Training, training, training ~ Mattis

Dato: 25/09
Dag: Torsdag
Tid: 21:03
Sted: Træningssalen
Vejr: Begyndende tusmørke udenfor
Omgivelser: Nogle ganske få jægere andre steder i bygningen

Der var stille i dusørjægernes hovedkvarter. Bortset fra en underlig lyd, som man mindst af alt ville forvente at høre lige, netop der; nemlig lyden af baskende vinger. Man kunne måske fristes til at tro at det blot var en fugl der var blevet lukket inde i den lydte sal. Dog kunne man, hvis bare man lyttede lidt efter, let høre at vingerne der baskede var alt for store til at tilhøre en fugl.
Gik man ind i træningssalen blev man mødt af et forunderligt syn; en engel stod midt i rummet og baskede vildt med de grålige vinger, mens hun tilsyneladende forsøgte at forhindre sig selv at lette, ved at holde fast i en vægt der mere end det femdobbelte af hendes egen vægt.
Hun var klædt i et par grå træningsbukser og en sort sportsbh. Bare tæer. Det røde hår var som sædvanligt samlet i en flettet pisk der hang ned over hendes bryst og svingede i takt med hendes efterhånden anstrengte bevægelser.

Joe havde været igang i lang tid, da solen begyndte at gå ned. Hun var gennemblødt af sved, men det lod hun sig ikke mærke med. Hun trænede sine vinger, forsøgte at gøre dem til sin største fordel. Normale englevinger gik let i stykker, kunne ikke klare ret meget ekstra vægt. Joe havde trænet sig selv op til at kunne flyve med op til 80 kg ekstra vægt. En rimelig normal mands vægt.
For en gangs skyld var Joe faktisk ikke bevæbnet. Det skete sjældent. Ikke engang når hun sov var hun ubevæbnet. Hun var ikke tryg i denne bygning, der ofte var fuld af hendes menneskelige kolleger. De kunne så nemt misforstå situationen, fejlbedømme og betragte hende som bytte. Hun havde før oplevet at en anden jæger havde forsøgt at slå hende ihjel mens hun trænede. Men når det skete var hun rigeligt dygtig til at kunne sætte dem på plads.

Da Mattis trådte ind i salen, stoppede han måbende op. Aldrig havde han set et syn som dette. De kæmpestore, mørke vinger syntes at fylde hele salen, selvom dette bestemt ikke var tilfældet. Han tog sig sammen, og gik længere ind i salen. Begynte først nu at undre sig over hvad i al verdenen en engel lavede her. Dette var jo dusørjægernes hovedkvarter, ikke alene burde hun ikke kende til stedet, hun var også i overhængende fare. Selvom Mattis aldrig kunne skade en engel, var han udemærket klar over at langt fra alle hans kolleger havde det på samme måde. Engle var som regel lette bytter, og selvom de ikke gav allermest, så gav det alligevel en god slat, hvis bare man nedlagde et par stykker af gangen.
Han rynkede brynene, og kløede sig let i skægget. Betragtede englen nærmere. Hun var helt utroligt smuk. De stærke muskler arbejdede under den fine hud, mens hun kæmpede for at lette. Den lange, røde pisk svang fra side til side i takt med hendes bevægelser. Han rystede let på hovedet, og bevægede sig over mod en af de mange boksepuder. Hans lange, krøllede hår var samlet i en hestehale, og han var klædt i en hvid wifebeater og et par mørke træningsbukser. Han kom ikke ofte til Chasseur for at træne. Det var oftest kun når han skulle hente en dusør, eller genopfylde sine vievands depoter. Og vievandet hentede han ellers ofte i kirken. Der var han alligevel så ofte, når han skulle bede til sin gud, og bede om tilgivelse. For selvom han ikke slog andre ihjel, end de beskidte bastarder, så mente han stadig ikke at det var i orden. Det var stadig end synd. Men nogenv ar jo nødt til at gøre det, og hans slægt var tilfældigvis blevet udvalgt til et så syndfuldt hverv.