By the lake

Tid: 22.22
Dag: Mandag
Dato: 17/12
Årstid: Vinter
Vejr: Stille og roligt, alt er oplyst af fuldmånen
Omgivelser: Ingen

Jalaz sad på en sten helt nede ved vandkanten. Hun var iført et par slidte cowboy bukser og en stor hætte trøje. Hun havde lagt armene om sig selv og bar tydelige præg af at have grædt for nyligt. *Dumme svin* tænkte hun vredt og stirrede magtesløs ned på sit eget spejlbillede i vandet. *Dumme dumme svin*

Marcus kom roligt gående hen langs breden ud til vandet, han lod kun kort blikket glide ud på det mørke vand og sukkede så svagt. Han kørte roligt hånden gennem sit hår og tog så hænderne ned i lommen og bevægede sig stadig roligt frem. Han havde et par mørkeblå jeans på, og en hvid skjorte som sad lidt tæt ind til hans krop, så det formede nogle af hans muskler. Marcus havde endnu ikke opdaget at han ikke var alene nede ved søen.

Jalaz vendte hovedet mod ham, og betragtede ham lidt. *Dæmon* afgjorde hun efter lidt tid. "Hej?" sagde hun lidt forsigtigt. Hun var ikke sikker på hvordan han ville reagere overfor en engel, da engle og dæmoner jo var fjender. Hun havde dog aldrig mødt en dæmon før, og bestemte sig derfor for at gå lidt forsigtigt frem. Ikke bare kold som hun plejede, da hun både var vred og ked af det, og faktisk gerne ville have nogen at snakke med.

Marcus stoppede med det samme med at gå da han hørte nogen snakke og så frem for sig. Han tog hænderne op af lommen og lod dem bare hænge ned af siden og så først tænkende på hende, men smilte så skævt, " hej med dig" sagde han muntert og smilte stadig. Det ville nok komme som en lidt overraskelse at en dæmon smilte til en engel, men Marcus var selv venner med nogle andre engle så derfor havde han ikke noget imod dem, de skulle selvf bare ikke pisse ham af.

Jalaz blev en smule overrasket over hans smill, men kunne ikke lade være med selv at smilede et ganske lille, næsten usynligt smil. "Hvad hedder du?" spurgte hun og strøg noget af det lange røde hår til side. Hun havde ikke gidet at sætte det op før hun var faret ud af døren, og nærmest flugtet ned mod Silent River.

Marcus stod bare helt stille, men lagde så armene løst over kors og smilte stadig, "Marcus, hvad med dig?" spurgte han smilende og pustede noget af sit hår væk, som var faldet ned i øjet på ham, han studerede hende kort med øjnene, men det var en vane han havde, for at sikre sig om de var venlige eller truende.

Jalaz tænkted kort. "Kantara" svarede hun så. Selv om det hverken var hendes for- eller efternavn var det stadig hendes navn. Så hun kunne præsentere sig sådan uden at lyve. Det var en af fordelene - synes hun - ved at have flere navne; man kunne præsentere sig som man ville...

Marcus nikkede og smilte nu istedet svagt, " hvad laver du så herude?" spurgte han nysgerrigt og lagde hovedet lidt på skrå.
Han tog den ene hånd op i hans hår og kørte det lidt tilbage så det ikke drillede ham så meget og lagde så armene over kors igen og smilte kort men svagt.

"Sidder" svarede hun og vendte hovedet ud mod vanet igen. Hun var selvfølgelig godt klar over at han - eftersom han havde øjne i hovedet - slev kunne se at hun sad der, men hun havde ikke tænkt sig at fortælle ham mere om hvad hun lavede der, og hvorfor hun sad der. Det mente hun var en sag mellem hende og hendes far...

Marcus nikkede kort med hovedet, " ja det kan jeg se" svarede han roligt og vendte sig nu imod vandet og så tænkende ud på det. Han sukkede kort, fordi han kedede sig ekstremt meget lige nu, det var derfor han havde gået en tur, så han kunne håbe på at finde på noget at lave, men lige nu så det ikke sådan ud.

"Hvad laver du selv?" spurgte hun og så igen på ham. Hun betragtede hans ansigt, og kunne ikke lade være med at smile lidt. Han opførte sig slet ikke som hun altid havde fået afvide at dæmoner opførte sig. Selt ikke..

Marcus smilte svagt og vendte kort blikket på hende, " ser ud på vandet" drillede han først og smågrinte for sig selv. "Ej jeg går en tur, prøvede at finde på noget at lave" sagde han svagt smilende i et skuldertræk og så tænkende ud på vandet, han løsnede armene og satte hænderne ned i sine lommer igen.

"Jamen det lyder jo som et fornuftigt foretagende." sagde hun lettere sarkastisk. "Spiller du musik?" spurgte hun så, da hun selv spillede meget. Hun kunne spille en hel del instrumenter, men mange af dem var ret store, og derfor svære at have med sig.

//Skal logge, men kommer igen i aften//

Marcus grinte svagt igen og nikkede så, " ja det gør det nemlig" sagde han smilende og så hen på hende igen, " ja men jeg spiller kun to instrumenter, guitar og klaver også synger jeg også lidt selv, hvad med dig?" spurgte han nysgerrigt og lagde hovedet lidt på skrå med et svagt smil.

//Okay ses//

"Jeg akn spiller på langt flere instrumenter end jeg gider at remse op, men jeg synger ikke.." svarede hun og smilede. Hun var selv stolt over den musik hun kunne spille, ligesom hun var stolt over de ting hun kunne male og den kampkunst hun mestrede.