Just walking throug the town..

Vicente rystede på hovedet. "Nej", sagde han og så på hende med sine røde øjne. "Mine følelser ville ikke kunne vises igennem en melodi", sagde han og lagde fløjten tilbage i tasken. Han lynede den i og gemte den væk under kappen igen og knappede så kappen sammen.

Hun nikkede lidt, for engangs skyld uden rigtig at have noget at sige. *Typisk... Hvad nu?...* tænkte hun stille for sig selv uden at sige noget.

"Spiller du på nogle instrumenter?" Spurgte han og rettede sine røde øjne mod hende. En kold vind hev stille i hans lange sorte hår. "Jeg spiller selv kun på fløjte", sagde han og strøg en lok af sit lange sorte hår væk fra sine røde øjne.

Hun rystede kort på hovedet. "Nej, men jeg holder utroligt meget af musik." svarede hun og trak kort på skuldrene.

Vicente nikkede kort. "Bor du her i byen?" Spurgte han og lod sit blik glide rundt på de forskellige bygninger, der var omkring dem. "Jeg kommer selv ikke så tit her i byen. Jeg foretrækker skovene", sagde han.

"Jeg bor lige der hvor jeg har lyst til at bo... Men jeg er meget selvskabelig, så jeg holder mig for det meste til byerne... Selv om det hænder at jeg kommer ud i skovene..." svarede hun og smilede stort. Hun var virkelig meget selvskabelig, da hun ikke synes det var sjovt at være alene... Bare det at have nogle at snakke med kunne ændre hendes humør fra ked til sprudlende glad...

"Jeg bor for det meste i skovene", sagde han og kløede sig let i håret. "Jeg holder mig mest for mig selv og det er egentlig kun andre vampyrer, som jeg snakker med", sagde han. Han rejste sig og tog sin stråhat på. "Lad os gå en tur", sagde han.

"Okay," sagde hun og rejste sig også fra bænken. "Hvorfor snakker De kun med andre vampyrer?" spurgte hun nysgerrigt og kunne ikke forestille sig hvordan det måtte være... Ud over at det måtte være kedeligt...

"Jeg stoler ikke på dem, de andre racer", sagde han selvom han knapt nok stolede på sine egne artsfæller, vampyrerne. Han begyndte stille at gå hen ad gaden og hans blik gled rundt på de forskellige bygninger.

"Hmm... De kan ellers være yderst underholdende selvskab... Specielt engle... Og elvere" sagde hun og gik med ham. Hun lyttede til lydende omkring dem, så hun hele tiden kunne følge med i hvad der foregik.

Vicentes skridt var stille, næsten lydløse. "Hm.." mumlede han og rettede sine røde øjne mod hende. "Engle og elvere? Det lyder mere, som et godt måltid end godt selvskab", sagde han og rettede bagefter sit blik frem for sig.

"Det er de også... Men de er nu engang også sjove at snakke med." svarede hun og nikkede for at give ham ret.

"Jeg ville ikke kunne snakke med mit offer", sagde han og rettede lidt på sin stråhat. "Får mine skygger til at holde den offeret fast og gør, hvad jeg skal", sagde han og strøg en lok af sit lange sorte hår væk fra sine grønne øjne.

"Men man behøver jo ikke at bide dem alle sammen..." sagde hun og trak på skuldrene. HUn kunne ikke forestille sig at gøre det på hans måde... Hun snakkede altid med sine ofre før hun satte tænderne i dem... Langt mere underholdeende...

"At gøre, hvad jeg skal er ikke altid at bide dem", sagde han og så på hende. "Mine skygger har langt flere egenskaber end holde offeret fast", sagde han og så bagefter mod et vindue, hvor der var lys i.

Hun smilede lidt af ham, men undlod at kommentere hans ord. "Har De noget familie?" spurgte hun så og vendte kort sit ansigt mod ham.

"Det ved jeg ikke selv, men mit gæt er, at jeg ikke har", sagde han og så på hende igen. "De er sikkert døde. Har De nogen familie?" spurgte han og kløede sig let på sin blege kind. Han knappede sin kappe i så mundstykket nu dækkede for hans mund og næse.

"Jeg havde engang.. Men de blev dræbt af selv samme vampyr der forvandlede mig" svarede hun og smilede staidg. Hendes families død rørte hende ikke længere... Det var for lang tid siden til at have betydning...

"Hvad min familie gjorde efter, at jeg rejste ved jeg ikke", sagde han. "Det er omkring 134 år siden at jeg sidst så min familie så jeg har levet alene i næsten 100 år vil jeg tro", sagde han og mærkede, hvordan en kold vind rykkede i hans påklædning.

"Puha, jeg har ikke rigtig styr på hvor længe jeg har levet alene... Det er efterhånden mange år..." sagde hun og så tænkkende ud et øjeblik, før smilet fandt tilbage til hendes ansigt.

"Okay", sagde han blot og så sig kort over skulderen. De havde efterhånden gået et par gader. "Har De nogen speciel evne?" Spurgte han og rettede sine røde øjne mod hende og betragtede hende stille.

"Mørke... Den eneste ting der altid har fulgt mig endte med at blive min evne... Ironisk..." svarede hun og bed lidt i en tot af sit hår.

"Hvad kan din mørkeevne?" Spurgte han og strøg en lok af sit lange sorte hår væk fra sine grønne øjne. "Som du sikkert har gættet dig til så er min specielle evne skygger. Jeg er, hvad jeg kalder en skyggemester", sagde han.

Hun nikkede lidt til hans ord og tænkte sig kort om. "Min evne kan en del... Blandt andet transpotere mig rundt..." svarede hun og trak kort på skuldrene.

"Jeg har eksperimenteret en del med min egen evne og jeg er kommet frem til resultatet at kun min egen fantasi sætter grænser for, hvad jeg kan gøre", sagde han. "Så længe der er skygge kan jeg manipulere skyggerne på utallige måde", sagde han og nikkede kort. "Dog kan de ikke bruges til nogen form for transportation", sagde han.