Waiting for a 'friend' - Oliver

Tid: Tæt ved midnat.
Vejr: Gråt, det støvregner en smule, men det er ikke forfærdeligt koldt.
Sted: Ude foran lufthavnen.
Omgivelser: Et opsprættet lig i en container, enkelte folk på vej hjem, men som ikke er tæt nok på til at kunne opdage noget, overvågningskameraer og enkelte vagter rundt omkring. Trætte folk.

Månen lå trygt bag de store grå skyer der lå på himlen, de så faretruende ud, og lidt efter begyndte regn så stille at falde. Dog var det ikke rigtig regn, bare stille støvregn. I nogle tilfælde ville Mathias nok have syntes at det var ubehageligt, men som han stod der, dækket i et offers blod, var det faktisk ganske behageligt. Han var dejlig mæt, hans unge offer lå med benene stikkende ud fra en container, hendes unge kød havde været godt og han ville ikke spise i et par dage. Hans blik var rettet imod hans hænder, de var dækket med blod efter at have flået huden af offeret. Et smil lå om hans læber, han følte en smule skam ved ikke at have kunnet spise op, når nu det var så lækkert. Som hans plejemoder havde sagt, 'Lad ikke mad gå til spilde'. Som en kat begyndte han langsomt at slikke sine fingre rene af blodet, også selvom hans mave gav sig en smule. Han havde spist sit måltid lige uden for overvågnings kameraernes synsvinkel, taget et nemt offer, stresset efter en lang rejse, nu endt sit liv i en container. En lav, hæs latter lød fra ham. Kunne denne nat mon blive bedre?

Oliver sukkede irreteret og fulgte efter spøgelset foran ham. Han var dødsengel og kunne derfor se og tale med spøgelser, det var ligesom hans job at hjælpe dem videre. Den han lige nu forsøgte at hjælpe var genfærdet af en ung kvinde der var tydeligt i panik. Han sukkede igen, tydeligvis irreteret over sit job. "Hør, jeg kan ikke hjælpe dig, du er død." sagde han efter hende, men hun blev ved med at snakke om hvordan han måtte hjælpe hende og hun var blevet overfaldet. Det havde været en hel normal dag, en hurtig flyvetur til sin far og tilbage , men han skulle lige støde ind i en spøgelses kvinde der synes hun skulle slæbe ham igennem lufthavnen og ud udenfor hvor det støvregnede. "Hør skal jeg ikke bare sende dig videre med det samme? der er ingen grund til dette" fortsatte han og drejede med hende rundt om et hjørne og om bag lufthavnen. Han stoppede hurtigt op da en klam lugt af blod ramte ham. Så han var faktisk blevet myrdet her? Kvinden løb hen til den container stanken kom fra og faldt ned på knæ hvorefter hun begyndte at tude. "Hvad fanden...?" mumlede han og stirrede stille containeren der havde ligdele hængene fra sig.

Koncentreret fik han slikket det sidste blod af sig, kun hans t-shirt var smurt ind i blod. Han ville nok være nødt til at skifte den ud, tænkte han en smule håbløst, da han så ned af sig selv. Han ville ikke kunne gå ud sådan her i hvert fald, det ville skræmme folk væk og så ville menneskerne komme efter ham med deres legetøj. Det ville tage alt for lang tid at komme igennem det, når først de havde tilkaldt nogle af deres større styrker, kunne det tage flere år at blive fri fra dem igen. En stemme lød et stykke derfra, en velkendt stemme. Et smil gled over hans læber, og han gemte sig hurtigt i skyggerne, så han ikke ville kunne ses medmindre man så rigtig godt efter. Aftenen kunne altså blive bedre, han betragtede Oliver fra sit skjul. Han gik og snakkede med sig selv? Var han blevet sindssyg? Et smil gled over hans læber da Oliver fandt containeren, han betragtede hans udtryk et stykke tid, inden han gled ud fra skyggerne og sneg sig hen bag Oliver. "Kan du lide mit værk?" sagde han langsomt, "Det var synd at så meget af det skulle gå til spilde," han trak kort på skuldrene for sig selv. "Jeg ville sige at du var velkommen til at tage del i måltidet, men jeg regner ikke med at det lige er dit sædvanlige føde?" han smilede stort til Oliver, men smilet nåede ikke hans øjne, der var kolde og fyldt af had.

Oliver rynkede let på næsen da en alt for velkendt duft af dæmon ramte ham. En ’oh neeeeej’ grimasse kørte over hans ansigt da han hørte en stemme bag sig, som han også allerede kendte for godt. *Hvorfor mig?!* tænkte han og bed tænderne hårdt sammen. Han kunne godt huske det sidste han havde set til Mathias. Ved tanken om det knyttede han hårdt knoerne sammen, men tog så en dyb indånding og slappede mere af. Hans øjne havde fået en skarp grøn farve der nok næsten var uhyggelig at kigge på. ”Jeg vil sige at hvis det der er dit værk, så burde du gå de små klasser om” svarede han køligt uden at kigge på dæmonen ”Men det er vel bare min mening” fortsatte han med et skævt smil der ikke matchede hans øjne der var fyldt med en blanding af foragt og væmmelse. Han fnyste let af det næste Mathias sagde og svarede efter en kort pause ”Nej tak, jeg mistede appetitten efter at have støt ind i dig” afsluttede han med et hånligt glimt i de grønne øjne.

Hvor langt mon at Mathias ville kunne skubbe Oliver ud nu, forhåbentlig langt ud. Med sin læbe en smule vrænget ignorerede den første kommentar. At håne hans intellekt var måske ikke det smarteste. En kort latter lød dog fra ham ved Olivers sidste ord, en latter uden morskab, "Ærgerligt for dig, dens kød var ellers utrolig lækkert," sagde han, ude på at frastøde Oliver så meget som muligt. Hans tanker strejfede hvordan fyren havde gået og snakket til sig selv, som om han var blevet skør. "Hvad laver du så her? Helt alene oven i købet, hvor modigt af dig," sagde han og smilte hånligt. Hans hænder lå klar til at angribe ned af siden på ham, foldet sammen til en klo, klar på at forsvare sig hvis det var det, det kom til. En stemme fortalte ham at han skulle passe på med ikke at gå for vidt, ellers ville han ikke holde det løfte han havde givet Duff.

Oliver skar igen en forarget grimasse, men heller ikke mere, eftersom han var dødsengel og tit så folk dø eller være døde gik det ham ikke så meget på. Det morede ham af en eller anden grund i smule at Mathias havde valgt at ignorere det første. ”Ja det er jeg sikker på, men tror jeg holder mig til en lidt mere varierende kost” svarede han hurtigt igen og tilføjede ”Bare så jeg ikke ender op ligesom dig”. Hans stemme var kold og hans blik var ikke anderledes. Han havde stadig ikke kigget på Mathias, men slog blikket hen på ham ved det næste han sagde. ”Hvorfor skulle jeg være modig ved at gå alene rundt? hvis det værste jeg møder er dig så går det” svarede han skarpt og gav dæmonen et overlegent smil. Han var bestemt ikke svag, men det vidste han at Mathias heller ikke var. ”Tak for sidst for resten” tilføjede han og kiggede hen på containeren igen, der kom en virkelig klam lugt fra den og der ville ikke gå lang tid før nogen ville finde dem. Han knyttede knoerne lidt igen, han ville helst styre sig den her gang.

Det morede ham at se hvordan fyren fandt det frastødende, grimasserne. Varieret kost? Menneskeføde? En lignende grimasse fløj over hans eget ansigt, han kunne ikke fordrage det stads, total ubrugeligt. "Min kost er skam varieret, lidt gammelt, lidt ungt, nogen gange kvindligt, andre gange mandligt. Meget varieret faktisk, men jeg må sige at min livret falder på de unge af slagsen," sagde han lettere hånligt, "Åh tro mig, du ville aldrig ende op som mig, det er du bare ikke god nok til," smilet forlod helt hans ansigt, og han stirrede bitteret tilbage på fyren. Dog røg det hurtigt frem igen, ved det næste fyren sagde. "Jeg mente såmænd bare at du ikke har en lille engel med dig denne gang også, en engel du kan beskytte dig bag," sagde han med en stemme fyld af afsky. Det var langt fra mandigt at få en kvinde til at stille sig imellem to mænds kamp. "Jamen i lige måde, det var meget hyggeligt," sagde han og fulgte Olivers blik hen til containeren. Den søde lugt af frisk blod fyldte hans næse, men han var langt fra sulten nu, men lugten var dejlig, og han havde ikke noget imod at skulle lugte til den. Han rettede hurtigt sit blik tilbage på Oliver, han var nødt til at være vagtsom.

Oliver holdt grimassen og fik en smule kvalme, den eneste tanke der kørte i hans hoved var *Ad…*. Det lyd utrolig klamt at skulle spise menneskekød, de var jo næsten ens med dem. Han holdt udtrykket på ansigtet lidt inden han grinede en smule lavt af det dæmonen sagde ”Jeg er ikke god nok, nej du har ret” svarede han stadig smågrinende ”Jeg er meget bedre” afsluttede han med en bitter tone. Han mærkede hvordan hans mave gav et lille sug fra sig da Mathias nævnte Duff, det var rigtigt at hun var gået ind imellem dem, men ikke for hans skyld, mest for bare at få dem til at stoppe. Han knyttede hårdt næverne sammen og mærkede igen trangen til at slå ham, men lod vær’ han ville ikke miste fokus. ”I det mindste er det ikke mig der ikke kan kysse en pige anden end hvis jeg tvinger hende til det..” svarede han koldt og gav ham et hadefuldt blik. Det var svært at holde den røde farve der truede med at besætte hans øjne væk, men indtil videre var det kun den skarpe grønne farve der havde vist sig.

Han rullede øjne af kommentaren, meget bedre? Nu måtte han da le. Han var jo en engel, en af de gudstrofjolser der gik rundt og var tjenere for den menneskelige race, ikke engang hævet over et sølle menneske, og så gik han og kaldte sig bedre? Han lo dog ikke, han havde langt fra lyst. Nej, hvad han havde lyst til lige nu var at kunne lange ud efter dette væsen, mærke huden give under efter ham, men han holdte sig tilbage. Han ville ikke vise den svaghed at være den første til at indlede et angreb. "Men alligevel fik jeg det første kys, og tro mig det var meget sødt, og det var tydeligt at hun kunne lide det," svarede han og sendte ham et hånligt smil, Oliver havde sikkert ikke været tæt nok på hende til andet end at lægge hånden om hende, men selv det generede ham på det groveste. "Og normalt går jeg også efter kvinder, og ikke piger," tilføjede han spydigt. Han kunne se i det svage lys fra de flakkende gadelamper, hvordan englens øjne flakkede imellem to farver. Det var ved at gå op for Mathias at øjnene viste hvilke følelser fyren følte. Hvad mon grøn kunne betyde?

Oliver begyndte at grine en smule sagte, hun kunne lide det? Helt ærligt hvad troede han selv? Den røde farve i hans øjne fik nu taget over og Oliver kunne godt mærke hvordan hans blod begyndte at gå i kog, bare ved at være i nærheden af Mathias gav ham en lyst til at rive et eller andet i stykker. ”Hvis jeg husker rigtigt, væmmedes hun nærmet ved det” svarede han hurtigt og koldt. Han lagde hænderne ned i sine bukselommer for ikke at komme til at slå dæmonen, det ville jo ikke være smart. ”Og jeg har det fint med en 2 plads..” fortsatte han og kørte en hånd igennem sit pjuskede hår ”Jeg er sikker på at det var mindst ligeså sødt taget i betragtning at hun var med på den” afsluttede han og lagde hovedet svagt tilbage hvorefter han gav Mathias et iskoldt blik. ”Kvinder? Du er sørme fin på den hva?” Hans stemme var kold, men samtidig med en drillende, lidt hånende under tone. Selvom Oliver godt vidste at Duff ikke havde været med på det Mathias havde gjort følte han stadig stor vrede omkring det punkt, hvem troede han lige at han var?

Han tænkte tilbage til dagen, hun havde ikke ligefrem væmmedes ved det, men hun havde været overrasket. Men i det mindste havde han nydt det, det havde tirret Oliver, hvilket var hvad han havde gået efter. "Tro mig, hun var med på den," sagde han, englen kunne ikke rigtig vide meget om hvordan hun havde set ud, han havde ikke kunne se hendes ansigt fra den vinkel han stod i. Det vidste Mathias, for han havde betragtet vreden, hadet og jalousien i øjnene på ham, set det hele med fryd. Først forstod Mathias ikke rigtig hvad det var at englen havde sagt, han var stille et stykke tid, havde blikket rettet imod jorden. Hans hænder rystede af vrede, "Du kyssede hende ikke," sagde han nægtende, blikket i jorden, nægtede at se op i det selvtilfredse smil. Meget roligt, prøvede han at samle fatningen og slog blikket op på englen igen, hans øjne lyste af had og foragt. "Det kaldes modenhed, sådan noget en hvalp som dig ikke ville kunne forstå," sagde han stille, godt klar over at han modsagde sig selv en smule. Det havde været meget barnligt af ham at starte dette fjendskab, men noget sagde ham at det ikke kunne være anderledes. Han foldede sine hænder til næver, prøvede at stoppe noget af rystelserne af vrede gjorde ved ham. Hans puls var steget, han stirrede med foragt ind i de nu røde øjne.

Oliver holdt det selvsikre smil på læben ”Så hun var med på den? ” begyndte han og kiggede med foragt på dæmonen ”Så der var derfor at hun holdt med mig efter det?” svarede han hadefuldt og borede sit blik ind i Mathias grålige øjne. Han nød hvordan det næste synes at gå direkte ind under huden på ham. ”Tør du vædde?” svarede han tilfredst og det gav et lille stik at bruge det at han kyssede hende som et våben, det var jo ikke meningen at det skulle være det eller mene. ”Men jo, lige før hun kyssede mig” fortsatte han uden et smil. Han bed sig hårdt i underlæben og slappede bestemt ikke af. Han skammede sig faktisk lidt over at have sagt det, når man holdt af nogen burde man jo ikke udstille dem, men han havde bare sådan en trang til at få Mathias ned med nakken. ”Hvalp? Modenhed? At forstå?” fortsatte han og hans stemme var meget neutral inden han sagde det sidste en smule vredt, ”Jeg er højst sandsynligt både ældre og klogere end dig!” Han vidste ikke hvor gammel Mathias var eller hvor klog, men Oliver var selv temmelig gammel og helt sikkert klogere med sin IQ på over 180.

Han så koldt tilbage på fyren, "Hvorfor skulle hun holde med mig?" sagde han langsomt, med hovedet let på skrå, "Jeg var," han lagde et ekstra tryk på var'et, "en fremmed for hende, hvor du derimod havde et eller andet med hende, ikke?" Han sagde tingene som de var, ikke noget med at ligge fingre imellem det. Mathias brugt alt for meget energi på at holde sig selv tilbage, det kunne han godt mærke, han måtte flere gange tage dybe vejrtrækninger, prøvede at få sig selv under kontrol, men det var svært. Hvorfor skulle han dog vædde med sådan en nar? Noget af det mest tåbelige man kunne gøre var at indgå væddemål, han kendte kun alt for godt til det, eller havde kendt alt for godt til det. Det var et afsluttet kapitel af hans liv nu. Han nægtede at tro at hun havde ladet ham kysse sig, ikke efter at han havde lært hende bedre at kende. "Hvis du er, hvorfor viser du det så ikke? I stedet for at opføre dig som en forpulet skoledreng, hvad med at vise at du er en mand?" hvæsede han hånligt, selv havde Mathias brugt mange år på lærer livet at kende, finde ud af hvad det var, og modnes igennem alle de oplevelser han havde set igennem hans efterhånden ret lange liv. Alle de smerter han havde gået igennem, både fysiske og psykiske smerter, havde gjort ham stærkere og mere moden. I hans øjne var Oliver ham langt underlegen.

Oliver folede langsomt sine arme over hans brystkasse. ”Hvis du havde spillet dine kort bedre så havde hun nok været mere neutral, hun er en god person, dømmer ikke folk” svarede han og var mere afslappet nu, han behøvede ikke knytte knoerne eller tage dybe vejrtækninger mere og hans øjne var også begyndt at få en mere grøn farve igen, han håbede at det holdt. Han kunne ikke lade være med at tænke på om de havde mødtes efter det eller om Mathias bare legede med hans hoved, men han kommenterede det ikke. Oliver kunne ikke lade vær’ med at smile lidt af det næste Mathias sagde med at være en forpulet skoledreng, han havde selv været hvor Mathias var, prøve at være en mand, være kold og fattet, elegant og cool, men det blev så kedelig i længden. ”Ja det med at være moden, cool, smart-ass og kold i røven, det bliver man træt af efter omkring 300 år” begyndte han og tænkte tilbage på den cool og nede på jorden type han var engang, han havde faktisk v æret et rigtigt røv hul, lidt som Mathias. ”Jeg er en forpulet skoledreng fordi det er det jeg nyder livet mest med” afsluttede han og gav Mathias et henkastet blik, han havde en god ide om hvordan Mathias følte sig, nok meget højere end ham selv.

Han smilede kold tilbage til Oliver. "Det ved jeg skam, det behøver du ikke at fortælle mig. Det har hun selv vist mig," sagde han en smule henkastet. Lod hænderne strækkes ud, i stedet for at være knyttet sammen til en næve. Hans vejrtrækning var også blevet en smule roligere, da den anden ikke vidste noget tegn på at ville angribe. Han hævede sit ene øjenbryn overrasket da han nævnte sin alder, han virkede overhovedet ikke så gammel. Hurtigt lod han ansigtet glide over i normale folder igen, han ville ikke have at englen skulle føle nogen fryd ved at se overraskelsen malet i hans ansigt. "Et fantastisk liv du har, sådan at vandre rundt ved en lufthavn, snakke til sig selv, som var man rablende," Han trak kort på skuldrene og så en smule hånligt på ham, "Ja, det virker virkelig som om du ved hvordan man nyder livet." Mathias lod sine hænder glide ned i baglommerne på sine bukser, betragtede lidt Oliver, hvis ikke han kunne få ham op i det røde felt igen, så han ingen grund til at være der. Han havde spist, og lige nu var hans aften kun forværret af englens tilstedeværelse.

Oliver hævede øjenbrynene let og kiggede så en smule vantro på Mathias ”Det har hun vist dig?” gentog han og kunne godt regne ud at Mathias havde mødt hende her for nylig ”Hvad mener du?” fortsatte han og mærkede hvordan vreden begyndte at stige op i ham igen, det var ikke godt. Selvom det næste dæmonen sagde ikke virkede specielt på ham da han godt selv vidste hvem han snakkede med så kunne han stadig mærke vreden i sig. ”Jeg nyder livet, ser mere med det blotte øje end du ser” svarede han hånligt igen og fnyste. Han lod alt for let sine øjne bedrage ham. ”Og om jeg så var rablende kunne det også være lige meget, jeg har stadig en bedre tilstedeværelse end dig.” tilføjede han kold og kunne mærke trangen til at bore sine knytnæver ind i hans ansigt, det var enormt frustrerende

Mathias så afvisende på Oliver, "Det er vist en sag imellem hende og jeg," sagde han kort, "Ikke noget du burde blande dig i," han sendte englen et hånligt smil, og trådte et skridt bagud, som for at gå sin vej. Det var ret tydeligt at vreden var begyndt at komme frem i ham igen, han havde vist fået trykket på de rigtige knapper, tænkte han for sig selv, kunne næsten ikke holde fryden fra sit ansigt. Et smil gled over hans ansigt, "Hvem siger jeg ikke nyder livet?" han følte at han havde sagt dette før, "Jeg tager alt hvad jeg har brug for, nogle gange også det jeg ikke har brug for, bare for at gøre det. Men hvad er det du ser, som jeg ikke ser? Det må være yderst ensomt at være fanget i sin egen rablende verden," sagde han og lod en finger snurre ved tindingen, en gestus på rablende vanvid. "Og hvad mener du ærlig talt med at du har en bedre tilstedeværelse end mig?" sagde han en smule forarget.

Oliver skar en grimasse vred grimasse ved det Mathias sagde og lagde hurtigt en hånd på hans skulder da han vendte sig rundt for at gå. ”Hvad nu hvis det er mit problem? Noget jeg bør blande mig i?” sagde han hurtigt og strammede grebet om fyrens skulder, men ikke så det gjorde vildt ondt. Han kunne ikke beskrive hvad han så med sin dødsengle gave, det var for kompliceret. ”Du tager lige hvad der passer dig, uden at tage hensyn og det giver dig en ringere tilværelse” svarede han spydigt og fnyste højt. ”Jeg ser da fx dit offer derhenne! Tror du jeg løb ind i dig af tilfældighed?!” fortsatte han vredt og vidst eikke helt hvor det kom fra, måske var det det med Duff, vidste Mathias besked om ham og Duff eller vidste han kun så meget han selv formodede?

Med væmmelse fik han rystet Olivers hånd af sin skulder, vendte sig om og så Oliver ind i øjnene. "Jeg sagde jo, det var en sag imellem Duff og jeg," sagde han med et hånligt smil. "Og desuden, hvorfor skulle det være dit problem?" pressede han Oliver, det var utrolig belastende at denne lille engel, kunne være et svagt punkt hos dem begge. At have noget tilfælles med Oliver frastødte ham. En kort latter lød fra ham, hans blik lå koldt på Oliver, "Se, på det punkt er vi uenige. Der mener jeg at det gør min tilstedeværelse, og magt langt større," sagde han og rettede blikket imod containeren. "Vil du have at jeg skal sulte mig selv ihjel?" spurgte han en smule ligeglad og trak på skuldrene. Han forventede lidt at svaret 'ja' ville komme fra Oliver af. Selvfølgelig så han at Mathias sultede sig ihjel. "Var det da ikke en tilfældighed?" spurgt han og så en smule undrende på ham. Han havde i hvert fald ikke planlagt at Oliver skulle komme forbi.

Oliver lagde vredt sin hånd ned langs siden igen og lænede sig lidt hen imod Mathias, det var hans problem, helt sikkert og vidst, men hvordan formulerede han det? Han kunne da ikke bare fortælle det hele til Dæmonen foran ham. ”Det er mit problem fordi… fordi..” Han vidste ikke helt hvad han skulle sige, havde aldrig været god til sådan noget, især fordi det ikke var matematisk eller fysisk. ”Fordi hun er min ven og jeg vil ikke have at han bliver såret af sådan en som dig!” røg det ud af ham, selvom det ikke helt var derfor at det var hans problem så gik det an. ”Jeg tror vi er uenige på mange punkter Mathias” fortsatte han stadig vredt inden han tilføjede ”Ja, det ville være dejligt hvis du gad sulte dig selv ihjel”. Han kunne mærke hvordan hans øjne fik den stærke røde farve igen *Dammit!* tænkte han og gik en smule i panik indvendigt inden han hurtigt fik kontrol igen, stadig med de røde øjne. ”Nej jeg blev ledt herhen af stanken af dig også hende der!” svarede han og nikkede hovedet hen imod containeren, den gav en forfærdelig stank fra sig, men måske var det bare fordi han var engel at han synes det.

Et selvtilfredst smil gled over hans læber, men hans øjne så hånligt på Oliver, "Hvorfor skulle jeg dog såre hende? Hun betyder jo noget for mig," spurgte han, dette var som en leg for ham, den hed: Hvor langt mon jeg skal gå før at englen kommer farende. Han kunne mærke at han næsten var der, det lå i hele atmosfæren omkring ham. Ven, var måske ikke det rigtige ord, tænkte Mathias med had imod englen. Det var tydeligt at ven overhovedet ikke var det rigtige ord at bruge, og Mathias hadede det. Han nikkede sig enig med englens ord, det var ikke mange punkter de var enige i. Og de der var, havde Mathias ikke specielt meget lyst til at tage op. Han rystede opgivende på hovedet, "Det ville da være en tåbelig ting at gøre," sagde han lavt, på en meget skolelærer, hånlig måde. Han så igen over på containeren, betragtede de lange blege ben der strittede ud fra under låget. "Jeg ville nu ikke ligefrem kalde det en stank, nærmere end duft," sagde han forsvundet lidt i sine egne spekulationer, "En meget lækker duft," et stille suk lød fra ham og han trak på skuldrene, "Det er ærgerligt at jeg er mæt, det er det virkelig." Hans blik blev igen vendt over til Oliver, et lettere hånligt smil lå om hans læber.

Oliver kneb øjnene lidt vredt sammen, han fik en knugende fornemmelse i maven af det Mathias sagde, hun betød noget for ham? Selvom han havde snakket med Duff om det kunne han ikke lade være med at have det dårligt over det. ”fordi jeg synes simpelt at du er en narrøv og kun er ude på at dominere andre” svarede han koldt og knyttede næverne kort, han havde ikke haft en rigtig ædru kamp imod Mathias endnu, men måske skulle han til at få det? ”Du er temmelig tåbelig så hvorfor ikke?” skød han tilbage og håbede lidt på at Mathias ville stoppe med at snakke om Duff, han vidste at hvis dæmonen sagde det rigtige så ville han ikke være til at styre. Han ignorerede det sidste Mathias sagde, det forargede ham, det gav ham kvalme. Spøgelset på jorden blev ved med at hulke og han vidste at han blev nød til at vente til hun var færdig med at sende hende videre. Han rettede hurtigt blikket fra spøgelset og hen på dæmonen. ”Hvad er din evne?” spurgte han så ligeud og vidste godt at Mathias nok ikke ville svare, men det var da forsøget hver, han håbede ikke at det var noget for voldsomt, så ville han være på spanden, men så havde han nok brugt den før hen på klubben.

Ja, han var fuldt klar over at Oliver syntes at han var en narrøv, det havde han forventet. Men at dominere andre? Hmn... Det kunne der selvfølgelig være noget om, men at dominere over Duff? Det var han ikke sikker på at den tossede engle ville tillade, han smilede svagt ved tanken, men kom så tilbage til virkeligheden. Han lod være med at kommentere på det, hvad var der at sige? At han var uenig i det? Det meste var jo rigtigt. En kort, sarkastisk latter lød fra ham, "Ikke tåbelig nok til at gøre skade på mig selv," sagde han og så koldt på englen. Det forvirrede Mathias en smule at han stirrede på jorden ved siden af containeren, som om der var noget han ikke kunne se. Den overraskede ham en smule at englen så åbent spurgte ham ud om sin evne, men et snedigt smil lå om hans læber. "Hvorfor kommer du ikke og finder ud af det selv?" han lavede en viftende gestus, som for at lokke Oliver hen til sig. "Eller, du kunne spørge Duff, jeg er sikker på at hun vil kunne fortælle dig hvad min evne er," sagde han en smule hårdt. Dette var en løgn, ikke at det kunne høres på hans stemme, men han havde ikke brugt sin evne imod englen nogensinde. Og han havde da heller ikke planer om at gøre det, han lod blikket glide over til containeren. Så der var måske en chance for at få spist op, tænkte han med et grin.

Oliver smilede anspændt af det sidste, han bed sig hårdt kinden for at prøve at få nogen frustration ud. *Og jo, du er i den grad så tåbelig* tænkte han vredt og håbede lidt at Mathias evne var tankelæsning så han havde hørt det. Oliver tøvede lidt da dæmonen sagde at han selv skulle finde ud af det, han trippede let vægten fra den ene fod til den anden og bed sig i underlæben, skulle han gøre det eller lade vær? Han ville hjertens gerne smadre fyren, men turde han tage chancen? Åh, hvem prøvede at han at narre selvfølgelig gjorde han det. Han prøvede at tage en dyb indånding, men blev forstyrret halvvejs af det Mathias sagde, næsten præcis som sidst fik han lynhurtigt fat i dæmonens krave og hev ham hårdt opad så han nok måtte støtte lidt på tæerne, men han var dog ikke over jorden. ”Hvis du så meget som har krummet ét hår..!” Begyndte han rasende og hans pupiller fik farve som 2 runde spejle. Hurtigt gav han slip på Mathias og bakkede et par skridt væk og tog sig til hovedet *ikke nu..* tænkte han panikslagen og rystede voldsomt på hovedet imens hans hænder næsten rystede. Efter et par øjeblikke kiggede han hen på fyren igen og havde fået styr på det, hans øjne røde igen.

Tavst betragtede Mathias fyren, det var tydeligt at hans sind var i oprør lige nu, og det frydede ham at han kunne få sådanne ting sat i gang hos en person. Da de sidste ord havde lydt fra hans læber, mærkede han fyrens tag om sin krave. Det var som om alt gik i slowmotion, men i stedet for at flytte sig væk, lod han sig fremvise som svag, og hang et øjeblik i sin krave. Det var ubehageligt at få slået pusten ud af sig på den måde. Han kunne næsten se sit eget spejlbilled i øjnene på fyren. Hmn, det virkede som om at det var sådan hans pupiller blev når han blev ekstra sur, når han var ved miste kontrollen over sig selv. Han lod hånden glide op til sin hals, rettede lidt på sin trøje, glattede den ud, imens han så på ham. "Og hvad hvis jeg har?" spurgte han lumsk, selvom tanken gjorde ham ilde tilpas. Han ville ikke kunne finde på at bruge sin kraft imod hende, det ville være barbarisk. Han ville være forberedt på hvis Oliver kom imod ham, gennem gik hvordan han ville kunne bruge sin evne imod Oliver. Et øjeblik blev han i tvivl om hvad Olivers egen evne var? Havde han set den? Eller oplevet den... Måske, men han var ikke sikker på at det var rigtigt.