Kunsten at flyve //Asteri//

Tid: 06.00
Dato: Søndag, Guds hviledag, 29.08.11
Omgivelser: Bjerge, dis, blå himmel
Sted: At sted i bjergene
Beklædning: Gammel grøn jakke, slidte jeans

Arien stod på kanten. Ta'r til at tage springet. Springet ud i friheden, ud i luften. Vinden rørte på svagt på sig, legede med hendes hår og blæste væk igen.
Hun tog en dyb indåndning. Lukkede øjnene.
Jakken begyndte at bevæge sig. Først langsomt, så hurtigere. Smerten var stor, føltes som om nogen bevægede og udvidede hendes skuldreblade.
Hun fik jakken af. Hun havde fundet den af en gammel ven og den skulle ikke ødelægges.
Et sekund senere kom to store, hvide vinger frem.

//Må jeg være med i emnet??//

Asteri var igen ude på en af sine rejser, idag gik den op i bjergene. un var ikke specielt glad for lige denne rejse, især fordi hun altid, havde fundet disse bjerge farlige og mystiske.
Mens Asteri var på vej op ad bjerget, hørte hun pludseligt et højt vingesus, men hun mente ikke at det lød som noget hun havde hørt før.
Dette vingesus mindde ikke om noget fugl, hun havde set eller hørt om før. Asteri kiggede lidt skræmt og forirret op i luften, i starten kunne hun ikke se noget, men få sekunder senere, så hun en stor mørk skikkelse på himlen.

Arien mærkede vinden på sit ansigt og smilede svagt. Så uendeligt svagt, men det syntes at oplyse hendes ansigt.
De sidste hundred år havde luften og flyvning været det eneste grund til smile. Selv et uendeligt svagt ét.
Hun lod sig falde ud over kanten. Følte ingen frygt, ingen tøven.Vingerne foldede sig ud i deres fulde længde og styrede hendes kurs væk fra jorden. Et vingeslag og hun på vej op mod den skinnende sol.

Asteri skyndte sig ind i ly af træerne, Hun måtte finde ud af hvad det var for en skygge, derfor måtte hun finde en måde at komme højere op på. den første tanke hun fik var at gå højere op ad bjerget, men da hun havde tænkt det mere igennem kunne hun godt se at det måske ikke ville virke.
*Træer jeg kan jo kravler op i toppen af et træ* tænkte hun lidt efter.
Hun gik lidt rundt, for at finde et stort træ. Der, der stod et højt tykt træ, hun stod lidt og kiggede op og overjede om det nu var de hun skulle gøre, lidt efter var hun allerede på vej op til toppen af træet.

Ud af øjenkrogen, så hun noget bevæge sig. Hun opfangede det ikke helt, men havde det ikke lignet en... pige? Vinden havde medvind og kunne ikke opfange nogen den lugt, som væsner efterlader sig.
Hun rykkede svagt på brynene og lagde hovedet på skrå. Af en eller anden grund følte hun sig truet og langsomt begyndte hun at dale ned til træerne. Hun stadig et meter over jorden, da hun sagde:
"Der er nogen?".
Hun regnede ikke med et svar, men hvorfor ik' prøve?

//Må jeg være med i emnet??//

Asteri var nu oppe i træet og spejdede efter, hvad end det nu var hun havde set. Hun så i lang tid, mod himmelen, uden at få øje på noget. Endelig, efter at have kigget så længe, så hun den store skiggelse igen.
*Hvad mon det er...Det ligner..Nej...*Tænkte hun, efter at have set nøje på det, hun mente virkelig det lignte et menneske, men det kunne jo ikke passe. Asteri var meget forvirret.
*Jeg har aldrig set noget, som det her før. Der må være en måde at komme tættere på.* tænkte hun. Men inden hun nåede at gøre meget ved det, kom skikkelsen tættere på hende.
Hun havde set rigtigt, den flyvende skikkelse, var et menneske, en ung pige.

//Hvorfor gider i ikke svare?//

//Kan vi ikke have dette emne selv? xD

Arien foldede forsigtet de hvide vinger sammen og lod dem hænge efter sig. Uden at de røte jorden, selvfølgelig.
Hun blinkede et par gange og fugtede hendes læber. Hun kunne hverken føle eller lugte noget overnaturligt. Hun kunne selvfølgelig bare bruge sin evne, men hun plejede at vente til hun virkelig kom i fare. Det var enormt energikrævende.
Hun gik langsomt nogle skridt nærmere, ventende.
"Hallo? Halloooo?".

Asteri så nu, at skikkelsen af pigen landede på jorden under hende, hun vhørte pigen, eller hvad det nu end var begynde at råbe. Asteri kravlede stille, da hun håbede på at pigen ikke helt opdagede hende. *hun har jo nok opdaget at der er en, men hun ved måske ikke at det er mig... jeg må nok hellere være forsigtig.* Mens hun havde så travlt med, at tænke over, at være forsigtig, kom hun til at sætte sin fod forkert. Inden hun vidste det, var hun ved at være nede ved jorden, men så hurtigt som det var sket, fik hun det også stoppet. Asteri greb hurtigt fat i en gren og svingede sig smedigt hen på en og stod, som var det ingen sag, hun kravlede hurtigt det sidste stykke ned til jorden, hvor hun gemte sig i skyggen af træet.

//jojo. Syntes bare godt i kunne svare... Men jeg skal nok lade jer være.//

//Du må gerne være med et andet emne, men ikke lige det her. Er det okay?

//jaja//

//ikke for at være ond, jeg troede cille svarede dig, undskyld//

//Det gør ikke noget:P Jeg føler bare ikke der er nogen der gider emne med mig T-T//

//Mig, mig xD

//Ja du gider godt:P Det er også andre jeg mener:P//

//I know xD

//Godt:P//

Arien var ved at blive træt af gemmelegen. Pigen gemte sig inde i træerne. Man skulle være døv for ikke have hørt hende. Da mennesket, væsenet, stadig gemte sig, måtte det virkelig være harmløst. Hun smilede og i tre hurtige skridt var hun ovre ved pigens gemmested. Et øjeblik kunne Arien ikke se hende. Skyggerne var en god forklædning.
Pigen var en elver, kunne englen se nu.
Hun smilede igen. Beroligende. "Hej med dig" hun forstod ikke rigtig, hvad pointen med at holde sig skjult var, men elveren var blevet opdaget alligevel.

Asteri der stod og kiggede på pigen, med vingerne kom nu til at tænke over, at der var en mulighed for at denne pige kunne være, en engel, men kunne det virkeligt passe, og hvad lavede hun så her. Mens hun stod der og undrede sig, lagde hun slet ikke mærke til at denne pige gik hen imod hende og da pigen så sagde noget hoppede Asteri en halv meter op i luften, af forskrækkelse.
"Øh, hej" Sagde Asteri lidt flovt og forundret.
Hun kunne nu se pigen tættere på og jo det måtte være en engel. for hun virkede så lys og god. "Du er en engel er du ikke?" Spurgte hun bare ligepludseligt, men hun kunne ikke lade være, det var som om der ikke var noget at frygte ved den her pige, som om man bare kunne være helt åben og sige det hun havde brug for at spørge om og komme af med.

Arien lo glad. Det let latter, venlig og fri som vinden. Det så virkelig sjovt ud, da pigen hoppede af overraskelse. Især når Arien var lige så farlig, som en flue og meget mindre irriterende.
Hendes store vinger blafrede lidt frem og til og skabte en lille vindpust.
"Jo, jeg er en engel. Jeg hedder Arien forresten" hun smilede igen og rakte hånden som hilsen. Hun lod blikket glide ned over elveren. Hun havde lyst hår og var virkelig pæn, ligesom alle andre elvere.
Arien følte et stik af ubehag. Hvordan kunne nogen, nogen som helst, holde ud at være omkring elver, vampyrer, dæmoner, når de alle var pænere end en selv?
Hun skubbede det til sige. Hendes egen selvmedlidenhed, kunne hun gemme til senere.

"Sikke en flot navn du har, jeg hedder Asteri" Svarede hun lige efter denne engel havde fortalt hende, hendes navn.
Asteri begyndte at kigge lidt nærmere på pigen, hun havde noget smukt rødt hår. Asteri der altid bare var klædt i lyse farver og havde noget blond gyldent hår, havde altid beundret folk med en lidt mere mørk og farverig hårfarve. Hun kunne slet ikke lade være med at smile i pigens nærvær, engle havde altid haft en god påvirkning på hende.
"Hvad laver du egentlig her oppe i bjergene" Sagde Asteri lidt undrende da hun selv fandt især det her bjerg uhyggeligt og skræmmende. Det var derfor det så undrede hende at finde en engel der virkede så venlig og havde sådan en behagelig latter her.

Arien smilede til hende. "Jeg fløj bare rundt... Du ved, strække vingerne lidt. Du har også et pænt navn selv." Arien tænkte sig om. "Det er.. græsk, ikke sandt?" Det havde vist stået i en af de bøger, hun havde 'lånt' for nylig af en vred, gammel, men klog, mand.
Så vidt un viste havde han ikke opdaget tyveriet endnu. Desværre. Hun ville gerne have set hans ansigt. Hun smilede svagt ved tanken.
På himlen over dem var der kommet nogle få skyer. Ikke mange, men de var der. Hun rynkede opå brynene. Vejrudsigten havde godt nok sagt, der ville komme regn, men det så da ikke sådan ud for bare ti minutter siden. Disen også blevet kraftigere bid hun mærke i. Rynken blev større.