Runnig throug the woods...

Dato :: 12. December
Årstid :: Vinter
Dag :: Lørdag
Vejr :: Sne
Sted :: Skoven
Tid :: Irl
Omgivelser :: En brun ulv og natur.

Løbende skridt i den dybe sne. Det var næsten ikke til at høre, men den mørke ples stod i stærk kontrast til den hvide sne. Anna løb, i ulveform, med tungen hængende ud af halsen. Hun nød følelsen at løbe, uden at skulle bekymre sig om at vende hjem for at undgå at Casper kom noget til. Hun havde fundet ham en babysitter der kunne passe ham i lang tid af gangen og kunne aflevere ham i børnehaven, hvilket gav Anna hele aftenen og natten alene... Det var længe siden hun sidst havde løbet på den måde... Længe siden hun sidst havde mærket vinden i pelsen, og hjertet der galopperede i brystet på hende...

Sasila havde for første gang siden sit første møde med en vampyr bevæget sig ind i skoven hun skævede hurtigt over den ene skulder hun sukkede nervøst da hun sansede at der var et andet væsen i nærheden hun fik en vind til løfte hende forsigtigt op i et træ hun følte sig ikke ret tryg heroppe men smilede svagt da hun fik øje på en ulv længere henne hun hvade ingen anelse om ulven var væsnet hun betragtede den kort imens hun trykkede sig til den tykke stamme

Hun stoppede op og så op på elveren. Så forvandlede hun sig til sin menneske skikkelse og smilede på til hende. "Hej" sagde hun og vinkede stille til hilsen.

" en Varulv" mumlede hun stille til sig selv hun havde ikke mødt en før men elver var vidst ikke så god venner hun smilede venligt da hun alligvel nysrrig " hey" sagde hun trykkede sig in til stammen hun havde ingen planer om komme ned

"Jeg hedder Anna.. Hvad hedder du?" spurgte hun og gik roligt tættere på træet, dog gik hun ikke særlig hurtigt da hun godt kunne mærke at elveren ikke var helt tryg ved hende..

" sasila" sagde hun ret hurtigt hun knugede sig ind til træet hun betragtede kort varulvnsom kom tætere på træet som hun vsr i hun stirrede kort på ulven

"Saslia.." gentog hun mumlende og tyggede på anvnet, for at indprinte sig det i sin hukommelse. "Hvorfor er du bange for mig, Saslia?" spurgte hun og hoppede op på grenen overfor hende. Anna lagde hovedet en smule på skrå og betragtede hende, som et dyr der havde hørt en lyd uden oprindelse.

Sas blev så forskrækket at hun faldte ned af den gren heldigvis fik brugtehun sin evne til bøde for faldet hun tænktesig kort om over hendes spørsmål hun havde aldrig set varulv før "øhm jou hmm" mumlede hun og kunne ikke rigtigt lide at ulven havde været så tæt men fandt ikke noget svar kunne hun ikke finde på varulven sprøgsmål

"Er det fordi jeg er en varulv?" spurgte hun for at hjælpe elveren med at finde et svar. Samtidig hoppede hun selv ned fra grenen og landede adræt på benene lige under træet. "Eller er du bare bange for alle andre væsner du møder?" tilføjede hun og smilede svagt.

Sas fnøs en smule men blev siddede nede i sneen " kun de dumme" sagde hun en smule forrundret over hvor adræte varulve var "og ja vaulve er i dumme katagorien" sagde hun betrgtede kort varulven hun valgte drog alligevel at blive siddende i sneen selvom hun blev en smule kold af det selvom varulve var dumme så kunne de da give noget selvskab

"Hvorfor?" spurgte hun med et lille smil. Hun var nysgerrig, og glad for at have fundet noget selvskab der rent faktisk svarede på hendes spørgsmål. Hun lod sig glide ned på hug og lænede sig op af træet, men så stadig smilende på elveren

" fordi" sagde hun tænksomt hun rettede blikket imod ulven hun bed svat læben " fordi i er ikke gtil stole på og fordi i dumme" sagde hun og føllte sig en smule utilpas og skyndte sig rejse sig op hun bed svagt læben betragtede stille ulven hun så ikke så farlig ud hun smilede svag igen og begyndte så hun havde været på vej til det hemmlig vandfald men fosatte nu i en anden retning hun var engtlig ligeglad med ulven hun ville alligevel gerne have de til føle efter fo så hvd hu i de mindste fri hun rysted kort på hovdet nså hendes lange hår bevægede sig en smule mere

Anna rejste sig op og fulgte efter, da hun helt klart ikke mente at samtalen var færdig. "Hvor er du dog utrolig racistisk!" sagde hun med en snert af vrede i stemmen. Det var meget sjælent hun blev vred, men hun havde oplevet alt for meget racisme til bare at acceptere det. Hun ligefrem hadede det..

Hun bed svagt læben men varulven havde ret men det mere for ligge skjul på at det var fordi hun bange for dem hun knugede forsigt sine hænder sammen smilede svagt da varulven blev vred hun vendte sig om imod den " ja nemlig sagde hun drillende hun slap de knugende hænder " hvad vil du gøre ved?"spurgte hun drillende hun kiggede tænksomt på den før hun åbende munden sige noget" æde mig?" forslog hun drillnde

"Æde dig?!?" gentog hun vantro og stirrede forfærdet på elveren. Så begyndte hun pludselig at le. "Du ved virkelig ikke ret meget om varulve, vel?" lo hun smilede. "Vi spiser det samme som mennesker, bare i størrer mængter.. Ikke elverer.. Desuden tager jeg ikke liv, jeg reder dem" sagde hun da hun havde leet færdig. Hun så undersøgende på elveren for at se hvilken reagtion hendes ord fik.

Hun hørte ikke efter da noge andet havde fanget hendes opmærksomhed hun lyttede svagt til vinden den advarede hende hun fnøs en smule " der kommer noget nogen" mumlede hun hun knyttede igen hænderne hun ville heller end gerne flygte hun stod virrede lidt vinden hun hviste ikke hvad det var som var på vej over imod dem hun fandt en grøn hue en af dem der var strikket hun rev den hurtigt ned over ørene hun afventede hun lagde slet ikke mærke til ulven

Anna stod lidt og så på elveren før hun så i samme retning. Hun lyttede også nu, men hun lyttede ikke til vinden, hun lyttede efter fodtrin, vingeslag eller hvad som helst der fortalte hende noget om hvem der var på vej. HUn tog en dyb indånding og forsøgte også at lugte sig frem til hvem det var.. *Er du nu også sikker på at der kommer nogen?* spurgte hun i tankerne, men sagde ikke noget højt.