En festival til forklædning [Mattis]

Mattis brød sig egentlig ikke om at deltage i festivallen. Alligevel var han der. Men det var nu ikke for at nyde en fridag, men tvært imod hvor at arbejde. Der var ofte væsner tilstede i store ansamlinger af mennesker. Han rynkede lidt på næsen. Det var nemt for dem at gemme sig i de store forsamlinger af uskyldige. Mattis havde til gengæld ikke spor let ved at gemme sig. Han var høj som et hus og bred som en dør. Det var sådan hans gamle far plejede at beskrive ham. Og det lange, krøllede hår gjorde det heller ikke lettere. Nu var det heller ikke ligefrem fordi at Mattis forsøgte at gemme sig for nogen. Så ville han nok have valgt et lidt mere normalt udseende end det han havde. Han lignede en man let kunne associere med en rockerbande, hvis han havde været klædt i læder, og havde kørt en Harley Davidson. Men det gjorde han nu ikke. Han var klædt i en lang sort trendcoat, og et par slidte cowboybusker. Under frakken havde han en sort t-shirt, der sad forholdsvis stramt grundet hans kraftige bygning, og en forfærdeligt masse våben.
Han holdt øjne og øre åbne, mens han mistænkte alle for at være mere end de gav sig ud for, og ledte efter tegn på umenneskelige væsner.

Mattis så ned på et par lodrette pupiller, da han mærkede en noget mindre person gå ind i sig. Han stod et øjeblik, og fulgte pigen med blikket mens det med pupillerne faldt til jorden. Lige netop længe nok til at lade væsnet slippe udenfor rækkevidde. Han rynkede brynene og fulgte efter den unge pigeskikkelse, i stedet for at gøre et stort nummer ud af det, og råbe op. Han ville hellere have hende hen et sted hvor der ikke var så mange mennesker der kunne vidne. Og hvis nu væsnet var på vej hen sådan et sted af sig selv, så ville det da være dumt at forsøge at stoppe hende, ville det ikke? Jo det ville det nu nok.
Derfor holdt han sin mund, og fulgte efter den umenneskelige i tavshed, mens han overvejede hvad hun kunne være. Hans gæt ville falde på dæmon, da det var nogen af de eneste væsner der, så vidt han vidste, kunne have lodrette pupiller og gå rundt i solskind.

Der gik ikke lang tid før Mattis stod også stod i gyden. Han betragtede pigen der gik rundt derinde. Hun virkede irritabel. Han var overbevist om at hun var dæmon. I trendcoatens dybe lommer holdt han let om den helt specielle kniv han ejede for at være i stand til at dræbe dæmoner. Han gik roligt lidt længere ind i gyden. "Så... Hvorfor her?" brummede han spørgende, og løftede det ene rødlige øjenbryn.
Det var noget han spurgte de fleste af hans ofre. Hvorfor. Det gav nogle ret interessante svar ind imellem.

"Tørstig?" Gentog han og rystede let på hovedet. "Hvis du er tørstig, så drik noget vand." foreslog han, og gik roligt nærmere. Begyndte at finde ud af hvad der ville være den bedste angrebsteknik. Han var nødt til at komme tæt på hende, men eftersom han ikke vidste præcis hvor farlig hun var, var det risikabelt at komme for tæt på hende. Det var en kompliceret affære at være dusørjæger...

Mattis lo let. En brummende latter der ikke var let at tyde. "Jeg ved skam udemærket godt hvad du er. Men derfor behøver du vel ikke tage flere uskyldige liv?" svarede han hende.
Han lagde mærke til hvordan hendes blik var fæstnet på et punkt under hans hage. Et øjeblik var han faktisk rigtig glad for at være højere end hende. Altså måtte hun være ude på at slå ham ihjel via halsen. Sandsynligvis nok et bid, eller noget i den stil. Det var perfekt... Det gjorde det så meget nemmere for ham at angribe uden at hun fattede mistanke før det var forsent.

Mattis smilede varmt, og nikkede let. "Jamen det er jo godt, så har du allerede forbedret dig. Lad mig hjælpe dig med at nå til næste skridt for syndsforladelse." sagde han, og bandede indvendigt da hendes blik flyttedes fra hans hals. Lige meget, han skulle nok kunne finde en anden måde at få hende ned med nakken på.

Mattis så ned på hende, og nikkede. "Jeg har tænkt mig at hjælpe dig med at få tilgivelse for de liv du har tager for at forlænge dit eget. Hvilket desværrer betyder at du må dø." fortalte han. Det var egentlig ikke noget Mattis troede på. Han troede på at det var hans opgave at rense verdenen for Djævlens beskidte bastarder. Men det behøvede han jo ikke at fortælle dæmonen...

Mattis løftede let det ene øjenbryn da hun kommenterede hans tanker. "Hold dig ude af mit hoved." Vrissede han, tog fat i hendes skulder og skubbede hende op mod muren. Trak kniven op af lommen, og pressede den let ind mod hendes side. Ikke nok til at der gik hul, men nok til at det kunne mærkes gennem hendes tøj. "Du hører ikke til i denne verden, og det er mit job at eskorterer dig ud herfra."
Mattis havde droppet den venlige tone. Han fremstod nu som den koldblodige morder han egentlig var. Hvilket ikke var noget der skete ofte.