So this is a beach? {Camille}

Tid: Klokken nærmer sig vel de 22:30 stykker..
Sted: Stranden, La Sunisha.
Omgivelser: Stranden? x3 No humans or angels or any other creatures ^,..,^
Vejr: Skyfrit, faktisk ret varmt, selvom det er aften.

Sandet føltes køligt imellem Christabels tæer. Hun havde taget sine converse af og var iklædt noget ret usædvanligt tøj, i forhold til det hun var vant til. Hun havde en kort, rødternet nederdel på og en løs, sort t-shirt, hvor der var en zombie på forsiden og på ryggen stod der: "How to escape.. me" med blodige bogstaver, der snørrede sig om den slanke ryg. Vinden virkede kølig mod hendes hud, dejligt kølig, og den pibende lyd af denne, blandede sig med lyden af de raslende bølger, der skyllede henover den sandede havbund, hvor der ikke lå én eneste sten eller musling man kunne træde på og komme til skade. Christabel stod godt 10 meter fra vandet, lyden virkede så ualmindeligt høje, her inde ved klippen, som hun stod lige under.
Hun følte sig som en del af vinden, som om hun blev virvlet lydløst afsted, selvom hun stod på det samme sted. Hun lagde hovedet tilbage og snusede den rå duft af tang og havsalt ind, en duft hun aldrig havde brudt sig om, men fundet beroligende. En knurrende lyd kom nederst fra hendes hals, som om hun var en tiger, der ville markere sig over for en anden, der var trængt ind på hendes territorium. Så rettede hun blikket op mod havet, og holdt øje med de sølvblå bølger, der bevægede sig i måneskinnet. Hun så hvordan det salte vand langsomt bevægede sig op på det gråhvide sandunderlag, for så at trække det lidt med og gøre det lag derunder vådt. Hun trådte langsomt et skridt frem. Hun bar en converse i hver af sine hænder.
Melodien af zombier der krøb sig af sted, der spiste børn og voksne, kvinder og babyer, deres skrig, deres hulkende lyde, kæderne mod stenene, piskeslagene mod den nøgne hud, hele den syge melodi var trængt i baggrunden og eksisterede ikke for hende i det ene moment, hvor hun stod og beundrede det sølvfarvede hav der kravlede op af bredderne og trak det med sig igen, som en desperat elsker, der slog armene om sit allersmukkeste kunstværk, sin bedstevenindes mand, og trak ham med sig ned i sengen. Duften fyldte hendes hoved og krop med en form for døs og hun lod langsomt øjnene glide i endnu en gang.

*tik.. tik...* det ene lille klik fulgte efter det andet .
Stranden var øde og stille .
Den før så tidligt overcrowded strand , hvor børns legede og deres latter beklædte stranden i et vidunderligt tæppe var nu efterladt , droppet til fordel for karbad, bamser og godnathistorier.
Kæreste par der dagen igennem havde badet, slikket sol og flirtet med hinanden var for længest hjemvendt og guderne måtte have et sageligt smil på deres læber ,hvis de var istand til at se hvad de unge mennesker med forelskede hjerter bedrev denne aften, under dække af mørket.
* tik..tik..* Camille slog øjnene langsomt op og strakte sig . Hun gav en lille lyd af velvære fra sig, da det havde været en lise for både sjæl,sind og krop at ligge her i timevis uden at tage stilling til noget som helst. Det havde næsten føltes som en form for liggende meditation og hensigten havde da også været at arbejde med hendes koncentration og ikke lade den forstyrre eller tiltrække af lyde,dufte og andre stimuli omgivelserne kunne byde på.
Det havde i dags timerne været enormt svært, da der var mange højtlydte forstyrrelser, men hvad der havde overrasket Camille var , at efterhånden som larmen aftog og der blev mere og mere stille for at stranden tilsidst blev helt stum, så tod den indre støj som hun selv var katalysator for til i styrke og at ignorerer den havde viste sig en større udfordring end hun havde kunne forudse.
Camille rejste sig op og begyndte systematisk, omhyggeligt med en øvet hånd at børste sandet af hendes hvide blonde skjorte med bådudskæring og af hendes army baggybukser der gik til lidt under hendes knæ.
Det var tid til at vende hjem. Alene. til en tom lejlighed.
Måske hun skulle anskaffe en hund, de var nemmere at gøre stuerene end mænd var, mente hun bestemt.

da der var noget meget tilfredsstillende over selv at bestemme,selv at vælge og ikke skulle indgå kompromis og forhandle sig frem til løsninger den hele tid.

Christabel trådte et skridt indad, så hun stod helt op af klippen. Hun lyttede til det stillestående mørke, pludselig forsvandt alle lydene for hendes ører og det virkede som om verdenen forsvandt, drejede i en forkert retning i et sekund. En zombie flængede den kolde luft med et skrig og det fik Christabel til at presse sig hårdere op af klippen. Pludselig føltes det som om den brast sammen om hende, lyden var ekstremt høj, et svagt klik. Christabel kiggede op fra sin syge fantasi og rettede blikket mod derfra, hun mente den var kommet.. Så rystede hun på hovedet. Det var sikkert ingenting.. Så trådte hun et skridt frem på højre fod. Så på venstre. Som om hun ikke længere stolede på sin evne til at gå. Hun lukkede øjnene i et par sekunder, tog endnu et skridt med højre fod og så begyndte hun at gå lidt hurtigere. Så stoppede hun op. Endnu en lyd, hvad var det? Det var svært at afgøre om det var klikken eller tikken, det var en lyd, Christabel ikke gad høre på, så hun vendte sig hurtigt om... For hurtigt. Alt begyndte at flimre for hendes blik og i et kort sekund, skinnede et babyansigt for hendes nethinde, en uskyldig, lille pige, med store gråbrune/grågrønne øjne der grinede op til hende, med øjnene fuld af glæde. Så forsvandt hun, stranden flimrede tilbage på plads, og pludselig fik Christabel øje på det klikkende væsen. Væsen?
Nej, det var en kvinde, der rejste sig op, mente Christabel og blev stående nede ved sølvvandet og kiggede op. "Hmm.." brummede hun fraværende og stod og beundrede hvordan kvinden.. pigen?.. børstede sit tøj af. En hvid skjorte med blonder og et par armybukser.. Noget som Christabel aldrig ville tage på. Hun havde det helt fint med sit punkertøj, eller hvad det nu var Andie kaldte det. Hun trådte et skridt bagud, som om hun stod og skyggede for kvinden, og det var faktisk som at hun nu stod lidt tydeligere frem mod det fine sand, der var farvet helt gråt af månens iskolde lys. Langsomt, gled minutterne forbi, faldt tomme og døde til jorden, uden at blive til andet end ingenting. Det var stadig som om at tiden og jorden stod stille, eller drejede i den forkerte retning. Skulle hun være fjendtligt indstillet?
Endnu en dyb knurren kom bagerst fra Christabels strube, som om hun prøvede at understrege det var hendes territorium, og denne kvinde.. pige.. ikke skulle komme tættere på. Faktisk følte Christabel sig mærkeligt relateret til dette sandbeklædte sted.. Hvad hed sådan et sted?.. Hun var som bølgerne. Ramte noget, gled tilbage igen, og blev ved med at angribe det, indtil byttet formede sig efter hendes drabelige engletænder. Dog havde hun aldrig kunne forklare den smerte hun konstant gik med i ryggen.. Lige under skulderbladende, men hun havde heller aldrig prøvet at finde ud af hvorfor. Det var bare endnu en kendsgerning i et liv fuld af kendsgerninger, og hvad var det mennesker levede for? At konstatere kendsgerninger.

Indhyllet i mørke , som et lille barn svøbt i et tæppe med de smukkeste kniblinger, begyndte Camille at pakke hendes ting sammen. Rolige, langsomme og velovervejede bevægelser var hvad hun leverede, og selv hendes tanker bar præg af en harmoni , en balance hvor det hele synes at spille glimrende sammen.
Det var ganske sjældent hun oplevede netop det, som et løg var der oftest al for mange lag der skulle skrælles og for mange niveauer man skulle gennemgå og analyserer og alt for mange følelser der skulle udvises hensyn til.
Men denne dag og denne aften havde været kun for hende. Og det var lykkedes for hende at holde alle andte tanker på afstand, at opsætte et sikkert værn og holde alt uvedkomment ude.
Camille glædede sig til at fortælle Zean om det, efteralt var det ham der havde givet hende ideen til at træne hendes koncentration mere målrettet og ikke i hendes vanlige random og laid back stil.
Hendes blik fulgte noget mønster i sandet, spor og aftryk der bar vidne og dagen der var gået og aftenen der var på hæld. Snart kætegnede de havet, som kun en kvinde opfyldt af kærlighed kan kærtegne brystkassen på den hun elsker og begærer, men en raffineret fintfølende gestus.
Hun smilede til mørket og måtte næsten tvinge sig selv ud af den her atypiske sindstilstand, hun synes at være fanget i .
Med sine ting pakket, begav hun sig ned af klitterne med små trin i sandet og en fod der jævnligt lod sig føre væk af sandet og dermed udfordrede hendes fysiske balance , kom hun endelig ned på selve stranden.Da skuede hun en lille skikkelse.Hvem var det? Og på denne tid af døgnet. Hendes instinkter hviskede og rev i hende om at stikke af, forsvinde og ændre sin kurs, men Camille gik mod skikkelsen imens en uklædelig rynke tværs over panden bar vidne om en stigende bekymring inden i hendes ellers så rolige og velafbalanceret sind.