På jagt efter fjer.

Han lagde sin arm frem, så hun kunne stikke sin egen ind under. Som et par gamle mennesker. Der var intet romantisk over det, bare som et nyskabt venskab. Sådan var han som person, åben og sprudlene, altid udadvent og overøsende. Det havde det med at skræmme folk væk, nogen folk, men det holdte ham ikke tilbage. "Du kan i hvert fald altid prøve at komme dig over det," sagde han med et smil, "Hvis du bare synger mere i offentligheden..." på den anden side var elver meget sky, de forholdt sig oftest i skoven jo, men man kunne altid prøve at se om det var noget for hende. Med sådan en stemme, var det vel det værd. Han sendte hende et sideblik, så at hun indsnusede hans duft... eller lugt. Det var underligt hvordan hun sådan bare kunne spørge om sådan noget, ude midt i det åbne. Vidste hun slet ikke at mennesker ikke skulle vide om racerne. Han grinte en smule hæst, inden han svarede. "Jeg er en dæmon, bloddæmon, det forklarer hvorfor jeg dufter af menneskeblod," sagde han med et lidt usikkert smil. Da han var bloddæmon betød det at han fortærrede kød, mest menneske, men han havde fortæret andet.

Hun tog fat i hans arm, og grinte lidt af det. Støjen begyndte snart at irretere hendes ører mere og mere. Hun kiggede på de forskellige boder mens de gik fordi, og grinte lidt for sig selv over de overtroiske ting menneskene brugte penge på. Da de kom forbi en bod hvor hun fik øje på nogle nødder stoppede hun op. "Vent her," sagde hun hurtigt til Mathias, og så gik hun hen for at købe nogle nødder. Manden der soglte dem så ikke rar ud, mere uhyggelig, hun indåndede hans duft, menneske, der var ikke noget at være bange for. Hun betalte for nødderne, og lagde dem ned i en lille taske hun havde på skulderen. Hun kig derefter tilbage til Mathias, og tog fat i hans arm igen. "Undskyld, men jeg skulle lige købe dem," sagde hun hurtigt, da de begyndte at gå.
De nåede hen til Cafeen, eller hvad man skulle kalde det. De gik indenfor, og satte sig ned ved et bord.

Mathias smilede af hende, han havde igen taget de mørke solbriller på. Det undrede ham lidt at hun sådan bare grinte. Var det ham hun grinte af? Han rystede på hovedet, det håbede han ikke. Og han så heller ingen grund til det. Hendes ansigts udtryk ændrede sig, måske var det støjen. Den generede ikke rigtig ham. Det var først der, at han lagde mærke til at hun var på højde med ham. *Wauw* tænkte han for sig selv, *Det er ikke ofte at man møder en kvinde der er så høj...* De fleste kvindfolk var en del lavere end ham selv, ikke fordi at han var speciel høj. Pludselig slap hun hans arm, mens hun hurtigt snakkede til ham, han nåede at høre hende, og gjorde som hun bad om. Han fulgte hende med øjnene som hun begav sig hen til en af boderne. Det varede ikke længe før hun var tilbage. "Hvorfor nu det?" svarede han med et spørgsmål. Altid så nysgerrig. De nåede hurtigt en cafe, der var ikke mange mennesker, hvilket nok var et held for elverpigen der sad overfor ham. Som sit sædvane, havde han været en gentleman og trukket stolen ud for hende, før han selv havde sat sig. En tjener kom hen og han bestilte en øl, inden han vendte blikket mod hende, "Hvad med dig? Hvad skal du have?" spurgte han galant, velvidende at servitricen næsten åbenlyst måbede over deres samlede skønhed.

"Bare noget kaffe" sagde Ruby, og kiggede op på servetricen, men kiggede væk igen. Servetricen havde bare øjnene på Mathias. Servetricen nikkede, og gik over for at give bestillingen videre, Ruby lagde mærke til at servetricen blev ved med at kigge sig bagud, bare for at se om hun kunne få øjenkontakt med Mathias. Ruby kiggede på Mathias, han have sine sorte solbriller på, så hun kune ikke se hvad han kiggede på. "Hvordan er det så, når alle piger vender hovderne mod en?" spugte hun nysgerrigt. Hun kiggede på ham, og så sagde så: "Jeg mener, du kunne jo se da vi gik herhen, og da du spillede, alle pigerne kiggede på dig, og kunne ikke fjerne deres blikke."
Hun kiggede forventningsfuldt på ham. Hun svingede med sit hår, så det kom om på ryggen. Hun kunne mærke at spidsen af hendes ører stak ud, men hun ignorerede det. Der var jo næsten ingen mennesker herinde, og hun kunne ikke lide at have sine ører dækket for meget af gangen.

Mathias nikkede op imod servitricen, og hun gik væk igen. Der gik et øjeblik før han lagde mærke til at han stadig havde solbriller på. Han skyndte sig at tage dem af og ligge dem på et bord foran sig. Han sendte hende et undskyldende smil. *Huh?* tænkte han og hans blik gled rundt i rummet. Der var et par stykker der kiggede, men det var ikke overdrevet, også et par mænd havde deres blik på Ruby der sad lige overfor ham. Kommentaren fik ham til at smile. "Man vender sig til det," svarede han med et skuldertræk, "Hvad med dig, vender du dig til at fyre måber efter dig, og at kvinder sender sure blikke af misundelse?" spurgte han med et grin. Servitricen kom hurtigt gående, næsten vaklende, denne gang lagde han mere mærke til det blik hun sendte ham, og han smilede indladende til hende. Det fik hende næsten til at tabe den bakke hun gik med, men hun fik den stillet foran dem. Og Mathias sagde et kort tak, hvilket fik servitricens blod til at rulle hurtigere. Med et forsigtigt puf fik han skubbet kaffen over til hende. Og han tog en stor tår af sin øl. Det føltes rart og et suk lød fra ham. Han smilede stort til hende, "Fortæl mig så mere om dig selv," sagde han og rykkede sig interesseret frem over bordet.

"Jeg ligger faktisk ikke mærke til det. Jeg ligger ikke så meget mærke til folk omkring mig, de er for almindelige," sagde hun. Hun kiggede rundt, og lagde godt nok mærke til nogle mænd der kiggede på hende, hun sendte dem et smil, og kiggede på Mathias igen. Hun kiggede ned i sin kaffe. "Jeg løb væk hjemmefra da jeg var, tja, det må ha været da jeg var omkring 30 år, altså 14-15 år i kropsalder. Jeg gjorde det fordi jeg var blevet træt af min familie, vi havde været oppe og skændes, jeg kan ikke huske over hvad, men så havde jeg fået nok. Min lillesøster blev selvfølgelig ked af det, og nu snakker jeg ikke med nogle af dem mere. Jeg holder mig også mest til skoven, der er stille, og ikke for meget larm," fortalte hun, mens hun indimellem tog en slurk kaffe. Hun kiggede lidt rundt, hun kunne se at der var gået nogle fra stedet, hun så servetricen. Servetricen sendte Ruby et ondt blik, Ruby kiggede igen på Mathias. "Jeg tror hun kan lide dig," sagde hun, og nikkede hen mod servetricen. "Men hvad med dig, fortæl noget," Ruby smilte.

En stille klukken lød fra ham, "Det var vel nok venligt af dig. Du har måske brug for noget mere eksotisk og anderledes, som mig?" spurgte han med en hvis selvtilfredshed. Øllen gled hurtigt ned, og fordi at han var vant kunde her, tog servitricen og kom løbende med en ny. Han nikkede som tak, hans blik var på Ruby foran ham. Han hørte efter hvad hun sagde, interesseret. "Jeg løb også hjemme fra da jeg var lille," udbrød han fornøjet, "Jeg er ked af at høre at du ikke snakker med din familie mere, men du kan heldigvis stadig nå at forsone dig med dem. Mine er forlængst væk, det vil sige, jeg har aldrig rigtig kendt min rigtige familie. Min mor døde ved fødslens skal du se," sagde han og smilede muntert. Det var lang tid siden han sidst havde været ked af at hans forældre var 'long gone'. Det var et afsluttet kapitel af hans liv efterhånden. "Hvor bor du så i skoven? I en hytte, eller i en hule dine små dyrevenner har lavet til dig?" spurgte han en smule kækt, det var tydeligt at det morede ham. Han tog en tår af den nye øl, inden han fulgte Ruby's blik hen på servitricen der blev højrød i hovedet, da han kiggede på hende. "Oh... Mennesker er alt for ubetydelige til at det er værd at holde noget kørende med dem. Jeg har brug for nogen med bare en smule intellekt." Han stoppede et øjeblik, og begyndte så at fortælle: "Mig... Ja... Lad mig se... Som sagt så døde min mor da jeg blev født, altså på barselssengen, min far var en dæmon, så han var forsvundet for længst, min mors mand hadede mig som pesten, og der var nogle få gange hvor han havde været ved at dræbe mig som spæd. Men allerede der havde jeg mine særlige evner. Meget ustyrlige dengang. Jeg endte hos en plejemor, en gammel tålmodig kone. Jeg endte med at drive hende så vidt at jeg kunne høre hende græde hver nat. Ikke at det gik mig på på den tid, men jeg var et ondt lille monster dengang. Jeg forlod hende da jeg var noget de 14-15 år, som dig, og der skred jeg væk, fandt ud af min appetit for 'human flesh', så et par årtier levede jeg som et forfærdeligt dræbende væsen. Jeg var evigt fuld og plyndrede og røg underlige ting, som fik min hjerne til at gå en smule i stå. Da dette barnlige kapitel var ovre af mit liv, drog jeg til Paris. Der levede jeg et par årtier endnu, faktisk levede jeg mere der end noget andet sted. Jeg lod mig selv tage en uddannelse, flere faktisk. Langt flere. Til sidst, begyndte jeg at elske det, og har efterhånden et par stykker bag mig.... Og så rejste jeg her til, og der er du." sagde han og grinte.

Hun lyttede interresant, da han nævnte det med at menneske var for ubetydelige til at have noget kørende med, smilede hun, og kiggede bare på ham. Da han var færdig sagde hun ikke rigtig noget, men grinte med. Hun tænkte lidt over hvad hun skulle sige, og mens hu tænkte kiggede hun igen rundt i cafeen. Servetricen var som i trance, hun blev ved med at kigge på Mathias, og hvis ikke hun kiggede på ham, eller havde travlt med at tage imod bestillinger, gav hun Ruby onde blikke. Man kunne tydeligt se at hun gerne ville være på Rubys plads lige nu. Hun tog en tår af sin kaffe, og kiggede på Mathias som var igang med at drikke sin anden øl. Hun havde hørt at demoner elskede alkohol, hun smilte. Hun havde drukket alt sin kaffe, og kiggede bare ned i den tomme kop. Servetricen kom derhen, hun havde nok set det som en chance for at komme tæt på Mathias. "Skal du have mere?" spurgte hun, men holdte blikket på Mathias, hun prøvede at smile et charmerende smil til ham. Ruby grinte lidt af det, og takkede nej. Servetricen gik igen, og blev som før, ved med at kigge bag sig, mod Mathias. Ruby fuglte hende med øjnene, og kiggede så på Mathias. Hun grinte.

Mathias opdagede endelig kvindes intentioner. Et kort suk forlod hans læber, inden også han sagde nej tak. Han rettede blikket imod Ruby, sendte hende et internt blik og rakte sin hånd indover bordet, så hun kunne tage den. Så kunne det være at servitricen lod dem være i fred for en tid. "Hvordan har du det så ellers skat? Lavet noget spændende fornylig?" spurgte han og blinkede til hende. Ikke om han orkede at skulle blive flirtet med af et menneske. Det var bare alt for kedsommeligt. De havde ikke lige så meget begær, som andre væsner, som dæmoner. "Vær sød at spille med, at skulle have sådan en tøs rendende omkring mig, kan jeg ikke overskue," mumlede han hen over bordet.

Hun tog hans hånd, og smilede. "Næh, ikke rigtig søde, har bare været ude i skoven, der kan man næsten altid finde mig, men det ved du jo godt," hun sendte en charmerende smil, og sendte så et blik der sagde, selvfølgelig vil jeg spille med. Hun kiggede sig hurtigt om skulderen, det Mathias havde gang i virkede, servetricen kiggede ikke. Hun vendte igen blikket mod Mathias, "Skal vi gå igen, skat?" spurgte hun, og smilede sødt. Godt nok var der stille herinde, men hun kunne bedst lide at være udenfor. Så kunne de også komme væk fra de forskellige blikke der hvilede på dem.

Han klemte blidt hendes hånd, "Det ved jeg ja." Han sendte hende et ømt blik, taknemlig for at hun ville gøre ham denne tjeneste, det skulle han huske. Et kort nik fra ham og han havde båede tømt sit glas og rejst sig. Han placerede et hurtigt kys på hendes kind og trak hende med udenfor. Han førte an, fulgte hende ud, solen var ved at være gået ned i den anden side. Smilende trak han hende ind til et kram. "Kvinder er så besværlige..." mumlede han og slap hendes hånd med et blidt klem.

Hun smilede til ham, og gengældte hans kram. "Hva.. Var hun for irreterende?" sagde hun på en drillende måde,og grinte til ham. Hun havde godt hørt ham mumle. "Tjaa, alle kvinder er da ikke besværlige," sagde hun, også lidt drillende, og begyndte at gå. Hun ville gerne væk fra centrum af byen, hendens ører begyndte snart at gøre utrolig ondt... Hun kiggede bagud, og vidste ikke om Mathias ville følge med. Hun håbede det lidt, han var en sød ven.