Smukkere med lukkede øjne - Danny

Tid: Omkring middag.
Sted: Lidt inde i skoven, ikke alt for langt væk fra udkanten.
Vejr: Solen skinner utroligt nok en smule, og vejret er ikke så forfærdeligt koldt.
Omgivelser: Træer, kvidrende fugle, nyudskudte blomster.

Solens stråler skinnede svagt igennem de store trækroner, strålerne kærtegnede blidt huden på dæmonen der sad lænet op ad en egetræs stamme. Det var et vældigt træ, sikkert flere hundrede år ældre end Mathias selv, også selvom han havde en del år på bagen selv. Den første varme i lang tid, og skoven her var det perfekte sted at nyde den. Foråret var begyndt at titte frem fra under det let visnede græs. Fingrene gled over skovbunden og fangede blidt en lille smørblomst, forsigtigt rev han den op fra jorden af, og førte den så op til øjenhøjde. Begge arme let hvilende på knæene, han havde siddet sådan her et stykke tid. Dyrene havde fundet ud af at han ikke havde ondt i sinde og var begyndt at titte frem igen. Han vrængede sin læbe, smagen af dyrekød var noget af det værste han vidste, langt hellere et menneske, eller noget andet eksotisk. Bare ikke dyr. Blidt lukkede han øjnene i, et lydløst suk forlod hans læber og han lænede sit hoved imod træets rug bark. Den blide vind, sang da den fløj igennem træernes blade. Det var beroligende, og han brugte sin forstærkede lugtesans og høresans til at nyde omgivelserne. Nogen gange var tingene smukkere med lukkede øjne, det var trætte tanker der lød i hans hoved.

Danny var som sædvanligt larmende idet hun kom løbene gennem skoven. Uden varsel snublede hun, og rullede et godt stykke hen ad jorden, før hun stoppede et kort stykke foran dæmonen. De brune krøller far fulde af småkviste og blade, og tøjet hun bar var hurtigt blevet beskidt. Hun sad lidt og blinkede med øjnene mens hun kom sig over faldet, før hun lo en klar latter. Hun rejste sig op, og børstede lidt snavs af tøjet. Så gav hun sig til at fjerne kviste fra sit hår. Først da blev hun faktisk opmærksom på dæmonen. Hun sendte ham et charmende smil, og vinkede let. "Hej.." sagde hun let, og betragtede ham. Så gav hun sig igen til at pille kviste ud af håret.
Selvom Danny ikke var andet end et barn, så var hun ikke just bange af sig. Hun var mere end vant til ikke alle var lige venlige, og opførte sig heller ikke selv som den engel hun af og til kunne ligne.

En lyd der ikke rigtigt hørte til lød, hans øjne lukkede sig mekanisk op, på vagt. Til sin overraskelse var det et barn han så komme løbene, han fortrak ikke en mine da hun snublede og landede foran ham. Begge øjenbryn var svagt hævet imens han betragtede pigen. "Goddag med dig," hilste han igen, lidt uroligt. Hvad lavede et barn dog her? Det gik bagefter hurtigt op for ham at hun ikke var et menneske, hendes lugt var svær at skille fra naturens da de mindede ret godt om hinanden, men han så hendes ører og fik det bekræftet, hun var vist en elver. Med et enkelt vrist med håndleddet slap han blomsten han havde siddet med, den landede et stykke fra ham. Al hans opmærksomhed var rettet imod den lille pige der sad der, han beundrede faktisk lidt hendes mod. Der var noget der fortalte ham at hun vidste at han var en dæmon, deres lugtesans er vel lige så god? "Hvad laver en ung pige som dig, så her ude?" Spurgte han og sendte ligeledes et charmerende smil, til den unge dame.

En ung pige? Danny måtte holde en boblende latter tilbage, før hun kunne svare. Hun åbnede munden for at svare ham, før det gik op for hende at hun faktisk ikke vidste. Hun tænkte sig lidt om før hun svarede: "Egentlig taget har jeg ingen ide om det. Jeg er her bare?" Hun purrede let op i de lange krøller og betragtede ham med et kækt glimt i øjnene. "Hvad med dig?" spurgte hun i et let tonefald. Tanker om hvordan hun bedst kunne bestjæle ham var så småt begyndt at samle sig i hendes baghoved. Det var egentlig ikke fordi hun faktisk ville det, men det var efterhånden blevet en vane. Dog var det ikke til det at se på hende, da hun alligevel smilede charmende. Når Danny smilede på den måde fik hun let et rigtig gavtyve-agtigt udseende.

Mathias's blik var på pigen, og han så hvordan hendes udtryk ændrede sig, han hævede blidt det ene øjenbryn da der ikke kom en lyd fra hendes mund. Da hendes svar endelig kom gled et smil over hans læber. Måske var det knap så heldigt for hende, tænkte han en smule lumsk, dog følte han sig ikke rigtigt sulten, men hun var alligevel uheldig at være det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt. "Nyder forårets første soltimer," svarede han og skævede op til trækronerne, et rødt egeren kravlede rundt i træet, han lod sit blik glide hen til hendes igen. *Mon hendes forældre er i nærheden?* tænkte han, en blanding af spontan spænding og en smule nervøsitet samlede sig i ham, dog kunne det ikke ses på hans holdning, kun hans øjne så ud til at være langt væk. Han kunne ikke rigtigt blive enig med sig selv om hvad han ville gøre. Et øjeblik lukkede han øjnene og lyttede efter, det lød i hvert fald ikke som om der var andet en dyr i skoven, og så selvfølgelig den lille pige der sad foran ham. Han kunne heller ikke lugte andre, måske overdøvede pigens lugt bare alt andet? Den tanke irriterede ham. Men der var dog stadig et charmerende smil på hans ansigt. "Er du her sammen med nogen?" spurgte han i et henkastet tonefald, hans blik gled nu let rundt, måske gemte der sig noget et sted?

Danny var udemærket klar over hvor dumt det var at give sig selv ud ved at indrømme at man var helt alene. I stedet smilede hun kækt, og blinkede let med øjnene. "Måske er jeg, måske er jeg ikke. - Men det er da sådan set ikke noget du behøver at bekymre dig om?" svarede hun næsvis som hun var. Det var efterhånden længe siden at Danny havde bekymret sig om sådan noget som voksne og forældre. Hun havde fundet ud af hvordan hun skulle klare sig, og det havde hun det faktisk helt fint med. Hun vuggede rastløst frem og tilbage, før hun kørte en krøllet lok om bag et spidst øre. Smilede endnu et skævt og charmerende smil.

En kort latter lød fra ham ved hendes ord. "Nej, det kan du have ret i," svarede han og et bredt tand smil viste sig. Det var vist et nej, hun var ret klog af sin størrelse at være, det måtte han give hende. En lille del af ham var dog en smule skuffet, han havde lidt set frem til at skulle prøve sine kræfter af med andet end et sølle menneske. Og så var der selvfølgelig også den lettede side, den der fortalte ham at det nok var bedst sådan her. Tankerne havde ført ham væk, men han rettede så blikket imod pigen. Det virkede som om hun havde styr på sig selv. Hans fod var begyndt at prikke irriterende, faldet i søvn muligvis, så han vippede stille med den. Med hovedet let på skrå betragtede han den lille pige, "Du har så heller ikke tænkt dig at give mig dit navn, har du vel lille frøken?" sagde han så med et drillende glimt i øjet.

Danny rystede enkelt på hovedet da han spurgte efter hendes navn. "Men du kan få lov at kalde mig Danny." sagde hun, og smilede skævt. Så rynkede hun let panden. Hvor ville hun dog altså ønske at hun kunne læse tanker! Det ville være helt forfærdeligt praktisk for en pige som hende, at kunne læse andre folks tanker. Så fnes hun let og rystede på hovedet. Lod blikket glide rundt på omgivelserne før hun endnu engang gav sig til at betragte ham.

Hun morede ham en del, denne lille pige. "Mit navn er Mathias, Danny" svarede han roligt, sørgede for at udtale hendes "navn" korrekt. Var det egentligt ikke et drengenavn? Han lod blikket glide en enkelt gang ned af barnet igen, jo, det var vist en pige. Måske var det et af de der unisex navne, han brød sig ikke meget om sådan nogle. Men det var jo selvfølgelig ikke hendes rigtige navn. Chokkeret over hendes spontane fnisen fik ham til at se underne på hende. *Et øjeblik kigger man væk og så går man glip af det hele?* Tænkte han forvirret, han så indgående på hende et øjeblik inden han vendte blikket væk. Hans ene hånd gled ned fra hans knæ af og legede blidt med jordbunden han sad på, gravede sine fingre ned i den bløde jord, lige optøet fra frosten af. Jorden var kold imod hans hud, og en smule mudret. Han trak langsomt fingrene ud af jorden, men de var ikke beskidte, det var forblevet kompresset under jorden. Han nulrede det nye græs imellem sin tommel- og pegefinger.

Danny rejste sig nu op. Dette var egentlig begyndt at kede hende. Hun sukkede lydløst børstede lidt jord af bukserne. "Jeg må nok hellere se at komme videre." sagde hun let, før hun begyndte at gå i et noget roligere tempo end det hun var kommet med. Måske hun skulle begive sig ind til byen? Måske der faktisk var nok fol derinde til at det ville være til at få en ordenlig fangst?... Ja, det måtte nok hellere afprøves..

Han betragtede hende tavst med et smil om munden og et let hævet øjenbryn. Denne pige havde overhovedet ingen manerer, *børn nu til dags* tænkte han træt, de havde ikke oplevet nogen form for disciplin. Han rullede let med øjnene, men rykkede sig ikke ud af stedet, blev bare siddende. Det var sjældent at han var omringet af naturen, så intet ville lige nu kunne rykke ham ud af stedet. "Adieu mademoiselle," sagde han stille for sig selv, blikket lukket igen med hovedet imod træets stamme. Han kunne høre at hun var på vej ud af skoven, hendes skridt tydelig imod den nyudskudte skovbund. Tilgengæld måtte han give børn at de hurtigere blev voksne, ikke på det ansvarlige område, men med hensyn til deres udseende og målrettethed.