Store stygge ulv - Wolfsbane.

"Jeg skubbede ham ned af en trappe så han brækkede ryggen" svarede hun kort for hovedet. Hadede tanken om at han skulle tro, at hun var lige som ham. Det havde været hendes skyld, og hun havde også haft en glædes lignede følelse da hun så ham vælte baglæns ned af trappen. Tanken fik stadig en lille smule sejersglæde til at vælde op I hende, hun fik det bare dårligt bagefter. Hvorfor havde han dog også gjort hende sur, hvorfor havde han ignoreret de advarsler hun gav? Han var sikkert for fuld, og for vred til selv at høre efter. Nu gad hendes mor knap sige et ord til hende, men i det mindste fik hun stadig lov at komme hjem når hun havde brug for det. Hjem ordet virkede forkert i sammenhæng med det sted hendes mor boede, hun følte sig ikke velkommen der, så det var ikke et rigtigt hjem.

Smilet brændte på hans læber, "Du er en hård type hva?" spurgte han stille og gik frem imod hende igen. "Føler du så ingen skyld?" spurgte han stille. Underligt at hun kun havde levet 16 år og alligevel ikke følte nogen skyld ved at have dræbt et menneske... Selv havde han dræbt sit første menneske da han var omkring de femten, så måske skulle han nødigt snakke, men han havde også levet i et par årtier efterhånden.

"Nej, han var et forfærdeligt menneske" sagde hun, men hendes stemme rystede. Det var svært ikke at føle bare en lille smule skyld når ens mor hadede en på grund af det. Hun var dog blevet enig med sig selv om at det var retfærdigt, og at han havde fortjent det. *Hård type?* Hun kunne ikke lide måden han snakkede på, han gjorde sikkert grin med hende.

Han hævede øjenbrynet en smule og så på hende med et drillende smil, "Og det gav dig ret til at slå ham ihjel?" spurgte han, imens han prøvede at kvæle et ondsindet grin. Er denne pige da helt uden hjerte? Hun er ikke skabt til at slå mennesker ihjel, og alligevel føler hun ingen skyld ved at have gjort det, og i så tidlig en alder også. Denne pige var sikkert en af de typer der kun tænkte på dem selv, der kun havde sig selv i tankerne når de gjorde noget. Den nye generation, det var en forfærdelig udvikling der var kommet igennem tiden. Børn der rendte rundt og troede at de vidste alt om verdenen, børn der kunne slå ihjel uden at føle skyld. Han så hånligt ned på hende, børn hvis forældre havde givet op på dem. Utaknemlige børn der ville ende op med at bebrejde deres forældre senere for deres utrolig dårlige job og liv. Det hånlige smil lå om hans læber. Sådan en type var hun sikkert, en af dem der holder sig væk fra skolen, fordi at de er for gode til den, fordi at det keder dem. Det menneskelige liv er alt for kort til at man burde spekulere over sådanne ting, det gælder bare om at finde sig til rette så hurtigt som muligt. Ikke som nogen af de andre, dem der levede for evigt, fanget i deres egne kroppe.

"Ja... Nej, det gjorde det nok ikke" mumlede hun ned i sit tørklæde. "Må jeg godt gå nu?" spurgte hun og kiggede op på ham. Hun kunne ikke lide den retning samtalen havde taget. Hun vrikkede nervøst med tæerne, han drillede hende, og det gjorde hende utilpas. Han legede sikkert bare med hende før han gjorde et eller andet slemt. Hun kiggede op på ham, men ikke helt i øjene, og ventede på tiladelse til at gå. Hun kunne ikke rigtigt bare stikke af, han var alt for tæt på.

Hans latter lød, "Godt at du selv er klar over det," latteren forstummede og han så på hende med afsky. Det var forfærdeligt at noget så menneskeligt kunne slå et menneske ihjel, på det punkt var han ret selvmodsigende, men det var hans mening. "Hvorfor dog gå? Vi har det da så hyggeligt," sagde han stille, han satte sine hænder op af træet, på hver sin side af hendes hovede. Et tegn på at han ikke ville lade hende gå, for dette kunne blive ret så morsomt. Han så på hende med hovedet lidt på skrå, betragtede hende. Hun virkede også som en lidt genert type, sådan som hun gemte sig i sit tørklæde.

Hun fnøs, tænk at skulle spørge om log til at gå, og blive afvist. Han hænder var kolde på grund af blæsten. Hun trak skuldrene op, det var lidt koldt. Hun trak sine tynde forårs jakke tættere omkring sig. Gad vide om han frøs. Kunne dæmoner overhovedet fryse? Det gjorde hende nysgerrig, men det virkede en lille smule underligt, at spørge om, desuden var hun stadig sur på ham. Hun slikkede sig om munden, blæsten havde tørret hendes læber ud. Hun havde ikke regnet med, at skulle bruge natten i sin menneske form.

Han så utålmodigt på hende, "Jeg spurgte dig om noget," sagde han stille og spurgte så igen, "Hvorfor dog gå?" han smilede en smule ondt. Hans ansigt var kun omkring 10 centimeter fra hendes. Han kunne mærke hendes ånde når hun udåndede, varmen derfra, hans puls var lige nu så lav at den dårligt kunne ses. Han lod sig ikke mærke med vinden der slog imod hans arme, han var så vant til kulden at det var nemt at ignorere.

"Jeg skide fryser, det ikke ligefrem fordi jeg har det mest blæstvenlige tøj på", sagde hun, og rystede som for at understrege sine ord. "Desuden gider jeg ikke snakke med dig mere" mumlede hun meget lavt, hun håbede halvt at han ikke hørte hende.
Hun kradsede i jorden med sin fod, han ville sikkert bare grine og sige et eller andet med at hårde typer burde kunne tage kulden. Hun sukkede og håbede på han ville lade hende gå hjem i varmen.

Han slap sit tag i bakken og gik nogle skridt væk fra hende, "Du er heller ikke alt for morsom at snakke med," sagde han og så lettere hånligt på hende inden han snurrede 180 grader rundt og begyndte at gå ud fra skoven af. Han vinkede over sin skulder til hende, "Smut hjem til din mor, små piger skal ikke rende rundt alene i skoven," sagde han og lo højt. Folk var begyndt at blive så kedelige nu om stunder, der var ingen der gad at have det sjovt mere, men på den anden side, hvilken slags sjov kunne man også have med en 14årig pige.

//Out?//

//Skal jeg følge efter dig? :D//

//Det må du da selv om xD//

//Tror den er slut du xD, vi kunne også bare lave en ny, men jeg tror den ville blive særlig god li' nu xD//

//Well, out så :)//