Mørkets liv

Dato: 1 november
Årstid: Efterår
Dag: Torsdag
Vejr: Kold blæst, tunge skyer over himmelen og koldt
Sted: Den triste skov.
Tid: Omkring midnat
Omgivelser: Kun Milana og en masse træer og mørke.

Det kolde vind havde godt fat i de næsten nøgne træer. Bark lå spredt rundt omkringg, og det var tydeligt, at et dyr havde gjort det - Et stort farligt dyr med skarpe kløer. Skyerne hang tung over himmelen, og truede med at lade regnen piske ned mod Den Triste Skov. Mørket havde lagt sig for længst, men i Den Triste Skov, opfattede man det ikke rigtig, da der altid var så mørkt og koldt.
Milana så stift frem for sig. Hun sad på en stor kampesten, med et roligt blik hvilende på barken, der lå spredt rundt omkring. Den kølige vind fik hendes hår til at danse som en kraftig lysstråle, der bevægede sig meget. Milana så blot igennem mørket - Følte mørkets havde sit eget liv, et liv der burde frygtes, men Milana nød det. Mørket havde sit kolde humør mod Milana (Billedsprog).

Marcus kom roligt gående gennem skoven.
Han så sig tænkende rundt og viste ikke hvad han skulle give sig til at lave.
Marcus teleportede sig op i et træ og så ud over skoven.
Han mærkede svagt at han ikke var alene, men han kunne ikke lige mærke hvor personen var og hvad personen var.
Marcus teleporterede sig ned igen på jorden og gik mod personen, tilstedeværelsen af personen blev stærkere og han fandt ud af lidt efter at det var en elver som også var i skoven, han trak lidt på den ene skulder og gik stadig imod elveren, selvom han ikke helt kunne se personen endnu.

Milana lod mørket have sit liv - Lade mørket være tungt omkring dem, og træerne, der stod solidt plantet i jorden. Milana hoppede elegant ned fra den store sten, og mærkede i det samme en vibration i jorden. Vibrationen kom mod hende, og lidt efter lidt kunne hun fornemme hvad det var - En dæmon! Hun drejede rundt, og afventede ham, til hun kunne se ham, og bedømme ham!

Marcus gik tænkende i retningen mod elveren.
Han blev ret træt af at gå, så han teleporterede sig længere hen mod elveren.
Marcus stod nu oppe i et træ tæt på elveren og så tænkende ned på hende.
Han ville vudere om hun var farlig, truende eller om hun bare var en man kunne snakke med og fredelig.
Marcus tænkte stadig, han kunne ikke rigtig bestemme sig til hvad hun var for en elver, så han ventede til hun opdagede ham oppe i træet.

Milana mærkede at vibrationen fra ham forsvandt ligeså hurtigt, den var kommet. Hvor blev han af? Hun følte sig ikke tryg, men hun lod sig forholde sig helt i ro, og lod ikke noget afsløre, om hvad hun følte, eller hvordan hun var. Hvor blev den dæmon dog af? Hun så sig roligt om, men han gik ikke på jorden længere - Det var helt sikkert. Måske var han i træerne? Hun vendte sit blik op, og så på de forskellige træer, til hun så en skikkelse. Det var kun ganske svagt hun så skikkelsen, men den var der. Hun ville have ham ned på jorden, før hun ville sige noget. Hun lod sin højre hånd glide over sit venstre håndled. Jo, hendes kasteknive sad der stadig. Hun ventede...

Marcus løftede det ene øjenbryn og studerede hende lidt.
Han smilte svagt fordi han godt selv kunne se at hun var på vagt, hvem ville ikke også være det.
Marcus tænkte lidt og regnede så med at hun godt kunne være farlig, hvis hun ville.
Han teleporterede sig ned på jorden igen, men denne gang længere hen mod elveren.
Marcus så ventende på hende, for at se om hun gjorde noget, han kunne godt se at hun ikke var helt ubevæbnet.
Men han smilte dog lidt hånligt, men lod hende ikke så godt se det på ham.

Milana mærkede det - Han var igen på jorden, vibrationerne fra jorden havde afsløret ham, lige da han havde ramt jorden. Hun lod sine arme hænge ned langs siden, og betragtede ham med rolige og kølige øjne, dog var hun vagtsom, men det var ikke tydeligt. Dæmonen kunne vel godt være farlig, hvis han blot satte sig for at være det, men hun kunne ikke gennemskue det på ham. Hun selv holdt kun kulden og roligheden tydeligt, og alt andet var som forsvundet fra hende. Som om hun ikke kendte til at være vagtsom.
Han var også på vagt, det kunne hun føle, for hvem ville ikke være på vagt på en aften som denne? Milana rankede ryggen helt, og så med et køligere og roligere blik end før - Hun ventede!

Marcus smilte svagt og tænkte lidt.
"Du ser virkelig alvorlig ud, du ser jo næsten ond ud" grinte han svagt og tænkte lidt igen.
"Du behøver ikke være på vagt imens jeg er her, jeg har ikke ligefrem tænkt mig at angribe dig, det ser jeg ikke nogen grund til, når du ikke har gjort mig noget" sagde Marcus og så ventende på hende.
Han ville ikke sige mere indtil, hun selv havde svaret på de ting han havde sagt til hende.

Milana betragtede ham køligt og rolig. Hans ord alvorligt passede vist godt på hende.
"Jeg ønsker selv at være alvorlig... Det er sådan jeg er." Milana betragtede ham let. Hendes stemme havde været helt rolig. Hun ventede lidt, inden hun igen svarede -
"Men så passer det jo fint... Jeg ville kun angribe, hvis du gjorde!" Igen var hendes stemme helt rolig, og dog også kold som is. Hun så på ham med sit rolige blik - afventede hvad han ville gøre. Man kunne jo aldrig blive for sikker, så hun betragtede enhver bevægelse han lavede - uden at afsløre noget med sit eget kropssprog.

Marcus kunne ikke lade være med at grine lidt.
"Det er faktisk meget utroligt, jeg har aldrig nogensinde oplevet en kvinde aå alvorlig før, det er helt nyt for mig" sagde han og studerede hende lidt.
Han teleporterede sig hurtigt hen på en stor sten og betragtede hende lidt.
"Hvad laver du så herude, plejer elvere ikke at være steder hvor der er lyst og glæde?" spurgte han nysgerrigt og betragtede hende lidt igen, og tænkte lidt over hendes kølige stemme, men han smilte bare svagt af den, for det gjorde ham ikke noget, at hun talte sådan.

clara kom gående. hun havde et tørkæde på hoved, som også dækkede hendes øre

Milana betragtede ham teleportere sig hen til en stor sten. Hendes øjne var rolige og kølige som is - Helt klare!
"Jeg er ikke som andre elvere... Jeg kan lide mørket, hvor de andre foretrækker lyset - Det har sikkert noget at gøre med, hvordan jeg er opfostret på, og hvad der er sket i mit liv" Milana trak let på skuldrene, som var det hun talte om det mest normale i verden. Hendes rolighed holdt hende stående, der hvor hun stod, med sine øjne rettet mod ham.
"Er du ikke van til det? At en pige er rolig?" Milana's spørgsmål lød, som om hun forstod ham. Hun havde heller ikke selv mødt nogen, som hun selv var. Ikke mange piger var rolige - åbenbart.

clara så på dem. hun kunne ikke se hvad de var

Marcus smilte stadig svagt og betragtede hendes kolde øjne som han fandt ret intersante.
"Jo det er jeg, bare ikke din slags" sagde han kort og mærkede godt at der var endnu en elver ved dem.
Men hans blik var stadig på pigen og studerede hende lidt, han prøvede at regne hende lidt ud.
Marcus satte sig på hug på stenen, og så tænkende på pigen imens han betragtede hendes kolde øjne lidt mere.

"Er der noget specielt du prøver at finde ud af?" Spurgte Milana roligt. Hendes stemme var som en vandfald - nærmest fløj let mod ham.
"Så elvere plejer ikke at være som mig...?" Milana betragtede ham. Hendes sprøgsmål var roligt, og hun ønskede kun at vide, hvorfor hun var så forskellig fra alle andre elvere - Selvom hun ikke ønskede at 'forgude' lyset, som så mange elvere gjorde.
Milana mærkede vibrationer igennem jorden fra endnu en, der var i Den Triste Skov. Det var endnu en elver, det kunne hun mærke, dog sagde hun intet. Hendes blik forblev mod ham. Hun ønskede at vide bare lidt mere om ham.

clara var bange. men fornemmede at en anden elver var nær

Marcus smilte svagt igen og svarede ikke lige med det samme på hendes spørgsmål.
"Ja det er der faktisk.. jeg prøver at finde ud af hvad for en slags elver du er og hvad du hedder" sagde han ganske roligt og betragtede hende kort igen.
"Nej ikke alle elvere er som dig, jeg har kun mødt få i min leve tid som har været tæt på at være som dig, men ikke helt" sagde han roligt igen og smilte svagt

Milana rystede let på hovedet overfor hans forsøg på at finde ud af hende. Hun var jo en almindelig elver - Hun havde bare været igennem en masse, og så var hun bare sig selv.
"Og hvordan går det så?" Milana lod spørgsmålet hænge i luften ustabilt, så kun et enkelt vindpust fra den kølige vind ville blæse hendes rolige lette spørgsmål væk. Milana lyttede til det sidste han sagde, og gentog det indeni sit hoved. Var hun virkelig så anderldes? Hun bemærkede det aldrig selv..
"Og hvordan var de?" Spurgte Milana helt roligt, og pillede svagt ved sit ene spidse øre. Hendes lyse hår hang ned ad hendes ryg, som en vandfald.

clara så på dem. *Skal jeg sige hej.. nej hvad nu hvis de vil skade mig* tænkte hun

Marcus trak lidt på skulderne og smilte svagt igen.
"Hmm.. det er svært at finde ud af hvad du hedder, men dit navn starter ihvertfald med M.. og hvad angår det med at finde ud af hvad for en slags elver du er så kan jeg kun sige, at du ikke er så glad for at snakke med fremmede vel" sagde han og tænkte lidt over det sidste.
"Hmm.. de var også til mørke, men alligevel kunne de heller ikke undvære lyset og de gik ikke så meget i skove, de kunne bedst lide at gå blandt deres eget folk og være trygge der" sagde Marcus og tænkte lidt igen.

HVOR VED DU SÅ DET OM ELVE>R FRA!" røj det ud af clara

"Det er nu ikke helt rigtigt... Jeg er kun på vagt, men jeg har det nogenlunde fint - Og ja, mit navn er med M, og det er dit også" Milana lod ordene komme roligt, som en let køligt vindpust. Hun følte vibrationerne fra ham.
Milana betragtede ham længe, dog uden at svare til at starte med. Hun tænkte ordene igennem - Tænkte ham igennem! Han virkede så anderledes.
"Det er langt fra som mig... Jeg er anderldes fra dem så" Sagde Milana med et skuldertræk. Hun fik det til at lyde, som var det det mest normale, og alligevel var hendes stemme rolig, og ligeså kølig, som vinden der blæste imellem dem, og mod dem.

Marcus smilte svagt og trak lidt på den ene skulder.
"Så havde jeg da ret i noget, og ja mit navn starter også med M" sagde han og smilte svagt igen.
Han tænkte lidt inden han svarede hende igen, "ja det var også det jeg sagde, de mindede heller ikke helt som dig, det tror jeg nu ikke der er så mange der gør" sagde han og smilte svagt igen.
Han så over på den anden elver, " jeg har hørt det personligt fra dem og noget af det læste jeg også selv ud fra dem" sagde han og vendte blikket tilbage på pigen han havde startet med at snakke med.

Milana lænede sig mod det nærmeste træ. Hun ville have været helt useelig, hvis ikke det havde været for hendes meget lyse hår, som hun selv forbandede så højt. Det mindede hendes om for meget!
"Hvad er dit navn så?" Milana lod spørgsmålet være let og roligt. Mon hun havde ret, i det navn hun havde gættet sig frem til? Vibrationerne i jorden var stærke fra ham, på trods af, at han ikke gjorde andet end at være helt stille. Vibrationerne afslørede meget for hende, men ikke meget der var vigtigt.
"Var de virkelig tryggere iblandt deres eget folk?" Spurgte Milana let og roligt, og lod sit rolige blik hvile på ham. Kort så hun på den anden elver, men så hurtigt tilbage på ham.

Marcus smilte svagt igen og hoppede ned fra stenen, selvom han bare kunne have teleporterede.
Men det gad han ikke lige og rettede sig lidt op efter han var kommet på jorden igen.
"Mit navn er Marcus, og dit er Milana ikk?" han havde læst lidt af hende imens han havde siddet på stenen og var kun kommet helt frem til hvad hun hed.
"Ja det var de, de var nok bange for at blive slået ihjel af deres fjender" sagde han med et skulder trak og tænkte lidt over det, det var mange år siden han havde set dem, men hans hukommelse var ret god, så han glemte ikke ting særlig let.