Et møde med en gammel flamme//Sariel.

Dato: 30 april 2011.
Tid: 15:23.
Sted: Gå gaden.
Vejr: Solen skinner midt på en skyfri himmel.
Omgivelser: Butikker, væsner og alt der nu høre til.
Tøj: http://www.product-reviews.net/wp-content/userimages/2007/06/lizmurray.jpg (Bare lidt mere beskidt.)


Alane gik rundt på gågaden, hun havde nu boet på gaden i et par uger. Hun var heldig hun ikke var blevet voldtaget eller noget endnu. Dog var hun blevet overfaldet en gang så hun havde nogle blå mærker på kroppen men det var ikke noget særligt. Hun var ikke bange af sig og det havde hun aldrig været så det var ikke noget som fik hende til at gå ned. Det eneste som kunne få hende til at gå ned var nok hvis hun blev voldtaget. Hendes ben hende ned af den store gade, de grønne men trætte og udmattede øjne spejdede gaden efter noget, hun vidste ikke hvad men hun ledte. Hun stoppede op udenforan en café og stod og stirrede ind. Hun var sulten og tørstig. Hun længtes virkelig efter mad og drikke. Hun havde tabt sig utrolig meget og så alt andet end sund ud.

Sariel havde det fantastisk, flere caféer havde spurgt efter ham da det tiltrak kunder, han sad allerede på den lille scene på den lille cafe og var i gang med at spille. Det mest efter spurgt sang var den han engang skrev til Alane, det bragte minder tilbage fra dengang, men havde havde valgt at bruge det minde til at gøre ham lykkelig, desuden gik han også rundt og håbede at hun havde det godt. Dog savnede han hende, men hans vidste ikke helt hvordan han savnede hende om det var som ven eller noget mere? Han fik kigget ud af vinduet og ser en kendt person, men tænker ikke så meget over det, lige indtil han ser det er Alane. Han stoppede musikken helt, lade sin guitar og rejste sig fra scenen uden at informere folk hvad der foregik. Ud af cafe døren gik ham og så på Alane. Han stod bare og stirrede som om han ikke ville tro på at det var hende han så. "Alane?" sagde han svagt og forstod ingenting.

Alane lagde ikke mærke til at Sariel sad inde på Café'en. Hun var langt væk i sine egne tanker, hun kunne mærke sulten rive og flå i hendes mave men hun prøvede bare at ignorerer det så godt som hun kunne selvom det var meget svært. Kort rystede hun på hovedet får at ryste tankerne ud af hovedet. Ingen grund til at gøre sig mere sulten end hun var i forvejen. De grønne øjne gled i og hun lod tankerne fylde hendes hoved. Minderne om den gang hun stadig havde et hjem. Et varmt sted om natten. Et sted at trække sig hen når hun havde brug for det. Hun var blevet for svag til at kunne forvandle sig til en ulv. Hun var bange for hvad konsekvenserne ville være. En velkendt stemme rev hende ud af hendes tanker og hun så på Sariel som stod og så på hende. Den eneste tanke som gik igennem hende hoved var, løb og det var det hun gjorde. Hun løb. Det var så pinligt at han skulle se hende sådan her. Hun ville løbe far en hver som så hende i denne tilstand. Vel og mærket folk hun kendte.

// Pff- Så løber hun bare xD //

Sariel stod og så på hende, hun så tynd og syg ud. Det gjorde ondt at se hende sådan, men hvad det virkelig overraskede hende var at hun løb. Han kom hurtig i tanke om hans guitar som han havde efterladt inde på caféen, men den kunne han nok godt få fat i på en anden måde, hvad der var vigtigst nu var at komme i kontakt med Alane og hjælpe hende, det var det eneste som betød noget nu. Han løb efter hende og var jo også lidt hurtigere end hende, men han ville ikke gribe fat i hende så ville hun sikkert blive mere skræmt. "Alane! vent!" råbte han efter hende og var ved at indhente godt ind på hende.

Alane løb videre. Ingen tanker gik gennem hendes hovede eller jo det gjorde der sikkert men hun kunne ikke finde rundt i dem. De var så forvirrene. Hun kunne mærke at hendes ben snart ville give ud under hende. Hun var træt og udmattet og orkede ikke mere men blev alligevel ved med at løbe. Hun ønskede ikke at Sariel skulle have set hende i dette stadie. Hun bed sig i læben og kunne mærke hvordan hendes ben rystede under hende. Vent? Hun kunne ikke vente. Ville ikke lade ham se hende endnu engang i dette stadie, det var hun for stolt til og hun ville helt sikkert ikke tage imod hjælp fra ham eller nogen anden. Hendes ben bar hende ind i en gyde desværre var det en blindgyde. Langsomt stoppede hun foran den tårnhøje mur foran hende. Nej! Det kan ikke passe, der var ingen vej væk. Hun var tvunget til at se ham i øjnene nu.

Sariel var imponeret over hvordan hun kunne løbe så hurtigt, da han selv mente at han var i rimelig god form. Han så hun drejede af og løb selvfølge den samme vej og kunne se at hun var fanget i en gyde som stoppede ved en tårn høj bur, han stoppede nogle meter foran hende og pustede lige hurtigt ud. "Alane" stønnede han og rettede sig op og var kommet til nogenlunde til luft. "Alane pige, hvorfor løb du?" spurgte han og kunne egentlig godt se nu hvorfor hun løb, hun var snavset og tynd. Et eller andet var sket og det så ud til at der var ikke noget som havde hjulpet hende med det. "oh gud, hvad er der dog sket?" spurgte han og gik hende nærmere.

Alane stod forsat med ryggen til ham. Hun kunne ikke se ham i øjnene. Han ville flippe helt med bekymring hvis han så at hun også var blevet slået. Langsomt lod hun sig bøje let forover. Hendes vejrtrækning var hurtigt oh hæs som om hun ikke kunne få vejret. Det kunne hun godt men også kun lige. Efter lidt tid rettede hun sig op men forblev stående hvor hun var. "Du må ikke se mig sådan her Sariel...." Hendes stemme var anderledes, hun var syg og hendes hals var tør. En kort hosten kom ud af hendes og hele hendes krop rystede. "K-Kom ikke tættere på.... Jeg er hæslig" Hendes grønne øjne faldt og hun stod og så ned. Det sidste spørgsmål var så ikke noget hun ville svare på. det hele her var for pinligt.

Sariel bed sig i læben af bekymring, han begyndte pludselig at føle hvor meget han havde savnet hende og hvor meget hans hjerte bankede for at holde om hende igen, mon det var en forkert følelse? "jeg har savnet dig" mumlede han da ordene bare fløj ud. Han stoppede op da hun ikke ville ha' at han kom tættere på, "vi kan flyve hjem til mig" spurgte han som et forslag, hun kunne få hans bluse på, han skulle jo alligevel have den af, når han skulle flyve. "Alane.." mumlede han. Han ville ikke tvinge hende til noget, men han ville heller ikke bare vænne hende ryggen. Noget måtte han da gøre sig gavn i?

Hun bed sig i læben og lod sine øjne glide op. Hun vidste godt at han ikke ville lade hende i fred før han fik sin vilje. Han ville ikke tvinge hende til noget hun ikke ville men ville heller ikke give op. Hun kunne mærke hendes hjerte springe et slag over da hun hørte hans ord. Hun anede ikke hvad hun skulle sige eller gøre. Hvad svarede hun på det. Hun tog en dyb indånding og vendte sig om mod ham. Hun så ikke så særlig pæn ud mere. Hun havde poser under øjnene og blå mærker de fleste steder på kroppen bortset fra hendes ansigt. "Sariel... Jeg har ikke brug for hjælp. Jeg er en stor pige og kan godt klare mig selv." Hun lod sit blik falde og vidste godt det hun sagde ikke var troværdigt da hun tydeligvis ikke kunne klare sig selv.

Sariel ville så inderligt tage hende med hjem og give hende et bad og en masse mad. Han ville også hjælpe hende i gang igen da han også vidste at det ikke ville nytte noget at hun boede hjemme hos ham, da hun selvfølgelig også skulle klare sig selv. "Alane, jeg er ikke blind.. Lad mig i det mindste give dig noget mad" tiggede han og gispede da han så hende, han bed sig hårdt i læben for ikke at fælde en tåre. Han fik røde øjne og en enkel tåre trillede ned af hans kind. "oh gud Alane, hvad er der dog sket?" spurgte han og gik hende nærmere og ville omfavne hende, men han turde ikke og stoppede på halv vejen og rakte bare hånden ud efter hende.

Alane havde inderst inde opgivet om nogensinde at komme i gang. Hun ville jo ikke tage imod nogen hjælp og kunne derfor ikke komme videre. Hun hev stadig en smule efter vejret men ikke lige så markant som før. "Jeg har ikke brug for mad. Jeg er ikke sulten." Lige efter ordene havde forladt hendes mund rumlede hendes mave højlydt. Alane vidste godt at hun ulækker men ikke så ulækker. Hurtigt vendte hun sig væk fra ham igen og gemte sit hoved i hendes hænder. "Intet, jeg er okay. Bare gå..." Nogle få tåre løb ned af hendes kinder. Hun var så træt og havde så ondt over det hele. Ville alt dette ikke bare holde op? Hun havde ikke set Sariels udstrakte hånd da hun stod med ryggen til ham nu igen. Langt om længe gav hende ben efter og hun faldt om midt inde i gyden.

Sariel klemte sine øjne i, det var jo åbenlyst at hun løgn ham lige op i ansigtet. Han kunne ikke få sig selv til at gå, slet ikke efter hvordan hendes tilstand var, det ville være umoralsk og samvittigheden om at forlade hendes skar dybt i hjertet. Han tøj hånden til sig igen og følte sig afvist, men hvad havde han dog også regnet med? Han gispede da han så hende falde om på stedet og kunne ikke tro sine egne øjne, han faldt på knæ og havde armene om hende. "Alane pige dog.." mumlede han og bed sig i læben for at holde tårende tilbage.

Alane var lettere end nogensiden før. Hun havde heller aldrig været tyndere end hun var nu. Hun lå helt stille på jorden uden at røre sig. Det eneste som bevægede sig var hendes brystkasse bår hun trak vejret. Hun var ikke død men bare besvimet. Hun var så udmattet og undsultet at hendes krop havde sagt fra nu for dens eget bedste. Alane anede ikke hvor hårdt det tog på Sariel at se hende som han så hende nu. Men der var jo hellere ikke noget hun kunne gøre ved det. Jo hun kunne have holdt sig langt væk fra gågaden overhovedet.

Sariel rykkede roligt i hende og prøvede at få hende til at åbne øjne. "kom nu.." mumlede han og bed sig endnu hårdere i læben. Han ville helst tage hende med hjem, men hvad nu hvis hun blev sur på ham at han havde taget hende med hjem. Det var en chance han måtte løbe, han ville hvert fald ikke efterlade hende her. Hendes hovedet hvilede på hans lår så hun ikke faldt ned på den kolde beskidte asfalt. han hev blusen af sig selv og lagde over hende og holdt hende på ryggen og underknæene. Han rejste sig og var meget overrasket over hendes vægt, det var jo uhyggeligt let. Han spredte sin vinger og slog et kæmpe vingetag så de lettede på 1 sekund fra jorden og op i luften.

//og så flyver de og han er nervøs og bla bla bla :b //

Endelig var han nået til sin gade og lejeligheds området. Han landede på taget og gik ind af en dør som kun pedellen brugte. Hurtigt nåede han ned til sin egen lejelighed og kom indenfor. Han gik ind med sko og det hele for at ligge hende på sengen. Han lagde hende roligt på sengen og løb ud efter et glas vand.

Da Alane blev løftet op faldt hendes hoved mod hans brystkasse. Det var som om hun passede perfekt ind i hans favn som hun lå i hans arme. Hun lå helt stille men trak dog stadig vejret. Selvom hun var underernæret og beskidt og forslået var hun stadig smuk. På sin egen specielle måde. Da de landede rystede hendes krop let men ellers forblev hun helt stille. Langsomt faldt hun i en dyb søvn da hendes hoved rørte hovedpuden i hans seng. Hun stille og roligt og trak for an gangs skyld vejret normalt. <Hendes ansigt var helt stress frit. Hun så så rolig og tilfreds ud som hun og sov.

Da Sariel kom tilbage med et glas vand, så det ud som om at hun var bedre tilpas og at hun sov. Hendes vejrtrækning var normalt og det så ud til at være nogenlunde iorden. Han smilte ved at se på hendes sove. Han stile glasset på natbordet ved siden af sengen hvor hun lå. Han havde dog lyst til at gøre noget imens hun lå der. Han gik ud og tog sine sko af og gik ud i badeværelset, i badeværelset tog han en balge med varmt vand og lidt sæbe samt en klud. Roligt kom han ind i soveværelset og stilte balgen på gulvet. Han satte sig på sengen ved siden af hende og tog kluden ned i vandet og vred kluden. Han kørte kluden forsigtigt hen over hendes ansigt, han havde bare lyst til at være hos hende og passe på hende.

Alane puttede sig dybt ind i puderne. Det var længe siden hun havde ligget så komfortabelt. Hvis hun vidste hvor hun var havde det været ret akavet for hende. Hendes tøj hun havde på hvor flænset visse steder og der var endda blod på det nogen steder. Et sted midt på brystkassen lige under brystet på hende var der noget som så ud til at være friskt blod. Det var ikke til at se på hende at hun var såret men det var hun. Alane sov igennem hans vaskeri af hendes ansigt, hun var så træt at 3. verdenskrig ikke ville kunne vække hende.

Sariel havde næsten lyst til at give hende en kæmpe t-shirt på, men hvad ville hun ikke tænke når hun vågnede op at han havde taget tøjet af hende og givet hende noget nyt på, ej det ville han ikke udsætte hende for. Han tog balgen samt kluden med ud til badeværelset og hældte vandet ud. Han kom tilbage til sove værelset og lagde sig på den anden side af sengen. Han lå bare og kiggede på hende, hvorfor var det lige han opgav at få hende tilbage? Det gjorde næsten ondt at han havde opgivet sådan en køn pige. Han rejste sig igen fra sengen. Han gik hen til hende og løftede hende en smule op og trak dynen ned så han kunne ligge dynen over hende. Han puttede hende og smilte kært for sig selv og ønskede bare at hun ville sove og blive frisk. Hun måtte blive her så længe hun ville. Sariel så sig omkring, han ville helst ikke risikere at hun vågnede så han lagde sig endnu engang ved siden af hende. Han ville gerne holde om hende, bare så at gøre hende tryg, men det var sikkert for meget så han blev bare liggende og ville hvile øjne en smule.

Alane hostede en smule i søvne men ikke noget hun vågnede af. Hun havde det ikke specielt godt men nu hvor hun var her havde hun det bedre end det sidste stykke tid. Hendes hjerne var for en gangs skyld fredfyldt og helt uden tanker. For en gangs skyld kunne hun slappe helt af uden at bekymre sig om noget. Eller det kunne hun ikke helt men det vidste hun jo ikke. Hun var ikke klar over at hun var kommet til skade. Sengen hun befandt sig i føltes underligt bekendt og det samme gjorde lugtene hvor end hun var henne. Hun havde ingen idé om hvor hun var henne. Sengen dykkede en smule da der lagde sig en anden i sengen. Hendes krop søgte automatisk efter varmen og puttede sig ind mod Sariel. Hans krop var dejlig varm. Hun puttede sig så langt ind til ham som hun kunne.

Sariel lå og hvilede sine øjne og følte det faktisk rart over at der endelig lå nogen i hans seng, selvom han ikke lå og holdte om hende. Alle deres minder de havde sammen rendte igennem hans hovedet og følte sig som et svin at han var hende utro, det var nok hans livs største fejltagelse og skulle aldrig ske igen. Det var også derfor at han ikke havde været ude og drikke lige siden. Han åbnede hurtigt øjne da han kunne føle at hun roede lidt rundt. Han kunne dog ikke lade være med at smile af at hun kryb ind til ham. Han kunne ikke lade være med at rødme. Det gjorde ham varm inden i. Han lade armene om hende og lukkede øjne med et smil. Han nænnede ikke at skubbe hende væk. Den trygge stemning fik ham til at gabe og langsomt faldt han også i søvn.

Alane lå tæt ind til Sariel og nød at være i hans arme endnu engang. Hun vidste dog ikke at det var hans arme hun befandt sig men det var lige meget. Hun følte sig tryk her og det var det vigtigste af det hele. Hun var ikke sur på Sariel længere men hun havde heller ikke tilgivet ham helt. Hun vidste at han havde lavet en fejl og det vigtigste af det hele var jo at han selv kunne se at det var en fejl. Efter nogle timer gled Alanes øjne åbne og hun strakte sig stille. Hendes øjne gled rundt hvor end hun var. Der var mørkt men hun genkendte godt stedet. Langsomt så over på ham som holdt om hende. Det var Sariel. Hvem ellers ville det være. Langsomt og forsigtigt prøvede hun at krybe ud af hans arme.

Sariels hjerte bankede derud af, det var skønt at have hende så tæt. Han følte sig faktisk også tryg ved at holde om hende, underligt nok, men det var bare det han gik og manglede, tryghed. Han åbnede øjne langsomt og dovnet op, da han vågnede af at hun rodede lidt rundt igen og var på vej væk fra ham. Det var mørkt og det gik op for ham at de havde ligget der længe. Han tog sine arme til sig da hun ønskede at komme væk. "Undskyld" mumlede han og så på hende. Han følte han ville flyve til månen og tilbage igen bare for at gøre hende glad, men hvis hun ønskede at være i fred så kunne han ikke gøre andet end det.

Hun lå helt stille da hun kunne mærke at han begyndte at vågne. Hun havde ikke noget imod at han havde holdt om hende mens de sov. Det havde faktisk været rigtig dejligt og hun håbede på en eller anden måde at det ville komme til at ske igen. Hun rødmede en smule. "Det er helt okay. Det var faktisk dejligt" Hendes øjne var sænket mod sengen mens hun langsomt satte sig op. Hun vidste ikke hvordan han ville tage det hun sagde. Hun så på ham og bed sig i læben. "Var der nogen mulighed for at jeg kunne få et bad hos dig, hvis det ikke er for meget at spørge om. Hun vidste at hun stadig havde nogle ting hos Sariel medmindre han havde smidt dem ud.

Sariel smilte så man kunne se hans tænder. Det gjorde ham faktisk rigtig glad af at høre det. Han rejste sig roligt op og kunne mærke at hans bukser, bælte og t-shirt sad forkert. Sådan var det jo at sove med tøj på, det var underligt og det gjorde ondt hvis du lå på en bestemt måde. "Selvfølgelig må du det" svarede han hende, hun kunne blive ude i badet i en time hvis hun havde lyst, han havde stadig mange penge at gøre op med og det gjorde ham intet hvis de blev brugt på hende. Han rejste sig fra sengen - langsomt, og rettede hans tøj til. "noget du kunne tænke dig at spise? Bare sig frem" spurgte han og kløede sig i nakken, hun vidste jo godt at han kunne lave mad, så hun skulle bare komme med et ønske så ville han lave det til hende.

Hun så lidt håbefuldt på ham under hendes næste spørgsmål, "Du skulle vel tilfældigvis ikke have gemt de ting jeg havde over hos dig. Jeg mener mit tøj og mine hygiejnen ting?" Hun rødmede en smule da hun spurgte om det fordi hun ville ikke være til besvær. Langsomt rejste hun sig op og strakte sig en smule, en lille del af hendes mave kunne ses, hun havde stadig den samme mælkehvide silke hud som altid dog var den godt beskidt selv under tøjet på hende. Hun så på ham og bed sig i læben. "Skal jeg spise noget?" Hun skulle jo alligevel tilbage på gaden igen snart så hun så ikke nogen grund til at hun skulle spise.