Elsker fare- Mattis

[center]Tid: 15.00
Sted: Silent river, i sheria,
Omgivelser: Mennesketomt
Vejr: Lunkent og en smule overskyet
Påklædning: Et par gamle ødelagte jeans, en stram sort top, og et par All stars sko,

Ez stod mussestille lidt væk fra søens kant, og studerede søen, med et smil, den havde en gammel historie hun godt kunne lide at minde sig selv om, selvom der var mange der var druknet i søen, havde hun aldrig haft problemer ved at være i nærheden af den, pga hendes evne til at styre vand, og hendes dejlige store vinger der ville kunne få hende ud af selv det støreste muderpøl, hvis der da ikke kom mudder på vingerne, for så var hun da for alvor fortabt, stille traskede hun lidt væk fra søen, og gloede på sine all stars, som var blevet over mudret, og sukkede opgivende "Det var så det par sko,"Mumlede hun mest til sig selv, og satte sig ned på en stor sten, der havde en smule mos på sig op af kanterne, og bøvlede med at tage sine all stars af, for at få det væreste snavs af dem, så hun kunne bruge dem hjem, og så de ikke ville blive for stive at gå i, hendes lange blonde hår var sat op i en høj hestehale, så man kunne se den guld kæde hun bar om halsen, en kæde hun var meget glad for og altid havde på, da den havde en fortid sammen med hende, 1000 år, stadig i en teenager krop, var lidt sørgeligt selv for Ez hun havde tit tænkt på hvordan det ville være hvis hun lignede en på de 20 år, hvilket hun aldrig ville komme til, da hendes krop stoppede med at vokse da hun nåede de 16 år, synd og skam, men hun overlevede det skam nok,

Mattis havde bevæget sig ud til den lumske sø, blot for at tjekke om nogle væsner skulle have slået sig ned der. Han var ny i området, og var nødt til at finde ud af hvor de gode jagtsteder var. Sådan noget var jo vigtigt for en jæger.
Længere fremme kunne han se skikkelsen af en ung pige. Hun var smuk. Han behøvede ikke at se mere end hendes skikkelse for at kunne sige det. Hun var ganske enkelt smuk. For smuk til at være menneske. Han nærmede sig så stille som muligt, selvom han vidste at hun ville kunne lugte ham, sådan som væsner nu engang kunne. Hun var ikke vampyr, hvilket ellers ville have været hans gæt, der var et eller andet specielt ved vampyrer, som hun ikke havde. Det måtte betyde at hun var engel. Han rettede sig let op. Stor som en bjørn havde hans mor altid sagt. Det lå til familien at være store. Han var kraftigt bygget, og højere end de fleste mænd. Og det store, krøllede hår, der nåede ham til albuerne, fik ham ikke ligefrem til at se mindre ud. Han var klædt i en sort t-shirt, der sad forholdsvis stramt over hans mægtige korpus. Bukserne til gengæld var store og løse, og fyldt med lommer. - Og våben. På fødderne havde han et par kæmpestore militærstøvler. De var i hvert fald kæmpe i forhold til den unge pige, han nærmede sig. Han stoppede op kort fra hende, fulgte hendes blik. Sagde ikke noget, betragtede bare sdet stilstående vand sammen med hende. Lod hende om de første ord.

Ez rettede ikke sit blik imod manden der var kommet hen til hende, men blev bare ved med at kigge på vandet, som om det var en kat der havde behov for at blive kigget på, ellers ville den angribe, det skulle ikke undre hende hvis der boede noget i søen, eller et eller andet sted omkring den, dog rettede hun endeligt sine blå øjne imod manden der var dukket op ved siden af hende, og hævede det ene øjnbryn, "Jeg troede det var ulovligt at have bjørne i skoven"Sagde hun så med et drillende smil på læberne, og studerede manden grundigt, og havde allerede gættet at han var en jæger, ikke noget hun tog notat af, for hvis han ville hende noget ondt havde han jo allerede gjordt det, så hun rettede bare atter sit blik imod søen, med et smil på sine rosa læber, imens hun nynnede en gammel melodi for sig selv, Det var enligt sjældent hun stødte på andet end mennesker og engle, og dæmoner for de sags skyld, hele hendes liv havde hun nok set... 2 jægere? Ham drengen der have givet hende et lift, og så ham her, hun havde self set andre jægere på afstand da hun var yngre men hun holdte sig altid fra dem, for de skabte kun problemer, "Sig mig, er i jægere vilde med disse byer, eller er det bare mig der har opfattet det forkert, ?"Spurgte hun så efter lidt stilhed imellem dem, for han snakkede jo ikke hvilket var skræmmende på en sej måde, og dog ikke,

Mattis brummede leende ved englens drillerier. Hvilken fantastisk hilsen. Han brød sig allerede om englen. Selvfølgelig respekterede han hende, men det var en del af at betragte hende som et helligt væsen. Og der er nu altså en del forskel på at respektere en person og på at bryde sig om en person. Han brummede et eller andet om at det nok var længe siden at der havde været bjørne i området, stadig med en smule latter siddende i den dybe stemme.
Han betragtede hendes spejlbillede i vandet. Hun så ikke engang ud til at være halvt så gammel som han selv. Dog vidste han godt at hun sandsynligvis var langt ældre end ham. Sjovt, som udseendet kan snyde på den måde.
Han tænkte lidt over hendes spørgsmål og overvejede sit svar. Førte den ene store lap op i håret og kløede sig let i hovedbunden. "Hmm." Var det bedste var han kunne komme med lige med det første. "Jo ser du, stedet her har ry for at være spækket med væsner, en sand guldgrube for en jæger der kan sit kram. Så hvis du har mødt en del jægere, så er det nok derfor. De søger alle lykke og rigdom her." Svarede han eftertænksomt. Hans dybe stemme, og lave toneleje fik det til at lyde som om han konstant gik rundt og brummede. Men det var nu engang sådan han talte.

Ez kunne ikke lade vær med at le over det han sagde, og kiggede atter på ham, og sagde så klogt, "En jæger er farlig, når han har sine våben, men en bjørn er til at kramme, så nu spøgre jeg dig, oh du store jæger, hvilken en af tingende vil du kalde dig selv? En dejlig kramme bamse af en bjørn eller en stor bisk jæger der mangler arbejde," Hun kunne ikke lade vær med at fnise over det hun lige havde sagt, for det var jo et ret godt spørgsmål, for han lignede en stor krammebamse, når det kom til sagen, og ikke en farlig jæger der ville dræbe væsner som hende, eller måske ikke væsner som hende, men andre af hendes slags, altså dæmoner, og vampyr og elver ogs, stille rystede hun på hovet, og skuppede de slemme tanker væk, de skulle ikke ødelægge hendes humør, ikke i aften, for hun havde lige været så munter, hvilket hun stadig var, "Jeg har set en jægere mere end dig, en sølle knægt på 17, og aligevel ku han give en tøs på 1500 år en røvfuld"Sagde hun leende, hvilket var sandt, drengen havde jo givet hende røvfuld, han greb hendes fod i luften, hvilke normale mennesker ikke ville kunne, for det var hun for hurtigt til,
Endu en bonus ved at ha knogler som dun, og aligevel var det trist for hende, hun ville aldrig kunne springe ud fra et fly med falskærm, så ville hendes vinger med det samme tage over,

Mattis tænkte sig lidt om. Det var sådan set et ret godt spørgsmål. "Lige nu er jeg nok allermest en bjørn. Men det betyder ikke at jeg ikke også kan være en koldblodige jæger med rigeligt arbejde." Svarede han, og blinkede let til hende med det ene øje. Det var sandt nok. Det var kun utilstrækkelige jægere der manglede arbejde. Og Mattis var bestemt ikke utilstrækkelig. Han havde god forstand på at opspore og identificere bastarderne.
Han lo højt, da hun fortalte om den anden jæger hun havde mødt. "Han lyder som en knægt med krudt i." brummede han leende, og kløede sig let i skægget.
Unge jægere kunne også være dygtige, det var meget forskelligt hvem der var de bedste. Men ofte var det ikke folk man normalt ville forbinde med mord og andre alvorlige forbrydelser. Det var ofte det der gjorde dem så gode. At deres udseende fik deres modstandere til at undervurdere dem. Det eneste ved Mattis der måske fik hans modstandere til at undervurdere ham, var det faktum at han var menneske. Nogle væsner følte sig højt hævet over mennesker, og mente derfor ikke at jægere på nogen måde kunne være til fare for dem. Hvilket netop ofte var grunden til at jægerne blev til fare for dem. En af Mattis gyldne regler var at hovmod fører til fald. Selvom man er god til noget må man aldrig tro at man er bedre end alle andre. I visse situationer kan det betyde døden.

Ez fnes piget af hans kommentar, og daskede ham blot på skulderen, og rystede så på hovet af ham, "Mænd er og bliver de sammen, Bah"Hun kunne dog ikke lade vær med at le, det morede hende ganske meget at han indrømmede det på den måde som han gjorde, dog rystede hun let på hovedet af det sidste han sagde, "Der var krut i ham, er der sikkert i nu, jeg vil bare ikke blive uvenner med ham"Sagde hun så med et lille smil på læberne, hun elskede enligt at få sig en slåskamp med nogen, når det kun var for sjovt, men med en jæger, ville hun føle sig truet og snyde med at bruge sine evner, hvilket hun var god til, og det var skræmmende selv for hende, for hun ville ikke smide vand i hovet på folk, hvis det da ikke betød det kunne koste hendes liv, stille gik hun lidt tættere på vandet, og løftede en finger, så små vand dråber forlod vandet, og kom hen til hende, og hang bare pænt i luften, så hun begyndte at fnise lidt,
Det var en ting hun elskede, det var de ting hun kunne få vand til at gøre, blive til smukke ting, det var nok det bedste hun kendte til, "Jeg misunder jer, Meget enda, jeg bliver aldrig ældre, kommer nok heller aldrig til at finde mig en jeg kan leve med, for de fleste vil ikke syns om at være samme med en engel der er 1500 år, og ligner en pige på 16, og opføre sig som en på 10,"Sagde hun så tænkende, imens hun fik vanddråberne til at danse omkring sig selv, så det blev til en næsten smukt show for dem,

Mattis brummede atter en latter. "Jeg tror ikke at det er særligt attraktivt at blive uvenner med nogen dusørjæger. De har det med at gøre livet surt for deres uvenner." fortalte han hende, og blinkede venskabligt til hende.
Ikke engan Mattis, der selv var jæger, havde lyst til at blive uvenner med en jæger. Det var hans erfaring at de ofte var ydderst ubehagelige overfor folk de ikke kunne lide. Og nogle af disse erfaringer havde han fra sig selv. Han var nemlig ikke et hak bedre end så mange andre jægere. Han kunne være modbydelig når det kom til stykket.
Han betragtede eftertænksomt dråbernes dans rundt om englens ungpige krop, mens han lyttede til hendes ord. Kløede sig let i det rødlige skæg.
"Jeg tror ikke at du skal tage det så tungt, min kære engel. Selvom din krop ikke bliver ældre er du stadig en smuk pige, og jeg er fuldstændig sikker på at du finder en der vil elske dig for den du er. Så længe du ikke mister modet og holder op med at lede." Sagde Mattis med en venligt smil om munden. Når det gjaldt engle kunne han sagtens være en venlig sjæl. Men ellers var det sjældent at andre end børn fik ham til at smile.
"Desuden tror jeg at mange mennesker i virkeligheden ville ønske at de var som dig. Fortryllende smuk, og med evigt liv. Det lyder som ethvert menneskes drøm." fortalte han, og nikkede let. Det var jo sådan set sandt. Han troede på at alle mennesker dybt inde i sig havde et hemmeligt ønske om at leve evigt. Nogles lå dog mindre dybt end andres.

Ez kiggede på ham og lod vandet dale til jorden imens hun lagde hovedet på skrå med et smil på læberne, "Det er en drøm ja, Men at leve den drøm, bliver til et helvede"Sagde hun så med et smil på læberne, og lagde armende over kors under sine bryster imens hun stod stille og studerede det klare vand med et lille smil på læberne, hun troede ikke helt han havde tænkt sig over hvad der ville ske hvis man levede så længe som hun, de fleste glemte jo at de folk der levede så længe, så alle deres kære dø fra dem, og se hele livet forandre sig, se folk blive slået ihjel, Det væreste var kærligheden, den kærlighed de fleste snakkede om varede evigt, fandtes ikke, hun havde selv haft en i 300 år, og så blev de ligesom bare trætte af det samme syn hver morgen, stille vente hun blikket imod himlen, så hendes hår dalede ned af hendes ryg, imens hun så meget tænkende ud og sagde så endeligt "Jeg kan godt lide bamse bjørne, de er bløde når man krammer dem, er du også det?" Stille rettede hun blikket imod ham igen, og smilede et sødt men dog barnligt smil imens hun lagde hovedet let på skrå, og lukkede øjnende i, så hun virklig lignede en lille pige, eller som en moder ville sige, en lille engel,

Mattis trak på skuldrene og vendte blikket ud mod vandet. Det var ikke noget han kunne kommentere, eftersom han ikke selv havde prøvet at leve den drøm.
Han lod tankerne vandre om emnet. Det faldt ham svært at forestille sig at leve evigt. At leve som en engel. Egentlig mente han at det måtte være ærefuldt at få lov til. Han kunne ikke forstå hvordan denne engel kunne tillade sig at brokke sig sådan. Hvordan kunne hun dog være utilfreds med at tjene Gud? Der var intet mere ærefuldt en en sådan opgave.
Det var dog ikke noget han sagde. Hvis hun ville brokke sig måtte hun have lov til at brokke sig. Det var ikke hans problem. Indtil han blev træt af at høre på hendes utaknemlighed. Så ville han måske begynde at fortælle hende et og andet om ære og sådan noget.
Han vendte lettere overrasket blikket mod hende ved hendes spørgsmål. Om han var blød at kramme... "Jeg tror ikke at jeg er specielt blød at kramme... Men jeg har før fået at vide, jeg at er god at kramme." Valgte han at svare. Det var sådan set rigtig nok. Det faktum at han var så stor og stærk som han var havde engang fået en lille pige til at fortælle ham at han var god at kramme. Han var ligesom en stor bjørn, der ville beskytte en mod alle farer.. Ja, det var faktisk de ord hun havde brugt. Mattis smilede et lille, varmt smil ved tanken. Han holdt af børn. Meget endda. Der var intet så uskyldigt som et barn, der endnu ikke kendte til den verden det levede i.

Ez lagde hovedet let på skrå og lo svagt af det han sagde, "Skal vi ikke finde et mere.. Spændende sted her er lidt dødt,"Sagde hun så med et svagt smil på læberne, og rettede atter blikket ud imod vandet igen, imens hun tænkte for sig selv, Han så ganske vidst stærk ud, og var helt klar muskulin, han lignede heller ikke en god krammer, "Da jeg var lille, havde jeg en teddy ber, jeg elskede vildt meget, har faktis gemt den til den dag jeg selv skulle få en lille en, "Sagde hun så med et smil, det var en af hendes sidste mål i livet, var at få et barn, helst hendes eget da hun ikke ville komme til at adopter en vampyr, "Hvad med dig tænker du nogen sinde på at få en familie?"Spurgte hun så nysgerrigt,

Mattis så lidt på englen, og nikkede så. "Jo, det kunne vi godt." svarede han hende, med et let smil på læben. Selvom han egentlig burde være på jagt for at beskytte engle som denne, så ville han faktisk hellere tilbringe aftenen sammen med hende. Det ville være en rar pause i dræberiet. Af og til fandt Mattis hans job bedrøvende. Det var ikke ligefrem fordi det var en rar karrieere at skulle slå ihjel. Men på den anden side var det jo bastarder der ikke hørte til på denne jord. Djævlens skabninger. Uværdigt kryb. Så selvom det var en bedrøvende forretning, så var det alligevel et ærefuldt arbejde.
Han smilede let, da hun snakkede om den bamse hun havde gemt til sit eget barn. Sødt. Men da hun begyndte at snakke om, om han ville have børn. "Øh.." var det første der kom ud af hans mund, mens han kradsede sig i nakken, under det store hår. "Tja... Det har jeg vel? Jeg mener, det er min pligt at føre O'Mogair-slægten videre, så jeg har det tænkt mig at få et barn som jeg kan oplære som jæger, præcis som min far oplærte mig, før jeg bliver for gammel." brummede han tænkende. Det var ikke noget han tænkte meget over. Men når nu hun nævnte det, så burde han måske se at finde sig en pige, højest sandsynligt en anden jæger, før det blev for sent.

Ez så lidt på ham, og nikkede så med et smil "Som du kan gætte jeg har alle de år jeg vil til at finde mig en fyr og skabe en mini mig,"Sagde hun så med et smil på læberne, og begyndte at gå væk fra søen da hun fik en virklig dårlig ide, Stille kiggede hun undersøgende på ham igen, for at være ærligt havde han en god krop, og sikkert en masse andre gode ting, som kunne være godt for det barn han ville få med en kvinde en dag, stille lagde hun hovet tænkende på skrå, "Hvad ville du sige, hvis en engel spurgte dig, om du ville søgre for hun gik med dit barn?"Spurgte hun så nysgerrigt, imens hun ventede på hvordan han ville reger på det, og ikke gennemskue hendes lille ondsinede plan hun var ved at danne i sit hovede,

Mattis smilede af hendes beskrivelse. En mini mig... Det var ikke et udtryk han havde hørt før.
Han begyndte roligt at følge englen, da hun begyndte at gå. Regnede med at hun havde en plan for hvor de skulle hen, eftersom hun havde foreslået at de skulle tage væk fra søen.
Han brummede uforståeligt til hendes spørgsmål. Var i tvivl om hvad fanden han skulle svare. Han havde hjerne nok til at lægge to og to sammen, og regne ud hvor hun ville hen. Og ærlig talt så virkede det bare forkert. Mest fordi hun havde krop sin en teenager. I hans øjne var hun mindre end halvt så gammel som ham. Og hvad så hvis hun havde levet mere end tusinde år, det ændrede ikke på det faktum at hun så ud som en seksten årig. Hvis han gjorde hende gravid... Nej, han ville slet ikke tænke på det, det ville se alt for forkert ud, ikke blot i hans øjne, men også i andres øjne. I andre menneskers øjne.
"Det ved jeg ikke... Jeg tror det komme an på situationen..." brummede han mumlende, og holdt blikket rettet mod jorden et par meter fremme.

Hun kiggede let på ham og nikkede til det han havde haft sagt. hun vidste ikke hvordan hun skullle overtale til at være far til hendes barn. "Hvad hvis jeg bad dig om det? jeg ved godt det sikkert virker forkert for dig fordi jeg ligner en på 16. men se sådan her på det jeg kunne bluve en god mor
og så har jeg noget at elske og passe på i libet igen"hun mente faktis dette hun sagde utrolig nok

Mattis kløede sig forlegent i nakken. "Hør..." startede han, men kunne ikke rigtig komme videre. Han tænkte omhyggeligt over situationen. Selvom det vel faktisk ville være en ære at gøre en Guds sendebud med barn, så var det stadig ikke helt efter hans hoved. "Når jeg skal stifte familie, så bliver det for at fremavle en ny jæger. Et barn af mig vil blive jæger. Det er ikke til diskution. Det er min pligt overfor familien at føre slægten og traditionen videre. Det er blevet pålagt min slægt at rense Guds jord for Djævlens skabninger. Og selvom det ikke er nogen rar opgave, så er det en ære at udføre den. Men det er heller ikke nogen rar opvækst for at barn, at vokse op til den opgave." forklarede han, og håbede at det ville skræmme hende væk. Det var i hvert fald hans bedste forsøg. Han havde ikke så mange andre grunde til at skulle lade være, udover hvor forkert det var, og eftersom hun var en af Guds engle, så kunne han ikke tillade sig at afvise hende, hvis ikke hun selv trak sig.

Ez tænkte lidt på det han sagde og smilede sa"de slægt vil jo elske.hvis du gjorde en engel med barn halv engel. halv menneske. prøv at se det for dig. "Sagde hun så med et smil på laberne hun kunne godt forstille sig det. og skulle nok finde en måde at overtale ham på hvis det skulle være det.

Mattis bandede indvendigt. Ville hun dog ikke nok lade ham slippe? Han var ikke engang sikker på om han overhovedet kunne gøre en teenager gravid. Vidst var hun da køn, man i hans øjne var hun ikke meget mere end et barn. Og ærlig talt, så var Mattis ikke til børn. Ikke på den måde. Han sank et par gange, og rystede på hovedet, som for at klare det. "Ligegyldigt hvor stor en ære det ville være, så tror jeg ganske enkelt ikke at jeg ville være i stand til det." svarede han og slog lettere opgivende ud med hænderne. Hvis ikke det fik hende til at trække sig, så vidste han simpelthen ikke hvad han skulle gøre. Han følte egentlig at det var unfair gjort af hende, at stille ham i denne situation, men det var selvfølgelig ikke noget han lod hende vide.

Ez sendte ham bare et smil for at vise hun ikke ville trække sig. "Su behøver ikke ha kontakt til mig eler barnet hvis det er det der går dig på. jeg er skam ret sikker på du kan gøre,det nu handler det bare om du vil tage dig sammen til det. desuden. er jeg ret sikker på gud vil belønne dig ogresten af din slægt resten af jeres liv."sagde hun så med et lille smil.på læberne

Mattis gned sig i ansigtet. Hun var bestemt ikke en synderligt venlig engel... Han så lidt på hende med at ulæseligt blik. Hun var en engel. Hvordan i al verden skulle han kunne lade være med at efterkomme hendes ønske. "Det har ikke noget med kontakten bagefter at gøre. Det har noget at gøre med, at du, med al respekt, i mine øjne ikke er meget mere end et barn. Jeg kan ikke gøre for det, men når jeg ser på dig ser jeg ikke en jeg ville gøre med barn. Jeg ser en pige der ikke engang er halvt så gammel som jeg selv." fortalte han, og følte sig pludselig meget træt. Hvis han kunne tale hende fra det, vidste han allerede hvordan han måtte gøre. Men det ville blive dyrt... På grund af sin størrelse blev Mattis ikke særlig let fuld. Og det var lige netop hvad han måtte blive, hvis han skulle kunne efterkomme englens ønske.

"Jeg har allerede taget min beslutning du kan ikke tale mig.fra det på nogen måde. nok ser du mig som et barn. men jeg er stadig ældre end di"sagde hunn så med et smil på laberne imens hun stadig fortsatte sin tur ind. byen.

Mattis sukkede tungt, og gav op. "En ting er sikkert, jeg kan ikke gøre det i ædru tilstand. Og det bliver dyrt når jeg skal være fuld." Brummede han som en sidste protest, selvom han godt vidste at det ikke ville virke. Han fulgte hende stadig, selvom han var begyndt at fortryde at han overhovedet var faldet i snak med hende. Hvad var det dog for noget skidt hun havde lokket ham ud i... Han var ikke sikker på om han skulle betragte dette som en velsignelse fra Gud, eller en prøvelse som han var ved at dumpe.
Alt i alt var det med blandede følelser at Mattis gik med til at opfylde englens ønske.

"Jeg skal nok betale"sagde hun med et smil.på laberne og fortsatte sin tur ind til byen og fandt hurtigt en bar hvor der næsten ingen var. der havde. de også mulighed for at leje et værelse som de skulle bruge uden tvivl

Mattis tog sig selv i at skule til englen i det skjulte. Dumme pigebarn. Da de kom til baren, trak han vejret dybt, og rystede svagt på hovedet, før han gik indenfor. Mumlede noget om at det var ved at være sidste chance for at fortryde, selvom han godt vidste at hun ikke ville fortryde. Egentlig var det meget længe siden at han sidst havde været fuld. Normalt tog han kun på barer for at arbejde. Og når man arbejdede var det en dum idé at blive fuld. Specielt når ens arbejde var så farligt som Mattis' var det.
Han satte sig ved disken, og skævede kort til englen. "Giv mig det stærkeste du har." Bad han bartenderen, og lignende virkeligt en der hårdt trængte til en drink.

Ez satte sig bare på baren imens hun sendte ham et smil. bartneren fandt hurtigt det han havde bedt om og stillte et krus foran ham med det stærkeste han havde. ez sendte bartneren et blik så han luskede hen og fandt en nøgle han gav ez. "Takk"sagde hun med et smil.og rettede så sit blik.på matti