Walking alone through the woods... -Emmy

Tid: 12:34
Dag: Lørdag
Dato: 20. november
Vejr: solskin, men det kommer ikke igennem skovens træer
Sted: Den Triste Skov

En lille pige gik alene gennem skovens halvmørke. Pigen elskede den dunkle stemning og det evige halvmørke.
Hun dansede elegant og ubesværet hen over skovbunden på barefødder. Et fredfyldt smil tegnede sig om hendes nærmest perkeft formede læber. HUn havde en sort, stropløs kjole på, der nåede hende til knæene. Der ud over havde hun intet på. Pigen var en omvandrende eventyr prinsesse med fin, hvis hud.
Det eneste der synes at ødelægge prinsesse-idéen var hendes dybrøde glødende øjne.
Pigens navn var Alec.

Emmy sad det samme sted som hun altid sad. Inde i en lysning, med en blok i hånden og en blyant. Der sad hun som regel og tegnede når hun ikke havde andet at tage sig til.
Skoven var smuk. Bladene var begyndt at falde af og visnede, men det gjorde den skam ikke mindre smuk. Hun lukkede øjnene et kort sekund og lagde hovedet tilbage, så det så ud som om hun hvilede sig. Hvilket hun ikke gjorde.
Da hun kunne høre skridt åbnede hun øjnene og lukkede blokken i inden hun rejste sig op og så sig omkring. Hendes røde t-shirt med noget sort skrift på, syntes at være lidt for stor til hende, men det var hun ligeglad med, bare den passede hende. De lyserøde jeans hun havde på, sad tæt ind til hendes ben. Den hat hun havde fået da hun var 5 år gammel, havde hun for en gangs skyld ikke på. Idag var det en sort hue, som hun havde købt for noget tid siden. Hun havde ingen jakke på idag, da hun syntes det ikke var nødvendigt.
Da hun ikke kunne få øje på nogen satte hun sig ned igen, og tog sin blok på skødet af sig imens hun tænkte over hvad hun skulle tegne. Efter noget tid fik hun øje på en pige, med en sort kjole og en fin bleg hud. Hun blev først lidt forbavset, men smilede så skævt bagefter. Hun valgte ikke at sige noget, men bare vente til at pigen fik øje på hende.

Alec kiggede på den menneskelige pige ud af øjenkrogen. Hun skiftede øjne farve til den normale grønne farve, før hun vendte sig om mod pigen. Hun smilede svagt til hende og håbede pigen så det. Da hun bevægede sig gav det savge lys let genskær i Alec's hvide hud.
Alec gik et skridt nærmere pigen. "Hej" sagde hun. Smilet kom igen, hurigt.

Emmy så på pigen der stod nogle få meter fra hende. Hun smilede blidt til hende, og tog sin blyant mellem sin pegefinger og tommelfinger, mens hun trommede på blokken med den. ''Hej'' svarede hun og blev siddende lidt. Lidt efter stoppede hun med at tromme med blyanten på, blokken og rettede lidt på sin sorte hue.
Denne pige havde et udseende, man ikke kunne beskrive med ord. Hun var virkelig flot. Men der var noget over hende.. Noget hun vidste hun havde set og mærket før. Det kunne ikke være hendes blege hud, for sidst hun mødte en vampyr var han en flot brun farve og ikke ligefrem bleg. Hun rystede stille på hovedet for at stoppe sine tanker omkring vampyr'stuffet. Hun rejste sig op og børstede nogle blade væk fra hendes jeans, inden hun så op på pigen igen.

Alec smilede svagt "Hvad tegner du?" hun gik endnu et skridt nærmere.
Hun overvejede, hvad hun ville være for denne pige. Fremmed, sød eller ond? Alec smilede igen,men denne gang falsk. Hele livet var et stort skuespil. Mennesker, væsner, dyr var dets skuespillere.
Alec kiggede ned på den mosbeklædte jord. Den var blød under hendes kolde, bare fødder. Derefter kiggede hun op på dette menneske. Vidste hun noget eller var hun endnu et nativt tilfælde? De navive var sjovst. -Man smadre denne fantastiske forestilling om livet og verden ved at fortælle om vampyre og ligende. Eller drikker deres blod.

''Skoven'' svarede hun med en blid stemme og så op på hende. Emmy lukkede forsigtigt blokken i og satte sin trykblyant i siden af bogen.
Hun kendte skam godt til vampyrer, og hun håbede ikke hun ville møde så mange flere, men det kunne hun vel ikke komme udenom. Det havde ikke ødelagt hende at hun havde fundet ud af vampyrernes eksistens, dog havde det gjort hende mere nysgerrig på hvad verdenen mere gemte på af små hemmeligheder. Hun blev siddende med et smil om læberne, der skulle vises at være lidt mere end sødt, men det var svært når hun havde tankerne om vampyrer i hovedet. Hvis denne vampyr havde tænkt sig at sætte endnu et ar på hendes hals, var hun klar til at skride med det samme, selv om hun regnede med at hun ikke ville kunne slippe væk.
Og det ville helt klart bare gøre det værre?
Emmy så kort ned i skovbunden inden hun så op på pigen igen. Hende hun var helt sikker på var en vampyr. Hun tog sig kort til halsen og kunne mærke de to små sår, på halsen der næsten var væk og ville gøre det til et lille hvidt ar på hendes hals.