Solen mærker min hud med sår. (Alle)

Dag:irl
DAto:irl
Omgivelser: skoven er lige bag ham, han sidder i udkanten af skoven ud mod en mark.
Tid:16.32
Vejr:solen skinner
Årstid:sommer
sted:i udkanten af skoven.


Demetri stirrede ned i jorden, det var alt for lyst til at en vampyr kunen være
ude og det tog også på ham, ikke så meget men han kunne mærke det. Der
havde været noget inden i ham der havde vækket ham af hans søvn agtige tilstand
som vampyrer kunen være i, han have brug for at være ude, se hvordan dagen var
men han viste at det ikke ville være længe før at han skulle tilbage til hans værelse
i Fie's lejlighed. Ingen havde nogensinde set hans værelse i fie's lejlighed.

Hun snusede ind...duften var intet mindre end fantastisk.
Hun havde favnen fuld og blomster, afskåret blomster roser, i et væld af farver.
Hun havde dem med fra et lille marked og var nu..faret bare lidt vild. Hun anede ikke hvordan hun kom til deepshell herfra.En af hendes mange talenter, at fare vild.
Men dagen var skøn og hun nød hendes spadser tur.Når hun mødte nogen ville de nok kunne hjælpe hende med at komme hjem.
Hun så skikkelsen af en mänd sidde lidt længere fremme, blændet af solen holdt hun en hånd op foran øjemed og kaldte ud " hey..undskyld...men kunne du hjælpe mig?".

Demetri hørte godt Camilles stemme og genkendte den,
men han lukkede bare øjnene uden at reagere på hendes
kald, hun ville ikke kunne huske ham eller ville hun, det var
forskelligt hvordan folk reagede når Demetri havde lavet
et af sine psykiske angreb på et menneske eller væsen.
Men hvad var Camillie, hun duftede ivlrtigfald speicalt,
men et var en aftraktiv duft fra Demetris side.

Intet svar ? Prøver lige igen, tænkte hun og var nu rimelig tæt på "undskyld, jeg ville lige høre om du kunne hjælpe mig ..." Startede hun med et smil og stod nu bare få meter fra manden.
Hun fik stillede sig så hun kastede skygge ned og kunne manden godt, hun gav ham et stort smil, men pludselig stivnede hver en muskel, hvert et led i hendes krop.
Blomsterne faldt ud af hendes favn og landede spredt for hendes fødder ,hendes øjne blev store af overraskelse og angst .."Dig !" Sagde hun vantro.

Demetri rejste sig langsomt stod i ca 20 sekundter bare
med ryggen til Camille og vendte sig så om, og så bare
kort på hende, "MIg?" sagde han spørgernde, men kunne
ikke lade være med at smile, solen stak på hans ryg, det
gjorder svagt ondt. Han kiggede på blomsterne og bukkede
sig ned for at samle dem op, han rejste sig og stod med dem
i hånden. Han kiggede igen på hende, frygten tiltalte ham og
nærmest lokkede og tiltræk ham ved denne pige. Hendes
frygt var som kærlighed for Demetri.

"Demetri" hviskede hun og en gysen løb gennem hende.Hun huskede alt, takket Zeans hjælp. Men hun vidste intet om hvorfor dét var sket og hvad han ville.Hun følte bestemt han var lidt ...utilregnlig som han kunne køle med hende det ene øjeblik og brække hendes nakke det næste.
"Jeg husker dig...husker det ,...smerten " hviskede hun og så sig omkring, skulle hun forsøge at stikke af ?
* han indhenter dig på to sekunder * .Hun spejdede området for genstande og andet der kunne bruges til forsvar.

Han rakte hende blomsterne, smerten var der stadig solens smerte,
"Smerten" gentog han og kiggede bare på hende og ventede på hun
skulle tag imod blomsterne, hun duftede af....Zean og af Baby.
Demetri smilte igen, Zean og Dawn havde fået en baby, og Demetri
skulle nok tage dette lille barn fra dem, død eller levende.
Børne blod, Demetri skar nærmst tænder over tanken.

Han bragte hende ud af fatning, ligesom ved deres Sidsel møde.Camille havde ingen clue what so ever , hvad der rørte sig i hans tanker og det fik hende til at føle sig hjælpeløs.
Forvirret rakte hun begge hænder ud og tog imod blomsterne.
Hun takkede ikke , og forbandede sig selv over ikke at have den Heckler med Zean havde givet hende, og de særlige patroner hun sammen med Tristan netop havde stjålet fra hovedkvarteret hos dusørjægerne...så havde hun haft et forsvar...men nu?"Deepshell...hvilken vej " forsøgte hun måske der var en mikroskopiske chance han ville hjælpe?

Han begyndte nu svagt at blive grå hvid i huden, "Tja det kommer an
på hvilken vej du vil hen" sagde han og kiggede på hende som om han
var syg. Dog var hans smile stadig på de kolde læber, han kiggede ned
på hendes blomster, "Der er ingen af de blomster der vokser i den her skov"
han kiggede op ind i hendes øjne, hans øjne var der gløder i som sprang rundt
intet væsen kunne ladevære med at elske de øjne og alligevel havde dem,
for i hans øjne lå døden og fortvivlelsen.

Camille burde være helt og aldeles lige glad hvis hun vidste hvad der var godt for hende selv, men hun var en champion i at tilsidesætte egne behov og tænke på andres og da hun så Demetri helt bleg, mere end han burde være, blev hun bekymret.
Og så talte han om hendes blomster...*hvad er der galt med ham?*
"Demetri...er du okay...kan jeg gøre noget for dig?"...måske han så ville gøre noget for hende, hun havde en plan udtænkt.

Han grinte lidt af hende som om hun ikke selv havde tænkt
hvad han lavede her, solen var oppe og han var ude, midt på
dagen, men alligevel, mange glemte at vampyrer ikke var
mennesker, han øjne forandrede sig fra glitrende til døde uden
glans. HUn spurgte om hun kunne gører noget for han, han
skulle til at skrige af grin, men han kunne ikke rigtig lige nu.
Hvis han ville have noget fra hende tog han det. Det var mere
hende der havde brug for hjælp.

"Vidste ikke det var hylende morsomt " sagde hun spidst.
Hun burde ikke føle andet en skræk overfor han, men der var noget ...andet...over ham....desuden gjore han hende vred.
" fint...du vil ikke ha min hjælp med du kommer til at give mig din...du skylder mig fra sidst !" Krævede hun og forsøgte at filme hendes hurtigt , al for hurtigt galoperende hjerte.
"Er du med " forsøgte hun at få et sammen tygge.

"Hvad skylder jeg dig" sprugte han og kunne ikke lige
forstå det hun sagde, samtidig skulle hun passe på
man snakkede ikke bare som man ville til Demetri
han var stækere end de andre vampyrer, og han var
ikke bange for at dø, han havde ønsket at dø så llænge
at han viste at han aldrig ville kunne besejres.
Han smilte nu så hans to sæt hugtænder viste sig,
og der kom igen gnister i de metalliske grå øjne.

Hun trådte vilkårligt et trin baglæns og en gysen løb ned af hendes ryg.Hun fik kulør i kinderne, det føltes ..underligt at se hans hugtænder.
Hun måtte tvinge sig selv til at møde hans blik og hun kunne ikke undgå at bemærke alle de skift hans øjne lavede...facinerende * nej, Camille spræng farligt* advarede hun sig selv.
" Du skal ud af mit hoved...jeg ved du 'er i mig' på en eller anden måde " ...så tilføjede hun " vil du ikke nok "

Han smilte skummelt imens han blev mere grå i huden.
"Jeg kan ikke få mig ud" han smilte nu nærmest dæmonisk,
han slikkede sig over sine tænder for at mærke på den de var
skarbere end en nyslebet ækse, tja skarbere end et helt nyt
barberblad. "Men tig endelig mere," sagde han og trakte sin
hånd mod hende så hun skulle tage den.

". Fornærme ikke min intilligens , jeg er udmærket klar over du er magtfuld nok til at 'trække dig ud af mit hoved' og dét vil jeg gerne ha...det vil jeg
Hun trådte tilbage ud turde ikke tage hans hånd, han havde et ...vildt udtryk og hin gerne ønske du gør...nu, tak " havde ingen idé hvad der ville virke bedst at føje ham lidt eller forsøge at sætte ham på plads.

"Du virker ikke til at tænke så meget" sagde han og gik kun 1 enkelt skridt frem mod hende, det sjoveste var at hun duftede af sin, "Der er nogen der har hygget sig var"
sagde han og smilte endnu engang til hende, "Zean er nok ikke det beste valg" han
trak på skuldernde, deres barn kunne blive lettere at få fat i, hvis de ikke var sammen
så havde Demetri kun en at kæmpe imod når han skulle hente barnet.

Camille blev helt tavs...
Kunne han lugte Zean? Sandt, hun var næsten altid..eller ihvertfald ofte sammen med ham.
Hun stirrede på Demetri, hun ønskede ikke at sende ham i Zeans retning, han var jo lige blevet far.
"Jeg har ikke valgt ham" vrissede hun til Demetri og så væk uden at se ham i øjnene " Der er ingenting mellem ham og jeg " forsøgte hun, men hvad betød det egenlig for ham.
" mit hoved..dig ud " kæmpede hun for at fastholde ham, han var snedig.

"HVorfor lugter du af hans søn" sagde han og smilte for at give en så svag
lugt videre skulle man være meget tæt sammen. Demetri begyndte at gå
i en ring rundt om hende. han var nærmest askegrå og han havde nu brug
for blod, men at snakke med dette pigebarn var meget sjovere hun havde
en baggrundsviden om at en vampyrs hud også viste når de havde brug for
blod og Demetri var på det stadie hvor det kunne blive farligt.

"Hvordan får jeg dig ud af mit hoved" kæmpede hun.
"Hør nu her..hvad vil du med Zean og hans søn ? Hvorfor interesserer du dig for dem? ..et godt råd kan jeg da gi dig, ...hvis du krummer et hår på mig, kommer Zean efter dig " hun håbede det ville få ham til at tænke sig godt om.,Han var askegrå og hun var ingens snack, heller ikke Demetris.
Hun stod rastløs og holdt øje med ham.

"Jeg vil gerne så Dawn krumme et hår på dit hoved" sagde han og smilte
"ville Zean gører noget for dig når det er hende der gør det" han slikkede
sig på underlæben. "Du er nummer 3 i hans verden" ikke eneste gang
havde han fået sagt hendes navn, han smilede over det. "men, hvorfor
så bange Camille" han holdte en lilel pause, "Hvorfor er du så bange for
om jeg er i dit hoved?" sprugte han som om han ikke viste hvorfor.

Camille fik tåre i øjnene..hvad havde han gang i med Zean og hende ?Demetris ord ramte hårdt, ville Zean hjælpe hende overfor Dawn...hun var i tvivl, meget.
Hun mødte Demetris blik med triste øjne "Jeg har stor tiltro til Zean...til han vil hjælpe mig og til hans valg af kvinde.Hvis hun er så særlig og dejlig, vil Dawn naturligvis aldrig ønske at gøre mig noget..." Hun vendte sig om.
"Tag det ikke personligt Demetri...men der er bare ikke plads til andre i mit hoved " nu gik hun hend til ham og kiggede på ham .."Og du...hvorfor ville du ønske at Dawn kommer efter mig?Hvad har jeg gjort dig ?" Hun var både vred og bange på alle tid og hendes stemme afslørede det sikkert.

Han tog om hendes hage og kiggede hende dybt i øjnene,
hans forandrede sig til at der sprang gnister rundt i den
grå farve, "Du kom på det forkerte tidspunkt" sagde han
og var tæt på hendes ansigt, hendes og Demetris læber var
tæt mod hinanden, hun ville kunnne mærke den ekstrame
kulde fra Demetris grå hånd. Det var nu også begyndt i hans
ansigt at blive helt gråt. Han så ind tid ind i hendes øjne, en slags
tavshed imellem dem sprang frem. Det angående Dawn var jo
latterligt, Camille lå jo og kneppede med DAwns barns far.

Hun stod stille og trak dårlig vejret da han holdt om hendes hage og stillede sig så tæt, al for tæt på hende.
Hans øjne havde en næsten hypnotisk effekt der dog ikke forhindrede hun begyndte at sitre i ben og arme.
"Zean...vil aldrig forlade...sin søn...og Elyas mor , hvad er der mere at sige.." hendes blod flød hurtigt gennem vener og arterier og hun følte sig lidt ør i hovedet.
"Demetri...du rør mig ikke " advarede hun ham.

I det næste holdte han hårdt om hendes skulder, og bed hende
i kravebenet, han begyndte at suge lidt blod til sig, han havde brug
for det nu, han havde fået lov til at komme tæt nok på til at han fakyisk
kunne gører hvad han ville. en fejl fra Camilles side af.
Hendes blod var sjovt ikke som noget han havde smagt før infomation
om Camille strømmede ind til ham via hendes blod.