Vandet.

Tid: 01:00 ca.
Omgivelser: Ingen mennesker, Mørke, Søen og træer.
Sted: Silent River
Vejr: Blæsende, Overskyet .
Dag: Onsdag.
Dato: 7. April.
Påklædning:http://www.polyvore.com/cgi/img-thing?.out=jpg&size=l&tid=9873087

Talia stod ved søens kant, han så ned i det mørke, grumsede og faretruende vand, hans korte sorte hår blaffrede svagt i vinden og hans øjne var sorte som en ravn. Hans kjole dansede i takt med vinden og lignede dansende skygger, han satte sig efter noget tid ned på hug og nærmede sig forsigtig med hånden mod vandets overflade, men i det han mærkede det kolde vand på sine fingerspidser, sprang han tilbage og så skræmt på vandet "Lad mig være" hviskede han og så sig så omkring, han rejste sig hurtigt op og holdte sine hænder tæt ind til sit flade bryst "vandet må ikke tage mig" mumlede han så "ikke igen" ...

Noa gik stille rundt i området omkring floden for at tænke. Det var den bedste måde han lige kunne finde på, efter en lang stressende dag. Han lukkede sine øjne på klem og slappede egentlig af, ved at går for sig selv i fred og ro. Han stak hænderne i lommen på sin hættetrøje og indåndede den friske luft omkring ham, men han åbnede hurtigt øjnene igen da lugten af Dæmon strejfede ham. Han så sig lidt omkring og kunne svagt høre en mumlen tæt på. Han så lidt søgende rundt og fik øje på en skikkelse, hvor stoffet flagrede i vinden. Noas første tanke var at skikkelsen var af kvindeligt køn, men da han kom en smule tættere på fandt han dog ud af at han ikke havde ret. Skikkelsen var en dreng, selvom det i Noas øjne stadig lignede en pige - og den lave mumlen også.

Talia stivnede kort i kroppen da duften af fremmed dæmon mødte ham, han så sig omkring og fik øje på skikkelsen, han kneb øjnene svagt i og blev kort stående, før han begav sig hen mod skikkelsen, Talia lignede en kvinde i både sin gang, udseende og stemme, men hans fladebryst afslørede ham, han stoppede op få meters afstand fra den fremmede dæmon og så ind i hans øjne med sine knald sorte øjne "..." han var tavs og kiggede faktisk bare på ham, han blinkede kort med øjnene og så lidt op og ned af ham, før han vendte blikket ned og rømmede sig "Hej .. " sagde han så og lød meget genert.

Noa stod og så lidt på ham. Han havde aldrig set en dreng der lignede en pige så meget før, og han havde ellers set rimelig mange feminine drenge, men han tog sig ikke rigtigt af lige det. "hej " svarede han muntert, men med et lille strejf af træthed over stemmen. Han rakte sin hånd frem mod drengen og havde et venligt smil på læben. "Noa.. og du?" spurgte han og så på drengen som så lidt genert ud nu. I Noas øje havde han vel ikke noget at være genert over. Noa prøvede at virke afslappet og vise at drengen ikke havde nøde at være så genert over for ham.

Talia så op på ham og mødte hans øjne " .. Talia .. " sagde han så stille og så ned på hans hånd, han tog så stille imod den og holdte kort vejret da han mærkede hans hånd i sin, han tog den hurtigt til sig og knugede hånden " .. Jeg er ikke vendt til at folk rør mig" sagde han så stille og så ham stadig i øjnene. Selvom han ikke var vendt til nærkontakt, var han dog ikke jomfru, det var bare to eller tre år siden, så det var mærkeligt for ham at mærke et andet menneske især fordi kontakt med andre mennesker var vigtigt, men Talia gemte sig i skyggerne, ligsom han blev skabt til at gøre.

Noa stod lidt og så på Talia og havde stadig et venligt smil på læben. Han mærkede godt at Talia ikke var så rolig som ham selv, men hann gik dog bare et par skridt tættere på. "du behøver ikke være nervøs" sagde han roligt og smilede stadig. Noas Ansigt og hænder lyste nærmest op imellem skyggerne og det mørke tøj han havde på, og hans øjne havde en behagelig dyb blå farve som stirrede roligt på Talia.

Talia sank kort og så på ham da han kom tættere på " .. Vil du ikke kramme mig?" spurgte han så og så ind i hans øjne, han kunne godt lide Noas øjne, de havde en smuk blå farve han ikke kunne tage øjnene fra. Han gik helt tæt på ham så de stod med få centimeter i mellem sig, han så op på ham med små sørgmodige men dog facinerede øjne. Han tog hånden op til halskæden om sin hals og pillede lidt ved ledet i kæden, men fjernede ikke blikket fra Noa.

Noas blik blev en en smule undrende. "ehm.. jo okay?" svarede han en smule forvirret over Talias opførsel. Han holdt dog øjenkontakten og smilet. Han var lige ved at træde et skridt tilbage da Talia gik tættere på, men blev dog stadig stående og så på ham med et roligt blik. Han lagde så armene om Talia og trykkede ham forsigtigt lidt ind mod sig selv. Han var stadig lidt forvirret og i tvivl over hvorfor Talia ligepludselig spurgte om det. Uden rigtig at tænke over det stod Noa lidt og legede med sine piercinger i underlæben.

Talia knugede sig svagt ind til ham og så op på ham "Tak .." sagde han stille og så så på hans piercing "må jeg prøve?" spurgte han så og så op i hans øjne, men ned på hans læbe igen, talia holdte stadig armene om ham, da han ikke havde lyst til at slippe ham, det var dejligt med et andet menneske så tæt på sig,.

Noa så igen lidt undrende på Talia. "ehm jo? hvordan?" sagde kan lidt undrende. Han slap taget om Talia, og begyndte at pille lidt ved den ene af sine to piercinger i læben. Noa plejede normalt ikke at skifte sine piercinger så han fumlede lidt med at få den åbnet, men det lykkedes ham dog efter rimelig kort tid. Han tørrede den kort af og så lidt på den og så på Talia igen.

Talia rystede på hovedt "neeij" sagde han så og tog hans piercing og proppede den forsigtigt i hans læbe igen og lukkede den "Jeg vil prøve det du gør .." sagde han så og så på hans piercing og op på ham igen "Må jeg det?" spurgte han så og smilede svágt.

Noa så på Talia og undrede sig lidt over situationen. "eh..?" mumlede han stille om lidt undrende. han stod lidt og stirrede på Talia. "ehm joo det må du da?" sagde kan kort og tænkte sig lidt om. Noa undrede sig meget over situationen nu og synes at det var lidt forvirrende at Talia startede sky og ligepludselig stod helt tæt på ham.

Talia smilede svagt og stilte sig lidt på tær, da noa var en del højere end Talia, Talia var kun 1,60 og var derfor hele ti centimeter lavere end Noa. Han lagde hænderne på noas skuldre og lod dem glide om i noas nakke, han nærmede sig Noas piercinger med munden og åbnede svagt munden og bed fat i hans piercing mens han så Noa i øjnene, Talia smilede så mens han havde noas piercing mellem tænderne.

Noas blik var stadig meget forvirret. Han havde ikke forstillet sig at Talia ville handle som han gjorde, så der gik nærmest panik i Noa da han ikke havde lyst til at trække sig tilbage, hvis Talia hvade fat om Piercingen. Noa elskede jo sine piercinger og han ville ikke vide hvad han skulle gøre hvis han ikke havde dem, så han blev stående, lidt usikker. Noa var heller ikke vild med Talias placering af sine hænder. Godt nok var han mest til eget køn, men han foretrak dog at kende personen ordenligt, så situationen var ret grænseoverskridene for Noa. Ret meget endda.

Talia mærkede godt panikken i ham og slap hurtigt piercingen og skubbede hård til ham så han mulighvis ville falde "Undskyld .." mumlede han så og vendte sig om, han løb ned mod floden og stoppede først op da han stod lige på kanten, han satte sig ned og begyndte at tude, han trak benene ind til sig og gemte ansigtet i tyllet på kjolen. Han vidste ikke helt hvad han havde gjort forkert, men vidste bare han havde gjort noget forkert, som altid og det var det han altid frygtede, men han kunne ikke gøre for det, han tænkte ikke over de ting han gjore, han gjore bare de ting han ville.

Noa så forvirret på Talia, og mistede balancen da han blev skubbet og faldt på røven. Han så lidt efter Talia. Noas første tanke var faktsik at se rundt efter den piercing Talia havde haft. Han så lidt panisk omkring sig for at finde ringen, og så derefter mod den vej Talia løb. *han har den vel stadig* tænke han kort. Han måtte i hvert fald hen og få sin piercing og så også tjekke at Talia var ok. Noa vidste jo ikke helt hvordan han skulle reagere da Talia kom så tæt på. Selvom han ikke var sippet havde han ikke forestillet sig det. Noa gik bare af samme vej Talia løb, i håb om at han var stoppet rimelig tæt på.