Jeg er meget bange for dig... Men alligevel ikke - Demetri..

Vingerne var slået ud, de store hvide vinger.. Som var sat fast på den unge piges krop, hun fløj lydløst over træerne... Det var en stor hjælp da det var vindstille.... Der var en smule smerter i det, men hun bed tænderne sammen, og nød en dejlig lang flyve tur, hun var faktisk allerede træt i vingerne og lod sig langsomt falde til jorden, hun svævede ned til jorden... Duff, som hun helst gerne ville blive kaldt.. Rettede lidt på den øddelagte trøje, der var hul om til ryggen da, vingerne havde været der... Hun folede langsomt vingerne sammen og det var det hun synes var smertefuldt ved det hele, hvorfor kunne man ikke bare gå og vise sig som man i virkeligheden var? I stedet for at gå og skjule sig selv.. Det ville også være pinligt at gå og have vingrene fremme hele dagen... Så.. Aligevel forstod hun det, så det var godt nok... Mennesker ville gå i panik, eller hvad de ellers havde i tankerne... Hun mærkede trøjen blev løsere, for da hun var i luften var den strammere...

Demetri sad oppe i en af træernde som en egern.
Han var på jagt ude i den fredfyldte skov, og det så ud til
at et bytte selv have meldt sig til at underholde og give lidt
lækkert energi elelr hvad man nu kaldte det.
Hans metalliske grå øjne var dog uforandrede på selveste
egernet. Lige som de var når han var i sit samme jeg,

Duff stod og trak vejret på jorden, den friske luft blev indåndet rigtigt...
Hendes humør var godt, og hun havde ingen forventninger om at skulle møde nogle nu...
Elastikken der sad stramt om hendes håndled tog hun af, og lod den komme rundt om det lange blonde hår...
Her var faktisk lidt koldt, men så når man faktisk lige havde fået varmen, havde man lysten til at lette igen...
Hun rettede ryg, og satsede på at hun skulle gå til højer for at komme væk fra skoven...

Englen som stodc foran han ham lignede til han irretation utrolig meget
ENGlen Evelyn som han ikke havde set i et halvt år, minder kom frem.
Men det duftede ikke havde hende, en vrede kom frem inde i ham og i det samme
forvandlede han sig fra et ergnen til sig selv imens han sprang på hende og væltede hende
og sig selv om kul sådan så at lå overst så hun ikke kunne flygte.

Hun stod op og de andet øjeblik lå hun på jorden, hun forstod det ikke, en fyr lå ovenpå hende, og det kom en lugt af vampyr.. Hun prøvede at vride sig løs, men som sagt, lå han oven på hende, så hun ikke kunne flygte... Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre, hun ville ikke forvandles eller dø, hvad havde han i tankerne, han så nemlig ud til at være vred... Men hun kendte ikke årsagen til at han var sur, hun var nysgerrig, men hun sendte et af sine spørgende blikke til ham " Hvorfor så vred?" Spurgte hun meget lavt, da hun var meget undervægtig, og han havde en normal vægt, det tog pusten af hende...

"Hvem er du" væssede han til hende.
Hun mindede så meget om Evelyn at det var en slags smerte i ham.
Han havde mest af alt lyst til at slå hende lige som Evelyn.
Men han ville vide hvem hun var.""
Og om hun kendte noget til en Engel ved navn Evelyn.

Duff var bange, han var jo en trussel for hende.. Hun gispede kort efter vejret...
" Jeg... Jeg er Hilary.. " Sagde hun og kunne kun kigge på ham...
" Og du er?" sagde hun og havde det endnu svære med vejret...
Hun var virkelig bange for ham og hun ønskede virkelig at forblive en engel, og at der ikke ville ske noget med hende...

Han sprang op fra hende og stod nu på sine ben.
han kiggede bar epå hende som var hun en ligegyldig ting.
"Hilary" gentog han fra hendes ord.
"Argh" skreg han i vrede, "Kender du noget til en Evelyn"
sagde han med en stemmme der kunne smadre glas.

Duff lå og fik pusten igen, inden hun satte sig op...
" Evelyn? " Sagde hun og trak forsigtigt vejret ned i lungerne...
" Navnet siger mig ingenting... Så nej " Sagde hun til ham med et skuffende ansigt...
Han var vres, så hun rejste sig kort op og kunne knapt nok stå på bennene, men da hun fik skabt balanche, begyndte hun at gå tilbage, for hans råben gentog sig i hendes hovede...

Han brugte nu den ene af sine evner mod hende,
HUn blev rejst fra jorden og fløj stille over til ham
hun kunne intet gøre, "Du ligner hende"
sagde han og havde sit ansigt tæt mod hendes!

Duff kiggede den anden vej, men blev løftet fra jorden og ført helt hen til ham...
Hans ansigt var så tæt på hendes ansigt at hun faktisk var en smule bange... " Men jeg kender hende ikke " Hviskede hun bange, hendes stemme blev mindre og mindre, men faktisk var hun ikke så bange for ham, som hun troede...

Han nikkede og knibsede med fingerende hvorefter
hun blev fløjet et godt stykke væk og blev derefter bare smidt ud i luften
så hun ville falde på jorden med et smæk.
HAn lagde hoved let på skrå og så på hende falde ned.
Et dystert smil var på hans læber, oghans øjne var falske
rolige.

Duff så han knibsede med fingrende, og et par få sekunder efter lå hun på jorden helt udspredt...
Hun førte hånden op til munden... Dette var smerte fyldt... HUn følte der var gået hul på hendes smukke hud.. Men hun håbede det ikke, da der stod en vampyr foran hende...
Hun satte sig op og begyndte at støtte sig på bennene, det var svært for hende, og få sekunder efter stod hun rettet igen, og begyndte at gå langsomt tilbage....

"Løb og kig ikke tilbage" sagde han og stilte sig nu klar til at løbe
eller rettere løbe efter hende...
"Nu begynder legen" sagde han med en sygt smil.
Hans øjenprupil blev nu aflange som en kats og de glitrede svagt som
var der gnister i hans metalliske grå øjne.

Duff's øjne vidste hvor bange hun var, så hun vendte sig om, og elastikken røg ud af hendes hår, da hun løb...
Der var noget der skreg inden i hende.. Rædslen... Hun løb, så hurtigt at hende egne ben ikke kunne følge med mere...
Hun ville ikke se sig tilbage, som han sagde hun ikke skulle, det tog tid at folde vingrene ud, så det var der ikke tid til, så hun måtte bare finde vejen ud af skoven her, men hun tvivlede bare, fordi han er så hurtig, da han var en vampyr...

Man ville kunne høre et grin i baggrunden.
I det samme blev der stille EN vind kom pluselig og ville få langt hår
til at flagre i luften som blade også ville gøre.

Hun løb og løb, men hun så sig kort tilbage, måske havde hun fået løbet sig fra ham, men det stoppede ikke løbe turen...
Det hele var så uforståeligt... Hun forstod det ihvert fald ikke selv.. Det hel var gået så hurtigt...
Hendes ansigt ændrede sig fra skramt til et andet ansigt...

//OUT//