Camilie eller hvad det nu var.....du og jeg

Dag:irl
Dato:irl
Tid:22.14
Vejr:lunt, søen har været dejlig i dag
omgivelser:intet vand på jorden.
Årstid:sommer
Sted:legepladsen


Demetri sad på gyngen og stirrede ud på fortorvet. Det var ikke s mørkt
som han kunne ønske sig mest af alt på grund af det var sommer. Men
det var stadig mørkt nok til at det ikke trak hans livskraft ned, han havde
intet at lave, hvilket faktisk var dejligt til en afvæksling, altid var der et eller
andet han skulle men denne gang var der intet, folk var rejst væk fra byen
da det var sommer ferie for alle og enhver. Det passede ham fint. Han begyndte
svagt at gynge frem og tilbage på kædegyngen.

Camille havde været indespærret den hele lange dag , på skadestuen hvor hun arbejde 'freelance' og tog vagter i ny og næ. Det havde været en dag hun gerne ville have været foruden.En lille dreng på bare 8 år, var kommet ind.
DOTS..som de internt sagde , dead on the spot, han var dræbt i et trakfik uheld.
Camille måtte forsøge genoplivning, uden held.

Hun var rastløs og hendes hjerte blødte over af sorg på drengen og de efterladtes vegne.
Derfor havde hun taget et langt bad, iklædt sig en enkel sort kjole med lidt snorværk i ryggen og sort ternede vans gummisko.Hun ville ud og trække frisk luft.
Med rolige skridt nærmede hun sig legepladsen, hér havde hun ikke før været.
Hun lænede sig op af et træ, og havde nok drengen lidt i tankerne...forstillede sig hvordan han burde springe omkring og lege, havde der været retfærdighed til...havde der været en gud.

Gyngen knirkede ikke engang, stilhed var der i luften, en slags sorg
både fra Demetri oh Den underlige skabning ved navn Camillie.
Han svingede nu meget frem og tilbage i gyngen, som et barn lille
dog uden et smil, man kunne se de begyndene stjerner på natte himlen,
Demetri længtes pluselig efter noget, ikke blod, ikke kærlighed.
Det forsvandt hurtigt igen, han bed tændernene sammmen og skubbede
sig endnu engang frem i gyngen så den ville ryge højt op fra luften.
Der var ingen andre end Demetri lige nu pæå legepladsen men inden
længe ville hans ensomme tilværelse være end.

Camille huskede minder i form af små glimt fra hendes egen barndom.
Når hun undtagelsesvis fik lov at komme i parken og lege med de andre børn.
Gyngerne var hendes favorit...de var som 'frihed' hun legede hun kunne flyve...langt væk.
Måske skulle prøve igen?Bare for sjov.
Hun gik mod gyngerne, men stoppede brat op og stod bom stille.Den ene gynge var i brug.
Der burde ingen børn være her på denne tid.
Desuden var skikkelsen ikke på størrelse med et barn.
Camilles øjne fik et vagtsomt udtryk , det var ved at være sent ..måske hun burde vende om og bare begive sig hjemad igen ?da hun ud i mørket kaldte " øh...er her nogen ? "

Demetri hoppede i det samme fra gyngen så den for en gangs
skyld lavede en knirkende lyd. Han satte sig i hug efter han spring
hvorefter han rejste sig roligt op, han kunne tydeligt se hende,
selvom det var mørkt, han var jo selveste nattens barn, født ved
månen og skabt af pinte skygger. Han smilte svagt, "Ja dig" svarede
han og rettede på sin sorte skjorte som han havde fået af ingen anden
ind den såkaldte hun vampyr Fie, Hans vampyer unge såvel.
"Og så mig" sagde han med få sekundtes mellemrum, denne aften
kunne lige så godt blive sjov som hyggelig eller rettere intressant.

Camille så på den nu tomme gynge, hvor var slikkelsen blevet af nu ? Efter et kort sekund så hun siluetten af enfyr stå et stykke fra den stadig svingende gynge.
Inden hendes fantasi freakede hende helt ud og begyndte underlige tanker om ' hvorfor en fyr var alene på en legeplads' på dette tidspunkt, måtte hun lige minde sig selv på at det var hun også selv...så der var naturligvis intet suspekt i det.Fyren havde sikkert også haft lyst til en lille aften gå tur, det var jo ikke kun forbeholdt par...enlige måtte faktisk gerne gå ture også, tænkte hun lidt ironisk.
" jeg synes nok jeg anede her var andre...beklager jeg brød ind i din gyngetur ...knægt " Camille havde et gran af humor tilbage i sin stemme.Efteralt vidste hun ikke alderen på fyren her, han kunne jo være bare en stor knægt.

Han grinte lidt over hendes ord især ordet knægt, det var han ikke blevet kaldt
siden han havde set sin fader for en sidste gang, for at han tilintetgjorder ham,
lige som han havde gjort med sin bror Cortez. "Tja....det gør vel ikke så meget"
sagde han og trak på skuldernde, Kan 4 skridt tættere på hende, så han ca var 4
meter imellem dem. Da han snakkede var der en svag agsang af russisk men efter
alle disse år fra fædrelandet havde han fået en næsten perfekt dansk sprog, dog
når han skulle præsentere sig eller nogen nogen gange når han slappede af kom
den russiske agsang tilbage til hans stemme. Uden at pigen ville kunne vide det
Sendte Demetri hende et velorganiseret elevator blik, fra ehendes fødder til hendes
hår, hun skulle ikke tro det var for at hun var smuk, for det var hun, men det var altid
rart at have et indblik på sit legetøj før brug.

Camille så sig omkring og skimmede omgivelserne for ting og genstande.Det var en vane hun havde tillagt sig, og den havde vist sig nyttig indtil flere gange.
Så kiggede hun få fyren der var trådt nærmere.Han var høj og mørk, en rigtig flot fyr ville mange nok mene.Camille selv var blev ikke så let forblændet af et godt udseende, det var mere 'det der var inden i ' der var interessant, hvis hendes interesse skulle vækkes.
Nu var det dog tydeligt at den ikke var en knægt , men nærmere en mand, og det fik Camille til at sende et lille smil til fyren.
" Sidste gyngetur inden sengetid? Er du ikke lidt for...stor til den slags ?" Jokede hun i en let og venlig tone, hun så ingen grund til at gøre en fremmede mand vred.

"Tjá...det er jeg måske, men man slapper nu af, når mange gynger"
Han smilede svagt med åben mund, han skjulte stadig sine lange
tænder, ikke nok med han havde et par hugtænder, så havde han
dag ved de lange nogen lidt mindre men stadig halvlange tænder
der var lige så skarpe som knive som dem han havde der var lange,
de var der for at holdte bedre fast i byttet, dette havde han udviklet i
dette århundrede og det undrede ham at han haved udviklet det.
Men detvar kun til garvn. Der var ingen måne i aften, så det var kun
gadelygternes skær der lyste Demetri og Camille op. "Man føler sig så
fri ved ikke at røre jorden" sagde han og trak på skulderne.

" Ja..det vil jeg mene du er..." Lo hun stille og kastede et blik øvet på gyngerne igen.
Camille kunne ikke huske hvornår hun sidst havde siddet på en gynge, det måtte være en evighed siden, dengang hun var barn.Det føltes som i et andet liv.Hun fik pludselig et skælmsk glimt i øjet, som en legesyg følelse begyndte at sprede sig i hendes blik.
Måske skulle man....? , tænkte hun og så igen på gyngerne.
Så fik fyrens ord hende til at fæstne sit blik på ham og hun så undersøgende på ham for et kort øjeblik " ved du hvad ?...du har fuldstændig ret, man føler sig fri når man ikke røre jorden, når man gynger.
Hun smilede til ham, lidt velmente ved situationen, det føltes på en måde som en intim snak, selv om den i virkeligheden var total overfladisk.Hvor besynderligt, tænkte hun....måske var det fordi hun talte om ting det hørte hendes barndom til, eller måske var det blot en stemning, noget i luften.

// der skulle stå beklemt ved situationen, ikke velmente !
Det er min mobil der til tider vil bestemme !//

//ok//

Han tog ikke hendes ord som noget, han kom tættere på hende uden at
røre sig, "Men hvem er det i mørket" sagde han og syntes selv at det lød
som et menneske sprøgsmål, hun virkede ikke anderledes end andre piger
men hendes duft var underlig, han havde kun dufte den duft en gang før og
det var da han var menneske, og det var hans søskende og ham selv. I
virkeligheden var Demetri blanding af engel og menneske, men da hans fader
tog livet fra han og hans søskende mistede de duften og blev til en såkaldt
fuldblods vampyr. Ja det var hans fader der havde taget han menneskelige
liv fra ham dengang han kun som 19 årige have levet sit liv så kort.

//grunden til at han kan dufte så godt som menneske er at hans mor var
et væsen, men han ved det ikke at hun var det og det har ikke gjort at
han person som vampyr er blevet en blanding//

Camille knejsede med nakken, fast beslutte på ikke at være en skræmt lille pige, bare fordi det var aften og mørket var faldet på.Efteralt fandtes der jo ikke væsner og fare på hvert et gadehjørne, så hun var nød til at fralæge sig den viden om en alternativ verden og anderledes væsener ,som hun var i besiddelse af.
Hun besluttede derfor at følge hendes impulser og første indskydelse, og snuppe en lille tur på en af gyngerne.
Man skulle ikke altid være så rationel og ansvarlig.En følelse gled dog gennem hende og viskede hendes smil væk for en stund.Det burde have vært den lille dreng og ikke hende der nu skulle gynge.
Hun satte sig op og forsøgte at genfinde bevægelserne, for at få den ordenligt i sving.
" Camille hedder jeg...jeg er læge på skadestuen " svarede hun fyren og smilede næsten undskyldende for hendes lidt barnlige optræden på gyngen.
"Det er en evighed siden jeg har.....gynget " forklarede hun den høje mørke fyr ,der stod i lygtens skær og kiggede på hende.

// kun rettet for at fjerne 'mobil' ord //

Han kiggede efter hende da hun gik over mod gyngerne, *Camille*
tænkte han og smilte svagt mest af alt til sig selv, hendes næste kommentar
syntes han nærmest var en gestus, han gik over til den anden gynge og satte
sig ved hende, "Tja nu kan jeg jo ikke sige det samme, jeg er her ret tit"
sagde han lavt imens han iagtog hendes bevægelser, de fik ham til at sulte,
en slags blodros begyndte at komme frem i hans krop eller rettere i hans
underbevisthed. Han duftede til luften omkring sig helt uden at lave en lyd
der ville få camillie til at opdage det, hendes duft var meget underlig,
men det gav han endu mere lyst til at smage det blod der løb
i denne hunkønsvæsens åre, han smilte nu ikke mere.
"Men Camille så du er læge" hendes aura var i sorg og fortvivlse
kunne han mærke, noget der tiltræk Demetri.

Hun fik efterhånden gang i gyngen og selv om blæsten ikke var voldsom, gav gyngeturen luft og både kjole og hår flagrede i vinden.Det føltes rart, på samme måde som regn kunne føles rart , oplevelsen af det blæste eller vaskede de triste tanker væk.
Hun så på fyren og var lidt overrasket over han sagde han ofte kom her ..."Kommer du bare for gyngeturen ?" Spurgte hun bare en anelse skeptisk, han var vel ikke ligefrem interesseret i børn? Camille rynkede lidt på næsen.Det var da næsten det eneste der kunne gøre en dårlig dag endnu værre,tænkte hun.
"Tja, læge....jeg skal redde liv " sagde hun og hendes stemme knækkede lidt over. hvor hun ville have ønsket hun kunne redde den lille dreng, lige som hun dengang ønskede at redde de små piger hendes får pillede ved og ødelagde livet for.Men dengang og igen i dag, kunne hun intet stille op.
"Hvem er du...er det lidt accent jeg kan høre en lille snert af ?" spurgte hun, mest fordi hun forsøgte at aflede hendes egne tanker fra barndommens rædsler.

"Gynge tur nej ikke rigtig" han holdte en kort pause, "det mere for stilheden skyld, om dagen er her latter og glæde, om natten stilhed og ro" sagde han imens han slikkede sig hen af tænderne , hans mund var nu åben men Camille ville ikke kunne se de skarbe
tænder endnu, dem viste han først når det var forsent, endnu engang holdte han en kort pause da hun snakkede igen, om der var accent i hans stemme det var der vel, "Ja,
jeg er en ægte fuldblods russer" hvilket han også var dengang han levede, nu var han
et af nattens rædsler med kun menneskekroppen som skal, han aldrig tænkt på solen
som menneske, men tænkte på den komstant for som et af nattens væsner, herskede måde solen og månen over en, som menneske var det lys og mørket.

Camille forbandede sig selv at tænke så tåbeligt konkret.Naturligvis var del vel ikke gyngerne der dragede en voksen mand til idræt at komme dertil, men stilheden....stilheden lå som en dyne over legepladsen og dyssede ned alle lyde."Naturligvis ..fred og ro "tilkendegav hun ham.
Besynderligt tænkte hun, han var den første 'ukompliceret ' hun havde mødt i byen.De andre havde været dæmoner og varulve...nå, ja og de to dusør jægere.Tristan var dog en hel del mere end blot en dusør jæger, han var...særlig.
Hun lyste op og glemte for et øjeblik drengen og hvordan hun, der ingen tro på gud havde, havde knælet i hopitalets kapel og bedt for drengens liv.
"Rusland...wow..jeg har altid ville rejse dertil og se...moskva og alt muligt andet ", hvilket var sandheden, blot havde hun aldrig fået gjort alvor ud af det.Altid havde hun tilsidesat sig selv , altid var andres behov haft første prioritet.
Et lille længseslfuldt suk, undslap hendes læber.
"hvad hedder du ?" Spurgte hun og kæmpede en kamp med gyngen om at få taget farten af, da hun synes den var for høj.

"hmmm..." sagde han imens han lyttede til hans længselsfulde ønske om at se hans fædreland. Vinden der var fra gyngen fik hans strittende hår til at vifte svagt,
men den stoppede nu hvor hun stoppede gyngen. "Jeg har ikek været der i lang tid"
faktisk havde han ikke været der siden 2 verdenkrig, folk døde af sygdom og sygdom
var ligmed urent blod og døende blod, piger, børn, spædbørn, gravide, kvinder og mænd
i alle aldre døede i Rusland efter krigen for ingen havde noget, ingen penge intet hjem.
Camille's tilsteeværelse blev svag og fik Demetri til at se dyrisk på hende som var
hun en mus, hans metalliske grå øjne var smukke, dybe og mystiske, forførende og
lokkende, men også døde og hårde.

Da de begge havde fået tågen farten af gyngerne, og hang næsten stille, lagde Camille mærke til en ændring i hans ansigt.Han blev lidt fjern med det der slog hende mest var udtrykket, blikket han havde i hans øjne.Hans øjne hvilede på Camille, selv om hans tanker synes optaget af andre ting, end hende.
Hans øjne var smukke og lidt hypnotiske nærmest og Camille fik pludselig en indskydelse af at hun skulle se at komme afsted ,væk fra ham. Han havde endnu ikke sagt hvad han hed, Istedet for så han på hende med et mærkeligt blik.Camille rykkede sig lidt uroligt på gyngen og hoppede herefter ned af den.
Hun så sig lidt omkring, i håb om der var mennesker nær ved, ud over de to, men alt lå øde hen.
" Nå, men min kæreste har lovet at møde mig nu...sååå... Jeg må se at komme afsted.Hyggeligt at møde dig", skyndte hun sig at sige og uden at vente på svar vendte hun ryggen til fyren og med hjertet der bankede med dobbelt slag, begyndte hun at gå.Hun vidste ikke hvorfor hun skulle væk, vidste ikke hvorfor han muligvis var et farligt bekendtskab...men alle instinkter skreg 'kom væk '.

Demetri rejste sig og kiggede få sekundter på Camille hvorefter
han sagde, "Demetri" han kiggede stadig bare på hendes ryg der
gik fra ham, hendes aura var skiftet, hun var nervøs, bange, frygt
var i luften, han gik et skridt frem mod hende, "Hvis du har en fyr
der skulle møde dig, hvorfor har du så siddet sammen med mig så
længe" sprugte han imens hun endnu kunne hører det.
Demetri viste hun løg, som om han ikke havde hørt denne sætning
mange gange, eller andre som foreksempel -nårh jeg må videre--
Han ville snakke mere, vide mere. Om hende.

Camille var underlig kvinde, for selv om hun var utryg nu og ville væk fra ham , så var hun desværre også sådan skruet sammen at hun havde meget vanskeligt ved at lade en provokation gå ubemærket hen.
Og at fyren her, en helt ukendt fyr satte spørgsmålstegn ved hvorvidt hun skulle møde en kæreste eller ej, var for hende en provokation.
Hun standsede og imens hun meget langsomt drejede omkring for at møde hans blik så sagde hun langsomt og med tryk på hvert et enkelt ord "måske er jeg typen der kan li at lade en fyr...vente..Demetri, hvad grund skulle ser ellers være hva ?" Og så satte hun hænderne på sin hofte, hvilket viste at hun var blevet en lille smule vred over hans kommentar.

"Tja.....du kunne være bange" han smagte på sine ord, "Være her, på en legeplads,
alene, med en mand du ikke kender" han holdte en kort pause, "Han kigger på dig
og du er utryg" han stoppede med at snakke, denne person, dette væsen, var bange.
Bange for følelser hun ikke kendte og hun var bange for det ukendte, bange for Demetri.
Et lille svagt smil kunne ikke lade være med at komme på hans læber, men det forsvandt
igen, gemt væk under Demetris menneskekrop. Han duftede til luften, ja hun var rigtig
nok et væsen. Hendes duft var bare ikke som andres. Han gik lidt frem mod hende.
"Hvorfor er du bange" han tog sig ikke af hendes hoftede holdene atitude, han var så
vant til den.

Camille holdt vejret, ramt plet hvar hvad han lige havde gjort, det havde hun ingen intention om at indrømme 'what so ever'.Istedet slog hun smæk med tungen og sagde sagte til ham " hvis du tror du kan psykoanalyserer
mig lille skat, så er det din største fejl længe.Hvad skulle jeg blive bange for, at du får flere ture på gyngen end mig ?" Og så lo hun en stille latter.
Hendes hjerte flaksede dog som en sommerfugel indelukket i et glas, len hun håbede han ville falde for hendes tale, mange overfaldsmænd bakkede ud hvis kvinden ikke virkede bange.
Hvad ville Demetri gøre? Hvad var det han ville .
Camille så udfordrende på ham.

"Tja Camille, hvornår vil du glemme mig" han smilte nu dystert, han kunne
hører hendes hjerte, det bankede som en ny forelsket pigebarn Demetri lige
havde fanget i sit net, på samme måde kunne han få en pige til at dø af skræk
bare af sin stemmer efter han var færdig med at tage livet ud af hende, han lod
ikke mennesker leve efter han havde taget deres blod fra den. "Jeg er blevet billedet
på en mand du frygter når du nu vil opleve andre der er som mig vil du kun tænke
på dette møde" han bed sammen, han ville hører hendes svar, hun skulle passe på
hun nærmest lokkede Demetri til at komme i sit sylige legehumør. Demetri elskede
dette humør eller rettere denne person han blev til, men det var ikke det samme man
kunne sige om modparten af denne leg.

Et lille sekund skyllede en bølge af ren frygt igennem hende.Hvad talte manden dog om ? Han var billedet af frygt og hun ville altid huske ham, var manden gal ?
Det begyndte langsomt at dæmre, pludselig kunne Camille se klart hvad der var galt med ham.
Hvorfor havde hun ikke set tegnene fra begyndelsen.
Hun fik ondt af ham, ondt af Demetri.
Når alt kom til alt kunne han jo ikke selv gøre for det.Verdenen var meningsløs og møj uretfærdig.
Hun trådte et skridt nærmere og lagde forsigtigt sin hånd på hans arm.."Demetri søde...husker du at tage din medicin ?".
Camille mente bestemt , at han måtte være schizofren.