Udkig ned til byen.

Dato : 5.dec.
Årstid : Vinter.
Dag : lørdag.
Vejr : stjerneklart. ingen skyer, lidt frost.
Sted : Bjerget.
Tid : 21:31
Omgivelser : Klipperne og byen nedenfor bjerget.

Eolith fløj let over bjerget og holdt udkig efter et godt landingssted. Da han fandt en god plads ud til byen, landede han og satte sig på en sten.
Han vr fløjet den lange vej op, kun for at hvile sig for sig selv, og for at komme lidt væk fra familien. Der var noget tid inden, at han skulle ned igen.

Alec sad på en klippe og så på englen. Hun var ikke sikker på om den havde set hende. Hun sad med knæene trukket op under hagen. Hun sukkede.

taron sad på en sten oppe i bjergene, han smilte hans sædvanlige fjollede smil og så på udsigten, han sad for sig selv og var væk i sine egne tanker, han sad og vibede lidt fra venstre til højer, de øverste knapper i min skjorte var ikke knappet som altid og havde stadig et hul i bukse benet ved knæet.

Eolith havde ikke bemærket hende. Han blev siddende og tænkte for sig selv. han hadede dette tidspunkt på dagen, da det varede en evighed før det var tid.
Han sukkede stille og rejste sig igen.

Alec blev ved med at kigge på englen og videre på bjergene. Hun havde altid godt kunne li' bjergene med deres rene luft og stilhed.

taron sad og vibede glad videre, han kunne lugte en anden vampyr og engel og så sig godt omkring for at se hvor lugtene kommer fra, han smilte stadig fjollet.

Eolith gik videre og gik langs kanten. Det kunne være ligemeget om han faldt ned, da hn jo havde sine vinger. Efterhånden som han gik, ladge han pludselig mærke til, at han ikke var alene, og stoppede op.

Alec mærkede den anden vampyr, men kunne ikke se ham. Det irriterede hende lidt. Hun tog en tegne blok frem og begyndte at tegne englen.

Eolith så sig omkring efter vampyren, men kunne intet se. Han gik lidt rundt og fulgte sin fornemmelse. Han gik forsigtigt om bag klippen, hvor en kvindelig skikkelse sad med sin tegneblok. "Åh.." Mumlede han lavt for sig selv, da han kunne regne ud, at hun havde luret ham "Hvad laver du?".

Akec rejste sig og så på englen. "Jeg tegnede... dig faktisk... erd et okay?" hun holdt tegneblokken frem, så han kunne se tegningen "Jeg er Alec. Hvem er du?" hun smilede lidt.

Han så lidt forvirret på tegningen, og så derefter på hende igen. "Mig? Jeg hedder Eolith. Jeg vidste ikke, at jeg blev overvåget" Svarede han en anelse muntert, og smilte et akavet smil, eftersom at det var akavet at få at vide, at man blir tegnet bare sådan uden videre. "Du er utroligt dygtig til at tegne" Tilføjede han, der selv slet ikke var istand til at tegne noget som helst.

Alec smilede varmt (underligt for en vampyr!) "Tak, jeg er Alec. Undskyld jeg overvågede dig...!" hun smilede akavet. Hun var ikke god til situationer som denne.

...

Han smilte kun, og lo svagt, uden at frygte for vampyrernes berømte bid. "Nu hvor du allerede var så godt igang med at tegne mig, så må du da gerne gøre det færdigt".

Alec smilede "Det havde jeg også tænkt mig" hun satte sig på den hårde jord, og fortsatte tegningen i tavshed.

Eolith så ned på hende, og studerede hendes styring af pennen. Han havde altid gerne selv ville tegne, men vidste, at han nok skulle lære det engang selv, nu da han som engel, kunne leve evigt. Han smilte lidt og stod stille.

Alec tegnede nu meget detaljeret med former og størrelse. Hun bed sig i læben.

Han så ned på hende, men kunne ikke se hvad hun tegnede. Han stod temmelig stille, mens han blev tegnet, og var rimelig tålmodig. Han ville ikke have tegningen, men ville meget gerne se den, bare for at se, hvordan andre så ham.

Alec stoppede med at tegne og kiggede kritist på billedet. Hun bed sig lidt i læben "Færdig" hun smilde stolt og viste ham billedet. Hun rejste sig op.

"Wow" Sagde han og tog imod billedet, så han bedre kunne se det, og kiggede så ned på hende igen "Hvordan lærer man at tegne sådan?". Han rakte hende tegningen igen, og var faktisk ret så imponeret.

Alec smilede "Jeg har en masse fritid..." forklarede hun og trak på sluldrene "Nogle gange er det en god ting... andre gange en dårlig" hun smilede svagt.

Han nikkede stumt. "Nu da man har fået skænket det uendelige liv, så burde man bruge det til noget stort" Sagde han tænkende "Vi burde arbejde for menneskeheden, eller gå igang med en masse livsprojekter".

Alec nikkede "Jah, man burde..." sagde hun stille. *Man burde finde en kur mod vampyre, eller gøre os uskadelige...* Hun har aldrig elsket at være vampyr. Hun sukkede "Der er ikke der gør det.... ".

"Ikke hvad?" Spurgte han og så undrende på hende. Han tænkte lidt, og sagde ikke mere.

Alec kiggede på ham "Hjælper mennekene" hun smilede lidt og kiggede så ud over bjergnene.