Vandet....

Hun vendte sig stirrede på vampyren " du forstår ingenting det var ikke dig mistede dine forældre på grund af at en vampyr var sulten" sagde hun rasende hun hadede dem og det ville selv den lille vampyr ikke kunne ændre hun fnøs hånligt hun havde ihvertfald ikke ondt af hende hun ville gerne havde taget hævn men hun vidste ikke hvem det var og hvor den var hun knyttede hænderne rasende sammen og hård vind begyndte blæse hun stirrede stadig på vampyren hun fnøs igen og vendte endnu gang for at gå

"Jeg overlevede kun fordi jeg fik bankede falske forhåbninger i hovedet" sagde Dread med sin lettere søvnie stemme.
Han havde bare ladet sig glide omkring, da han havde hørt de høje stemmer.
Langsomt nikkede han mens han bare gik lydløst hen til vampyren.

"Jo ved De hvad det er faktisk lige hvad jeg har, miss. Og hvis vampyren ikke havde været for mæt havde jeg skam ligge i graven sammen med dem, men den kunne ikke spise op, og forvandlede mig og tog mig under sine vinger i stedet for at slå mig ihjel ved at vride nakken om på mig!" svarede hun syrligt. Minderne om hendes familie rørte hende ikke den mindste smule længere, men det var også meget længe siden hun havde oplevet trygheden ved at have sådan en.

Dread klappe lavt.
"Hvor flot sagt" sagde han venligt og lod som om han tørrede en tåre væk mens han gik videre mod Vampyr pigen.

Lucy vendte sig overrasket om og al hendes vrede forsvandt som dug for solen. Hun blev helt mundlam af overraskelse, men fik alligevel frem stammet: "Øøh.... Hv.. Hvem er De mister?" Hun kradsede forvirreret på øjenbindet og kunne ikke helt forstå at hun ikke havde hørt ham..

"Bare rolig... Jeg har ingen fjendtlige intentioner" sagde han roligt og kradsede sig lidt i hovedbunden.
Han overhørte lige hurtigt hendes spørgsmål og vendte hovedet imod elveren.
Dread lavede et nik til hende som en hilsen før hans mørke øjne rettede sig imod Vampyren igen.

"Jeg ville aldrig være bange for Dem mister... Men De besvarede ikke mit spørgsmål?" svarede hun og ville have hans navn. Hun hadede at snakke med folk hvis navn hun ikke kendte da hun jo ikke havde mulighed for at se dem, og de havde mulighed ofr at se hende...

hun betragtde dem kort hun fnøs af ham vinden blev svagere hun sukkede svagt vendte sig for gå en smule længere væk hun stirrede trist på en sten hun var ikke bange for vænne dem ryggen vinden ville advare hende hun satte sig på en sten nogle meter fra dem hun håbede at de ikke ville snakke med hende men hun var alligevel forberedt

Dread smile så tænderne kom spidse frem.
"Folk kalder mig Dread lige inden de dør" Det sidste mumlede han med et lille smil.

Hun lo stille af hans svar, og nikkede så. "Mit navn er Lucy." sagde hun så og nejede svagt. Hun rodede lidt rundt i sit hår, før hun lod armen falde ned langs siden.

Dread gled hen af jorden og hen til Elveren.
"Og du hedder?" Hviskede han i hendes øre og pustede på hendes hals, inden han så hoppede et skridt tilbage.
Han havde bevæget sig hurtigere end en normal Vampyr ville have gjot, selvom han ikke var en E-Vampyr, så havde han bevæget sig på tempo med en.

Lucy vendte sig mod dem, og smilede svagt. Hun lagde hovedet en smule på skrå og lyttede til de to 'unge' væsner.

Dread kiggede på Lucinia og smilte bare med sine skapre tænder til hende.

//ØØh mod Yo?//

//??///

//Forget it... Jeg er bare træet... Jeg logger nu//

/Okay... Sov godt^^//