nunormal by, unormal aften (Tazz)

den unge mand trådte ud af gyden og gik ned af gaden, uden at skænke sine omgivelser et blik. Faktisk så det ikke ud til at han så særlig meget, hans kolde, grå øjne var rettet selvtilfreds fremad, han havde et rolig og selvtilfreds, lettere tiltrækkende, smil om munden. Hans mørkebrune hår sad løst ned om hovedet på ham. Hænderne var begravet i lommerne på den sorte sommerjakke som var halv åben og afslørede en mørkerød T-shirt. Sorte Jeans og tilfældige kondisko.
Han gik afslappet og ligegyldigt af sted, som ledte han efter noget men så alligevel ikke.
Dette var ikke den Zean alle kendte. langt fra. Dette var den anden side af hans jeg, den onde side ville nogen nok kalde det.
Men han var ligeglad med hvordan folk så på det.
Hans grå øjne gled over menneskerne der gik forbi, de fleste uinteressante, men der gik også nogle pæne imellem dem. Han var på jagt efter to ting denne aften...Mad og underholdning.
Alle sjælene omkring ham råbte næsten alle sammen på at blive spist. Han ville udse sig et godt bytte, jagte det, skræmme det. Fange det. Lege med det. Lade det føle lidt smerte. Og så spise dets sjæl. Mad og underholdning. Senere kunne han jage andet underholdning der tilfredsstillede mere end bare hans sult. Han smil voksede sig større ved udsigten til en dejlig aften. Den anden del af Zean prøvede tit at holde ham nede, men i aften var det hans aften. og ingen kunne ødelægge den.

Tazz var ude og en gå sig en lille tur i byen da hendes datter var ved hendes bedste veninde Nikita og hun hyggede sig der og det vistet hun godt så hun skulle iik var bekymret for Zofie.
Hun havde en brun trøje på med noget glimmer eller hva det nu var og en fin nederdel som der gik halvt ned på sine overlår og så havde hun nogle små høj hælet som der iik var særlige høje i det og så en fin sort tynd jakke som hun havde ud over trøjen og den stod åben så man kunne se hendes trøje inde under. Hun gik bare stille rundt og smilede kært til folk der gik fordi hende og var meget venlig overfor dem selv om hun faktisk var skide bange da hun næsten lige havde været ude for noget slemt men prøvede at glemme det selv om det var meget svært prøvede hun stadig på det for i aften ville hun bare hygge sig og havde det mega fedt og sjovt.

//trøjen hun har på er den sammen som på profil billedet. //

Han så op da han fornemmede lugten af varulv. Og smilte. Kunne det være sjovere end at lege med et andet væsen? Menneskerne var så svage, man vidste altid hvordan de reagerede, men ikke med væsnerne. Han fik hurtigt øje p åkvindemennesket som gik rolig og lidt for kækt af sted. på en måde virkede hun bekendt, men så alligevel ikke. nå pyt, vis ikke han direkte genkendte hende, kunne hun vel ikke være vigtig? ikke nogen han rigtig kendte...Så han kunne jo jage hende som alle andre. Det kække smil skulle han nok få af hende. Han lod blikket glide over hende, ingen dårlig krop, faktisk kunne han rigtig godt lide hendes udseende.
Han stoppede op og lænede sig ind mod muren og ventede på at hun skulle gå forbi. Imens så han andre steder hen, lidt p ånogle biler, nogle mennesker og lidt på butikkerne rundt omkring. Mærkede den kølig, forårsagtigt luft. Så på de få stjerner man kunne se på himlen.

Tazz gik lige så stille videre og syntes at det var dejligt at komme lidt og være lidt sig selv igen uden at hun skulle gå alene med sin lille datter som alle bare syntes var så sød og alle skulle bare over til hende og alt muligt.
Hun smilede lidt for sig selv og gik stille videre men mødte en lugt hun syntes at hun kunne genkende men hun var iik helt sikkert da det var en lugt hun kunne huske fra da hun fødte. Hun rystede stille på hovedet og gik lige så stille videre og kiggede lidt op på himlen og smilede bare kært for sig selv og gik stille videre op i gennem byen. Hun kiggede hurtigt frem da hun var ved at gå ind i en fyr som der stod og lænede sig op af muren men... var det iik ham der hjælp hende da hun skulle føde? hun var iik helt sikker men ville gerne finde ud af det så hun stoppede hurtigt op da hun joo var tæt på at gå ind i ham "årh det må du undskylde jeg havde iik set diq" sagde hun med en lille sød stemme og smilede bare til ham og syntes at hun kunne genkende ham men var stadig iik helt sikker.

Han så lidt på hende og smilte svagt til hende. Hun tog selv kontakt, betød det at dette skulle gå nemmere end forventet?
"åhhh, hej...Jo, det skulle jeg mene, hvordan går det?" han havde aldrig været den bedste til at hygge snakke, men folk var altid glade for når folk forsøgte. faktisk var de mere glade vis folk der havde svært ved det, prøvede, end vis folk der kunne det, gjorde det. Men sådan var menneskernes forunderlige verden vel bare.
Han rettede sig lidt op og lod armene glide ned langs siden, han havde ubevidst lagt dem over kors.

Tazz kiggede stille på ham og smilede venligt til ham og gik et par skridt tilbage da hun næsten stod helt op i ham "joo det går fint nok hva med diq?" sagde hun stille men hun kiggede lidt mærkeligt på ham for at finde ud af hvor hun kendte ham fra men var iik helt sikker endnu så hun smilede bare til ham og flyttede noget af sit hår bag sine ører da det drillede hende lidt lige nu.
Hun smilede stille til folk der gik forbi og de kiggede lidt mærkeligt på dem men Tazz var rart ligeglad da de bare kunne glo den anden vej hvis de havde et problem med dem.

Han så lidt p åhende. Vis hun huskede ham var det kun svagt. Men hun havde jo været ved at føde, så lægger man nok ikke så meget mærke til omgivelserne.
Han sendte et koldt blik efter nogle mennesker som tydeligt nok ikke kunne holde deres mening for dem selv, de havde stirret på en eller anden underlig måde som gjorde ham vred.
Mennesker havde en mening om alt, de havde bare endnu ikke lært at de var for svage til at kunne forsvare dem. Meningerne. De blev tit deres død.
Han så på varulven igen og nikkede svagt. Vis hun ikke kunne huske ham, var hun sikkert heller ikke så interesseret i hans helbred. Men han havde det skam fint...Lige så snart han havde fået mad. Et svagt, lidt for glad, smil gled over hans mund igen. Hans øjne funklede svagt. Han gjorde tegn til hun kunne gå med vis hun ville og begyndte at gå ned af gaden....Han håbede, regnede med, at hun ville gå med...Ellers ville hun fortryde det.

Tazz kiggede stille på ham og vistet iik helt om hun skulle gå med men gjorde det alligevel da hun joo iik havde noget at lave og hun ville joo gerne snakke med nogen og så kunne det være at hun måske kunne genkende men det er joo iik sikkert nu hvor hun tænkte efter men det var lidt lige meget syntes hun.
Hun gik stille op ved siden af ham og kiggede stille rundt på folk og smilede bare venligt som hun nu gjorde til alle folk lige meget hvem det var for sådn var hun bare.
Hun kiggede på ham og smilede hurtigt og kiggede lidt på himlen og kunne se et par stjener som man lige kunne se mellem nogle skyer.

"Hvordan har dit barn eller børn det?" spurgte han, med godt skjult ligegyldighed. Den eneste grund til at han spurgte var for at vide om hun nu også var det rigtige offer...Lige siden tidernes morgen havde det aldrig været god jagtskik at slå en mor ihjel.
Han kunne bare ikke huske om hun havde fået et eller to. Så slog en tanke ham...Han havde slået mange ihjel som havde børn. Og børnene med. Han smilte svagt for sig selv. Så måtte han jo bare finde barnet også. Han så der kom en gyde forude, et tilpas afbefolket sted, der kunne an hive hende ind. Hive hende med sig. Og så måtte han tage den derfra.
Ud af øjenkrogen studerede han hendes krop, hvor stærk mon hun var? Sikkert ikke nogen direkte trussel, men alligevel...Han ville ikke undervurdere hende.

Tazz kiggede stille op på ham og tænkte lidt over hvorn han vistet at hun havde et barn men hun kom i tanke om ham der hjlap hende den aften hun fødet og det var joo ham så hun smilede stille til ham "Hun har det fint taak men den anden døde desværre under fødelsen" sagde hun stille og kiggede lidt ned og sukkede stille.
Hun gik stille med ham og smilede bare lige så stille for sig selv og hyggede sig enlig fint nok med at gå der med ham og snakke lidt da han joo var rart venlig mod hende ligesom sidst og det kunne hun godt li ham. Hun kiggede stille på ham og smilede sødt og gik stille videre lidt i sine egen tanker lige nu.

Han nikkede svagt. Han var gået under fødslen. Det var ikke hans børn, han kendte ikke kvinden og hun havde været i gode hænder...så det havde været ret akavet for ham at sidde på hospitalet.
Han så sig lidt omkring.
"Og hvor er barnet så? Bliver passet et eller andet sted mens du holder en pause?" han halvsmilte. Han havde glemt og kondolere for det døde barn, men det gjorde nok hverken fra eller til. De nærmede sig efterhånden gyden og bare for sjov, mærkede han efter hendes sjæl. Dejlig, livlig og frisk. hans smil voksede lidt uden han selv lagde mærke til det.

Tazz kiggede stille frem og sukkede lydløst da hun iik var så glad for at tænke på sin lille døde søn som der ellers var sådn en køn dreng måtte hun sige men sådn er det joo desværre for nogen så hun prøvede at glemme det dårlige og så bare tænke på det gode der var.
Hun kiggede op på ham "Hun er miin veninde som hun er helt vild med" sagde hun med et smil og grinede lidt da hun kom til at tænkte på da Zofie kalde Nikita for moster for det var bare så sødt syntes hun så hun gik og smilede lidt over da det joo var en rigtig god ting at tænke på istedet for sit døde barn som hun joo iik lærte at kende alligevel.

En veninde? Nå, det skulle han jo nok finde ud af.
Gyden. BAre et skridt mere...
De var foran gyden nu, en lille sti der første ind mellem nogle skraldespande for så at ende i mørke. Han så sig hurtigt omkring, næsten ingen mennesker lige nu.

Han tog et skridt ind i gyden, samtidig som han greb rolig og fast, fat i hendes arm og trak hende med i gydens dybe mørke. Han forventede modstand og skyndte sig derfor at hive hende op af væggen og holde hende fast i begge arme, samtidig stod han lidt skråt så hun ikke ville kunne ramme ham direkte i skridtet. Det ødelagde lidt af balancen, men han mente nok det skulle gå.
Han smilte nu, dog ikke begrund af sejr, den havde han ikke fået endnu.
"Vis du er forvirret, kan jeg sige så meget at jeg har valgt dig som mit måltid..." han snuste let op af hende, mærkede hendes indbydende sjæl...Og grinte svagt. Hans øjne lyste svagt i mørket med en underlig energi.

Tazz vred sig meget da han hev hende der ind og prøvede at komme fri fra hans greb og kiggede lidt surt på ham "Dit måltid?! hva fuck snakker du om?!" sagde hun surt og prøvede at sparke efter hans ben og vsr godt sur nu for iik nok med at hun næsten lige var blevet overfaldt af en vampyr skulle hun så oqså blive overfaldte af en dæmon og hvorfor lige nu?! hun ville snart iik mere af alt det her for hun synste altid det gik ud over hende men hun havde joo sin lille datter som hun skulle beskytte så hun ville fri og det var nu!
Hun ønskede lidt at hun kunne gøre noget for ham så han iik ville tag hendes sjæl eller hva han nu gjorde for hun var iik sikker på hva for en dæmon han var.

Han så roligt på hende og holdt hende fast med sin, af naturen større, styrke.
"Din sjæl, min kære varulv...Den har været ret så..appetitvækkende" smilte han og så lidt på hende, han fik pludselig en fornemmelse af at hun bare ville fri for at være der for sit barn. Men hvorfor enlig? Barnet havde jo et sted og være og der ville det være i sikkerhed...End til videre.
"Men du vil måske gøre hvad som helst så du slipper for at dø lige i dag?" sagde han, det ville en moder tit... Tanken havde ikke slået ham før nu. Men på den anden side....Vis hun ville, så fik han både underholdning og mad. Eller det kom jo an på om han gad og holde vis der blev lavet nogen aftaler.

Tazz kiggede væk og græd lidt over det her for hun syntes at hun havde været nok i gennem nu og ville det iik mere af det her men bare ville hjem til sin datter og kramme hende og være der for hende for altid for hun ville iik dø nu.
Hun kiggede op på ham og slappede af i kroppen da hun vistet hun iik kunne få nogen stede hen.
Hun nikkede stille til ham "Jaa vil gøre alt bare du lader miq gå" sagde hun stille og græd lidt men det var lydløst men man kunne lige se tårene der løb ned af hendes kinder.

Han vurderede hende lidt, kun i et kort øjeblik gled en speciel kvinde gennem hans hoved. Men i aften var han ikke til moralske eller etiske spørgsmål, dem der hele tiden dukkede op. Hun vidste alligevel godt at der var en risiko ved at være sammen med ham...Desuden plejer det at være den anden halvdel, den bedre halvdel, der tog sig af det. Ham selv kunne være helt ligeglad.
Han lod blikket glide over hende, bedømmende, og nikkede så accepterende.
"så kom med" sagde han endelig. Selv om han havde sagt det, havde han alligevel et tag i hendes ene arm da han hev hende med ned gennem gyden.
Denne by var ikke ligefrem hans hjemby, men han vandrede tit rundt i dem og kendte dem efterhånden godt. Og i hver by havde han et lille tilholdssted i tilfældet af at han var nød til at være i byen.
De gik ind og ud mellem nogle små passager og kom endelig til en lille trappe, som han hev hende med ned af. De kom til en gang fuld af døre, han gik ned til ca. midt på gangen og fandt sin nøgle frem, låste op og gik ind. Han hev hende ind i rummet og blev selv tænkende i døråbningen. Hvilken rækkefølge? Selvfølgelig...
"Kommer om lidt, find dig det behageligt" han smilte grumt til hende, låste hende inde og forsvandt.

I rummets ene ende, som fyldte det halve værelse, stod en dobbeltseng med mørkerødt, silke betræk. Og fluenet rundt om. Der var et lille vindue og et lille bord med to stole. under sengen stod en stor kiste hvor han sikkert havde sine egendele lukket inde.
Ellers var der en lille kommode med et billede af, af en ung mand, som lignede Zean, bare mere...glad. Og en kvinde. i tøj som man gik med for meget længe siden.
Ellers var der en håndvask og et minikomfur med to varmeplader.

Tazz kiggede stille på ham med våde øjne og håbede at han ville være blid ved hende nu da hun var rart bange for ham ligesom hun var for ham vampyren der havde overfaldt hende i hendes eget hjem og ingen gang der kunne hun gjorde noget.
Hun gik med ham så hurtigt hun nu kunne for hun blev joo bare hevet med så hun havde iik noget andet valg end går med ham hvor end de nu skulle hen for hun vistet det joo iik men gik alligevel med ham eller det var hun tvunge til.
Hun gik med ham ned af trappen og ind i gennem en gang eller hva det nu var og stoppede stille op da han låste op for en dør og hev hende der ind og kiggede stille rundt der inde og tørrede stille sine øjne og gik lige så stille over til sengen og kiggede på billedet der stod på kommode og tog stille op og kiggede lidt nemmer på det men sat det hurtigt ned da hun var bange for at han ville komme lige om lidt men hva var det han skulle? Hun vistet det iik og hun ville helst iik tænke over det.

Der gik lidt tid, men snart hørte man lettere tumult ude p ågange.
Zean låste op og kom ind igen, med en anden kvinde hivende efter sig. Af en eller anden grund råbte denne kvinde heller ikke på hjælp af nogen art.
Han så kort den medbragte kvinde i øjnene og hun stod stille, uden at bevæge sig, uden at flygte.
"Kom med" han hev Tazz med sig og de gik ud af værelset igen. Han hev Tazz med sig, mens den anden kvinde bare tomt fulgte med.
De gik ind gennem en anden dør til et halvstort, tomt rum. Et lille vindue kastede en smule lys over stedet, men Zean tændte lyset. Den anden kvinde gik ned i den anden ende og kom pludselig til sig selv, hun græd svagt men så bare på dem.
Han kastede tazz over mod kvinden med et lille smil.
"i skal slås, kære tøser, for jeres liv" han så roligt på dem begge så meddelsen kunne trænge ind i deres hoved. Den anden kvinde begyndte og ryste.
"Ikke til døden, bare rolig, så får jeg jo ikke selv noget at spise, men til at en af jer har vundet. DEn der har vundet får lov at gå levende herfra i nat, den anden..." han smilte grumt og regnede ikke med at forklaring var nødvendig. Han stilte sig op af rummets eneste dør og lagde armene over kors.
"I bestemmer selv...I kan også bare blive enige om hvem der har vundet vis i vil, selv om det vil være ret kedeligt og så må jeg jo finde på noget andet i kan underholde mig med" Hans vedvarende smil fortalte at det nok ikke blev rart for dem begge.
"Værsgo at begynde"

Tazz fuldte med ham så hurtig hun kunne og kiggede lidt rundt og vistet iik helt hvor de skulle de hen og hva skulle hende kvinde her? Og hva var hun for en?
Da de kom ind i rummet kiggede hun stille på kvinde og snussede let og syntes iik der var nogen duft over hende så hun måtte være i menneske men ville det iik være lidt snyd det her? Hun var joo selv en varulv så hun ville vinde som ingenting for hun meget strækker end et menneske men hun var joo iik helt sikker på at hun var det.
Tazz kiggede stille over på ham "er der iik en anden måde at vi kan gøre det her på?" spurgte hun stille om og gik over til kvinden og trøstede hende stille og var selv skide bange.

Han trak på skuldrene
"Enden eller...Det er reglerne..." smilte han roligt. Dette var kedeligt. Men han havde heller ikke forventet andet. Han fik kort øjenkontakt med den anden kvinde og ud af det blå slog hun pludselig fra sig. Hun skubbede brutalt Tazz væk, tøvede lidt, men hoppede så på hende mens hun prøvede at slå og sparke på samme tid.

Tazz kiggede op på kvinden og prøvede at få hende væk ogen for hun ville iik slogs da hun ville være strækker end hende hvis hun forvandlede sig om så hun sparkede lidt hårdt på sine ene ben for at få hende til at slappe af igen for hun ville iik gøre hende noget ondt.

Hun fortsatte med at slå og sparke ud efter Tazz, som i raseri. Dog følte hun ikke noget, hun blev styret af Zean lige nu.
På et tidspunkt fik hun fat i Tazz´ arm og bed hende så hårdt hun kunne, væltede hende omkuld og satte sig overskævs, greb fat om tazz´ hals og ville uden tvivl tage livet af hende vis ikke hun kæmpede for sit liv.

Tazz blev så sur og forvandlede sig om og stod og hvæsede af hende og knurrede oqså lidt og kiggede stille rundt om sig da alt hendes tøj var gået i stykker og det var joo iik meningede. Hun fik hurtigt kvinden væk fra sig og rev hende ved brystende så det blødet vild meget. Hvis iik snart han stoppede ville Tazz nå at slog hende ihjel og det havde hun iik lyst til.

Kvinden faldt ned p gulvet og redde sig nok de første hudafskrabninger. Hun rejste sig op, men ventede med at angribe.
Zean grinte svagt af det, så varulven havde forvandlet sig, dette skulle nok blive mere interessant.
"Nåe ja forresten...I er begge mødre..." han slap kontrollen over den anden kvinde og der virkede som om hun faldt lidt sammen mens hun så sig forvirret omkring, men så så mod Zean.
"...Og jeg ved hvor dit barn er" han pegede på den fremmede kvinde og så så på Tazz.
"Og jeg kan nemt finde dit....Måske vil i blive bedre til at slås når jeg siger det også gælder barnets liv?" sagde han med et lille smil-. Vis det ikke fik moderens beskyttende følelser frem...Så vidste han snart ikke.