Solen mærker min hud med sår. (Alle)

Hun greb ham om skulderen og prøvede at presse ham væk.hun mærkede hans kolde hud igennem tøjet og borede hendes negle i ham.
Hun ville skrige ,men ingen lyd kom ud...hvor var de alle nu...hendes venner, dem der kunne hjælpe Tristan, Zean, Altair endog Sakef...hun var alene i det her, hun var aldrig blevet bidt før,
Skulle hun dø nu? Hendes tåre begyndte at trille ned og hun fandt det svært at trække vejret.Hun skammede sig .

Demetri lod hænderne holde om hende istedet så hun ikke kunne løbe det
hele var håbløst, hun skulle dø nu eller skulle hun vaære hans tempel for
blod, hun var for ham det mere dyrebarste der var i verden, hun var en
kilde til blod og alt havd det stod for.

Hun mærkede hans favntag og begyndte at hulke.
Hun samlede sine sidste kræfter til modstand,hun måtte afprøve hendes telekinese om den hjalp.Det hun visualiserede , skete virkeligt.
Hun havde set en 8-10 containere længere hende i udkanten.Hun lukkede øjnene og visualiserede de alle ville ramme Demetri bagfra, og med lidt held slå ham ud, problemet var de også kunne ramme hende selv hvis han nåede at flytte sig.
Hun lukkede dog øjnene og ...kort tid efter lød der rabalder og støj...

///vi er ved en mark ved skoven...hvad laver containere der//

//øh..måske til indsamling af trækævle?...jeg har jo ik sat dem ,vel? Jeg opdagede dem bare! ...desuden synes du at have glemt aftalen fra sidst om 'ikke at røre' ;)...så må der oz stå en stribe containere..LOL.//

//hahaha..............................du skal lave aftaler med mig hvergang vi skal emne.//

De stoppede op midt i det hele, Demetri havde allerede stoppet dem
med sin ene evne, hun var meget svagere end ham og han kendte til
alle tricks, han var over 2000år så hun skulle ikke komme her og tro
noget, han slap hende nu og skubbede hende så hårdt at hun faldt.
"Tror du virkelig at jeg vile falde for det" ikke en eneste bloddråbe
var kommet ud for hans mund, han smilte og huden havde allerde
taget farve til det bedre. "Du glemmer Camille at du kun er en hvalp
i forhold til mig" han kiggede dyrisk ned på hende og hans øjne
lignte det samme som den aften, dog var der glitre i hans øjne og
de blev næsten hvide af at han havde indtaget blod.

Camille slog øjnene op , spændt på at se om hendes eneste mulighed for at ' afvæbne ' ham var lykkedes.
Alt hun så var en smilende Demetri, der hånede hende og kaldte hende en hvalp.
Hans tænder og bid havde sluppet hende og hårdt blev hun skubbet på jorden.
Hun følte sig ....ydmyget. Hendes hænder og begge albuer var der nu skræmmer og hul på, idet hun var faldet bagover og havde forsøgt at tage fra faldet.
Camille følte det var kattens leg med musen.
"Er du stolt af dig selv nu....stor, farlig og magtfuld ...tillykke du kunne overmande mig og fik dit 'overgreb' " , Camille var stadig på jorden og hendes stemme var tyk af angst og frustration da hun talte til ham..Hvordan skulle det her ende?

"Jeg ikke stolt" sagde han og lukkede øjnene imens han rettede på
sit skjorte. "Jeg tager det jeg har brug for" han kiggede tilbage på
solen, "hver du glad for at solen endnu er oppe" han måtte væk nu
hans hud var lige akurat blevet lidt mere hvid igen. Men nu var det på tide
at komme tilbage. "Du slår vel også dyr ihjel for at spise dem, du er min
mad så hvad er forskellen? at du kan tale og tænke" imens havde han
åbnet øjnene igen og kiggede på hende, hans øjne var ikke de smukke
magtfulde mere, de var helt sten grå og selv det hvide i hans øjne var
ved at blive grå, han var igen med at dø hvis ikke han snart kom hjem
til sin Lille Fie.

" Hvis du ikke kender forskel på mennesker og dyr...er du fortabt Demetri" Camille så op på ham.
"Har du taget hvad du skulle, eller skal jeg stadig være bange for dig?"
hun kiggeed op på ham og al sarkasme var væk " Vil du ikke godt hjælp mig, jeg VED du kan tage dig selv ud af mit hoved Demetri, Zean sagde det efter at "have været derinde".

Han spærede øjnene op, "Har du ladet en so Zean være der inde"
han rystede på hoved, "Jeg har aldrig været inde i dit hoved Camille"
sagde han og virkede sløv i det. Han kiggede frem for sig nu,det an-
gående dyr og mennesker tog han ikke så tungt, "Men lilel Camille
du er jo ikke et rigtig menneske vel" Hendes duft var iværtigfald ikke
sådan, men han kunne ikke helt finde ud af hvad hun enlig var.

Hun tog sig til halsen og så på Demetri.
Alle var så interesseret i hende og Zean, men hun var voksen,singel og ville ikke skulle forsvare sig hele tiden. Camille kendte sandheden og det gjore også Zean og resten af verden...var hun ved at blive irriteret på.
"Det igen , med min lugt... Demetri...hvad siger det om mig...alle de væsner jeg møde siger jeg ikke er menneske, er det også hvad du tror?" hun begyndte at blive urolig...mon Zean ville kunne se noget om det i hendes hjerne, det måtte hun huske at spørge om!

"Jeg ved ikke hvad du er" sagde han og hviste det ikke, "Dit udseende ligner
en blanding mellem engel, menneske, måske elver, en du kan også være en varulv
der virkelig har en fantastisk evne til at skjule din virkelige jeg" Han holdte en pause,
"Men hvad du overhoved hvad du selv er" han hvæssede pluselig af hende og begyndte
uden videre at gå ind i skoven igen, han ville hjem til sit teritorum, hjem og se om
Fie var der.

Camille blev siddende omtumlet efter sit blodtab og med en lille lyst til at hævne sig på Demetri, det var anden gang han legeed med hende, det var der ingen der slap godt fra, ingen!
camille var en god og meget kærlig sjæl, men pustede man til ilden , måtte man være forberedt på at brænde sig.
Hun kiggede eftertænksomt efter Demetri.

//Kan jeg mærke et lille tirck på at du vil lave noget med Fie xD//


Demetri begyndte nu at slændre løbe, men det gik ikke så godt.
Camille stadig kunne se ham, selvo han løb han var ikke langt væk
og det ville tage en lille halv time at komme hjem til Fies Lejlighed.
Han begyndte at være ldit længere inde i skoven, men han var svag.
Han havde ikke kunne været ude en times tid, han havde faktisk været
ude i 4 timer nu, det var den store grund til at han var så svag.

// jeg afsløre ALDRIG mine planer...det ville jo ikke være sjovt for nogen , ville det //

Camille rejste sig og selv om hun var usikker til bens lykkedes det hende at holde trit og holde ham inden for synsvinkel.
Selv mistede hun helt og adeles retningssansen og anede ikke hvordan hun skulle finde hjem til Deepshell igen.
Men hendes instinkt sagde hende at hun ikke var færdig med Demetri, ,måske de kunne..
Hun tænkte videre over sin plan..

//Det har du faktisk ret i, endelig en med samme tankegang, fasinerene!//

Demetri stoppede op, han kunne ærke Camille's blod
danse i hans døde krop, det gav ham liv og engergi men
det var alligevel ikke nok, men Hvis det var ville Fie så
give noget at sit for ham, han hvæssede af sig selv på
grund af smerten.

// endelig een der forstår mig * snøfter af glæde* LOL //

Camille hørte hans hvæsen, var manden da helt utilregnlig siden han skændte på sig selv..eller var der andet galt?
Hun fortrød næsten hun var fulgt efter, hvorfor havde hun et så ufatteligt stort talent for at havne i prekære situationer , hun fnes lidt ved tanken om al den ballade fordi hun.... hang ud med Zean om man så kan sige.
Og nu på listetå efter en vampyr, hvor dristig kunne man egenlig tillade sig at være?

//XD sådan kan man også sige man elsker jordbær//

Han brugte nu sine sidste krafter til at forvandle sig til en gråspærv
og begyndte at flyve op i træerne hvorefter han lige så stille forsvandt
for Camille og for skoven af.

//out//

* WTF * tænkte hun.... hvordan kan han det, hvordan kan nogen det? tænkte hun og så med et snært af beundring efter ham.
men hurtigt blev hun irriteret, nu var hun længere væk fra deepshell end før hun mødte ham, det havde ikke været hensigten.

Hun gik træt og en smule modløs tilbage i den retning som hun mente at være kommet fra, så måtte hun håbe på det bedste.Eller gro vinger selv.

//out//

//Du en god emne skriver det må jeg give dig!//

// tak... er lidt blue for tiden, så det er dejligt med "ros" //

//Blue???//

// Never mind that...//

// nysgerrighed dræbte katten, ved du godt//