The Buttefly Effect

Tid: Sen eftermiddag
Sted: Udkanten af den Triste Skov
Årstid: Tidlig sommer
Vejr: Solskin
Omgivelser: Trær o.o...

_________________________________

Der lød et let dump da Alec' fødder ramte den tæt-pakkede jord på den lille sti. Han gav et let suk fra sig, og børstede nogle blade af sine bukseben.
Han var iført et par grå jeans og en hvid langærmet trøje med en v-udskæring. Om sin hals hang et par on-earphones. Hans hår strittede let, og et par enkelte kviste og blade havde sneget sig ind hist og her.
Alec rettede sig op, og trak sin Ipod frem fra sin ene lomme. Med et par enkelte tryk satte han en sang igang. En tung bas hamrede ud af de små højtalere om halsen på Alec, men andet end bassen var næsten umulig at høre.
Med endnu et let suk, begyndte den unge dreng at gå ned langs den smalle sti.

Xavier var igang med en stille gåtur efter mange dage med fester, så han havde brug for noget stille tid. Han var ikke ligefrem iført hans smarteste tøj, bare nogle sorte jeans og en sort undertrøje. Mens han gik rundt i skoven og tænkte så han noget nærme sig længere væk i skoven og trak hurtigt sin hale og horn tilbage men fortsat hen af stien.

En let vind fik træerne til at rasle. Alec kiggede op fra at have gået med øjnene stift rettet mod den ujævne sti foran sig. Hans blik faldt på en person lige foran sig. En høj, mørk skikkelse. Siden Alec havde solen i øjenen, kunne han ikke rigtigt se andet af den fremmede en hans omrids. For det måtte være en mand, så høj som han var.

Med en let tøven, fortsatte Alec med at gå af stien. Hans hverdag havde på det seneste været noget... kedelig. Hvad kunne det skade at møde nye mennesker.

Han kiggede nærmere på skikkelsen, det var svært at bedømme om det var en dreng eller pige for personen så ret lav ud. Faktisk var Xavier ret ligeglad, hvis han var heldig kunne han måske få et godt måltid ud af det.

Han fortsatte hen af stien og tænkte på dejligt kød. Han glemte helt at se sig for da han pludseligt faldt over en gren mens han var i drømmeland.

"ARG!! DUMME FUCKING GREN," råbte han højlydt da han fik rejst sig op, og stirrede ondt på den.

Det gav et sæt i Alec da den fremmede faldt. Med nød og næppe holdt han et meget tøset hvin tilbage. Han stop lidt tøvende, mn tog så mod til sig, og skyndte sig hen til den fremmede.

Han lod sig dumpe ned på knæ ved siden af den fremmede, og så nysgerigt på ham. Ikke fordi der var meget at se. Ikke fra den vinkel i hvertfald.

"Umh... Er De okay?" Spurgte Alec forsigtigt, og lage hovedet let på skrå. Hans blå øjne var store af nysgerighed, og han kunne ikke tage blikket fra den fremmede.

Ikke fordi det var noget nyt. Det samme skete hver gang han mødtge nyde folk. Hans nysgerighed to rent ud sagt over.

Xavier vendte sig om og så halv forskrækket på den lille... Dreng gættede han på, og sukkede. Godt nok kunne han være ond men han var ikke en der gik og dræbte små drenge, damn ingen mad her tænkte han.

"Jeg har det fint, men tak," svarede Xavier. Mens han så på drengen følte han en slags godhed stråle fra ham, men rystede bare følelsen væk. Han fik rejst sig helt op og pjuskede drengens hår, og begyndte at gå videre af stien. *Fuck jeg er sulten lige nu, jeg må hellere finde noget at spise snart*

Alec så efter den høje fremmede mand. Han havde næsten set skuffet ud, lige inden han vendte sig fra Alec, og gik vider.
Skuffet? Det var da nok det mærkeligeste. Alec ville have forstået hvis det havde været irritation, eller bare ydmygelse. Men skuffelse?

Alec kom noget uelegang på benene, og tog et par løbende skridt efter den fremmede. Han måtte tage en del, for selvom han løb, og den fremmede kun gik, havde den fremmede langt længere ben end Alec.

"Unskyld, men har De... Urgh" begyndte Alec, der næsten snublede over en sten, og måtte holde en kort pause, "Har De noget imod noget.. umh, selvskab?"

Xavier kiggede forundret på drengen, der løb snublende efter ham. Hvad tænkte den dreng dog på? At spørge en fremmed om selskab? *Vent det har jeg jo også gjordt... bare i en anden mening, hehe. Nå der kan vel ikke ske noget ved det, det er nok kun nogle minuter*

"Lidt selskab kan da altid være godt," sagde Xavier og gik lidt langsommere så drengen kunne følge med. "Er der noget specielt ved mig, eller spørger du alle fremmede om selskab?" Xavier små grinte men han gik videre.

Alec blinkede overrasket. Han blev som regel altid afvist af folk, når han forsøgte at tage kontakt til dem.
"Umh..." Behyndte han, let tøvende. Hvad skulle han sige? At han var ensom, og havde været det i mere end 200 år? Næppe. Måske at han bare trængte til noget...omsorg? Noget venlighed? Under ingen omstændigheder. Den slags kunne han ikke kræve at et andet menneske gav ham, bare sådan uden vider.

"Det... Det ved jeg ikke rigtig." Mumlede han, uden rigtig at svare på noget. En let rødmen sneg sig frem på hans kinder.

Xavier stirrede lidt på drengen og så at han rødmede let. Hvor kært, tænkte han.

"Så hvad vil du bruge denne 'selskabstid' på?" spurgte han. Damn, Xavier kunne mærke sulten boble inden i ham. Der var gået ret lang tid siden han havde fået en ordenligt måltid, men han prøvede at skubbe sult tankerne væk.

Alec stak hænderne i lommerne, og spidsede let munden mens han så tænksom ud. Han forsøgte at lade være med at stirre på den fremmede.
"De-det ved jeg ikke rigtig." Han smilede lidt undskyldende. "Men vi kunne vel altid starte med en præsentaion?" Foreslog han forsigtigt.
"Jeg er Alec Liddell." Sagde han i et mildt tonefald, og rakte forsigtigt sin hånd frem mod den fremmede.

Hans hænder var langfingrede, og pænt passede, med lange fint buede negle, og en pæn ens farve. Han bar to ringe, begge på venstre hånd. Den ene var en stor sølv ring, formet som en vinge der snoede sig om hans finger. Den anden var en guld-ring med en enorm blå sten i.

"Xavier Hamelton," sagde Xavier og rakte hånden ud og gav et løst håndtryk. Det var lang tid siden han havde præsenteret sig sådan.
Det virkede næsten formelt. Når han var i byen og mødte folk var det sjældent man udvekslede navne. Men det var rart med noget forandring syntes han.

"Så hvad laver du alene ude i skoven, Alec?" Spurgte han og smillede blidt.

"Rart at møde Dem" Med et let smil, tog han sin hånd tilbage, og stak den tilbage i lommen. Han lod hurtigt sit blik løbe hen over Xavier.

Hans navn passede til ham. Han lignede en Xavier.

"Jeg-Jeg umh... Gik bare omkring og endte her ude. Hvad med Dem selv?" Han lagde hovedet på skrå, og udstålede endnu engang en stor nysgerighed.

Xavier kiggede underlidt på Alec. 'Dem'? Han havde brugt orden 'dem' til at omtale ham, og Xavier var lidt chokeret. Hvem siger 'dem' længere? Nå han kom hurtigt til sig selv igen og svarede.
"Øhm.... J-jeg var bare ude og få noget frisk luft," sagde han nervøst. Han kunne ikke ligefrem sige 'Jamen ser du lille Alec jeg var ude at jage for at se hvis jeg kunne finde et menneske jeg kunne voldtage og bagefter spise kroppen' Så det var det første han kunne tænke på.

Alec trak let på smilebåndet. "Måske det ikke bare var at tilfælde at vi mødtes?" Sagde han, og lo let. Han strøg let en hånd igennem sit hår, og pjuskede det let op.

"Så, hvad har De tænkt Dem nu? Skal De noget?" Alec vippede let frem og tilbage på sine fødder, med nysgerighed malet i alle træk.

Xavier tænkte lidt på hvad han skulle svare. Han havde ingen planer, men han var ved at være ret så sulten så skulle nok til snart at finde noget mad, men samtidig syntes han det var meget rart med noget selskab som ikke er fulde.

"Hmm... Jeg skal ikke noget før om nogle timer," svarede han. "Hvad kunne du da tænke dig?"

Alec blinkede let, og spidsede tænksomt munden. Han havde ikke just forventet at han skulle finde på noget. Han havde mere forventet at få lov til at føge efter denne Xavier, og ikke meget andet.
"Umh... Jeg... Det ved jeg ikke rigtigt. Hvad med Dem?" Spurgte Alec. Han trak sin Ipod op af sin ene lomme, og kørte let rundt på knappen, så man lige akkurat kunne høre den lette klikkende lyd den udsendte gennem hovedtelefonerne.

Xavier kunne mærke sin sult o kunne ikke kontrollere sig selv længere. Han kunne mærke han horn, hale, spidse tænder og vinger komme frem, lige før han nærmest spran hen på lille Alec.

"Faktisk nu når jeg tænker over det er der noget jeg rigtig gerne vil," sagde Xaavier i en meget dyster stemme og tog fat i Alec's arm.

Et hvin undslap Alec's læber i det Xavier greb fat i ham. Han var stivnet i samme sekund som Xaviers horn materialisere sig, og havde derfor ikke nogen chance for at reagere før det var for sent.
Han mærkede Xaviers stærke fingre lukke sig om sin overarm, og blev med et ryk trukket tættere på Xavier. Den pludselige bevægelse fik Alec til at nærmest falde ind i favnen på Xavier.

"Nejh, vent.... Hvad?" Gispede Alec ind mod Xavers brystkasse. "X-Xavier?"

Det her var ikke godt, tænkte Xavier, på ingen måde kunne dette ende godt. Han havde slet ingen kontrol over hvad han gjorde og sagde længere.

"Hm? Er der noget galt Alec?" Xavier sagde Alecs navn på en lidt sensuel måde, som om han prøvede at forfører ham. Han holdt helt fast i Alec så det ikke var muligt for ham at slippe væk, og kiggede nedad så der ikke var særlig langt mellem deres ansigter.

Alec så op og mødte Xaviers blik. Man stirrede ind i de dybe lilla øjne, og trak vejret lettere ujævnt.
"D-d-det ved... N-nejh." Mumlede Alec, lettere utydeligt. Han kunne let mærke at han var ved at miste styringen, over sig selv både fysisk og psykisk.
Alecs blå øjne var som fastlåst på Xaviers, hans hænder var trykket mod hans bryst og hans vejrtrækning var ujævn.

Xavier grinte let. "Det var da godt, så kan jeg fortsætte uden at have dårlig samvittighed," han sagde det uden faktisk at mene det, og lagde hans hoved ned til Alecs hals. Xavier havde altid syntes at kødet på menneskers hals var noget af det bedste i verden. Han gjorde sig parat til at bide, men det sekund hans tunge rørte Alecs hals skubbede Xavier ham væk og begyndte at prøve at 'rense' sin tunge som om han havde smagt noget dårligt.

"BVADR! Ugh! Pokkers englekød!" Råbte Xavier mens han stadig prøvede at få den lille smule smag væk, så det han sagde lød ret pludret.

Alec faldt bagud da Xavier skubbede ham fra sig. Han landede på stien med et blødt bump, og et delikat støn. Han tog sig til halsen, det punkt Xaviers tunge kun netop havde strejfet. Han så sig forvirret omkring, men skoven var stille på nær Xaviers udbrud af usammenhængende ord.

Hvad var det lige der var sket?

Da Xavier endelig havde fået den hæslige smag væk, lagde han mærke til den lille dreng der lå på jorden. *Så det er en engel jeg har krydset vej med her i skoven, just my luck*
Xavier HADEDE engle. Deres smag var bare... Som han havde udtrykt før, bvadr.

Han besluttede sig for bare at stå og stirre ondt på ham, i håb om at han ville bryde i brand.

Alec mærkede Xaviers blik på sig, og så fordigtigt op. Fejl. Han mødte et af de ondeste blikke han før havde ste, og gispede af overraskelse. Det havde han ikke forventet.
"X-X-Xa-Xavier?" Mumlede Alec forsigtigt. "Hv-hvad? hvo-hvorfor?" Han trak sine ben op til sig, og kom vaklende på benene. Han så op på Xavier, der stadig stod og stirrede ond på ham.