Planløst - Ray

Tid: Tusmørke
Sted: Werclare by
Vejr: Overskyet, ingen vind. Tordenvejrsagtigt.
Omgivelser: Øde
Påklædning: Tætsiddende, mørke jeans samt en nedringet, blå top

*Hvad laver jeg her?* Sapphire blev ved og ved med at stille sig selv det spørgsmål, mens hun gik gennem Werclare by. Det var kun sjældent hun besøgte byen, for Sapphire havde altid elsket storbyens rigdom og glamour. Der var ikke meget glamour over Werclares snuskede gader, men byen i sig selv var vel stor nok. Det virkede bare ikke som om, der var noget af det, der blev vedligeholdt. Næsten udelukkende dæmoner og vampyrer holdt til i byen, og Sapphire kunne mærke, hvordan øjne fulgte hende fra de snavsede vinduer. Hun gøs umærkeligt og drejede planløst om et gadehjørne.

Ray kom stille og roligt gående for sig selv og slappede af
og han gik bare rundt for at se om der var noget han kunne
lave og alt sådan noget halløj *hvad skal jeg lave*tænkte han
for sig selv og gik bare der da han ikke kunne finde på noget
og lave. Han kiggede rundt og fik så øje på en der også
gik der og gik mod den person så ud til at være en kvinde
"hey"sagde han med et smil på sine læber og slappede bare
af og ventede på et tilbage svar af hende.

Sapphire så op, da nogen talte til hende. Hun havde hørt ham komme, og alt ved ham skreg DÆMON, så hun troede ikke, hun havde noget at frygte fra ham.
”Hej.” lød hendes svar, inden hun kort målte ham med øjnene og smilede let. Hun anede ikke hvem han var, men hun satte pris på, at han bare sådan uden videre havde hilst på hende – en fremmed.

Han kiggede på hende med et smil på sine læber
"hvad så hvem er du jeg er Ray"sagde han og
kiggede på hende med et smil på sine læber
og anede ikke hvorfor han snakkede med hende
og de var jo helt fremmede men de kunne jo
nok komme til at lære hinanden og kende ville han da
tro så de skulle jo bare snakkede med hinanden
*hmm hun ser godt ud*tænkte han for sig selv
og slappede bare af

”Hyggeligt at møde dig, Ray, mit navn er Sapphire.” introducerede Sapphire smilende sig selv og rakte opfordrende hånden frem for at hilse ordentligt.
”Dæmon, ikke sandt?” fortsatte hun ufortrødent med at snakke, egentlig blot for at bryde isen på den ene eller den anden måde. ”Det er rart med noget selskab her i byen. Det er ikke ligefrem…” Hun så kort rundt. ”… det mest muntre sted, der findes, vel?”

Han kiggede på hende "ja jeg er dæmon"sagde han
og kiggede på hende med et smil på sine læber og
slappede bare af "hvad nej det eneste jeg syns der
er pæneste her er min mansion"sagde han med et
smil og kiggede på hende "hvad laver man her ude
på denne tid som dæmon"spurgte han med et smil
og havde sine tanker og alt sådan noget.

Sapphire så spørgende på ham, da han nævnte sin mansion.
”Jeg tror ikke, jeg har set det.” bemærkede hun tænksomt med rynkede bryn. Hun erindrede ikke overhovedet at have set noget i denne by der tilnærmelsesvist kunne kaldes pænt. Sapphire slog ud med armene, da han stillede sit næste spørgsmål. ”Jeg har ingen planer.” indrømmede hun med et lille smil. ”En pludselig indskydelse til at udforske Werclare, ikke andet."

Han kiggede på hende med et smil på sine læber
og slappede bare af "vil du se den så må du jo hjem
til mig og alt det"sagde han med et smil på sine læber
og slappede bare af og kiggede på hende.
han kiggede rundt og slappede bare af og kiggede rundt
også på hende igen "hvis du da vil det"sagde han og smilte
bare for sig selv.
han havde ikke mere og sige så han ventede på svar fra hende
af.

Sapphire kneb øjnene sammen og så mistænksomt på ham.
”Hvordan kan jeg vide, du ikke er en eller anden skummel seriemorder?” spurgte hun, halvt i spøg, for selvfølgelig var han ikke det. Men pointen var, at hun næsten ikke kendte ham, og alt det med at gå med en fremmed hjem, det var ikke altid en god idé. Men hun ville gerne med, og se dette vidunder.

Han kiggede på hende og slappede bare af
"mig en seriemorder næh nej skam jeg er
hamløs hvad det angår du kan selv tjekke
mig for våben og alt det hvis du vil være sikker"sagde han
og så på hende med et smil på sine læber
og kiggede bare på hende og viste ikke hvad
han så ellers skulle sige til det hele.

Sapphire smilede ad hans ord og strøg en forvildet hårlok om bag øret.
”Pas på, jeg ikke tager dig på ordet!” advarede hun ham alvorligt, dog i spøg og så rundt. ”Jeg vil gerne se det.” forsikrede hun ham derefter og rettede blikket mod ham igen, med et smil. Han virkede jo til at være en flink fyr, og hun havde ikke rigtigt noget at frygte, mente hun.

Han kiggede på hende "tage mig på ordet er
du helt sikker på at du ikke ligger op til noget"sagde han
og kiggede på hende og var ikke helt sikker da hun
sagde det på den måde kun man jo godt misforstå
det kun man ikke.
Han kiggede på hende med et smil på sine læber og
slappede bare af og alt sådan noget og ventede på
svar fra hende af og alt det

Sapphire hævede spørgende brynene og så på ham.
”Hey, jeg er ikke sikker på noget!” svarede hun ham med et drilsk smil og holdt afværgende hænderne op; en ’jeg er uskyldig’-handling.
”Men kom nu, vi kan jo ikke stå her hele dagen. Eller natten, er det vel snart. Hvis mig vejen.” Sapphire var blevet opsat på at se det nu. Og så skulle hun nok også få det set.

Han kiggede på hende og smilte stille
og gav sig så til at gå hjem af hun måtte
selv følge med hvis hun skulle se hvor det
var han boede henne af og alt det halløj
Han kiggede på hende "kommer du"spurgte han
og så bare på hende med et smil

Sapphire satte efter ham, og snart var hun oppe på siden af ham.
"Jep, jeg er med." smilede hun og så rundt, så hun ville kunne finde hjem igen. Hun var ikke så god til at huske, hvilken retning hun skulle gå i, så normalt tog hun den bare på gefulen.
"Så. Hvad laver du til hverdag?" spurgte hun kort efter, bare for at slå tiden ihjel, og evt. lære ham lidt bedre at kende.

Han kiggede på hende med et smil på sine læber
"mig hvad jeg laver ikke andet end at se til mine
små butikker jeg har i byerne og alt det"sagde han
med et smil på sine læber og slappede bare af.
Han gik vider hen af gaderne og alt det.
Han kiggede rundt og slappede bare af.

Sapphire så rundt, mens de gik. Det vedblev at være en gåde for hende, hvorfor nogle folk valgte at bo i sådan en by. Der var jo ikke noget liv, der var ingenting. Det var noget andet i de andre byer, hvor der var liv hele tiden. Folk gik rundt uden nogen egentlige planer og snakkede om løst og fast med hinanden, små børn løb rundt og stak hænderne i folks lommer. Der var lige så mange lommetyve, som der var folk med penge. Men ikke her. *Det er en død by..* bemærkede Sapphirei tankerne, inden hun vendte opmærksomheden mod Ray igen.
"Hmm? Små butikker? Hvad er det for noget?" spurgte hun oprigtigt interesseret og ville have en uddybning.

Han kiggede på hende "ja små butikker"sagde han med et smil
med et smil på sine læber "små butikker med tøj og alt det"sagde han
med et smil på sine læber og slappede bare af og kiggede rundt også
på hende igen "vi er der snart det var ikke så langt igen"sagde han med
et smil og slappede bare af mens han gik vider. De kunne begynde at se
et stort hus der var flot og alt sådan noget det kunne man jo se at det var
også et dyrt et af slagsen og alt det.

Sapphire rynkede brynene og så på ham.
"Tøj og alt det?" Hun så spørgende på ham, stadig uden at have nogen idé om, hvad det var for nogle butikker, han snakkede om. "Hvis du siger, du ejer en pornoforretning, dør jeg af grin." mumlede hun lavt til sig selv og så rundt.
"Det er helt fint." forsikrede hun ham bagefter. "Jeg er i god form, jeg kunne gå hele dagen, hvis det skulle være det."

Han kiggede på hende "gør jeg så ikke"sagde han
og kiggede på hende hvorfor troede alle bare det
når han sagde det han var dæmon ja men ikke sådan
en der havde pornobutikker helt ærligt men sådan var
folk vel når man sagde det sådan og alt sådan noget.
Han kiggede på hende og gik hen til sit hus og låste op
og gik ind og holdte døren for hende og alt sådan noget.

"Men hvad ér det, du sælger?" spurgte Sapphire igen, lettere irriteret. Hvorfor kunne han ikke bare fortælle? Jo, han solgte tøj, det havde hun fået fat i, men han havde nævnt noget 'alt det', og det var jo for Fanden et vidt begreb, hvad det var. Hun trådte gennem døren, da han åbnede den for hende. *Gentleman...* bemærkede hun i tankerne og så rundt, da hun var kommet ind. Det så jo vældig fint ud. Velhavende, var hendes tanker. Måske en smule prangende, men det var der jo så mange, som kunne lide. Selv holdt hun sig til sin sparsommelige lejlighed, selvom hun havde penge nok.

Han kiggede på hende "tøj sko og alt den slags i en butik
en anden butik er det madvare og den tredje skulle jeg mener er
en is butik"sagde han med et smil på sine læber og slappede
bare af og gik ind i sin stue og satte sig ned på hans sofa og
kiggede så på hende "hvad så"spurgte han med et smil på sine læber
og viste ikke hvad hun ville lave her nu og alt det.

”Aah, det er altså ikke en bestemt kæde?” Sapphire fulgte efter ham ind i stuen, efter at have smidt sine sandaler ved døren. ”Men…” Hun så på ham igen. ”Hvor gammel er du?” Hun så rundt i stuen, men blev stående på gulvet, i stedet for at sætte sig. Hun slog ud med armene. ”Får jeg ikke en rundvisning?” smilede hun, nysgerrig efter at se resten af huset. Det var jo stort.

Han kiggede på hende med et smil på sine læber
"nej ikke rigtig"sagde han og smilte bare "rundvisning
kan da godt findes ud af"sagde han og gav sig så til at
vise hendes rundt "og jeg er 26 i krop"sagde han og viste
hende alt der var det tog ham godt nok et par timer men det
var jo nok det hele være da hun ville se det hele og alt det.
Han smilte til hende "Og det var så det"sagde han og smilte
til hende

"Så er du jo gammel." drillede Sapphire og tjattede til ham under rundvisningen. Selv var hun jo kun 19 år i kropsalder, og så var der alligevel en del år mellem dem. Men kropsalder var jo heller ikke relevant, når man var dæmon som dem; de levede jo evigt. Det var egentlig utroligt, at der ikke var flere dæmoner, end der var. Når nu de aldrig dør af alderdom. Men dusørjægerne gør selvfølgelig også deres til, at racen ikke skal overleve.
Sapphire kvalte et gab bag hånden, da han var færdig med at vise hende rundt. "Det er godt nok stort." bemærkede hun med et smil.