Just walking throug the town..

Lucy nikkede kort. "Det er ellers ganske nyttigt" konstaterede hun og bed igen i sit hår.

"Det lyder skam også sådan", sagde han og nikkede atter kort. "I starten krævede det meget energi at føre mine skygger, men efterhånden blev jeg bedre til det og begyndte til sidst at lave mine egne teknikker", sagde han.

//Logger nu. Kommer på igen senere//

Lucy nikkede lidt. "Men... Hvis De aldrig snakker med andre end vampyrer, vil det så sige at du heller ikke 'leger' med andre væsner?" spurgte hun nysgerrigt. Selv legede hun jævnligt med andre, og morede sig over deres vrede...

"Hvad mener de med 'leger'?" Spurgte han og så på hende. Han stoppede op og så rundt efter en bænk. Han var træt af at gå nu og ville sidde ned. Han fik øje på en og satte kursen hen imod den.

"De ved... Det er helt nemt at forklare...." svarede hun og fulgte sttadig med ham, godt klar over at de var på vej hen mod en bænk

"Prøv at forklare", sagde han da han ikke helt forstod, hvad hun mente. "Mener du leger med dem, som at forvirre dem meget og så slå til eller at forføre dem?" Spurgte han og satte sig på bænken.

"Så som at at forvirre og... Ja... lege..." svarede hun tænkende og satte sig ved sidenaf ham.

"Så du mener begge dele?" Spurgte han og rettede sine røde øjne mod hende. "Jeg leger vel med dem ment, som jeg forvirrer dem. Jeg forfører ikke mine ofre. Det er spild af tid", sagde han og nikkede kort.

"Nej... Det er svært at forklarere... Der er ikke rigtig andre ord for det end det ene... Det er bare sjovt... Og desuden forfører jeg ikke mine ofre..." svarede hun og trak på skuldrene.

"Det kunne jeg gætte mig til", sagde han og så på hende. "Din krop er meget ung", sagde han. Han tog stråhatten af og lagde den ved siden af sig og knappede bagefter hovedstykket op på sin kappe.

Hun nikkede lidt. "Syv år gammel.." svarede hun og gned sig lidt på armen. Ikke fordi hun frøs... Mere som en tænksom gestus...

"Det ville virke lidt forkert, hvis du prøvede at forføre nogen med den krop", sagde han og nikkede kort. Han kløede sig let på sin blege kind.

Hun lo lidt men kom til at tænke på Aubrey... *Mon han virkelig ville gøre det?* tænkte hun og blev helt stille. Hun var stadig forvirret over hans handlinger men forsøgte ikke at tænke på det.

"Det er mange år siden jeg sidst forførte nogen.. Og mange år siden jeg blev forført", sagde han og nikkede stille. "Jeg kan end ikke huske hvem eller, hvor det skete." Han strøg en lok af sit lange sorte hår væk fra sine røde øjne og så mod himlen.

Lucy nikkede lidt, men hørte ikke rigtig efter. Hun var faldet lidt hen i tankerne om Aubrey, og den aften med Sirayo, og Michael. Så gøs hun og rystede tankerne af sig, hvorefter hun rejste sig op og stod og trippede overvejende.

//Logger nu, men kommer på igen i morgen.//

Vicente rettede sine røde øjne mod hende. "Du virker, som om noget går dig på", sagde han og betragtede hende. Han lænede sig tilbage og rettede derefter lidt på sin kappe så den sad bedre tilpas.

"Huh?... Nej de... Jeg vil ikke siddse stille mere..." svarede hun og smilede til ham. *Hvliken vej, hvilken veej?* tænkte hun utålmodigt og kunne ikke bestemme sig.

Han rejste sig og så kort rundt før at han rakte ned efter sin stråhat. Han tog stråhatten på og så derefter ned på Lucinia. "Er der noget specielt sted du vil hen til?" Spurgte han, da han syntes det så ud, som om hun kiggede efter noget specielt.

Hun rystede hurtigt på hovedet. "Jeg forsøger blot at bestemme mig for en vej at gå" svarede hun, oh bed sig kort i læben før hun tog en og gik mod venstre.

Vicente betragtede Lucinia og fulgte med hende. "Hvordan blev de vampyr?" Spurgte han og lod sit blik vandre rundt på bygningerne, som han ligesom de andre studerede med sit blik. Han så sig altid nøje omkring når han var ude at gå.

"Jeg blev bidt..." svarede hun og trak på skuldrene. "Vampyren kunne ikke drikke mig tør, og valgte at tage mig til sig, i steddet for at efterlade mig, blandt min families lig, og dø af blod mangel... Hvad med Dem mister Vincent?" svarede hun så og smilede svagt.

"Jeg rejste rundt i verdenen. Jeg ville blive en bedre træskærer og måske sælge nogle af mine kunstværker", sagde han og rettede sine røde øjne mod hende. "Jeg ikke penge til et sted at bo. En nat slog en vampyr til. Jeg prøvede at kæmpe imod, men jeg havde selvfølgelig ingen chance. Overrasket var jeg da han ikke efterlod mig for at dø, men tog mig med sig", sagde han og tænkte tilbage på det. Han kunne stadig huske det, som var det sket igår.

"Kan De huske hvem der bed Dem, mister Vincente?" spurgte hun så, næsten helt forsigtigt. Hun vidste at det var et meget ømt punkt hos nogle vampyrere, men kunne ikke helt forstå det. Hun kunne ikke selv huske hvem der bed hende, men det rørte hende ikke den mindste smule, da hun vidste at vedkommende var død, og egentlig ikke ville blive helt glemt så længe hun selv levede...

"Jeg husker, hvordan han så ud, men hans navn fortalte han mig aldrig", sagde han og betragtede hende. "Jeg husker at han forklarede mig, hvordan han i flere dage havde holdt øje med mig.. Han sagde at jeg ville være en perfekt vampyr. At vampyrismen var en gave, som jeg ikke skulle tage for givet", sagde han.

Lucy nikkede, og have lyttet interesseret til hvad han fortalte. "Jeg husker intet om min skaber... Ikke andet end at den lod mig bo hos sig, som dens datter, de første mange år, indtil en jæger tog dens liv." sagde hun og blev en anelse fjern i ansigtet. Hun genoplevede den nat hvor hendes liv som vampyr blev fuldstændig omvældtet og alt blev vendt op og ned.