Et møde med en gammel flamme//Sariel.

Han kløede sig i nakken og tænkte sig om, hvad havde han egentlig gjort af det? Han var jo ikke glad for at det stod fremme så han havde lagt det et andet sted hen så det ikke lige var i øjenhøjde. "jo!" sagde han overrasket over at han næsten havde glemt det. Han tøffede ud af soveværelset og gik ud på badeværelset. Ude på badeværelset var der et stort skab og oven på det skab lå der en papkasse med låg og i den kasse var hendes egendele. Han tog kassen og tøffede ind til hende igen og lagde den på sengen, "jeg havde den stadig" smilede han til hende og blev dog en smule overrasket over hendes spørgsmål. "Ja du skal spise" sagde han overrasket og rettede sig op og kløede sig i nakken og så trist på hende.

Alane stod stille og ventede på at han kom tilbage. Hun strøg noget hår ud af hendes øjne og smilede svagt. Det var lang tid siden hun havde smilet. Da han kom tilbage tog hun forsigtigt kassen ud af hans hænder "Mange tak. Det overrasker mig at du stadig har mine ting" Hun så ham i øjnene og sukkede stille. "Okay... Men så bare lav et eller andet som er vegetarisk. Jeg er stadig vegetar". Hun fandt hurtigt vej ud på badeværelset og lukkede døren bag sig. Hun placerede kassen på vasken og åbnede den stille. Hun tog sit grej ud og stilte det frem så det var parat til brug. Hun smed hurtigt tøjet og trådte ind under det varme vand og vaskede sig ren. En smerte skar igennem hende og et skrig forlod hendes mund. Hun krympede sammen ind i badet og holdt om sig selv. Hun kiggede ned af sig selv og så et åbent sår lige under hendes ene bryst. Blod rendte stadig ud af det. Hun anede ikke hvad hun skulle gøre så hun gjorde det eneste hun kunne tænke på. "Sariel!" Hendes stemme var ret panisk.

Sariel sukkede men smilte en smule og så efter hende da hun smuttede ud på badeværelset. Han kom til at tænke på den tærte som han lavede til hende første gang de så hinanden, hvor hun godt nok ikke spise den, men nu ville han prøve igen, eller han var faktisk lidt doven, så han greb en porretærte i fryseren og stilte frem på bordet og tændte ovnen, han var ved at pakke tærten ud men var lige ved at tabe den af forskrækkelse af skriget, han smed tærten på bordet og rendte endnu hurtigere da han hørte hans navn. Han løb ud til hende og fjernede forhænget og så at hun havde armene om sig selv og at der var blod blandet sammen med vand på fliserne. "Alane!" råbte han forskrækket og greb fat om hende, greb et håndklæde og bar hende ind i sengen og dækkede hende til med dynen til navlen og lod håndklædet ligge over hendes bryst. "Hvad er der dog sket?!" spurgte han med en urolig stemme og var helt ude af sig selv.

Alane så op på ham da han kom løbende ud. Hun var bange. Hun var ikke så god når det kom alt angående blod. Hun fik et chok da alting gik så hurtigt. Hun anede ikke hvad hun havde lavet for at der var kommet et så dybt sår. Hun pev en smule i smerte som en såret hundehvalp. Hun var glad for at han ikke bare stod og gloede på hendes nøgne krop men faktisk bare tænkte på hende. Vandet løb stadig så både Sariel og håndklædet blev vådt men det var lige meget. Da de kom ind i sove værelset var der også en stor rød plet på lagnet fra hvor hun havde sovet. En smule tåre løb ned af hendes kinder. Det gjorde afsindigt ond. "J-Jeg ved ikke.... H-hvad der er sket..." Hun rystede en smule fordi hun græd.

Sariel rev sig i håret og lukkede øjne. Han prøvede ikke at gå i panik, men fordi det var hende var det bare som om at det var meget mere vigtigt. Han åbnede øjne igen og skyndte sig hen til sit skab og tog en stor t-shirt og boxeshorts. Han kom hen til hende og satte sig op knæ ved siden af sengen så han var i hendes højde. "Alane" hviskede han og sankt en klump. "Du skal lige have det her på, på bliver nød til at komme på hospitalet.. Du skal ikke bare bange" sagde han roligt og nussede hendes over panden for at dæmpe en smule på panikken. Han hev t-shirten til hendes hovedet og trak den over hende forsigtigt. Håndklædet havde han lagt om hende så det virkede lidt som en forbinding. Dynen dækkede stadig hendes mave og resten af hende, han ville gerne hjælpe hende med at få boxeshortsne på, men hvis hun selv kunne ville det nok være bedst. "kan du tage resten på?" spurgte han og bed sig i læben for ikke at bryde i stress.

Alane bed sig i læben. Smerten var stor men hun ville ikke opføre sig som et kæmpe pattebarn. Hun skulle virke voksen. Det var meget vigtigt for ellers fik Sariel den idé at det måske var en god idé at sende hende på et børnehjem og det ville hun ikke. Hun for op da hun hørte ordet hospital men fortrød det hurtigt da smerten skyllede ind over hende og et hulk forlod hendes mund. "Jeg vil ikke på hospitalet!" Panikken i hendes stemme var tydelig. Hun kunne dog ikke protestere da han trak trøjen over hovedet på hende. Hun hev selv boxershortsene på. Men det betød ikke at hun ville tage afsted. Hun var hunderæd for hospitaler og alt der hed læger eller havde noget med det at gøre.

Sariel bed sig i læben og da hun følte smerten. Han stod stadig på sine knæ. Han sankt og prøvede at få en normalt vejrtrækning, han bed sig hårdt i læben og kneb øjne sammen. Han åbnede dem igen var de røde og var våde. "Jeg er bare så bekymret" jamrede han sig og nussede hendes kind og ville kysse den men lod vær. "Jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre hvis jeg ikke tager dig på hospitalet" sagde han med sin tavste stemme og kneb øjne sammen og der faldt 2 tåre på hvert øje og trillede ned af hans kinder. Han prøvede virkelig at være maskulin, men når det galt hendes helbred, så gjorde det ham bange at se hende lide.

// Bliver nød til at smutte.. Skal til Prag imorgen så ved ikke lige hvornår jeg svare igen.. Men kommer hjem på fredag! Ved ikke lige hvad tidspunkt, men vil hvert fald svare hurtigts muligt (: //

//Okay, jeg smutter også nu. Skal op i morgen i ordenlig tid skal tilbage til efterskolen så ved heller ikke lige hvornår jeg svare igen. Jeg er desværre for træt til at svare lige nu. Men du må have en god tur til Prag :)//

Alane lå bare i sengen, håndklædet var begyndt at blive rødt pga blodet. Hendes øjne gled stille i og hun lå bare og slappede af, prøvede at tænke på noget andet end smerten som skar igennem hendes krop som en blank og spids kniv. Langsomt åbnede hun øjnene og så på ham, hun tog forsigtigt hans hånd og strøg ham over håndryggen. Et lille smil var på hendes læber. "Tak fordi du er her for mig....". Hun klemte hans hånd og smilede til ham. "Bare lad mig ligge?" Hendes stemme var stille og rolig. Som om det her ikke skræmte hende. Men det gjorde det. Hun var skræmt fra vid og sans. Hun ville ikke dø men ville heller ikke på hospitaler.

// Omg hvor er det her et virkelig svært valg!! XD Hvad helved gør jeg?! xD Hmmm.. Arrh xD Og btw, sorry fordi jeg ikke har svaret, har været virkelig træt af turen i prag, vi kørte i bus hele vejen.. det var udmattende! .. men hmm.. Hjælp mig lige med en ide til hende der Alane :b"

Hmmm. Han kunne gå imod hendes ord og bare tage hende på hospitalet fordi han ved det er det eneste som kan rede hende. Fordi han ved jo inderst inde at det er det som Alane vil have han gør (: Hun vil jo ikke dø :3

Og håber du har haft en god tur alligevel :p

// Super! Nu skal han vise hvor mandelig han er xD
Men ja jeg havde skam en hyggelige tur^^ Med en masse biligt tøj og god mad :b hehe, men vejret var varmere i Danmark ): //

Sariel havde hovedet ned mod madressen og jamrede, hvad skulle han dog gøre? Han ville helst respektere hendes ønske om ikke at komme på hospitalet, men det var ligesom den eneste mulighed. Han løftede hovedet og så på hende og tog nogle dybe vejrtrækninger. Han rejste sig op, hev til bluse af så han bare overkrop kom til syne, han var blevet stærkere siden sidst og det kunne man også se på hans muskler. Han gik hen til skabet i hurtige skridt og greb et kæmpe tæppe. Han tog dynen af Alane og pakkede hende ind i det tæppe, "jeg ked af det" mumlede ham, der var ingen anden mulighed, det var hospitalet. "Jeg vil være hos dig hele tiden, jeg slipper ikke din hånd" sagde han og løftede hende i sin favn. Han gik hen til vinduet, åbnede det til den lille altan, han spredte sine vinger og fløj af sted med hende.
Det var en hurtig tur, og han regnede med at Alane var under mange smerter, derfor han også fløj i et meget hurtigt tempo. De langede lige uden for indgangen af Hospitalet, han klappede vingerne sammen igen og løb hen mod døren, han sparkede den op og råbte efter hjælp, der kom flere hen til ham og Alane blev lagt på en borre. Imens de løb ind på en stiril stue holdte Sariel om hendes hånd og løb med. Inde på stuen gav de hende noget bedøvelse og Sariel blev ved med at holde hendes hånd og trøste hende.

Alane lå stille i sengen med lukket øjne. Hun var for træt til at protestere hvis Sariel ville tage på hospitalet. Hun kunne ikke engang sige noget, så træt var hun. Hun åbnede dog øjnene da hun hørte ham rive trøjen af og gå over til skabet. Et lille smil bredte sig på hendes læber og hun så ham i øjnene. Lige nu kunne hun mærke et lille stik i hejrtet. Hun havde stadig en smule føleser for ham men hun var ikke sikker om det var venskabelige eller kærlige. Hun fik et chok da hun blev løftet op. Hun havde været helt væk i sine egne tanker at hun ikke lagde mærke til det før det faktisk skete. Hun så på ham og lænede sig ind til ham. Under turen mistede hun besindelsen.

Sariel blev revet af Alanes hånd og skulle tage noget hvidt hospital tøj på med maske så der ikke kom baktier med ind, Alane havde fået bedøvelse og det så vidst ud det at hun sov tungt. Da han havde fået det der tøj på kom ham med ind, hendes sår blev renset og nogle ting blev også fjernet, som grus og andre ting der bare ikke måtte være i et åbent sår. De tjekkede resten af hendes krop, sydede hende sammen og gav hende noget ren tøj på som var ganske blødt, under hele forløbet havde Sariel hende i hånden, han ville ikke slippe.
De kørte dem ind på et enkeltværelse, så hun kunne vågne op, lægerne fortalte ham at der ville nok ikke gå så lang tid endnu, men når hun vågnede skulle hun have mad, hun havde allerede en slange i hånden med noget vand til kroppen da hun var nær døden af hendes spinkle krop.

Under hele tiden i operation stuen kørte der billeder igennem hendes hovede. Hun sig sit eget liv kørew forbi sig. Både de gode og de dårlige tider. Hun så mange af de ting som hun ikke havde lagt mærke til mens hun havde boet på gaden. De sultne blikke hun fik i starten fra de drenge som boede på gaden eller søgte efter prostitueret. Hun gør ved tanken og hendes ansigt skar sig i bekymring og frygt. Hun ville ikke tilbage. Hun ville ikke voldtages eller være prostitueret. Hendes sorte hår lå blødt omkring hendes ansigt og hendes grønne øjne forblev lukket de første tyve minutter efter hun var kørt ind på enkeltstuen. Efter de tyve minutter åbnede hun langsomt sine øjne. Hun havde ondt i hendes brystkasse hvor hendes sår havde været. Langsomt lod hun sin ene hånd glide op og forsigtigt røre ved forbindingen men hurtigt fortrød hun det det en skærende smerte skyd igennem hendes krop.

Sariel sad hos hende, han havde ikke det der hvide hospital tøj på længere, men sine busker og bare overkrop som ham ankom. Han gabte og havde hovedet på senge kanten af sengen imens hans hånd var om hendes, han lukkede øjne hurtigt bare for at hvile sig lidt, men kunne så fornemme noget over hende, han rejste sig op og så på hende, "Alane" mumlede han til hende og ae'ede hendes kind. "Det skal nok gå nu" sagde han roligt og kunne fornæmme de smerter hun gik igennem, lægerne havde godt nok givet hende smertestillende, men hvis det blev værre skulle de bare hente en læge. "Hvordan har du det?" spurgte han og holdte stadig om hendes hånd.

Hendes øjne gled over det rum hun var i. Hun var godt klar over at hun var på hospitalet. Langsomt lanede hendes øjne på Sariel som sad med bar overkrop med hovedet placeret på senge kanten. Et lille smil bredte sig på hendes læber. Hun var træt og udmattet uden hun faktisk havde været så meget igennem. "Ja?" Hendes mund var helt tør så hendes stemme var en smule hæs men det hostede hun bare væk og så på ham. Hun kunne endnu engang mærke hendes mave vende sig og hun for ud af sengen mod badeværelset selvom det gjorde fandes ondt på hende. Nålen som sad i hendes arm blev flået ud. Hun satte sig på knæ og lænede sig ind over toilettet og tømte hendes tomme mave endnu engang. Hun så der var en smule blod i det og skyndte sig at trække ud i håb om at Sariel ikke så det.

Sariel smilte kort da hun svarede men ville ikke stille hende flere spørgsmål, da hun virkede meget udmattet, Da hun rejste sig, rejste Sariel sig også, "hvad skal du?" spurgte han og kunne se at hun gik på toilettet, det var vel tilladt. Han satte sig ned og ville vente på hende til hun kom tilbage, men så hørte han hendes kaste op og blev panisk og rejste sig hurtigt op og stod ved døren, "alane hvad sker der?!" spurgte han panisk og ville heller ikke komme nærmere da hun måske ville være for sig selv lidt. Han kørte hånden igennem håret og bed sig i læben.

Hun kunne mærke en våd plet på hendes bryst og så ned ad sig selv. Såret var sprunget op og det gjorde igen satans ondt men hun ville ikke fyldes med så mange kemikalier igen. Hun tog en masse papir og stoppede det ind under blusen for at stoppe blødningen. Hendes læbe befandt sig mellem tænderne og blev godt gennemtygget. Hun havde meget store smerter. Langsomt så hun hen mod døren da hun hørte Sariels stemme. "I-Ikke noget!" Hendes stemme viste stor smerte. Langsomt satte hun sig ned og pressede papiret hårdt mod sit bryst. Døren til badeværelset var ikke låst det havde hun ikke haft tid til.

Sariel kunne høre der var noget galt, "Alane, jeg kan høre du lyver!" sagde han med en panisk stemme igen, han kunne altså ikke have al det drama med hende, hvorfor kunne det ikke bare gå stille og roligt, men han kunne jo ikke gå fra hende nu? Det ville slet ikke være rigtigt at gøre og det kunne han heller ikke finde på. Sariel så at døren ikke var låst, skulle han gå ind? nej. Han kunne ikke vente, han åbende døren og så hende på gulvet, "Alane?!" sagde han og tog fat om hende og løb ind til sengen igen, han trykkede på knappen efter lægerne og der ikke længe så kom de alle løbende, den ene læge fortalte at hun skulle ligge stille og ikke måtte røre sig. Hun fik en sprøjte mere som der ville få hende til at falde i søvn, det var Sariel dog ikke helt ening i at det var det rigtige at gøre, men han kunne ikke sige en læge imod. "Alane" mumlede han igen og en tåre faldt der fra hans kind. Sariel satte opgivede på stolen ved siden af sengen og gemte sit ansigt i sine hænder.

Alane så på ham da døren gik op. Et svagt smil på læberne. "Undskyld.... Jeg skulle have sagt noget til dig. Men jeg ville bare ikke være til besvær" Hendes øjne faldt ned på gulvet. Endnu engang havde hun skuffet ham. Det var stortset det eneste hun kunne gøre når hun var i nærheden af Sariel. Det var at fejle. Hun fik et chok da hun blev løftet endnu engang. Små tåre løb ned af hendes kinder. Ikke fordi hun var bange men fordi hun var så ked af det. Hun havde endnu engang fået det til at gøre ondt på ham. Hun så på ham gennem slørede øjne. "Undskyld Sariel...." Hun lod sig selv falde hen da hun fik sprøjten og kæmpede ikke imod dens virkning.

Sariel var ulykkelig, han græd imens lægerne skulle sy hende sammen igen og rense hende fra baktier, efter en masse stress bad lægerne ham om at gå ud, først ville han ikke, men han var måske i vejen for lægerne. Han tøffede langsomt ud imens han så lidt tilbage på Alane og tænkte på de undskyldninger hun havde givet ham, han ville ikke have at hun sagde undskyld men at hun bare var lykkelig og det så var med ham eller om det var en helt anden person eller om var alene så længe at hun var lykkelig, men det var hun jo ikke. Han satte sig tungt på en stol ude på gangen ved siden af døren til Alane. Tårende ville bare ikke stoppe, han var våd ned af kinderne og mere kom ud af hans øjne. Hvorfor var hun så uheldig? Lægerne kom ud og sagde han hun nok ville vågne op om 30-60 minutterns tid. Han tørte sine øjne og gik ind på stuen igen han satte sig på stolen igen og så at en læge var der inde, hun sad bare og læste blad, hun skulle overvåge Alane, Sariel var åbenbart ikke nok. Han holdte om hendes arm og lagde hovedet på senge kanten, han lukkede øjne i og bedte til gud om hjælp.

Alane lå stille under hele operationen, hendes krop acceptere bare de stoffer som blev sprøjtet ind i hendes krop. Hun kæ,pede ikke imod denne gang. Hun ville ikke kæmpe imod. Hun ahvde valgt at acceptere det denne gang får at gøre Sariel stolt. Hun ville ikke skuffe ham mere. Hun ville for en gangs skyld have at han skulle være stolt af hende. Da alle lægerne var færdige lå hun stadig og sov. Hendes krop var helt stille og hendes ansigts udtryk var for en gangs skyld roligt og ubekymret. Det var lang tid siden hun havde haft det sådan. På en eller anden måde mærkede hun godt en tage fat i hendes hånd men hun var ikke sikker på hvem det var men gættede på at det var Sariel.

Sariel snøftede en smule og løftede hovedet for at gnide sig i øjne. Hans øjne var helt røde af at græde, det lignede næsten han havde allergi over for et eller andet og hans øjne var kløede helt vildt. Men nej, han var bare bekymret. Han rejste sig og gik ud på toilettet og tog noget vand i hovedet og tørte det bag efter med håndklædet der hang ved siden af. Hans øjne så en lidt bedre ud nu. Han tøffede ind til sengen og så på hende, hun så nu sød ud, som hun altid havde gjort. Hvorfor skulle det være så svært for hende? Det kunne han ikke forstå. Han satte sig på stolen igen og ae-ede hendes kind og så på hende. Lægen sad stadig inde på værelset og læste blad, det var vel okay nok. Han bed sig i læben og havde lyst til at kysse hende, så han båede sig forover og kyssede hende blidt på panden og satte sig på stolen roligt.

Selvom Alane var væk kunne hun godt mærke at hun blev kysset på panden og et lille smil bredte sig på hendes læber. Det var lang tid siden nogen havde været omsorgsfulde ved hende. Billederne fra dengang de var sammen kærte gennem hendes hovede. En ganske enkelt tåre løb ned af hendes kind ved disse tanker. Selvom hun var væk var hun ved bevidsthed så derfor vidste hun at hun snart ville vågne. Efter yderlige en time vågnede hun langsomt. De havde givet hende for meget bedøvelses middel og hun vågnede en halv time efter det hun skulle. Langsomt åbnede hun øjnene og så rundt i rummet. Hendes øjne landede til sidst på Sariels hvor de blev.