tegningen giver mening - Ozzie

Tid: 16:30
Sted: Legepladsen
Vejr: lunt i det, dog ikke nok til alt den hvide sne ville smelte
Omgivelser: En masse børn og voksne

Klokken var ikke særlig mange på denne anden juledag, Jasper var næsten lige kommet hjem efter han havde holdt jul sammen med sin familie som blot boet nogle byer væk. han havde ikke lyst til at sidde indenfor og stene på sådan en smuk dag som det var, og derfor var han gået ned til legepladsen da der jo altid var børn der nede. han havde fundet sig en bænk lidt væk fra alle de børn og voksne som var der, blot fordi han var for genert til at snakke med dem og han ville heller ikke risikere at blive rørt af nogen af dem. hans taske stod ved siden af ham, og hans ben var trukket op til ham så han kunne have sit blok mod dem. han sad bare der og tegne de børn som legede og pjattede, men det lignede ikke helt det samme op papiret da han havde tegnet et ekstra barn som lignede ham på en prik. når han først begynde at tegne så begynde han også at drømme sig væk, om at han også var en hel normal dreng som de fleste andre.

Ozzie gik med lidt sløve skridt og hunden der trak ham af sted selv om han havde prøvet at lære den den skulle gå lidt langsommer, men den havde altid travlt, og snuste til alt og alle den kunne komme i nærheden af, og så kunne Ozzie gå bag ved op undskylde hele vejen. Faktisk skulle han til at begynde med bare ned i byen for at hende noget kage hos bageren, men lamen fra legepladsen havde.. draget ham, og nu var han på vej gennem lågen. Endelig var det lidt trist han ikke kunne se de søde børn, et handicap som hans, gjorde han blev aldelse og fuldkommends 'blind', han gik altid med et sort stykke stof omkirng øjnen som gik om i nakke i en lille men meget stram knude, han ville ikke risikere at det faldte af. Så enhver der passerede ham kunne tydeligt se han var blind, derfor havde han skaffet sig en førehund ved navn Onion. Han lukkede lågen bag sig og lod hunden føre sig ind gennem legepladsen og uden om de larmende børn.

Jasper sad bare lidt i sine egne tanker og tegnede videre, eller han var vel meget inde i sine egne tanker da han jo bare blev ved med at tegne sig selv færdigt blandt alle de legende børn. han smilte lidt når han var færdig, eller når han selv mente at han var færdig med at tegne det som han ville have på sin tegning. han smilte tilfreds, mens han skrev sit navn nede i højre hjørne på sin tegning. han så op når han var hel færdig, hans blik gled over på en fyr der kom gående med en hund. han så bare på ham og fik først lidt efter øje på det bind omkring hans øjne *bind?* tænkte han og synes endelig det var ret så utroligt synes han selv, når han fik øje på en blind person da de vel havde det lidt som ham?

Ozzie log hunden føre sig og anede intet om hvor han blev ført hen da han standsede op ved berørnig af en anden, dog kunne han slet ikke nå at stoppe sig selv i at falde og tumlede forvirret ind i en fremmed person, sandsyndeligvis en mand eller dreng, nok kunne han ikke se, men han kunne høre og lugte, og fornemme om nødvendigt. Han gav et gisp fra sig da han pludeslig lå ret kejtet hen over en fremmed dreng, han satte sig panisk op og gav sig til at kalde på sin hund, da han havde mistet grebet om dens snor ved faldet. "ONION!" skreg han højt, han ville ikke miste sin trofaste ven nu, bare fordi den havde ført ham lige ind i denne fremmed, kald det skæbnen hvis du vil. Han vendte hovedet mod ham og glippede med øjnen bag bindet selv om alt var sort, som det nu plagede at være. "Det må du undskylde.. jeg kan ikke helt styre hunden inu" mumlede han kort og kravlede lidt baglænds fra personen så de ikke behøvede at røre ved hinanden, og gav sig til at råbe på sin hund igen.

Jasper sad bare og så lidt på den blinde dreng, inden han lidt efter vende sit blik væk fra ham da det jo ikke var okay at glo på folk på den måde. han vende sit blik ned mod sin tegning igen, og kunne ikke lade være med at smile lidt af den da han jo var lidt stolt over den. hans øjne blev store og hans krop blev hel stiv i det, da han mærkede at der var nået der ramte ind i ham. han stirrede bare på den blinde dreng som hav bare lidt før havde set på, men nu var der nået andet som gik igang end hans tanker som alligevel slog fra. han kunne ikke høre hvad drengen sagde til ham, da når han først fik en anfald så slog hans øre fra og han kunne ikke høre hvad folk sagde til ham. han stirrede bare ud i det blå uden at kigge på nået særligt, da det alligevel blev hel sløret i det. han sad bare der til drengen fjernede sig helt fra ham, først der begynde hans anfald sådan rigtigt i det. hans krop begynde ryste kraftigt i det som fik bænken til at og ryste svagt i det, da den beskidt følelse kom udover hele hans krop. han havde det som om han havde rullet rundt i nået muder eller nået som var slemmer, det var bestemt ikke en rar fornemmelse. han lag sine arme tæt omkring sine ben og begynde og vugge frem og tilbage, mens han næsten ikke træk vejret. de gange hvor han træk vejret så var der mere gisp i det, som var tæt på at sætte et astma anfald igang. hans tegning blev ødelagt i hans arme, pågrund af at han krammede sine arme så tæt omkring sine ben. selv om han ikke kunne tænke, så var han glad et eller andet sted at det fald drengen havde gjort at det ikke havde fået en knogle i hans krop til at brække over. hans øjne blev helt blanke i det, og det var tæt på at de tåre ville trille ned af hans lyse bløde kinder.

Ozzie kom endelig op og stå og stod bare og ventede på at sin elskede hund ville vænne tilbage til ham, bare dne ikke var igang med at ødelægge sandslotte og vælte børn, for den var lidt af en voldig hund, den vidste jo ikke at børn faldte så let. Han mærkede noget mod sit ben og mumlede kort dens navn indne han samlede snoren op som lå på jorden. Han satte sig på bænken ved siden af fyren som han var gået ind i og besluttede sig for at en ordenlig undskyldning ville være på sin plads, det første han havde tænkt på var jo hans hund, og ikke den fremmed, som nu havde fået bænken til at ryste. Han sad helt stille med hovedet vendt mod ham fuldstændig chokerede, hvad gik der dog af ham? "Ehm er du okay, slog du dig eller noget?" spurgte han forvirret, måske var den fremmed kommet til skade da han veltede ind i ham, selv om han bare var faldet lidt tilfældigt og ikke mente nogen af dem var kommet til skade. han lyttede lidt og lod som om han så på den fremmed, da noget han ikke brød sig om nåede hans øre. Han løftede hovedet og rykkede tætter på ham, lagde forsigtigt en hånd på hans skulder "Er du okay.. hvad er der galt, er du kommet til skade, er der noget jeg skal gøre for dig?" han mumlede løs, imens han selv blev virklig nervøs for fyren, han trak vejret som om han havde løbet en lang tur eller noget. Han brød sig ikke om det, han kunne ikke lide fyren var så.. panisk. "Ehm prøv at trække vejret.. hvor gør det undt" spurgte han og overvejde et kort øjeblik at flå bindet af for at hjælpe ham, men det kunne sa ikek være så alvorligt.. kunne det? Han lod sin hånd gå fra hans skulder til hans knæ og klappede ham let der på for at berolige ham, imens han stadgi knugede hunde snoren i den anden hånd.

Jasper blev bare ved med at ryste og vugge frem og tilbage, han kunne ikke styre sin egen krop og det kunne han bestemt ikke lide. han lukkede sine øjne hårdt i da han mærkede en hånd på sig, det blev jo ikke særlig meget bedre og selv om han ikke have ondt nogle steder. han åbnede bare sine øjne en lille smugle og så på hånden på sit knæ "ikke... rør... mig" sagde han rystende i stemmen, og viste ikke hvad han ellers skulle gøre da han jo ikke kunne få sine arme til at skubbe hans hånd væk fra sig. de tåre som han holde så godt han kunne tilbage, begynde bare at trille ned af hans kinder. han prøvede på at slappe af selv om det var umuligt, ikke når drengen stadig rørte ved ham. han prøvede dog på at kæmpe lidt for at kunne trække vejret ordenligt, selv om det bare blev mere gispende i det "t... tasken" mumlede han og tænkte ikke over at han snakkede, da han jo ikke var sig selv pågrund af sit anfald. han tvang et af sine finger til at pege på tasken, selv om drengen nok alligevel ikke ville kunne se hans finger.

Ozzie sad bare og ventede på den fremmed ville falde bare en smule ned, han skulle måske kalde på hjælp, var måske havde han asma.. det lød sådan, tænkt hvis han havde fået et asma anfald, det kunne være farligt havde han hørt, måske skulle han få fat på en amvulance. Han flyttede straks sin hånd og rykkede lidt væk fra drengen og følte sig straks såret, men det gjorde han altid ved diverse afvisninger. Han sukkede lidt "undskyld, det var altså ikke medvilej jeg faldt, min hund er ikke helt til at styre, den skulle nok have haft noget mere træning og den er stadig kun en valp, og desuden er jeg blind, selv om jeg slev mener det er en rimlig ring undskyldning.. men pointen var endelig at det ikke var medvilje" mumlede han så hurtigt, at det næsten var umuligt at forstå hvad han endelig sagde til den fremmed, som han endelig godt kunne tænke sig et navn på, men det var nok ikke lige siatitionen til det, underligt nok havde han lyst til at røre ved den fremmed igen, bare for at se havd der skete, mon han fik en lussing så? Han hørte noget med en taske "hvor?" mumlede han kort, og fumlede omkrings sig, måtte læne sig ind over den fremmed og røre ved ham selv om han ikke måtte, men han strejfede bare hurtigt, han skulle jo lige finde tasken, han sukkede lidt "undskyld" mumlede han hurtigt da han strejfede ham igen og satte sig tilbage, han greb om tasken og rakte den til ham. dEt var svært at finde noget man ikke kunne se.

De fleste af Jasper's astma anfald skyldes for det meste hans fobi anfald, eller når han fald og brækkede en knogle eller to. han hørte ikke engang efter på hvad drengen sagde til ham, og det ville jo ikke engang hjælpe hvis han hørte efter på det da det jo ikke ville stoppe hans anfald. Han så bare over på sin taske og rykkede sig bare hårdt tilbage mod ryglænet, når den drengen bare lænte sig ind over ham for at finde tasken. han lukkede sine øjne hårdt i og gav nogle små klynkende lyde fra sig, som om man havde blevet slået og prøvede på at stoppe med at græde. han træk ikke vejret og sad helt stille som en statue, til han mærkede at drengen var væk fra ham igen. når drengen endelig var væk fra ham igen tog han bare en hurtig og dyb indånding, som fik sat lidt af et astma anfald igen ikke en af de virkelig slemme som han havde prøvet et par gange. han begynde bare at hoste, mens han rystede videre i hele kroppen. han sad bare et stykke tid og så på sin taske, inden han fik vundet en hånd til at tage den mens den anden bare trykkede sine ben tætter ind til sin overkrop. han åbnede så hurtigt han kunne tasken, selv om det nok så ud som om han tog det stille og roligt i andres øjne selv om det jo var nået andet i hans øjne da han jo var helt i panik inde i. han tog så hurtigt han kunne sin astma medicin op, og tog den hen til sin mund og tog et sug af den blot for at få styr på sin astma. det fik også hans fobi anfald til at slappe lidt af i det, selv om han stadig rystede i hele kroppen. hans kinder var helt røde og våde i det, efter alle de tåre som var løbet ned af dem. hans øjne var lidt rødme i det og man kunne bare se det panik som var i dem, og de var også lidt mere åbne end de plejede at være. han havde dog stoppet med at vugge frem og tilbage, selv om det alligevel kom en gang imellem. hans arm som lå rundt om hans ben der var hans fingere helt hvide i det, pågrund af at han holde så tæt omkring dem. han lag stille så forsigtigt han kunne sin medicin tilbage i tasken, selv om det var lidt svært med sin rystende krop.

Ozzie sad og ventede fuldstændig uforstående, han kunne ikke helt forstå havd der avr galt med drengen, det var som om han ikke kunne tåle når han blev rørt ned.. underligt? Han sukkede kort og rykkede væk fra ham, hvis det var det der var problemet så måtte han heller holde sig på afstand, selv om det ikke burde sårede det Ozzie han ikke måtte røre, ikek fordi han havde lyst til at røre.. på den måde. Han ville bare gerne give drengen hånd eller noget, ligge armen om ham eller ligge en hånd på hans skulder.. det var bare lidt umuligt når det ligesom virkede som om det bare gjorde det hele værre end det var i forvejen, måke skulle han bare gå før han fik et slag eller to. Han fumlede ud efter sin hund og begyndte at stryge den genenm pelsen, blødt og varmt, han elskede den hund selv om den var mindst ligeså klodset som Ozzie var, men det fik dem vel til at passe beder sammen? Han løftede hovedet mod den fremmed dreng igen, håbede lidt han var faldet til ro, for han virkede til at have det dårligt, og den måde han trak vejret på gjorde det ikke beder, i hvert fald ikke for Ozzies dårlige samvittighed.. han håbede bare han ville tilgive ham når han var kommet til sig selv igen. "Er du okay?" spurgte han lavt.

Jasper håbede sådan på at ingen så dem, da de jo sikkert bare ville synes der var nået helt galt. han havde prøvet før at folk havde ringet til ambulancen og politiet, og det var helst ikke nået han ville risikere igen da det jo havde været tæt på at folk havde troet at han var sindesyg. han var endelig bare glad et eller andet sted at Ozzie ikke havde ringet endnu, og at han bare havde siddet der og prøvet på at finde ud af hvad der var galt med Jasper. hans anfald var ikke så stor længere, selv om han viste at den ikke ville forsvinde før at han var kommet i bad de gange det skulle til før han følte sig ren igen. han tørrede sin ene kind af med sit ærme, og tog stille en dyb indånding for at få nogle ord ud "je.. jeg" sagde han og lukkede sine øjne i og prøvede på at tænkte på at han snakkede til sig selv, eller sådan nået for at få ordene ud "jeg må hjem nu" sagde han og lag lidt tryk på nu, da han virkelig ikke kunne vente med at komme i bad. han åbnede bare sine øjne igen og lod sine rystede ben glide ned på jorden, inden han rejste sig op og tog sin taske på ryggen imens.

Ozzie var bekymret for den fremmed dreng, han ville hjælpe ham og gøre noget, men der var intet han kunne stille op.. allermest havde han nok bare mest lyst til at forsvinde ned i et hul.. en grav eller noget, ringe til sin Jayden, lytte til telefonsvaren, det lille stykke hvor man kunne høre hans stemme, og så lægge på når bippet lød, og starte forfar igen og igen. gud hvor han dog savnede Jayden, mere end nogen anden person.. han ville sikkert vide hvad man gjorde i en sitation som denne. "Ehm slap af det okay, jeg gør dig altså ikke noget" prøvede han.. men han lød ikke selv så beroligende, så hvorfor skulle drengen blive beroligt af det. Han sukkede over sin egen elendighed, og så på drengen lidt da han hørte ordene, "Jeg følger dig hjem, bor du langt væk? Jeg kan betale en taxi, jeg skal nok alde være med at røre ved dig" sagde han bestemt og havde allerede rejst sig. Han vendte hovedet mod Onion igen, puffede den frem mod drenegn og hørte den ivrigt snuse til ham, så nu kunne de ikke miste hinanden, hundne ville føre ham lige der hen hvor drengen dig.