What happens in the woods, stays in the woods. <Seidy>

Tid: 12.30 lørdag, juli 2011
Vejr: Solskin, varm sommerdag.
Omgivelser: Den fredfyldte skov, ingen andre personer, blot fred og ro.
Beklædning: Grå kort ærmet skjorte, solbriller, sorte shorts.

Helias havde for første gang begivet sig ud i denne skov. Hans blege hud bagte under solen denne sommerdag, og han nød træernes skygge. Det var en fredfyldt dag. Sjældent begav Helias sig ud i lyset, men idag havde han besluttet sig for at vandre, og skoven havde virket tiltrækkende. Den var i sandhed skøn. En mild brise blæste imellem træerne, og deres vældige kroner skyggede for det meste af solen. Alligevel var det så lyst at Helias sagtens kunne se, selv med solbriller på. Der duftede forfriskende i skoven, da det få dage inden havde regnet.

Helias bandt sig hår bag nakken og begav sig dybere ind i skoven. Her følte han der var fred. Hvis han nåede dybt nok ind, kunne det endda være han kunne lufte vingerne. Han smilte stille for sig selv, et smil uden rigtig glæde eller følelse. Han forbandede sjældent hvad han var, blot hvad han var blevet. Døden hang tungt i byerne, en trykkende stemning der fulgte ham overalt. Her i skoven havde han fred. Der var ingen mennesker til at plage ham, ingen tegn der konstant huskede ham på hans nederlag. Der var fred her. Han slog en lille latter op og fandt et sted af sidde, for at beundre naturen omkring ham.

Siedy havde lavet lektier hele fredagen og gik sent i seng. Hun kom op næste dag og så at det var dejlig vejr så hun vagte at tage en tur ud i skoven. Hun tog sin lille rygtaske med samt en flaske vand og et kamera med. Seidy var iklædt en kort skjorte der gik til navlen, den var hvid med lilla tern ud over det havde hun nogle stramme jeans og et par klipklapper. Hun klar til en oplevelse for livet eller noget...

Hun var kommer up i skoven og var gået ad en stig der ikke havde et nummer eller en farve. Men det tænkte hun sikkert var normalt og forsatte indtil hun så at det hun gik på var ikke en stig, men bare et mellemrum mellem trærende. Så hun forsatte og håbbede på det bedste. Hun gik ad en bakke indtil hun stoppede ved en skrandt med en mega flot udsigt. Hun kiggede lidt ud over. Da hun kiggede mistede hun balancen og faldt. Det gik ned ad og det gik hurtigt. Da hun landede ned slog hun sit ben og hovede, men intet seriøst. Hun tog sig til hovedet og råbte "Av for helvede!" Da hun så sig om så hun en Helias siddende en 20 meter væk på en bænk.

Helias rejste et øjenbryn bag solbrillerne og betragtede den unge kvinde. Hun havde åbenlyst slået sig, og havde brudt stilheden omkring ham. Intet at gøre ved det. Han betragtede hende stille, imens hun ømmede sig og til sidst stirrede over på ham. Han nikkede let i hendes retning og sagde med en blød stemme; "Er du okay frøken?"

Helias så ikke ud til at være mere end midt tyverne, og han var tydeligt atletisk under skjorten. Hans ansigt røbede intet om hans tanker, det var koldt og følelsesløst. Han tog fraværende fat om det slidte sølvkors om hans hals og gned det imellem fingrene. En dårlig vane han havde.

Seidy tager sig til hovedet igen og kigger på fyren. Hun var lidt vred, Hun satte sig op og var ved at komme til sig self. Hun så vredt for fyren, men ikke surt. "Det går skam nok og tak for hjælpen." Sagde hun med en lidt fornærmet stemme. Men smillede derefter charmerende til han. Hun kunne ikke finde ud af at vær sur eller fornærmet på folk. Det lå ikke i hendes natur.

Hun rejste sig op og rettede lidt på sit tøj. Der var lidt jord her og der, men intet seriørst. Hun så ned på sit knæ og det blødte. Ikke helt vildt, men stadig så man kunne se det. Hun begyndte at gå hen mod bænken for at sætte sig ned. Da hun kom der hen spurgte hun om hun måtte sætte sig. Hvorefter hun gjorde det som en selfølge. Hun åbnede sin taske og tog flasken ud. Hun begynte at rense soret for skidt.

Helias så lidt undrende på pigen. Hun havde virket vred, og derefter havde hun smilet til ham som om intet var sket. Hmm.. han havde også været lidt uhøflig. Han trak et lommetørklæde frem fra sin lomme og rejste sig om. "Må jeg..?" spurgte han med en kold og mild stemme, imens han gjorde en bevægelse mod såret. Han kunne vel godt vise lidt manere selvom pigen her havde forstyrret hans ro. "Det er nemmere hvis en anden gør det.." sagde han for at prøve på at overtale hende.

Hun smillede til fyren og nikkede til ham. Hun så på ham og han så egentlig lækker ud, men hun sagde intet. Hun kiggede var på hvordan han ville klare sig. Det var nok mere en drenge ting at rense sår og sådan. Hun vendte sit blik ud i natturen og så at det var mega hyggelig der hvor de lad. Træerne var fulde of blade og det hele var grønt og duftede så frisk og delig. Seidy var ikke vandt til at være ude i skoven. Det var kun sjælden hun kunne være det. Men nu hvor hun havde fået sin egen lejlighed kunne hun gøre hvad hun havde lyst til.

Helias begyndte at rense såret med vandet og tørklædet. Det så ikke særligt slemt ud men han forsøgte alligevel at være omhyggelig. På intet tidspunkt ændrede hans ansigtsudtryk sig, og hans øjne var godt gemt bag solbrillerne.

"Sådan, det burde være det." sagde han med den kølige, milde stemme der heller ikke havde forandret sig. "Du kommer ikke så tit i skoven gør du vel? Man skal være forsigtig." sagde han med et glædesløst smil på læberne. Han gav hende vandet tilbage og lagde tørklædet tilbage i lommen.

Smillede til fyren og bemærkede at han ikke så spicielt glad ud. Men hun tænkte Hey alle kan jo ikke være glade. "Tak" Sagde hun og modtog flasken hvorefter hun stoppede den ned i tasken.

Hun så op igen på hands ansigt. "Nej ikke så meget som jeg gerne ville. Men det kommer til at ændre sig... Hvad med dig? Er du tit is skoven? Du ser i hvertfald ikke ud til en der går ret tit uden for med den blege hud som du har." Sagde hun og smillede til ham mens hun gled sin hånd over sin solarie brune/solskins brune hud. Seidy elskede at lægge på stranden og tage et land sol bad. Det var noget af det bedste hun vidste.

((Pause! Trådende på siden er nutidstråde, så vi kører efter virkelige måneder og dato. Derfor hvis tråden her er om sommeren er den selvsagt en fortidstråd, og så skal vi have præcis år og dato på))

Ah jeg undskylder, havde jeg ikke lige lagt mærke til *flov*
Ændrer på det til sidste år, håber det er okay?

Det er okey med mig

Helias kiggede undrende på pigen og derefter på sine hænder. "Nej jeg er sjældent i skoven.. Tiden er taget fra mig af folk der ved bedre.." det sidste blev sagt med en vis sarkasme og han kiggede op mod himlen. Bag solbrillerne missede han med øjnene for solens lys var skarpt.

"Er det så tydeligt at se?" spurgte han stille efter et lille stykke tid og vente sig mod den unge pige. Hun kunne ikke være meget mere end en teenager, et bar så at sige. Han selv var ældre end hun ville tro på. Et besynderligt møde under træernes kroner, tænkte Helias for sig selv.

Seidy smilede ved tanken om at de måske forstod mere hinanden end han eller hun ville have troet fra starten. Seidy smed sine sko på jorden og vendte sig om på bænken, hun tog sine ben op på bænken og indtil sig. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige til ham. Hun ville jo ikke såre ham. Men på den anden side så var han jo en fyr og ikke en pige som Seidy. Hun kiggede sig omkring kort hvorefter hun kastede blikke tilbage på Helias. "Orhh... Jeg kender godt følgelsen af når folk gerne vil controlere dit liv. Det er et helvede. Man føgler sig fanget ligesom i et bur... Men det med om man kan se det på dig. Altså det var nok bare for at sige noget. Det er ikke noget man lægger så meget mærke til." Sagde hun i en stile og mild tone. Hun var i godt humør selv om at lige havde faldt ned af en bakke ude midt i en skov mens hun ikke vidste hvor hun var sammen med en eller anden tilfældig fyr.

Helias smilte for sig selv. Fanget i et bur. Det var noget han kendte til. Århundreder var gået hvor han havde prøvet at finde nøglen til at frihed. Endnu havde den veget fra hans greb. Han kiggede let på Seidy. Så ung. Så ny i verden.

Helias smilede let til Seidy, og lagde hovedet lidt på skrå i en nysgerrig gestus. "Må man spørge frøkenens navn?" spurgte han mildt med en blød stemme der passede til skovens stille atmosfære.

Siedy smillede til fyren som nu virkede mere venlig end før. Hun tog sig selv i at kigge ham for længe på hans lange hår og vente sit blik ud mod skoven igen. Hun tog en kort ind ånding og vente ansigtet tilbage til ham. "Det må man da gerne." Sagde hun og smildte charmerende til ham. " Mit navn er Seidy. Hvad med dig?" Spurgte hun og så interreseret og vendte hovedet lidt på skrå. Seidy holdte sine ben med begge hænder godt ind til sig. Det var dejligt at det var sommer. Man frøs aldrig og det var altid vejr til at gå alle steder hen. Man skulle bare have det rigtige tøj på. Seidy prøvede at kigge igennem Helios solbriller. Det var svært og bløret så man kunne ikke rigtig se noget. Så tænkte Seidy at det ville være mega akavet hvis det var fordi at fyren var blind. Det kunne jo være at det var derfor at han ikke hjalp hende op. Fordi at han ikke kunne se hende... Men hvordan skulle han så kunne rense hendes sår. Nå det var sikkert ikke noget bare en dum ide hun havde.

"Mit navn er Helias." svarede han blidt, med et let smil på læben. Han lod en hånd løbe igennem sit lange hår der var begyndt at blive varmt. Solen var ikke hans sted. Han kiggede lidt rundt og fandt et sted med mere skygge. "Ville de have noget imod hvis vi flyttede os til et sted med mere skygge? Varmen her er.. ved at stige mig til hovedet." sagde Helias blidt, et undskylde smil på hans læber. Han pegede let over imod stedet han havde fundet.