Det regner, men dråber giver et nyt håb (Esmaralda)

Tid: 15.30
sted: den lykkelige eng
vejr: Det regner
omgivelser: kun Maya og naturen

Vinden blæste koldt over den lykkelige eng, men dagene var som sidste par forårs dage fyldte med regn. Maya havde siddet i det våde græs i et stykke tid nu og det kunne man sagtens se hendes lyse hår hang vådt ned af de spinkle skulder. I skødet havde hun en sportstaske der var midst lige så våd som resten af hende. Hun sukkede svagt hun havde endelig sagt fra over for sin far. Den far som skulle havde passet på hende istedet for at misbruge hende. Hun var ved finde sted hun kunne bo, men havde ikke været heldig endnu. De lejligheder hun havde set på var alt for dyre, desuden havde meget hurtigt brug for job. Hun lukkede svagt øjene og mærkede hvordan regnen havde gemmenblødt hendes cardigan og jeans, men hun var ligeglad for en gang skyld var hun glad. Hun begyndte nynne en melodi hun havde hovdet, melodien var rigtigt munter og varede ikke længe før begyndte synge nogle få utydelige ord.

Esmaralda gik og hang med hovedet, det lange hår var inde bag en varm hætte, så det nok skulle tørre hurtigt. Hendes skridt var langsomme og hun elskede virkelig regnen, men når hun lige havde fået den nye lyse hårfarve i håret, var hun ikke så glad for at gøre sit hår vådt. Hun gik hurtigt ind på den lykkelige eng, der var hun tit, hun cyklede eller gik fra Werclare, bare for at komme her hen. Hun var træt af hendes plejefamilie, og ville rigtig gerne finde sin rigtige familie. Hun havde altid håbet om at de var i live, men somme tider gik det op for hende hvorfor de havde skilt sig af med hende. Hun havde ikke lagt mærke til der var nogle, da hun havde hætten trukket hen over hovedet. Hvorfor ville ingen af hendes plejeforældre snakke om hendes rigtige forældre? Hun var ked af at hun ikke kunne være sammen med en rigtig familie, en hun kunne elske og holde af, men..... Nej hun skulle leve med en plat plejefamilie, som ingenting fattede.

Hun smilede svagt af sin melodi, men tav da hun så noglen komme imod hende. Hun betragtede kort personen, som hun gættede på var en pige, men hun kunne heller ikke rigtigt se det. For personen havde trukket sin hætte godt op over hovdet. Hun smilede forsigtigt af pigen før hun atter vendte sit blik væk. Hun lagde kort sine hænder i skødet. Gad vide hvor pigen kom fra? Det kunne være hun sød, men det var alligevel noget som gav hende løst til løbe sin vej. Ikke at hun hadede fremmede hun havde de ikke så godt med dem, for hun vidste aldrig hvordan de ville reagere når de så hende. Hun smilede kort da hun gav sig til at lege med sine finger. Hvis pigen blev ved med at gå i denne retning ville Maya snart skulle sige et et ellere andet.

Esmaralda gik stille vidre. Denne eng var smuk, men den var endnu smukkere om sommeren. Vinden susede fori hende og blæste hætten af hovedet på hende, så hun nu stod og lev plaskhammerne vås, det var ikke koldt, men vådt. Hun kiggede lidt rundt, hun kunne heller ikke lide at blive set på den lykkelige eng, da mange mente det var den klammeste eng. Så fik hun øje på en pige et par meter fra hende, også blev hun tavs. Hun ville ikke have folk skulle se hende nu. men det var for sent, nu kunne hun vel bare gå hende i møde. Men huun blev ståede og kiggede mod hende, hun så ikke ud til at ville gøre en flue fortræd, så hun kunne vel godt gå hen og snakke med hende. Hendes skridt var rolige og lansomme, hun var ikke helt tryk ved det, da hun vidste at væsner også eksisterede.

Maya havde gættet rigtigt det var en pige, smilede en smule gernert til pigen. før hun atter vendte blikket væk. Det kunne havde været en værre situation hun lod svagt tungen fugte hendes tøre læber. Men nu måtte hun altså tage sig sammen for hvordan skulle de ellers føre en samtale, det ville være noget svært. hun bed sig svagt i læben før hun gav slip " hey" sagde hun med en forsigtig og blid stemme. Hun ville ihvertfald ikke gøre pigen noget. På måde virkede hun rar, venlige og det var selvom at hun ikke snakket med pigen før.

Esmaralda smilede nærvøst, men så kiggede hun mere roligt mod hende " He... Hej" Sagde hun, man kunne sagtens høre på hendes temme at hun var nærvøs. Hun snakkede ikke så meget, hun var mere genert end hun var nærvøs, men hun lød nu ikke genert, men det kunne man se på hende, da en æbelrød farve havde varmet sig hendes kinder. " Hvem.. " Hun kunne ikke sige en samtale uden at være ved at falde sammen " Er du?" Spurgte hun og kiggede så på pigen igen.

" Mit navn er Maya" svarede hun betragtede pigen. Pigen mindede Maya om sig selv på måde hun kunne mëd det samme høre på pigen at hun var nervøs, men det plejede jo at være hende selv. Hun smilede forsigtigt og klappede på den tomme jord " slå dig ned" sagde hun grinede svagt. Hendes latter var mild og imødekommende. Hun var blevet mere sikker på at pigen ikke kendte til hemlighed og det gjorde hendes bedre humør

Esmaralda kiggede op fik en del mere mod. SÅ hun satte sig langsomt hen ved siden af hende. Hun va virkelig imødekommende og det gjorde bare et tegn til at hun ikke ville gøre hende fortræd. " Maya? Jeg hedder Esmaralda, men du kan kalde.... Kalde mig hvad du... du har lyst til " Sagde hun og lod sig smile til hende, hun havde stadigvæk rødekinder.

Hun smilede kort, før hun vendte sit blik tænksomt imod himmlen, det var dejligt at der var nogen der ikke vidste hvem hun var og derfor ikke dømte hende. " så tror jeg at vil kalde de Mara" sagde hun smilede kort hun lod undersøgende sit blik falde på pigen ved siden af sig.

HUn smilede og hun mærkede at regnen var begyndt at strimme ned over dem... Arghh mere vand, det var som om der kom flere litre i en dråbe af agngen " Okay det er fint " Sagde hun smilende.

" ja regen er kærkommen" sagde hun, men ikke et ord af hvad hun lige havde sagt. Det var vådt og koldt, det var det meste irrterende ved vand det var vådt. hun bed svagt læben før hun atter kiggede frem for sig " hvad laver du engtlig her ude i dette våde vejr?" spurgte hun smilede svagt.

Hun satte sig på plads, hun måtte lyve, hun ville ikke fortælle om dette skenderi og om at hun tit blev slået af pleje faren " Kærste problemer, jeg er nærmest en kærligheds gudinde vis ´man kan kalde det det" Sagde hun smilede " Men hvad laver du selv her?" Spurgte hun nysgerrit.

Hun trak på skulderne og gemte sin sportstaske så godt som hun kunne, hun bed sig svagt læben og man kunne tydeligt se at det ikke var noget hun havde synderlig meget lyst til snakke om hun bed sig hårde i sin læbe, som gav efter for presset og begyndte bløde " jo ser du jeg stukket af hjemme fra" sagde hun til sidst selvom det ikke helt var rigtigt, men hun turdte ikke fortælle esmaralda sandheden. Om hendes far som havde misbrugt hende siden hun fire sexuelt. hun tørte svagt blodet væk med håndfladen.

Esmaralda kiggede hen på hende, nu kunne hun vel også selv fortælle sandheden. Hun lagde hænderne i lommen, og løftede en del penge frem " Jeg skal væk her fra " Sagde hun og kiggede lidt ned " Mine forældre... Mine plejeforældre " sagde hun og viste sit ene håndled frem, hun fjernede jakken fra hænderne og viste hvor hun havde skåret i sig selv. Der var lange ar også tog hun ærmet ned igen " Jeg er også på vej væk " Sagde hun og viftede lidt med pengene. Hun havde tit fået tæsk af plejefaren, og hun havde virkelig haft lyst til at stikke af lang tid, måske skulle hun bare bo på et hotel et eller andet sted. " Hvad med dig selv?" Sagde hun og Esmaralda var selv sikker på at denne pige havde en anden ting at sige end at hun var løbet hjemmefra.

Maya trak vejret i korte drag idet hun så esmaraldas arm idet hun trak ærmet væk, hun fik øje på arene og gispede svagt. Hun trak vejret tungt og vidste ikke helt om hun skulle fortælle det. " jeg stukket af hjemme fra fordi min far er for meget" sagde hun og vendte blikket bort for hun ville ikke se pigens utryk når hun fortalte hende sandheden om hendes familie som langt fra var normal, men det havde hun vel vænnet sig til. for hende var det jo normalt, men for alle andre var det forkert og grimt det hendes far havde gjort imod hende og søsteren. " øhm altså det vil sige at min far har misbrugt siden jeg var fire, og nu er jeg 17" sagde hun og sukkede lydløst. Hun anede ikke hvilken reaktion som ville komme fra den anden pigen, hendes vejrtrækning blev mere tung og hun trak sig en smule væk. Hun var klar til at der ville komme nogle meget ubhaglige bemærkninger. For det var hvad hun var vant til. " alt du ved sådan sexuelt" afsluttede hun og man kunne tydeligt høre hvor nervøs hun var.