, det fede ved trille var hun elskede at se den film med Hayley så hun lagde hovedet på hendes ben og kiggede ind i fjernsynet også tv med hayley.

Efter Hayley var gået, gik Melanie hen og lagde sig på sengen og så op i loftet, Hun var forvirret over at Hayley pludselig var så sød.
Hun fik helt dårlig samvittighed af det. Hun vendte sig om og fik øje på bogen på natbordet, hun vidste ikke helt om hun skulle læse i den eller ej, men hun kunne ikke lade være med at se på den indbydende bog. Dens brune farve på forsiden med flotte mønstre var lige noget for hende, hun elskede at læse, det var noget af det bedste ved hendes gamle liv, men hun kunne jo stadig godt læse, når hun alligevel var blevet vampyr.
Hun tog forsigtig bogen i hånden, hun var stadig lidt bange for om Hayley nu lavet en prøve for at se hun nu tog bogen og kom ind og råbte af hende eller noget.
'Ej, nu er du fjollet' tænkte hun sur på sig selv. 'Helt seriøst tror jeg ikke at Hayley kan finde på sådan noget,' hun begyndte at lytte efter i huset med der var noget aktivitet, og selvfølgelig var der det, Hayley sad nede i sofaen og så den film hun ville se, og hun havde en hund? hos sig? hun rystede på hovedet, hun havde intet hørt, da de kom, så... nej hun ville ikke grave mere i det, hun var for træt og smardet til at gå ned og tjekke.
Hayley havde sagt at vampyrer sover ikke, men hun følte sig virkelig træt, men det måtte jo være fysisk så.
Hun lagde sig godt til rette i sengen og åbende bogen, for at læse dens skjulte hemmeligheder.

Senere da hun var kommet næsten igennem hele bogen, forstod hun at det var en slags dagbog hun sad og læste i, men ikke en hvilken som helst dagbog, det var om Hayleys for mange, mange, MANGE år siden.
Hun tabte næsten ansigtet af hendes liv, det var forfærdeligt at alt i hendes liv var så sørgeligt til noget der var så frastødende at hun næsten føler en sært at kvalme i halsen.
Da hun havde læst færdig lukkede hun stille bogen i, og gik i vampyrfart ned i stuen til Hayley, hun ventet til Hayley opdaget hende til at sige noget.

Hayley lå roligt og nussede sin hund imens hun læste, Hayley håbede de kunne få et godt forhold til hinanden hun betød noget for Hayley for Hayley havde jo skabt hende.
Hayley smilede roligt da hun hørte Melanie stod nede ved hende. Hayley drejede hovedet så på hende. "Hey"sagde hun roligt og kiggede så roligt og kort på trille og sagde så "Det her er min hund trille" hun smilede til hende. Hayley kunne godt se der var noget Melanie godt ville sige til hende og kiggede derfor roligt på hende og sagde så.
"Bare sig det du gerne vil sige" hun fugtede sine læber og kørte en hånd igennem sit hår. hun rejste sig op efter hun havde sæt filmen på pause hunden sov vider, den var udmattet. "Du ser træt ud" hun stod roligt foran hende. og ventede på at Melanie sagde noget til hende. Hayley var meget klog, hendes bog var smurt ind i hendes egen duft og Melanies hænder duftede af hende og det kunne hun dufte.
derfor voksede der et lille smil på hendes læber, men på samme tid snak hun en klump. hun var bange for at snakke om sin fortid men ville mere end gerne fortælle Melanie det. hun ventede på hendes ord. Spændt.

Helt nervøs for hvad hun skulle sige, trak hun sit ene ben med hele sin krops vægt over på det andet og prøvet at snuse rundt i sin hjerne efter fornuftige ord.
Men hun havde et problem til. Hendes hals var alt for tør til at hun kunnne få et ord frem.
Halyleys fortid havde virkelig taget hårdt på hende, i betragtning af at hun selv havde oplevet i sit korte liv som menneske.
Hun bed sig lydløst i læben, og med nervøs mine prøvet hun at forklare, "Hvordan... kunne du klare dit liv som både menneske og..." hun sank en stor klump og så sørgmodig på hende. "Og vampyr klare sådan en totur og sorg, og blive efterladt på den måde?" hendes spørgsmål lød alt for indtrængende, men hun måtte bare få svar på sin forvirring over alt det forgik lige for næsen af hende, og det første var bare at få svare på om, hayley mente hvad hun skrev. "Jeg... Jeg er ked af at jeg er sådan en byrde for dig," hun sendte hun et falskt skævt smil. "Det er let at se det på dig, men jeg er nød til at forstå det hele. Jeg skal lære, selv min vrede. Jeg vil nå langt, som jeg overhoved kan, og lære hvad der er forkert og rigtigt. Og..." hun grinte genert. "Og 'Måske' finde en kæreste." hendes kinder blev røde, hun havde næsten glemt sit spørgsmål,men hun ville heller ikke være en byrde for Hayley, for hun vidste at der var udviklede et særligt bånd imellem dem som en slags familieskab eller venskab, da hun blev forforvandlet. Hun vidste bare at der var noget, for hun havde for store tilid til hende, til at være vred eller ondskabsfuld over for hende nu.

Det var mere end bare tydeligt at se at Melanie var nervøs. men Hayley ventede tålmødigt . på hende, Hayley var nemlig god til at vente på folk. ment på den måde. at der var aldrig nogle der ville vente på hende vis hun ville sige noget der var svært at sige. Hayley bed sig også lydløst i læben fordi hun var ret nervøs for det hun ville spøger om. Hayley nikkede da hun spurgte og gik hen til Melanie. fik hende ned at side i den anden sofa Hayley havde nogle stykker og kiggede så på hende.
"Jeg har altid haft det ord sprog som hedder: you are the master of your own destiny. Altså det vil sige at jeg er mestern over min skæbne. jeg vidste at jeg blev nød til at lade som ingen ting. ja jeg slog min far og mor ihjel. hvilket jeg altid har fortrudt men jeg kan jo ikke bare tænke på det. jeg har jo et liv. eller hvad man skal kalde det. jeg har venner. kæreste og det hele. jeg må lære at styre mine lyster. efter min mors og fars død lærte jeg at styre min træng til blod. og en af mine bedste venner. som hedder Dean har været en kæmpe hjælp. han kommer også her en af dagene. han har det nemlig dårligt. Men jeg måtte se alt på den lyse side. og se jeg havde muligheden for et nyt liv. møde vampyrer som mig. møde andre. Dean var blevet vampyr før mig. en der hedder Aubrey havde gjort ham til det en mørk nat." Hun sukkede tog Melanies hånd og kiggede hende i øjne. "Brug mig så meget du kan, når du er ked af det. lig det på mine skulder og se alt på den gode måde," hun smilede kort til hende. "En kæreste kan vi skam godt finde dig. du er jo en smuk pige" hun fjernede lidt af Melanies pandehår. og så på hende. "Men du er ikke en byrde for mig. jeg er glad for di er her" hun smilede til hende.

Helt uventet sprang hun i Hayleys armene, hun følte sig så sikker og glad som om det var hendes mor som trøstede hende efter at hun havde slået sig. Lige som da hun var tre.
Da hun nærmere kom i tanke om hvad hun lavede, trak hun sig væk. Hele hende ansigt var oplyst af en blod rød farve. Hendes kinder brændte som ild. 'Oh, hvor pinlgt! Jeg kender hende ikke engang rigtigt, og så krammer jeg hende!' hun så på sofaens stof og med en ydmyg mine mumlede hun svagt 'Undksyld'.
Hun vidste ikke hvad hun skulle sige bagefter. Så nogen ord røg bare ud af hendes mund. "Er din ven sød?" hun tog sig forvirret til munden, hun hadet at sige noget inden hun havde tænkt færdig på det, det var tæt på at hun havde gået udenfor for at banke hovedet ind i et træ for at få det bedre, men det ville jo være åndssvagt af hende, så i stedet sagde hun: "Ej, jeg ved ikke hvad jeg sagde, så lad bare som ingenting." Åh hvor følte hun så dum, men det gjord hun altid, når hun havde det svært med at lette stemningen for andre, så hendes mund sagde bare noget, uden hendes hjerne tænkte ordentligt over det.
For at slippe for det emne hun havde fyret af, skiftede hun bare emnet. "En kæreste, det vil tag lang tid før det sker. Det er jeg hundred procent sikker på," så blev hun alvorlig. "Men jeg er ikke sikker på at det er en god ide, hvis det er et menneske, for jeg er ikke sikker på om jeg overhoved kan lade være med at kunne gøre ham ondt, og jeg vil heller ikke forforvandle ham, hvis det kunne ske." hun slappet mere af, men hun var stadig pinligberørt over alt det hun havde lukket ud af munden.
Bare hun kunne tie stille, og tænke sig om, før hun sagde noget.