Flying is Falling Upwards

Tid - Sen aften
Sted - En bro ude ved havnen
Omgivelser - Stille
Vejr - Stjerneklart

_________________________

Havnen lå stille hen. Alle folk var gået hjem for natten, og havde efterladt havnen kold og øde.
Dog, hvis man lyttede godt efter, kunne man stadig høre at der var nogen, eller noget.

I talk to God as much as I talk to Satan 'cause I want to hear both sides
Does that make me cynical, There are no miracles
And this is no miraculous life

I savour hate as much as I crave love because I'm just a twisted guy
Is this the pinnacle, is this the pinnacle, the pinnacle of being alive
Now I see the light

Alec lænede sig tilbage mod broens rækværk, og sukkede, mens musikken fra hans enorme høretelefoner spillede højt og klart ud over det mennesketomme område. Det eneste der ellers kunne høres var den lette lappen af vand mod havnens træværk of både. Alec sad i skræderstilling, med en blok over sine ben, og en blyand i hånden. Der lå viskelædre spredt rundt om ham, og enkelte blanter og tuscher var også faldet ned på broens heldigvis tætte gulv.

Blaze lå fladt udstragt på havnebroen mellem to røde joller. Den ene bar navnet Jolly Roger og den anden The Flying Dutchman med snørklet sort skrift deres sider. Blaze havde smilet anerkendende af humoren i valget af de ekstremt steriotypiske navne og valgte at slå sig ned imellem dem for at beundre stjernehimlen.
Blaze lokaliserede med lethed sin yndlingsstjerne: Sirius, den allerklareste stjerne . Han havde altid følt et hvis "drag" fra lige netop denne stjerne. Ikke i samme omfang som månen, selvfølgelig, men Blaze svor at han kunne mærke Sirius, lidt ligesom han kunne præcis hvor månen befandt sig på himelen og hvorvidt den var hel, halv eller ny. Men det hørte nok til det at være varulv, tænkte han.
En kold brise slog ind over havnen fra søs og førte den kraftige lugt af salt og tang med sig. Vinden ruskede i hans blonde hår, som lagde sig over hans ansigt og skjulte hans udsyn. Blaze lod en hånd køre igennem håret og sukkede irriteret. Måske var hans pandehår alligevel ved at blive lidt for langt?

Blaze måtte have været mere opslugt af sit stjernekiggeri end han havde lagt mærke til, for først nu, hvor hans koncentration var afbrudt af den pludselige blæst, lagde han mærke til den svage lyd af musik, som vinden bar med sig. Musikken var ikke høj nok til at han kunne identificere sangen, men bassrytmen, der var det letteste at udskilde fra de andre lyde, lød frygtelig bekendt. Hans nysgerrighed, som ofte fik ham ud i langt flere problemer end nødvændigt, var vagt.
Han satte sig op og lod sit blik glide hen over kajen i et forsøg på at lokalisere musikken og opdagede til sin forbavselse, at det stammede fra en dreng, der sad godt 50 meter længere henne, med et stort headset om halsen.
Blaze funderede i et kort stykke tid på sandsynligheden for, hvorvidt drengen ville bemærke ham, hvis han forsøgte at snige sig tættere på. Blaze let på fødderne og var en god sniger. *Peace of cake* tænkte hans læber formede sig i et lumsk smil.

Alec vippede let sin blyant mod sin underlæbe, og nynnede let med til sangen. Hans blonde hår hang hen over hans ansigt, og dækkede næsten hans udsyn til alt andet end det han arbejdee på på papiret foran sig.
Han satte forsigtigt blyanten til papiret, og med en let hånd begyndte han at tegne vider. Hans stræg var korte og lette, og ramte knapt papirets overflade. Enkelte gange stoppede han, roterede blyanten mellem sine lange fingre, hvorefter han igen satte den til papiret og tegnede vider. Sangen på hans Ipod skiftede sang, og han løftede let hovedet fra sit værk, og så op mod himlen.
"Det er sent, Alec." Mumlede han til sig selv, og smilede let. Godt det netop havde været fuldmåne, ellers ville han have været nødsaget til at finde en lyskilde for flere timer siden.

Til Blazes store skuffelse, nåede sangen på drengens iPod at skifte. Han måtte undertrykke et suk, for ikke at gøre opmærksom på sig selv og studerede drengen foran sig med nysgerrighed. Han sad med siden mod Blaze og da drengen løftede ansigtet mod himelen og lod månens skær ramme det, var det første Blaze lagde mærke til hans øjne. Blaze kunne ikke huske at have set nogen have så blå øjne, som drengen foran ham. Selv fra hvor Blaze stod, halvt gemt bag en omvendt robåd godt 25 meter derfra, var det nemt at udskilde farven. Drengens hår var adskilledige toner lysere end hans eget mørkeblonde hår og måske en anelse længere.
Blaze følte sig lidt som en stalker, sådan som han stod og lurede på den intetanende dreng. *Skal jeg gå hen til ham?* spurgte han sig selv i sit hoved, men forventede ikke noget svar. Det var sjældent hans sarkastiske indre stemme kommenterede på noget han rent faktisk gerne ville have en mening om. Blaze valgte at springe lydløst frem fra sit skjulested og op på toppen af robåden. Han besluttede sig for, at lade det være op til skæbnen - eller rettere drengens opmærksomhed på hans omgivelser - der afgjorde sagen.

Alecs blik opfattede en hurtig bevægelse fra den ene side af broen han sad på, og med et sæt, fløj han på benene. Hans tegneblok ramte broens slidte træværk med et let bump, og blyanter og andre tegneredskaber faldt klitrende efter den. Alec's hovedtelefoner blev "revet" af halsen på ham, og landte på den store papirblok.
Et let gisp forlod Alec's læber, og han gispede efter vejret i chok. Hans øjne var enorme af forskrækkelsen, og han klamrede til broens rækværk.

Blaze skar en grimasse og blev i et øjeblik ramt af dårlig samvittighed; Det var ikke hans mening at forskrække drengen. På den anden side, lå skylden ikke fuldt på ham selv. Hvordan skulle han kunne vide, at drengen var så nem at overraske?
Blaze løftede hånden i en halvhjertet vinken.

"øhm...hej?" sagde han tøvende. Hans hilsen lød mere spørgende end end han brød sig om, (*tag dig sammen Blaze!*), så han tilføjede med fastere stemme: "Sorry," sagde han. Hans irske accent gjorde sig endnu tydeligere end normalt, da han talte engelsk. "Det var ikke meningen at forskrække dig."

Da Alec fik sin vejrtrækning under kontrol igen, gled han let ned på hug, mens han lænede sig op af rækværket. Han forsøgte sig med en lille smil, og vinkede igen til den fremmede.
"Umh... Hej?" Sagde Alec forsigtigt, og fumlede let med sin Ipod.

Han så forsigtigt hen på den fremmede. "D-d-d-det går nok." Stammede han, og grinede nervøst mens hans kinder blussede rødt. "De må undskyld at jeg blv så forskrækket..." Mumlede han næsten lydløst.

Drengens stammende svar resulterede i et hævet øjenbryn og et underholdt smil fra Blaze. "No problems" svarede han og trak på skulderne. Drengen talte usædvanligt formelt, ikke just noget man støtte på tit nu om dage. Faktisk var der ikke meget, der var almindeligt ved ham, kommenterede Blaze i sit sind. "Hvis jeg skal være helt ærlig, var det min mening at forblive ubemærket, indtil jeg sprang herop." Han gæstikulerede til roboden under hans fødder og lagde hovedet let på skrå, ligesom han ville gøre i ulveform, hvis han fandt noget yderst interessant eller bemærkelsesværdigt. "Navnet er Blaze. Og du er?"

Alec nikkede bare let for sig selv, mens den fremmede talte, og begyndte at samle sine tegneredskaber sammen. Heldigvis var ingen af dem faldet for langt væk, eller ned imellem broens planker, hvilket i sig selv var mere held end godt var. Da alle tingene var samlet sammen ovenpå tegneblokken, så Alec op på den fremmede.
Blaze. Han lod blikket løbe engang hen over den fremmede, og smilede, lidt mindre usikkert. Han så ikke ekstremt farlig ud.
Alec rejste sig fra broen, og børstede let sine hænder af i sine sorte skinny jeans.
"Alec, Alec Liddell." Svarede Alec venligt, og lagde ligesom den fremmede hovedet let på skrå.

"Alec" gentog Blaze, som om han smagte på ordet og nikkede kort for sig selv. Navnet passede godt. "Er du klar over, at dit navn betyder "Defender Of The People"? Hvis Blaze skulle være helt ærlig med sig selv, havde han svært ved at forestille sig, at Alec var i stand til at beskytte nogen, om ikke sig selv.

*Maybe there's more to him than meets the eyes?*

Blaze havde stadig svært ved at vende sig til det nye sprog og fangede ofte sig selv i at glide tilbage til sit modersmål, når han tænkte. Blaze betragtede Alec i stilhed imens han samlede sine ting sammen igen. Han satte dig med benene over kors på båden og spurgte ham nysgerrigt for at holde samtalen igang: "Hvad har du tegnet?"

Alec blinkede lidt overrasket. Han havde aldrig rigtig tænkt over sit navn før. Han havde altid bare været Alec. Eller Alec Liddell. Og Folkets Beskytter, af alle betydninger? Han så lettere overrasket på Blaze. Og hvordan vidste denne fremmede hvad hans navn betød?
"Umh.. Nej?" Sagde Alec, lettere undskyldende, og lænede sig let op af rækværket.

Han stod med sin tegneblok hvilende mod sit lår, og så lettere forvirret ned på den da Blaze spurgte til hvad han havde tegnet. Som om blokken netop var dukket op ud af den blå luft og endt i hans hånd.
"Ikke så meget, mest folk, og fugle.." Mumlede han let, og lo lidt usikkert.

"Fugle siger du..." Blaze lod blikket feje ud over havet. Hans øjne bar et fjernt glimt idet han genoplevede et kært minde fra hans barndom i sit stille sind.

'Blaze sprang med lethed over den halvrådne væltede træstamme, landede elegant på alle fire og fór efter den hvide ulv foran ham, der snart var så langt væk, at det ville være umuligt at indhente. Den hvide ulv var hans bror, Blaine (deres mor var ikke den mest kreative person i verden når det galt om at døbe sine to sønner) havde foreslået at de skulle løbe om kamp fra lysningen til bjergstien et par kilometer mod vest.
Den eneste grund til at Blaines udsyn ikke var, som sædvanligt, fyldt af Blazes sorte bagparti, var på grund af den pokkers duehøg! Blaze havde i sin iver i at overgå sin storebror overset reden med de små skrigende høge-unger. Så tror man fanden at høgemor blev sur, da hun så den store sorte ulv der havde direkte kurs mod hendes kuld.

Blaze lod blikket falde på det lange tynde ar langs hans højre underarm, et evigt minde om en yderst pinlig situation, som Blaine ofte havde udnyttet til at drille ham med.

"Pokkers fugle" mumlede han.

Alec rødmede skamfuldt ved synet af Blaze's noget dystre blik. Han måtte have vækket et minde der ikke havde været rart. Han så ned, og mumlede let: "Ikke rigtig fugle... mere vinger..." Han bed sig let i læben, og så undskyldende hen på Blaze.
"Er De okay?"

Blaze blinkede et par gange for at komme ud fra den trancelignende tilstand han havde befundet sig i.

"...Hva? Ja fint," svarede han mens et lille smil spillede på hans læber. Han betragtede Alecs tegneblog med nyfundet interesse.

"Må jeg se?" spurgte han og flettede sine ben ud af hinanden, hvorefter han lod sig glide ned fra robåden og spankulere op til den blonde dreng. Det var nemmere at ugskilde farver tæt på og han blev endnu en gang overrasket af Alec usædvanlige blå øjne.

"Dine øjne er virkelig blå, you know" konstaterede han med et skævt smil.

Alec så ned på sin blok, og så hen på den fremmede. Ingen havde rigtig bedt om at se hans tegninger, men det kunne vel ikke skade?
Alec nikkede let for sig selv, som for at bekræfte sin beslutning for sig selv, og rakte blokken frem mod Blaze, der alligevel var på vej hen imod ham. "Hvis du har lyst." Svarede Alec.
Da Blaze kommenterede hans øjne, rødmede han let, og så ned. Han tænkte ikke så tit på at hans øjne var så blå. Det havde de ikke altid været, men efter han blev engel var de blevet mere blå med årene.