Gågaden om natten - Altair

Tid: IRL
Sted: Gågaden
Omgivelser: Lukkede butikker, få væsner/mennesker som går gennem gågaden, en flok skumle væsner/mennesker henne i en gyde
Vejr: Tørvejr, koldt, overskyet
____

Arane kurmmede tæerne sammen. For guds skyld hvor var det blevet koldt! Hun trak den slidte brune frakke tættere på sig. Hun var iført den samme snavsede hvide kjole som hun bar hele året rundt. I aften var hun meget ked af at hun ikke havde andet tøj end den og den brune frakke, men hun havde været så uheldig at hun ikke kunne finde et sted at sove indendørs. Gågadens mylder var forsvundet. Klokken var også godt 11 om aftenen. Hun skuttede sig da vinden tog til og blæste hendes lange bune hår om bag skulderen. "Dette nytter ingenting" - tænkte hun og satte sig op af en bygning. Hun lagde frakken uden om sine ben. Den var heldigvis alt for stor til hende. Nattens lyde forskrækkede hende ikke længere, hun var vant til at diverse mennesker og væsner råbte om natten. En gruppe stod i en gyde lidt længere fra hende. De røg og drak. Pludselig rumlede Aranes mave. Hun havde ikke fået mad i 2 dage.

Altair stod og snakket ikke så langt væk fra hvor Arane sad, eller kendte hende. Han havde mødt en gammel ven i sin lille gå tur rundt for at finde sig noget at spise da han selv var ved at være en smule sulten, klokken var alt for mange til at butikkerne var åbne, dog var der andre måde han kunne få mad på. Han var faldet i snak med en gammel bekendt fra Transylvanien, en som osse havde bæstet kendt i sig, manden var midt i 30'verne og var skaldet, han havde en Kinesisk drage tattoveret, som gik fra venstre brystkasse og op af på halsen videres op på venstre side af hovedet hvor den slutter med hovedet med åben mund over og under øjet som om at den skulle til at spise hans venstre øje i et brøl. Han var klæd præcis som Altair, som havde en meget mørkeblå, næsten sort trøje på og uden over havde han en frakken som går ham til anklerne, et par sorte vandre støvler på som går ham til lige lidt under skindebenet, et læder bælte med to hylster med en 6-løber i hver, gemt af vejen under frakken for andre folks øjne, nogle sorte hansker og en Cowboyder lignde hat i sort og et par lange mørkeblå jeans.

//http://www.internationalhero.co.uk/v/vanhels2.jpg, frakken han har på n.n

Arane lod mærke til de to mænd som var ikke ret langt fra hende. På en måde lignede de hinanden og alligevel ikke. De havde ens tøj på, hvilket fik hende til at tænke på to tvillingebrødre, men de var meget forskellige på deres udseende bortset fra at de begge så en smule animalske ud. Hendes øjne hvilede længe på dem indtil hun sukkede og lukkede sine øjne hårdt sammen. Kulden var bidende og hendes tænder klaprede hårdt. Denne nat ville ikke være den nemmeste at komme igennem, hvis kulden på en eller anden måde ikke snart ville forsvinde. I hvert fald bad hun til gud og hver mand om at den onde kulde ville skride af helvedes til.

De begyndte at gå mens de snakkede og nærmede sig hvor Arane sad, dog stoppede de op nogle meter fra hende, de gav hinanden hånden og sagde farvel. De gik hver deres vej, Altair forsatte af vejen mod Arane hvor kammeraten svingede ned af en side vej og forsvandt i mørktet, Altair stoppede op da han stod med siden til hende, han havde ikke lige set hende først da han var gået i sine egne tanker, dog da han var så tæt på hende som han nu var, ramte hendes meget søde menneske duft hans næste hvilket fik ham til at se ned på hende. Hun så ud til at fryse ret meget. Han vendte sig mod hende og stod nu foran hende og så ned på Arane med hænderne i frakkens lommer, Altair satte sig ned på hug og smilte til hende, tog sin frakke af og førte den rundt om hende, frakken var stod nok til at drække hende helt og hans varulve varme kunne hun mærke da den selv var varm.

Arane åbnede øjnene da hun hørte to skridt foran hende. Hun så manden fra før stå foran hende. Pludselig satte han sig på hug og svøbte sin jakke omkring hende. Den dækkede hende helt. Jakken var varm, nærmest som var den kommet ud af en lun ovn. Hun mærkede hvordan kulden ikke var så biddende længere, dog klaprede hendes tænder stadig. Hun kiggede på manden med rynkede øjenbryn.
"Hvem er du?" spurgte hun. Langsomt slappede hendes krop af, og tænderne klaprede ikke længere. Der var et eller andet ved ham der ikke gjorde hende helt tryg. Men samtidig var der noget bekendt.. Som om hun havde set ham før et sted. Det havde hun ikke, det var hun helt sikker på, men hans animalske, men alligevel elegante måde at bevæge sig på, lagde hun strækt mærke til, og det gjorde hende bange.

"mit navn er ikke vigtigt lige nu" svarede han hende stadig med sit venlige smil og satte sig ned ved siden af hende, "dog er jeg nysgerrig på hva' du dog laver herude i kulden med så dårlig beklædning?" Spurgte han med et rynkede øjnbryn. Han havde lændt sig lidt forover så hans underarme kunne lægge og vile sig på hans lår, han førte noget af sit hår om bag ørene så det ikke dækkede for hans udsyn til pigen ved siden af sig.
Han undrede sig meget over hvad hun dog lavede herude helt alene og med tøj som ikke kunne holde hende varm, hun måtte da fryse virkelig meget, og at hun ikke er frosset ihjel, var ham lidt af en gåde, han kiggede lidt på hendes ansigt og undersøgte hende en smule med blikket, hun så ikke særlig gammel ud, måske de 17-18 år? Så vidt han kunne se og dufte var hun menneske, der var ingen form for duft eller lugt som sagde at hun var et væsen og hvis der var, så gemte hun godt på sin duft.

Hans venlige smil undrede hende. Hun trak jakken tættere på sig da et vindstød ramte dem. Hans spørgsmål fik hende til at smile skævt. Var det ikke indlysende, tænkte hun.
"Jeg har intet hjem." svarede hun. "Man ville nok kalde mig en.. hjemløs. En usling." svarede hun, kiggede lige ud i luften og trak på skulderne.
"Tøjet? Det har jeg fundet." sagde hun og kiggede ham i øjnene. Hun gav ham et strålende smil. "Tak for din venlighed." sagde hun til ham. "Hvor kom den fra?"

Altair begyndte bare at grine over hendes spørgsmål, "jeg synes du så ud til kunne trænge til lidt varme" fortalte han hende bare og smilte venligt dog havde han en vis vildhed i sine hassel-brune øjne, som om det var et vildt dyr som sad og så gennem hans øjnene.
"Hør, lyst til at overnatte hjemme hos mig?" Spørg han hende mens han for rejst sig op og så ned på pigen der sad med hans jakke om sig, hun så ud som en der godt kunne bruge en ordenlig seng og sove i, han havde alligevel intet andet at lave resten af aften eller natten for den sags skyld og han havde spist sig mæt for natten, så som sagt, intet rigtig som han kunne lave.

"Mener du det?" svarede hun. Hendes øjne blev dobbelt så store. Hun rejste sig op og holdte stadig jakken tæt ind til sig. Den venlige mand var meget højere end hende og hans dyriske øjne skinnede i gadens lys. "Det kunne jeg vældig godt tænke mig." sagde hun med et lukket smil. "Hvor bor du?" spurgte hun, rakte jakken ud til ham og sagde: "Tak. Jeg har fået varmen nu."

Altiar smilte varmt til hende over hendes svar og den måde hun opførte sig, hun virkede som en sød lille pige, "i en lille lejlighed i Werclare" fortalte han og tog imod jakken, "vi har en del vandren vi skal gå med mindre jeg bær dig" forklarede han og så rundt, for den sidste bus kørte for 2 timer siden, han tog sin lange frakke på og bøjet sig lidt frem over så deres hoveder nogenlunde var i samme høje, "hva' hedder du?" Spurgte han med et lille venligt smil, dog vilede hans varme og dyriske øjne på hende. Han lændte sig tilbage og så lidt rundt for den hurtigeste vej hjem.

//du må meget gerne skrive en lille smule mer' ^^

Hans dyriske øjne mindede hende så frygteligt meget om noget.. Men hun kunne ikke huske hvad. De begyndte at gå ned af gaden. Lejlighed? Det lød godt i hendes øre. "Jeg er vant til at vandre." sgade hun. Hun kiggede på ham da han spurgte om hendes navn. "Jeg hedder Arane." svarede hun på hans spørgsmål. Hun så op på ham. Hvad var det han mindede om? Hvem var det han mindede om? Hun lagde sine hænder ned i frakkens lomme. "Hvad med dig?" spurgte hun og så op på ham. Sidste gang hun spurgte fik hun intet svar..

//Yeah I know. Krea var lige væk.//

"Heh, jamen det var da godt for dig" sagde han og smilte drilisk ned til hende, "jeg har ikke rigtig lyst til at vandre hele vejen, men vi ka' da godt nå ud af byen før jeg bær dig hjem til mig, går meget hurtigere" forklarede han mens de drejet rundt om et hjørne så de kom ud til et stort kryds som de skulle over for at komme hen til det fortårv som førte ud af byen så de kunne komme hen til Werclare og få noget søvn, Altiar kunne godt mærke at det havde været en lidt lang dag, så det ville enlig gøre godt at komme ned og lægge. Eftersom der ingen biler kom gik de over og havde næsen mod udkanten af byen, "mit navn er Altair" sagde han og smilte venligt ned til hende.

Arane undrede sig over hvordan det kunne gå hurtigere hvis det var han bar hende. Nok så han stor og stærk ud, men Arane var alligevel 18 år, så hun måtte da veje.. noget? Men hun undlod at spørge ham om det, så hun lod bare som ingenting. Det havde været en lang dag kunne hun mærke, og hun glædede sig til en lun lejlighed og muligvis et blødt tæppe om sig, til at sove med. "Altair? Det er da et pænt navn." sagde hun. Og det synes hun virkelig. De var snart ude af byens mængde og larm. Bilerne var der i hvert fald meget få af. Hun kiggede op på Altair. Hvorfor mindede han så grusomt om en eller anden? Det var ikke hans udseende, men måden at være på. Det skæve smil, den animalske måde at bevæge sig på.. Det var som om han var halvt menneske halvt dyr. "Hvor langt hjem til dig er der egentlig?" spurgte hun, bare for at en akavede stilhed ikke skulle opstå.

"Takker" svarede han og havde et halv lille smil på sine læber da hans blik var på hende, Altair havde stoppede da de var helt ude af byen så de stod enlig på en mark lige nu og havde Deepshell i ryggen og en mørk himmel i fronten til dem. "Ik' så langt igen, vi skal bare passere nogle få marker så nærmer vi os dem" fortalte han og pegede lige fremad hvorefter han gik i den retning som han havde peget, "hvis vi går i et rask tempo, så skal vi nok nå det inden det bli'r for sendt" sagde han og gik med hænderne i sine lommer mens han gik i ret hurtigt tempo, han stoppede dog lige op og så tilbage mod Arane, han blev meget mørk begrund af mørket som om slugte ham næsten fordi han selv havde så meget sort tøj på, mindede måske lidt om en uhyggelig statue, "kommer du?" Spurgte han så og havde rakt hånden ud til hende for at tag.

De var ude af Deepshell og ude på en eller anden mark. Mørket dækkede dem begge som et sort lagen der blev placeret omkring dem. Pludselig gik det op for Arane hvem det var han mindede om.
Den animalske måde at bevæge sig på, de flakkende, men alligevel beroligende øjne, hans mørke blide stemme..
Det hele mindede Arane om sin far. Hun nåede aldrig at kende ham ordentligt, for hendes forældre forsvandt fra jordens overflade da hun blot var en lille pige. Men hun vidste også at hendes far bar på en hemmelighed, som ingen andre end han og sin kone - Aranes mor kendte til. Hvad var det mon de gemte på? Altair rakte hånden ud mod hende, og med et mere interesseret blik på ham tog hun imod den og klemte den. "Hvad så nu?" spurgte hun.

"Nu går vi reste af vejen" fortalte han hende og med et lille smil til hende vendte han sig mod retningen til Werclare så de kunne komme hjem, "der var ikke så langt igen, kun et lille times gågang" kom det fra ham uden lige at kigge tilbage på. Man kunne kun lige se lidt af månen som titte frem fra sit skjul omme bag de mørkegrå skyer, en mindre bidene vind tog fat i Altairs frakke og Aranes tøj så det nærmes ruskede lidt i det, efter lidt et lille kvarter stoppede han op og vendte sig mod hende med et rolig blik vilene på hende, gik han hen til hende, så de stod overfor hinanden og da Altiar var højre blev han nød til at kigge lidt ned, med en hånd på hendes skuldre og nogle rolige dog dyriske blik som havde øjnkontakt med hende, "fryser du? For hvis du gør, så sig til" forklarede han med et venligt smil, de kunne jo ikke havde hvis hun blev syg.

De blev ved med at gå. Den vilde vestenvind tog fat i dem og Arane skuttede sig. Hun trak frakken tættere på og prøvede på at holde kulden på afstand. Hun kiggede op på hans vilde øjne, da det var han stoppede op foran hende. "Jeg tror lige det går." sagde hun med et skævt smil og kiggede frem. Månens tittende lys så fantastisk ud. Hun kiggede undersøgende på Altair. Hun havde lyst til at spørge Altair, om han virkelig var helt normal, men hvorfor skulle han dog ikke være det? Men igen.. Hvorfor skulle han være normal? Hun bed spørgsmålet i sig og kiggede frem for sig.

Han nikkede til hendes svar og forsatte mod Werclare, de var ved at være der, for man kunne se byen nu tydeligt, "nu er vi der snart" fortalte han hende og stoppede og løftede hende op i sin favn og spurtede af sted mod byen som blev større og større jo tættere de kom, han havde hende i sine arme og tæt ind så hun kunne mærke den varme som hans krop udgav. Altiar stoppede pludselig op foran en dør på en lille sidegade i byen, "så er vi her" fortalte han og satte hende ned på asfalten ved de to stentrin som gik op til døren, han låste op så de kom ind i gangen, han begyndte at gå op af trappen, helt op til tredje-sal.

Arane var egentlig overrasket over hvor hurtigt de havde nået byen. Okay, de havde vandret i et stykke tid, men alene havde hun ikke nået byen så hurtigt som med Altair. Mens hun stadig var i hans arme kiggede hun indtrængende på ham. Hun var egentlig ligeglad med om han så det, eller ej, men der var bare noget ved ham, der var så fantastisk, at hun ikke kunne forklare det. Hans øjne glimtrede på en mystisk, charmerende måde, og hans store arme bar hende let, som var hun en fjer. Han satte hende forsigtigt ned, da de nåede stentrappen, som de fulgte helt op på tredje sal. Nu, hvor de stod ved siden af hinanden, kunne Arane se hvor meget mindre hun var, i forhold til ham. Spinkel, ikke særlig høj og uden meget tøj på. Hun kiggede stadig på Altair. Hvad var det med ham?

Altair åbnede hoveddøren for Arane så hun kunne gå ind i hans lejlighed. Værelserne var lidt madte i det og der var ikke meget lys om dagen og aften, da solen var over bygningen om eftermiddagen, døren i soveværelset stod dog næsten helt åben og førte ind til stuen hvor et lille, billigt og kasse fjernsyn stod, en dog god, men lidt slidt sofa, en enkel reol med foskellige slags bøger som, både æld gamle men os halv nye, et spisebord med to egetræs spisestole, dog var lå der et stort behageligt tæppe på gulvet så man ikke gik på træet.
Gangen var ikke særlig stor man kunne max være 4-5 personer derunde hvis det var, hvis man gik til højre stod man foran hoveddøren, men hvis man gik til venstre og fulgte til dens ende, ville man komme til køkkentet, lige foran døren fra stuen var døren til badeværelset, der var heller ikke meget plads, men man kunne da godt være 3 personer derinde, ellers var der vask, et ordenligt bad og et toilet.. Og så køkkenet, køkkent lå, hvis man kom ind fra stuen, til venstre og 2 rum til højre, man kunne kun lige være 2 person, måske 3 hvism an pressede sig sammen, men det var ikke lige noget at råbe hurra for, men det kunne nu bruges.

Arane trådte indenfor i lejligheden. Den var lille, men rummelig, hyggelig. Nogle af møblerne var halvslidt, men det var tusind gange bedre, end noget hun overhovedet var vant til. "Der er da ret hyggeligt her!" sagde hun. Hun børstede sine fødder af i måtten ved hoveddøren, og gik indenfor. Stuen havde en bogreol, som rummede diverse bøger. Hun rendte over dem med en finger på deres ryg, og stoppede ved en speciel bog. "Fornuft og Følelse." - læste han virkelig kærlighedsromaner? Det var nok bare en uheldig gave, tænkte hun. Hun vendte sig om og så på den hyggelige sofa, som hun så satte sig i. Hun satte sig meget stift, mens hun stadig kiggede sig omkring. Der ville gå et stykke tid, før hun blødte fuldkommen op.

Altair kunne ikke lade vær med at grine af hende, den måde hun opførte sig på, som om det var jul og hun måtte ikke åbne sine gaver endnu, Altair gik ind i soveværelset for at komme i noget mere behageligt tøj, da han kom ud igen, havde han nogle halvlange bukser som gik til skindebenene, en anden farvet shirt uden ærmer og han havde smidt sine converse støvler derinde.
Han satte sig i sofaen ved siden af Arane og tændte for "Tv-kassen" som han lidt kaldte den, med venstre albuet på armlændet og en knyttet næve mod sin kind, sappede han lidt frem og tilbage på kanalerne men fandt ikke rigtig noget spænde, det var der sjælent synes han, når han tændte for det.

Arane så hvordan Altair kom tilbage i afslappet tøj. Hun smilede til ham da han satte sig ned. Han sappede rundt mellem tv-kanalerne, men så ikke ud til at finde noget han fandt spændende. Arane rykkede så tættere på ham. Endnu engang lagde hun mærke til hvor stor han var i forhold til hende. Det var lige før hun lignede tommelise ved siden af ham!
"Altair?" spurgte hun og så på ham med store øjne. Hun kunne ikke lade være med at betragte hans store arme, der var så muskuløse at det lignede ham spændte - Altair så da ellers ud til at være temmelig afslappet. Hun satte en hånd på hans hud. Den var varm, som huden på en hund, under dens bløde pels. Hendes øjne ramte hans, og hun gav ham endnu et smil, med venlighed i blikket. Dog var hun lidt nervøs for det hun skulle til at sige nu.. Hans øjne var vilde, som en ulv på jagt efter et rådyr det kunne æde. "Du virker... på en eller anden måde.. Anderledes." sagde hun. Hun vidste hun ville fortryde det hun havde sagt senere, men de vilde øjne fortalte en historie, hun var villig til at høre.