Camilie eller hvad det nu var.....du og jeg

"Selvfølgelig" sagde han og kiggede ned på hendes hånd der rørte ham
en følelse af væmmelse gik igennem ham i det hun rørte ham, ingen skulle
kærtegne ham uden at få lov først, han prupiler i øjnene blev spidse som en
kats øjne, og han begyndte at bide hårdt sammen. Hun ville nu mærke hvor
kold hans hud var, den var koldere end is. Hans øjne vendte sig fra hendes hånd
og direkte ind i hendes øjne. Dette var den knap der nu havde uløst Demetri's
dyrriske og syge person, noget han med tiden havde fået dæmpet men som en
var ny vampyrer havde brugt til at jage med.

Camille stod med hånden på hans arm.
Det var som verdenen stod stille et sekund, imens hun bearbejdede følelsen, indtrykket af hans kølige hud.
Camille stod som var hun frosset i tid og sted, hun så op på ham med store øjne der nu rummede både følelser af angst,viden og målløshed.Hendes respiration blev hurtig og overfladisk og hun sigtede i hendes arme og ben.
Hun var for tæt, al for tæt på ham, og hun kiggede selv ned på sin hånd der lå på hans arm, men den var som limet til ham.Igen så hun op på ham og i hendes øjne var både bekymring og noget der mindede om undskyldning.
Hun så en ændring i hans øjne og det sortnede for hende.
Det var simpelthen løgn...han kunne ikke være.....
Hun kunne ikke engang sige ordet.

I det det sortede for hendes øjne greb Demetri hende, så hun ikke fandt ned på fliserne på
legepladsen godt nok var det sådan noget der skulle beskytte børn for at slå sig,
men det havde aldrig hjulpet noget, han holdte om hendes talje først hun var slank.
Dernæst vendte han hende sådan at hun nu blev båret i hans arme, han stirrede på
hende, en ild ville brande inde i hende nu, som om hendes sjæl ville blive fortærret
af Demetri helved. Hans øjne var stadig dæmoniske. Han kommede den del af hende
hvor hendes hoved var op til sig så hans kunne dufte tæt til hende, hans duftede blidt
til hendes kraveben og slikkede dernæst fra kravebenet og op til halsen, hun smagte sjovt
men faktisk rigtig godt, men han bed hende ikke. Stirrede bare på hende som var hun
en dyr diamant han stod med i sine hænder.

Det hele gik sp hurtigt.
Som en af de forlystelser i et tivoli hvor man pludselig bliver vendt op og ned , på hovedet.
Og med et lå hun i hans arme.
Hendes øjne måtte kunne sammenlignes med en lille killing alene i verdenen.
Hun kiggede skræmt,undrende og med store blanke øjne op på ham.
Han.....snusede? Og ...slikkede på hende og hun kneb øjnene sammen imens, mon faren ville drive over og det hele være en drøm, håbede hun.
Igen slog hun øjnene op og hviskede op til ham " lad mig gå ".
Hun skældte ikke ud, skreg ikke eller forsøgte ikke modstand.
Det var som hun , lige nu , var opslugt af en ild, et helvede, en følelse af grusomhed der truede med at overmane hende.

"shhh" sagde han meget svagt lige så hun kunne høre det, hans ansigt
og aura blev nærmest kærlig, som en forelsked der ville gører alt for
den person den holdte af, Han skubbede hende helt op og ind til sig.
Ild helved ville blive større nu, et menneske ville besvime, men et væsen
ville næsten ikke kunne holde smerten ud, det kom and på stærken,
Men de fleste væsne bukkede under tilsidst. Dette ild inferno Camille
mærkede var den smerte, had og undskyld der var inde i Demetri.
Demetri kunne ikke komme af med det da han allerede var død, så
han måtte give det videre via. sine ofre. Han kiggede hende dybt i
øjnene, luk dine øjne, hans stemme var blevet som en kontrol til
Camilles bevægelser.

Camille lukkede sine øjne hårdt i.
Store krystal tåre faldt fra dem og dryppede og gjore Demetri våd på brystet, idet hun puttede ...eller nærmere maste sit hoved indtil hans bryst.
Hendes krop blev invarderet af smerte ,pinsler og trængsler som en tsunami havde væltet ind over hende.
I sit hoved skreg hun højt, skreg på grund af den invaliderende smerte.Et kort sekund, ønskede hun næsten at dø.
Men ingen lyd kom over hendes læber.
Camilles negle borede sig ned i skuldrene på Demetri, imens hun ikke selv sansede andet end ilden inden i.

Demetri smilte nu over hendes negle, det var noget han holdte af et
lille sidste forsøg på at kæmpe, i det samme satte han sig på hug og lagde
hende på jorden, han havde inte gjort hende endnu.
Han smilte nu af hende, smerten gråden, Hendes negle havde fået
han til at blode lidt men det healede lige så hurtigt som det kom.
Han så længe på hende, agede hendes hår væk fra hendes grædene ansigt.
I det samme kærtegnede han hende og hviskede, "Dette her er bare en drøm"
I det samme forsvandt han i mærket borte var han, det samme forsvandt flammerne
inde i Camilles krop, der var som om de aldrig havde eksiteret,
Når hun ville komme til, sig selv ville hun igen sidde på gyngen, og gynge
lige så stille frem og tilbage.

*kniiirk*gyngen lavede en irriterende lyd hver gang hun svingede frem og tilbage.
Camille mærkede vinden i hendes hår og kjole, den tog lidt mere fat nu, hvornår var det begyndt at blæse op ?
Hun så sig omkring og konstaterede at her ingen var, foruden hende selv.
Hun fik en idé, og sprang af gyngen ...ud i luften , ville se hvor langt hun komme , som hvis hun kunne flyve et lille stykke.
Hun burde have vidst bedre ! Camille selv kaldte det uheld, andre sagde hun var klodset.
Så naturligvis mistede hun balancen og landede så hun stødte det ene knæ og fik et stort blødende dør."pis" mumlede hun og kom op a stå.
Men hvad der overraskede hende var, at hendes hjerte knuede sig sammen og hun følte sig så....trist.
Hun humpede over på en bænk.
Hun fik en fornemmelse af...naa...der var nok intet.
Hun begyndte at gå væk fra legepladsen, på sit ømme ben.
Måske det var tid til at gå hjem?

Demetri sad i mørket og studerede hende, han var nu i hendes
underbevisthed, næste gang hun så ham ville hun få små glimt af
hvad denne aften ivirkeligheden havde været hun ville huske alt småt.
og tilsidst vile hun huske alt. Men det at han nu var i hends underbevisthed
var nu begyndelsen på Demetri's verden. Hun var nu så småt ved at blive
Demetris'es. Hun ville mærke frygten hver gang noget mindede om ham.
Han var nu hendes forbilled for frygt,smerte og had.

Camille spadserede hjem af.
Hun gik stille og hendes tanker gled igen tilbage til den lille dreng.
Børn.....børn bør have kærlighed og trykhed...og et liv .
Hun stødte ind i et par drukkenboldte ,der kom med nogle upassende tilbud og gloser Camille troede kun hørte hjemme i voksen film, men hun havde altid haft et stort hjerte for de udsatte, dem der havde det svært, så hun smilede bare af dem og skyndte sig dog videre.
Det var som nogle minder pressede sig på og ville frem, men Camille havde ingen idé om hvad det kunne være.Måske noget med arbejdet , hun nu havde glemt ?
Hun nærmede sig sin lille lejlighed og begyndte at søge efter nøglerne i hendes taske.

Demetri var allerede væk,
som et blad der visnede var han allerede
væk, væk fra stedet,
denne dag, denne nat.
Væk fra Camille.




//out//