Uhh stjerner!! Camille

Dag: Tirsdag
Tid: 0.00
Vejr: Skyfri nat med en masse stjerner. Ellers vindstille.
Måned: Juni
Omgivelser: Skov med en lille åbning

Det var nat og det var kedeligt at være der hjemme så hun syntes det var en god ide at komme ud i naturen og kigge på stjerner. Hun var iklædt en grå g-star trøje, et par hvide stramme bukser, sorte kondisko og en hvid kort jakke. Hun gik langsomt gennem træerne og kom ud i en lysning. Hun smilede og kiggede op på de mange stjerner. I lysningen var der en stor sten. hun gik hen til den og med lidt besvær kom hun op at sidde på den. Hun sad lige så stille og kiggede op på stjernerne hvor efter hun begyndte lige så stile at synge for sig selv med en rolig flot klar stemme. Hun var i godt humør. Dagene gik roligt og der var ikke ret meget ballade omkring hende det var en dejlig rolig tid for hende.

Camille trak hendes grå strik trøje tættere omkring sig.
Hun havde igen været ude af stand til at sove, og var på en måde stukket af fra sin seng og ville ud på egen hånd.Hun trængte til luft, frisk luft og natten var så smuk lige nu. Store smukke stjerne funklede på himmelen og Camille elsekde dette syn.
Hun havde taget et tæppe med, og planen var at finde den lille lysning , lægge sig på tæppet og bare nyde natten.
Camille havde trukket i hendes favorit sorte joggingsæt med print af guld fra Junk deluxe og håret var som så mange gange før ,hapset op i et hestehale.
Hun gik roligt og eftertænksomt gennem skoven....hun savnede nogen i sit liv....men hvem?
Pludselig stoppede hun op....der var en der...sang?
"Hey...er her nogen?" kaldte hun med undren i stemmen.

Seidy sad stille og betragtede stjernerne og sang indtil hun hørte en stemme i det fjerne. Hun blev helt stiv i musklerne og vidste ikke helt hvad hun skulle sige. Hun kiggede mellem træerne, men kunne ingen se fordi det var helt mørkt. Hun kiggede ned på sige selv og smilede før hun vendte sit blik mod skoven. "Ehh jeg er her" Sagde hun med en fortvivlende stemme og vidste ikke helt hvad hun skulle gøre. Hun sprang ned af stenen og stod stille mens hun kiggede på stjernerne, men vendte hurtigt sit blik mod skoven for at se hvem der mon ville komme ud. Det var jo midnat og hvem ville dog gå ud i en mørk skov om natten. Måske var den person også ude for at kigge på stjerne tænkende hun og kiggede spændt efter en skikkelse der ville komme ud af mørket.

Camille lyttede efter stemmen, hvad retning den lød til at komme fra?
Hun drejede hovedet lidt fra side til side, men mente så at have bestemt retningen.
Stemmen lød til at komme fra en pige, mon ikke det var rimeligt harmløst...på den anden side, hvornår havde ting i Camilles liv det med at være enkle og harmløse?
Hun gik i rolig gang i stemmens retning og kunne efter lidt tid skimte skikkelsen af en person. " hej ...tænk at møde nogen her ...og på det her tidspunkt" sagde hun til skikkelsen som hun regnede med tilhørte pigen hun havde hørt.

Seidy hørte langsomme skridt gennem skoven og kunne hører hvordan bladende raslede da personen gik. Efter stemmen lød det til at være en pige, men det kunne jo være hun tog fejl. Hun stod lidt og da så hun en piges skikkelse komme frem og smilede til hende. Hun gik lidt nærmere hen til pigen for at se hende bedre. Hun så køn ud og Seidy elskede hestehaler hun havde nemlig en selv lige for tiden. "Ja det må man nok sige. Jeg troede ikke at der var nogen her i skoven om natten... Nå men jeg er Seidy hyggelig at møde dig. Er du også her for at kigge på stjerner?" Sagde hun med et smil på læberne og med en venlig stemme. Hun var glad for at hun ikke skulle sidde helt alene ude i den kolde nat.

Camille smilede til den søde pige, nu var hun blevet mere tydelig efter Camille kom tættere på hende.
" Hej..tja.. sådan kan man godt sige det, jeg kunne ikke sove og fik så lyst til at tager hertil og se på dem ...Jeg er Camille St.Clair, sjovt at hilse på dig...jeg emner under de her omstændighedder" Camille slog ud med armen mod skoven og et lille smil spillede på hednes læber.
" Mig og stjerner...det er som de kender mine drømme og ønsker...men smiler ned til mig og siger " drøm bare videre Camille " sukkede hun og bredte sit tæppe ud i lysningen.
" Vil du sidde ?"

Seidy smilede til pigen og hørte hende tale i hendes venlige stemme. Hun var sød og hun tilbød mig da endda at sætte på hendes tæppe. Hun så sig omkring der var mørkt, men stjernerne gjorde det lidt lysere. Hun følte den kolde natte luft omkring hende. "Jo tak det var også ved at blive koldt at sidde på den sten." Sagde hun og pegede på en stor sten på midten af lysningen. Hun satte sig ned ved siden af pigen og kunne mærke hvor dejlig tæppet var. Hun så på det kort og vendte derefter blikket mod pigen. "Jeg ved hvad du mener jeg elsker også stjerner de er så kønne og så mystiske." Hun smilede til pigen hvorefter hun vendte sit blik mod himlen og betragtede de smukke stjerner der lyssede hendes ansigt op.

Camille kiggede op på stjernerne og fik et næsten sageligt smil om læberne.Tænk at hun på denne tid skulle møde en pige, der som Camille selv kunne finde på at gå ud alene om natten, blot for roen og stjernernes skyld.
Hun talte stille da hun spurgte " tror du på magi og tror du stjernerne kan give os kræfter?".
Camille blev altid meget følsom når hun var i selvskab med stjerner....hun blev både varm om hjertet,eftertænksomt men også vemodigt....måske det hang sammen med at hun ingen fast kæreste havde og nogle ting var bare smukkere når man kunne deles om dem med en anden.

Seidy kiggede roligt på stjernerne mens hun kunne hører pigen snakke til hende. Hun smillede stille for sig selv og sagde. "Det ved jeg ikke. Måske de er ihvertfald mystiske og på en alle anden måde giver de jo os ro i sindet. Så på en eller anden måde så giver de jo os en form for kraft." Seidy vendte sit blik langsomt mod Camille og smilte bredt. Det var hyggeligt at have nogen hos sig. Hun strøg langsomt hånden over tæppet og kunne mærke hvor blødt det var. " Det er virkelig et dejlig tæppe du har. Godt at du tog det med he he." Sagde hun og grinede kort, mens hun prøvede at fange Camilles øjne. Camilie så køn ud og for en kort stund beundrede hun hendes kønne ansigt med et smil.

Camille drejede hovedet og så på pigen ved hendes side. Hun var ung og havde et mildt kønt ansigt.
Camille lo stille og klappede lidt på tæppet " ja...jeg slæber det flittigt med mig hver gang jeg skal udendørs...det er så hyggeligt at sidde på et tæppe...ofte har jeg også taget lidt at spise og drikke med ".
Efter en lille pause spurgte Camille interesseret..." Hvad laver du egenlig, når du ikke lige studerer stjerner om natten...?"
Det var altid så spændende, når man mødte nye mennesker...spændende at høre om deres liv og tanker.

Seidy kiggede Camille i øjnene og prøvede at se hvordan de så ud. Det var altid noget Seidy interesserede sig i, men det var for mørkt til at man kunne se noget. "Ja, ehm jeg går i skole jeg går på Sheria high school." Sagde hun og smilede bredt til Camille mens hun strøg hånden over det fugtige kolde græs og kunne føle hvordan nattens duk havde lagt sig. "Hvad med dig?" Sagde hun nysgerrigt for at høre noget om Camille.

Camille smilede til hende.
"Tja, jeg fik privat undervisning i hjememt så jeg tog mine eksamer tidligt og det betød at jeg kunne uddanne mig til læge i en tidlig alder,hvilket jeg faktisk fik gjort.Så nu arbejder jeg på skadestuen. Camille var ikke altid glad for at fortælle om de ting.Folk troede hun havde levet et liv i luksus og overflod, når de hørte om privatundervisning.det var dog sandt at hendes far var ...hvad man kaldte rig, men kun på penge...ikke på kærlighed,trykhed og ikke på omsorg.Men de rædsler hun oplevet som barn , var det meget få der var bekendt med.

Seidy smilede til hende mens hun tænkte på hvordan det måtte være at gå i skole derhjemme. Da Camille fortalte om hendes om at hun blev uddannet sad Seidy helt stille og lyttede interesserende på hende. "Det lyder da meget interessant" Sagde hun med en overbivisne venlig stemme. "Jeg har aldrig prøvet at gå i skole derhjemme. Hvordan er det?" Sagde hun og så nysgerrig på hende med opmuntrende øjne og kiggede Camille i øjnene, mens hun tog sine knæ til sig for at varme sig selv i den kolde aften luft. Mens hun foldede sine arme rundt om dem for at holde dem så tæt på sig som mugligt. Hun kiggede rundt og prøvede at plukke nogle mælkebøtter som voksede i græsset og begyndte at flette noget uden man kunne se hvad det var, mens hun kiggede op på pigen og lyttede til hende interesserende.

Camille smilede lidt mere anstrengt ved mindet om hjemme skole.
Det var hårdt...meget diciplin og strenge...nærmest urimelige krav....og jeg var ikke god.Det var også ensomt...der var jo ingen at lege med og dele hemlighedder med.
Men som sagt...grundet det fik jeg min uddannelse tidligt...og det jo super fint.

Seidy smilede til Camille, men sank en klump da hun begyndte at fortælle igen. "Det vidste jeg slet ikke. Hmm... Undskyld jeg bragte det på banen det må have været svært at leve på den måde" Sagde hun i en rolig stemme, mens hun kiggede lidt ned i jorden og ønskede at hun havde holdt sin kæft. Seidy tænkte altid på folks følelser og hvordan hun kunne skåne dem fra smerte og sorg. Men nogle gange lykkedes ikke. Fortsatte med at plukke flere mælkebøtter og flettede flere og flere sammen ind til det blev til en krone lavet af blomsterne og den var faktisk skøn selv om den var lavet af ukrudt. Hun rakte den lige så stille ud til pigen og kiggede på hende med et lille skævt smil. "Den er til dig håber du kan lide den" Sagde hun og prøvede på at sætte den på Camilles hoved.

Camille smilede og sagde at det var okay og så fortalte hun pigen noget hun ikke havde fortalt til andre i denne by....overhovedet.
Min far var ...rar...ihvertfald behandlede han mig som en prinsesse. Desværre ...pillede han ved andre børn...når han skulle have...afløb.Min mor hans kone døede da jeg var ganske lille .
Min far havde en kælder og der kunne jeg se og høre når overgrebene fandt sted. Jeg ville gøre alt for de børn på min egen alder....de tiggede mig om hjælp og jeg...Camille måtte holde en pause inden hun forsatte.Jeg bønfaldte min fader om at stoppe og om at....tage mig Istedet ...og lade dem gå.Men han ville da ikke krumme et hår på hans pinsesse hoved, var hans svar.At han så voldtog og mishandlede mig psykisk,var han blind for.
Camille lyste først op igen og smilede ved synet af blomster kransen....vilde blomster...mine favoritter....den er smuk, og så rettede hun den så at den sad godt på hovedet.
Min fader er iøvrigt død og bordte, så han er færdig med at ødelægge livet for flere ,sagde hun smilende til pigen og undrede sig over hvorfor hun dog havde plapret ud med al det....måske Camille havde båret for længe rundt på det...alene ?

Seidy så på Camille og hørte intense efter hvad hun sagde. Hun kiggede på hende og nikkede et par gange, mens hun var i gang med at fortælle hende om sin fortid. Hun var selv ved at græde ved at høre hendes historie. Da hun var færdig lænede Seidy sig frem mod Camille for at kramme hende og ikke mindst trøste hende på en måde. "Det er jeg virkelig ked af at høre. Men nu er det ovre." Sagde hun og holdte om Camille med et smil, mens hun følte at det var godt hun fik snakket med nogen om det. Hun holdte godt om hende med begge arme. "At man kunne gøre noget ved det" Jeg Seidy i en medfølende stemme og smilede skævt til pigen for at vise hende medfølsomhed og at hun ikke var alene at Seidy var her for hende.

Camille tog imod knuset...og nød det.
Hun vidste godt det var hendes egen skyld at hun ikke havde mange veninder eller en fast kæreste, for hun havde det med at skubbe folk fra sig hvis de kom for tæt på.
Hun havde knust mange hjerter, men Camille havde altid advaret dem forinden om at hun var dårlig kæteste materiale ...ingen havde forstået at bryde den mur hun opstillede.
Derfor nød hun at kunne snakke og modtage et kram ....i denne stund...og hun kom også til lige at savne Crasie...en veninde....hun var heldig at møde tilfældigt...men det var et særligt bekendskab.
Camille slap knuset igen...hun smilede og sagde " tak fordi du lyttede...jeg tror altsår de dér stjerner har gjort mig lidt mør...jeg taler ellers aldrig...eller ihverfald yderst sjældent om det ".

Seidy smilede til pigen da hun slap knuset og følte at det var godt at de mødtes. "Det er helt i orden. Vi alle har brug for at komme ud med ting en gang i mellem." Sagde hun venligt og opmuntrende. Hun kiggede op på stjernerne og smilede skævt til dem. "Det kan være at det er stjernerne der synes at du har brug for en pause fra problemer og fortælle det til nogen." Sagde hun og tog Camilles hånd op i sin og strøg den langsomt, mens hun smilede til Camille med venlige øjne.

Camille kiggede betuttet på hende.
Det var tydeligt at Camille var på hjemmebane når der skulle. Ydes omsorg, men skulle den modtages...var det en helt anden sag og hun følte sig som Bambi på hæst is.
Hun smilede dog alligevel da Seidy tog hendes hånd....og Camille missede med øjnene mod den sorte nattehimmel..." Ja, jeg fralægger mig ethvert ansvar for ord og handlinger denne nat...blame it on the stars.." jokede hun stille.

Seidy smilede til Camille og slap hendes hånd lige så stille. Det var dejlig at Camille var her. Det var faktisk lang tid siden hun havde fået en veninde. Alle hendes veninder kender hun nemlig fra skolen og dem havde hun kendt i lang tid. Seidy vendte sit blik mod stjernerne og pegede op mod et sted. "Er det der ikke karlsvognen?" Spurgte hun venligt. Seidy vidste ikke så meget om sådanne ting, men det interesserede hende stadig fordi de var smukke.

Camille brast i latter.
"Ved du hav ..jeg har ingen ide om det er karlsvognen og den eneste cassiopeia jeg kender erd en med LOC " grinede hun stort.." jeg er virkelig amatør stjerne nyder ".
Hun lagde sig helt ned på ryggen og stak næsen i vejret ..."Gud hved hvor mange stjernerd er er.... jeg tror der må være en eller anden form for liv derude i rummet...tror du ik seidy?"

Seidy smilede til Camille og grinende med mens hun snakkede. Hun så op og nød stjernerne. "Kan du godt lide at synge?" Sagde Seidy og vendte sit blik mod Camille og smilede bredt til hende, mens hun kiggede interesseret på hende. Seidy elskede nemlig at synge det var noget af det bedste hun vidste. Det var som om man kunne frigive sig selv i sang og afreagerer alle sine dagligdags stress og sådanne ting. Seidy tog en dyb indånding og før Camille fik chancen for at svare begyndte Seidy at synge den sang som Camille kunne hører ude i skoven. Seidy sang i en dejlig klar og smuk tone. Stemmen var ikke speciel, men var flot og ren.

Camille lyttede med , men kunne ikke lige genkende toner eller melodi.
Hun elskede selv musik og sang men var naturen af bare skænket en ren , men ikke særlig prangende stemme til sang.Hun var dog meget taknemmelig, da hun kendte en del der ikke havde en eneste tone i livet.
Hun lå og vippede med rørene i takt og nød den kølige brise der strøg over dem, som små.blide kærtegn i den mørke nat.