Usædvanligt - Eddie

Han så på hende. "Eller, ny ide, jeg kan gå fra dig " sagde han med et flabet smil. "Du ved, jeg har penge til at betale for det hvis det er"

Hun smilede provokerende igen, "Tro mig, den fyr taler med næverne før hovedet, men held og lykke du," hun lod hovedet glide lidt på skrå, studerede hans næste træk. "Og han når heller ikke at fange mig," svarede hun næsten lydløst, hun kendte sine veje, og havde sine kontakter her i byen.

Han grinte hånligt og falsk. "Tro om igen, søde. Jeg vil nyde at se dig komme endnu dybere ned i din egen elendighed"

Hun glippede med øjnene så de lange vipper viftede af falsk overraskelse, "Min egen elendighed?" hviskede hun sukkersødt og bevægede sig længere hen til ham, "Hvem siger at jeg lever i elendighed? Er rigdomme måske alt, søde?" spurgte hun hånende.

"Nej, du er slet ikke så hård som du tager dig ud for at være, du er bare en hjælpeløs lille forladt pige, jeg er ikke bange for dig og dine trusler, og tro mig.. hvis jeg kunne havde jeg sørget for aldrig at have mødt dig" sagde han.

Hun hævede sit ene øjenbryn, "Ja, det er din fejl," sagde hun så og trak sig lidt væk fra ham igen, "Du kunne også bare ha ladet som om du ikke kendte mig?" Hun så lidt på ham og spurgte så: "Så hvorfor gjorde du ikke?" Hendes blik var hårdt.

"Fordi jeg er et anstændigt menneske som siger hej til bekendte." sagde han med en irriteret stemme.

"Også selvom du ikke bryder dig om dem?" hun himlede med øjnene, *Uh så anstændig man var,* tænkte hun bittert. Han tænkte alt for højt om sig selv, han kunne ha' godt af at blive en smule mere ydmyg.