På jagt efter fjer.

Tid: Formiddag
Vejr: Solen skinner, blid blæst.
Sted: Markedspladsen, ved en bod med udsøgte fjer.
Omgivelser:Forskellige racer, nogle få mennesker i mængden.

Der var støj, folk fra de forskellige boder gjaldede. Det virkede som om de havde en kamp om hvem der kunne råbe højest. Så meget støj. Det var godt at Ruby havde sit lange blonde hår nede om ørerne. De spidse ører var alt for følsomme til støjen. Brisen fik den tynde sommerkjole til at lægge sig rundt om hendes slanke figur. Den var prydet med flotte mønstre, og den var lang. Hun havde også et par åbne sandaler der var snørret op af benet på hende. Hendes grønne lå på et egern der ivrigt kvidrede om dens mage der lige var nedkommet med yngel. Den var meget stolt af sig selv, de havde alle overlevet fødslen. Det så underligt ud for menneskerne der gik rundt omkring dem, men Ruby var for dybt optaget af samtalen til at lægge mærke til det. Hun strøg sig let igennem mængden, på vej til boden. Hun skulle have nye fjer til sin langbue. Nogle der ville kunne styre, så pilen kom langt. Et smil var om hendes læber, som hun strøg fingrene hen over dem. Egernet sprang fra hendes skulder ned til hendes hånd og så interesseret på fjerene, mens at bodejeren så knap så tilfreds ud.

Ikke langt fra hans lejlighed, var markedespladsen, så Mathias havde det med ofte at komme forbi. Hvis ikke at der var for meget vampyrstank. Han havde stadig noget imod vampyrer. Men det var rimelig nemt at få sig et nemt offer i nærheden af dette sted. Mennesker forsvandt så nemt, og de fleste lagde ikke mærke til det. Det eneste negative ved stedet var at der engang imellem var dusørjægere. Dem ville han helst undgå så meget som muligt. Det var ikke noget han gad at komme ind i. Det skabte altid så meget ballade. Som sædvanlig havde han en lysskjorte på, og et par stramme blå cowboybukser. Det var en dejlig varm dag, solen stod højt på himlen. Men siden at han var mæt, ville han ikke kunne tilfredsstille sig på den måde. Det ville i hvert fald være spild. Udover sit sædvane der havde han sin guitar hængende på ryggen. Det var sjældent at han viste sine talenter frem. Det var for det meste noget han havde i det skjulte. Men idag var en anden dag, så hvorfor ikke? Der blev sendt mange beundrende blikke af unge mennesker, en enkelt ung vampyr eller to, sendte ham også mere end et langt blik. Det var smigrene, men lige nu, var kærlighed ikke noget der var af hans interesse. Mathias satte sig ned på en bænk, svang guitaren frem på skødet og begyndte at spille på akorderne.

Ruby kiggede lidt nærmere på fjerene, og hørte egernets kommentar på de forskellige. Hun besluttde sig for at købe nogle lange, sorte og blanke ravnefjer. Butiksejeren fortalte at fjerene var fra ravnens hale. Hun nikkede, betalte for fjerene og gik videre igennem mængden, dbt optaget af n ny samtale med egernet. Hun blev dog distraheret af samtalen, da hendes lange ører opfangede en smuk musik. Hun fuglte automatisk efter musikken, som om det var en tiltrækkende kraft. Hun kom hen til en lille flok personer der stod i en cirkel, hvad de kiggede på kunne hun ikke se, men hun kunne hører at de var de person der spillede på guitar. Hun kom nemt forbi de andre, da hun ikke fyldte så meget. Da hun kom forbi alle de andre så hun at på en bænk sad en mand, og spillede guitar, han havde en lys skjorte på og blå cowboybukser. Han så ret flot ud.

Fingrene kørte øvet over strengene, musik lød, ikke højt nok til at det overdøvede bodejerne, men højt nok til at musikken kunne høres, og ikke kun for ham selv. Et smil var om hans læber, dybt forgabt i de smukke toner der lød. Hans fod trampede til rytmen af musikken. Hans øjne var ikke til at se, de var gemt bag et par sorte solbriller, hans hår blæste en smule i blæsten. Det føltes behageligt imod hans hud. Det var ærgeligt at han ikke kunne synge, den karriere havde han lige opgivet forlængst. Han grinte lidt ved tanken, da han gjorde dette opfangede han lugten i luften. Elver, konstanterede han. Han skar en grimasse og rettede blikket op, uden at stoppe musikken. Det var en høj, slank kvinde. Hun var ret køn, men elver. En rød gnaver sad på hendes skulder, det så ud som om den talte til hende. Han hævede øjenbrynet så det kunne ses en smule over brillekanten. Måske var det ham der var ved at blive en smule tosset? Dyr der talte? Hvad verdenen ikke var blevet af efterhånden. Han stirrede på kvinden, ikke at hun kunne se det, solbrillerne var helt mørke, og kunne ikke ses igennem. Det var også først der at han så at folk var begyndt at samle sig om ham. Han sendte en smil rundt til folk, og nikkede til hilsen og fordybede sig endnu engang i musikken.

Hun stod stille, egernet blev ved med at snakke, men hun ænsede det ikke. Manden med guitaren spillede bare så flot. Hun elskede musik. Hun snusede, han lugtede af menneskeblod, men alligevel ikke på samme måde som mennesker gjorde. Der var noget mystisk over ham, og alligevel kunne hun ikke rykke sig, musikken havde nærmest låst hende fast. Egernet stoppede pludselg med at snakke, da det fandt ud af at hun ikke hørte efter, det så lidt fornærmet ud. Manden løftede blikket lidt, hun kunne ikke se hvad han så på, da han havde sorte solbriller. Men hun lagde mærke til at han løftede det ene øjenbryn, og han havde hovdet rettet mod hende. Mon det var hende der så sjov ud? Eller var det fordi der sad et egern på hendes skulder?

Der var et smil om hans læber, opmærksomhed var meget dejligt engang imellem. Især når nogle kønne piger, var dem der samledes. Stille begyndte han at nynne til melodien. Melodien kom til sin ende og han slog en sidste tone. Han smilede rundt til folk da de begyndte at klappe, en smule ydmygt begyndte han at grine en smule hæst. "Tak, tak" lød hans maskuline stemme. Hans skjorteærmer var knappet op, så hans solbrune arme var synlige. Små hvide hår, bleget af solen, prydede hans arme. Han lod sin ene hånd løbe igennem det brunehår, håret der havde samme farve som skægstubben, som kunne ses rundt omkring på hans kind og hage. Til tider var han som mennesker, for dovne til at gøre sådan nogle hverdags ting. Folk begyndte at sprede sig, da han pænt fortalte at han ikke ville spille igen lige foreløbig. Hans blik faldt på den høje pige igen. Et smil afslørede de flotte lige tænder.

Hun blev stående, selvom han var stoppet med at spille. Det var ikke kun musikken der havde bundet hende fast, men også ham. Hun forstod det ikke, men der var noget om ham. Der var ikke så mange folk tilbage, og hun så at han kiggede på hende, han smilte. Hun smilte igen, men kiggede derefter hurtigt væk. Hun lagde mæke til at egernet, var smuttet, hun havde slet ikke lagt mærke til det. Manden havde taget hendes opmærksomhed. Hun gik lidt tættere på ham, men stoppede så igen. Hun kiggede væk.

Nogle af de trofaste fanpiger, eller det var de i hvert fald nu, så at opmærksomheden lå på den høje smukke kvinde, og fandt at de ikke havde nogen chance imod det. Et bittert nederlag. Da hun kom tættere på, tog han sine solbriller af. Han lod som om han bukkede og grinte så til hende. "Jamen goddag," sagde han med et stort smil. Han havde lige set at egernet var smuttet, det løb nu ud imellem menneskerne, med halen i sky, var det fornærmet? Hans øjne havde en underlig grålig glød over sig. Han lod sin finger signalere et 'Kom tættere på', og så hviskede han stille: "Man kan se dine øre, Fru." Han kløede sig let over armen, imens han ventede på hendes reaktion. Det var første gang at han havde mødt en elver, sådan rigtigt, men de havde vist et eller andet med de øre.

Hun gik tættere på, men da han sagde at man kunne se hendes øre, gjorde hun ikke noget ved det. "Hej," sagde hun genert. Han havde taget sine solbriller af, og hun så ham ind i øjenene, de var flotte. Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle nu. Hun kunne ikke fjerne sit blik fra ham. Hun satte sig ned på bænken ved siden af ham. Hun følte sig genert, og kunne ikke få sig selv til at sige noget. Hun kiggede væk.

Mathias flyttede sin hånd så hun kunne sætte sig ned ved hans side. Et stort smil var spredt på hans læber, et rovdyrs grin? Tænderne kunne godt virke skræmmende, når man tænkte på hvad de havde fortæret fornylig. At hun var genert, var tydeligt, men det gjorde ham ikke utilpas, lige tværtimod. Det morede ham yderst meget, især fordi at hun havde skønheden på sin side. "Hvad laver sådan en som dig her?" spurgte han nysgerrigt, selvtilliden strålede ud af ham. En lok af hendes lyse hår, havde forvildet sig ud af resten. Han greb denne med ynde og begynde at sno den om sin finger. "Jeg mener, det er til tider et ret dystert sted," forklarede han sit udsagn.

//ANJA! Giv mig mere at arbejde med! :P//

Hun smilede til ham, smilet afslørede hendes lige og hvide tænder. "Jeg har været ude for at købe nye fjer til min bue, og så hørte jeg din musik. Du spiller rigtig godt," sagde hun, og kiggede på ham. Hun kunne god lide den måde at han snoede hendes hår med sin finger. Hun kiggede omkring, egernet var ingen steder at se, og hans 'fanpiger' fra før, var gået, men det tænkte hun ikke over. Støjen fra menneskene var blevet lavere, og det var kun godt. Hvis der var meget mere støj, i for lang tid ville hendes ører ikke kunne lide det, og hun ville blive nød til at tage hjem. Men lige nu havde hun dog ikke lyst til at gå. Hun ville gerne blive her. Sammen med manden. Han strålede af selvtillid, og det var meget godt, for hun var jo selv genert. Hun kunne ikke få sit blik fra hans øjne. Af en eller anden grund følte hun sig sikker, sådan som hun sad med ham, og alligevel ikke. Det vrr en mærkelig følelse. Hun rykkede sig lidt tættere på ham, og satte en hånd på hans arm, den arm hvor hans finger stadig snoede sig rundt i hendes blonde lok.

Han trak en smule i lokken, inden han slap den. "Din bue?" Hun virkede ikke som en der rendte rundt med en bue, og han tvivlede på hun jagtede dyr. Havde hun ikke snakket med et egern ligefør? Normalt var egern et byttedyr. Han kunne ikke rigtigt se, hvad hun skulle bruge den til. "Hvad skal du egentligt med en bue?", spurgte han nysgerrigt, "er du ikke venner med alle skovens små lodne væsner?" Han kørte en hånd igennem sit hår og pjuskede det en smule op.
"Hvad er dit navn forresten?". Han rakte sin hånd med håndfladen op af så hun kunne ligge sin hånd på den. "Mit navn er Mathias Lake", sagde han galant.

"Ja, det er rigtigt at jeg er venner med de fleste dyr skoven. Men jeg går alligevel aldrig derud uden en bue. Det er ikke alle dyr der er lige så venlige som andre, jeg bruger den til selvforsvar," sagde hun og smilede. Da han rakte hende hånden, kiggede hun på ham, og lagde sinegen hånd på håndfladen. "Hej Mathias Lake, mit navn er Ruby Dutchess." hun grinte, og kiggede så rundt igen. Hun fik øje på egernet der stod i mængden af mennesker. Det så fornærmet ud. Hun kiggede på Mathias igen.

Han hævede sit øjenbryn en smule ved hendes kommentar. "Hvordan kan du være venner med dyr?" spurgte en smule forbavset. Selv brød han sig ikke meget om dyr og forstod ikke folk der holdt af dem. De var ubrugelige for ham, og de smagte forfærdeligt. Mennesker var meget bedre end det, og andre humane racer. Da hun lagde sin hånd i hans, tog han den op imod læberne, han placerede et tørt, hurtigt kys, inden han så op på hende med spillende øjne. "Hyggeligt at møde dig Ruby," sagde han, "Det er et meget smukt navn. Nogen speciel betydning bag det?" tilføjede han hurtigt, med et spørgsmål.

"Siden jeg var lille, og lærte at tale, har jeg også kunnet tale med dyr. Derfor er de blevet mine venner, de forstår faktisk en, meget bedre end andre folk, eller væsener gør," da hun nævte væsener gav hun ham et udfordrende blik. Hun vidste godt nu at han ikke var et menneske, men hvilket væsen han var, vidste hun ikke.
"Tak, jeg kan også selv lide mit navn." sagde hun, smilende. Det var lang tid siden at hun havde snakket med andre end dyr. "Jeg ved ikke om der er noget specielt bag det, jeg løb væk hjemmefra efter et skænderi med min familie, jeg har levet alene siden det. Hvad med dit navn? Noget spicielt?"

Hans blik var en smule afvigende nu. Hun virkede ret underlig. Det var ikke fordi at det var specielt normalt at sætte sig til at snakke med dyr. "Jeg synes selv at det er meget nemmere at snakke med nogen, der rent faktisk hører efter," mumlede han stille for sig selv. Straks efter at han havde kysset hendes hånd havde han sluppet den. Han holdte nu begge sine hænder på bænken, imellem sine spredte ben. Hans blik var rettet imod dem. Hun var underlig, så meget havde han konstateret. Eller også så var det hele elverracen, der ikke fulgte med i tiden. Dyr var noget man enten holdte i snor eller lod være i fred. Et smil sneg sig dog op på hans læber igen. "Jeg er blevet opkaldt Mateus, men jeg skiftede det for godt og vel 90 år siden, tror jeg," svarede han stilfærdigt, så folk rundt omkring ikke var i stand til at høre det.

"intteresant," sagde hun, "Mateus, og Mathias, er begge flotte navne." Hun kiggede væk fra ham, og ud på folkemængden. Egernet fangede hendes blik, og kom over til hende. Satte sig på sin skulder og begyndte at sige noet til hende. Ruby kiggede på egernet, det snakkede om hvordan det og dets mage nu skulle bruge flere nødder, med de små unger. Hun hviskede ngoet tilbage til det, og det stoppede nu med at tale. Egernet sad tålmodigt på hendes skulder. Ruby kiggede på Mathias, han sad og kiggede på sine hænder. Hun havd hørt det han havde mumlet til sig selv, det om at han bedre kunne lide at snakke med en som forstod en, men han forstod nok ikke at dyrene forstod Ruby ligeså godt som et menneske gjorde. Hun gjorde ikke noget ved det, det var vel bare hans holdning.

Han nikkede lidt, også selvom han var uenig. Det var ikke specielt interessant, ikke i hans øjne i hvert fald. Mateus var alt for gammeldags, der var jo ingen der hed sådan nu til dags. Så da han var taget til Paris og begyndte at koncentrere sig om at få en uddannelse, havde han samtidig taget navneforandring. Han elskede hans nuværende navn, det var så ironisk, som det overhovedet kunne være: Guds gave. Det var netop ikke hvad han var. "Er Ruby egentlig en forkortelse af noget? Eller er det bare dit navn?" spurgte han, det kunne godt være at det bare var et kælenavn. Han kunne ikke rigtigt finde andet at snakke med hende om, og hun virkede ikke synderlig interesseret i at snakke med ham, hun havde travlt med den røde gnaver der var kommet tilbage igen. Den pjuskede hale var lige i ansigtet på ham, og han rykkede sig en smule væk og rynkede på næsen. Gnavere som dette irriterede ham. "Er det dit kæledyr?" spurgte han en smule forvirret, det var tæt på at han skulle til at spørge om hun ikke kunne sætte den i snor så, eller lade den blive hjemme. Det var dog de færreste der holdte egern som kæledyr.

"Ruby er bare mit navn," hun smilte. Hun kiggede ned i jorden. Mathias fik Egernets hale i hovdet. Ruby sagde ngoet til egernet, og det satte sig i hendes skød. Hun kiggede smilende på Mathias. "Jeg vil ikke ligefrem kalde det mit kæledyr, han er en af mine venner. Han er meget stolt over at hans mage lige har født et lille kuld med unger, og der overlevede allesammen." Ruby fortalte det hurtigt, og efter hun havde sagt det, følte hun sig lidt dum, det lød jo helt åndsvagt at snakke med dyr når man tænkte over det. Men de var hendes venner, så hvis andre folk synes at det var mærkeligt, måtte de det. Hun smilte lidt for sig selv. Hun sagde noget til egernet, der hoppede væk.

Han kneb øjnene en smule sammen og nikkede så godtagende, "Ruby," sagde han så, som for at smage på hendes enkle navn. "Hvor gammel er det du er?" spurgte han så, hun lignede en på sytten eller der omkring, men da hun var elver, var det jo ikke nemt at se. Egernet hoppede ned i hendes skød, og han skar en grimasse af det. Og så begyndte hun at snakke om det. Han lyttede til hendes ord, men stirrede for det meste bare på hende. Det virkede en smule absurd at hun skulle fortælle ham det. Hvorfor? Han havde overhovedet ikke brug for at vide de ting hun fortalte. Han nikkede, som var han interesseret, men smilet han sendte var så akavet, at det var tydeligt at han ikke rigtigt havde lyst til at snakke om et egern. Der var stille lidt, så prøvede han at skifte emne, til noget der måske kunne interessere dem begge, eller i hvert fald ham. "Kan du finde ud af at synge?" spurgte han, efter alle de eventyr, som han aldrig havde kunne koncentrere sig om som barn, havde han på fornemmelsen at alle elvere var fantastisk sangere. De virkede de bare så perfekte til. Især hende her, også selvom hun var en smule underlig.

"Jeg ved ikke helt hvor gammel jeg er, men min kropsalder er omkring 18 år," svarede hun med et smil. Hun betragtede ham stille, "Hvad med dig?" sagde hun så. Hun smilte til ham.

Han spurgte hende om hun var god til at synge. Hun havde altid været glad for det i hvert fald, men om hun var god, det vidste hun ikke helt. *Hvorfor mon han spørger mig? Vil han have jeg skal synge til hans sange, eller sådan noget?* tænkte hun.
"Jeg har altid været meget glad for at synge, men jeg ved ikke om jeg er god." sagde hun stille. Hun kiggede sig omkring, folkemængden begyndte at blive mindre, og mindre. Det betød også mindre og mindre støj. Hun tog en hånd igennem sit lang lyse hår, man kunne hurtigt se hendes ører, men hun fik dem dækket igen. Hun kiggede på ham, smilende.

Han så på hende, det var ikke let at få svar på hvor gammel hun så rent faktisk var, sådan nogenlunde. Det med elverår, havde han ikke rigtig styr på. "Jeg kan ikke huske mit fødselsår, men jeg har fået regnet mig upræcist frem til at jeg er omkring de 150," sagde han stille, stadig ikke alt for glad for at skulle blive overhørt af lidt for nysgerrige mennesker. Han sendte hende et smil, da hun så ud til at tænke over hans spørgsmål. Var det ikke enkelt? En hæs, stille latter lød fra ham. "Du kunne altid lade mig høre," kom det lokkende fra ham. "Jeg kan spille en gammel klassik... eller, gammel og gammel. En gammel kending for ungdommen nu om dage," en smilede til hende, "Man bliver jo nødt til at følge med," tilføjede han hurtigt med et træk på skuldrene. Mathias trak guitaren op i skødet igen og slog takten an. "Jeg har altid godt kunne tænke mig at høre denne med en kvindelig vokal," forklarede han og begyndte at spille introen til 'Sweet Home Alabama', han gjorde det blidt, fingrene faldt blidt hen over strengene. Det skabte ikke for meget støj, og det tiltrak heller ikke for meget opmærksomhed.

omkring 150 år.. Det var ihvertfald ældre end hende. Hun kiggede op på ham, hun kunne jo altid prøve at synge for ham, det havde han sagt, og han havde jo også ret. Da han begyndte at sille på guitaren så hun sig nervøst omkring, der var ikke så mange der kiggede. Hvis der havde været alt for mange mennesker var hun jo bare besvimet, og det ville nok ikke være det bedste.
Hun kendte godt sangen, og begyndte stille at synge med. Da hun begyndte at synge, begydte folk omkring dem at tage opmærksomheden væk fra hvad de var igang med, og satte den på Mathias og Ruby. Ruby havde lukket sine øjne mens hun sang, på denne måde kunne hun ikke se hvor mange der kiggede på hende. Da sangen var færdig åbnede hun øjenene, og kiggede rundt omkring sig. Så mange mennesker havde hun nu heller ikke regnet med ville være der, men det påvirkede hende ikke. Hun kiggede på Mathias, og smilte et stort smil. Hun elskede at synge.

Han slog en sidste akkord, under hele sangen havde hans blik været på hende. Folk klappede muntert, det var sådan en god kending. De unge havde mistet interessen, men nogle gamle fuldebøtter klappede ivrigt. Mathias sendte hende et kæmpe grin da hun åbnede øjnene igen. "Det var virkelig godt, som jeg regnede med," grinte han og klappede hende let på skulderen. Han svang guitaren om på ryggen. "Det ville bare være lidt nemmere, hvis du ikke var sceneskræk," tilføjede han og smilede godmodigt. Med et ryk var han oppe at stå, han smilede stadig ned til hende. "Vil du med over til en kop kaffe, eller noget?" spurgte han nysgerrigt, ikke at han selv brød sig om at indtage nogen form for menneskelig føde/drikkelse. Udover alkohol selvfølgelig. Han kunne altid få sig et glas øl i stedet, medmindre de havde noget stærkere. Han blev næsten hel blød i knæene ved tanken. Hans smil var fraværende, indtil han rystede på hovedet og igen kiggede forventningsfuldt på hende.

Hun smilede til folkene der klappede omkring dem, og så op på Mathias da han rejste sig. "Selvfølgelig vil jeg det," sagde hun, og rejste sig også op. Hun kunne godt lide kaffe, hun skulle bare ikke have for meget af gangen. "Jeg ved godt det er nogetdårligt noget med det sceneskræk" mumlede hun mens de gik. "Men det kan jo altid blive bedre, hvis du nogensinde skal bruge en sanger" hun smilede til ham, hun kunne nemlig godt lide hans musik, og at synge sammen med ham ville jo heller ikke være så slemt. Hun betragtede ham mens de gik, hun vidste stadig ikke helt hvilket væsen han var, men hun stolede på ham, han var jo ikke ond. Hun indåndede hans duft igen. Menneskeblod, det havde hun jo bekræftet for længst, men han var stadig ikke menneske. Hvad var han.
"Hvilket slags væsen er du egentlig, altså.. Du er omkring 150 år, lugter af menneskeblod, men ikke som et menneske," spugte hun, nysgerrigt. Hun kiggede indtrængende på ham.