Kunsten at flyve //Asteri//

Asteri så den alvorlige rynke mellem hendes pande og fandt hurtigt ud af hvorfor, vejret var skiftet og det så ikke godt ud, få sekunder før havde solen skinnet, men nu var det som om der, var ved, at lægge sig en dyster og tyk tåge over bjerget. "Den her tåge ser ikke normal ud,gør den?" Spurgte hun uden, at tænker over, at alle ikke så ting på samme måde som hende.
Asteri havde altid haft sig egen måde at se ting på, selv blandt elvere kunne den nogle gange være anderledes, så hun var vant til at folk ikke altid forstod hvad hun talte om, når det handlede om at se ting.
Men denne tåge virkede som en mur, så tyk og så var der et underligt farvespil i den og Asteri syntes også at kunne skimte bittesmå øjne eller noget.
*Det r nok bare mig der ser forkert igen, det må det være* Tænkte Hun i håb om at tågen ikke tydede på noget slemt.

Arien hørte ikke hendes ord. De druknede i den tætte tåge. Englen kiggede rundt med undren malet i ansigten. Tågen virkede hvidere, mere levende. Nogle få sekunder havde den dækket hendes udsyn og omgivelserne kunne kun svagt skimtes.
Hun mærkede pulsen stige. Hun tog et skridt frem, men det var som om tågen med det samme viklede sig rundt om hende. Holdt hende fast. Panikken steg vurderligere. Hun baskede ferbrilsk med vingerne. Tågen trak sig væk. Men hun nåede knap nok, at blive lettet, før den vente tilbage.
"Kan du også mærke det?" Hendes lød svag. Som en hviskende vind. Ville Asteri høre hende? Måske gjorde hun, måske ikke. Hvad var forskellen?
Det virkede underligt, dumt. Det var jo bare normal tåge. I samme øjeblik trak den væk. Hun rynkede brynene. Og så et par øjne.

Asteri hørte en svag stemme, hun kunne ikke se noget, det var som om at denne tåge havde fanget hende og ikke mere end få sekunder før, havde hun set nogle øjne, denne tåge virkede overnaturlig og ond. Asteri mærkede at panikken begyndte at gribe hende, hvad var der at gøre, hun havde altid haft noget imod dette bjerg, da hun havde haft på fornemmelsen at der hvilede noget ondt og forfærdeligt i disse bjerge. *Slap helt af, panik hjælper dig ikke, du må finde Arien* Blev hun ved med at gentage inde i sit hoved. Inden hun egentlig nåede at gøre noget ved det, lettede tågen, lige så hurtigt som den var kommet og der selv samme sted, som Arien havde stået lige Før, var der nu tomt. Hun begyndte først at blinke lidt med øjnene, for at være sikker, så kiggede hun lidt rundt, stadig ikke et eneste tegn på at Arien var der. Til sidst begyndte Asteri forsigtigt at kalde på hende i håb om at få et svar.

Asteri var forsvundet. Arien havde været på vej til, at gå over til hende. Sige, at de skulle ud! Ud nu, jeg kan ikke li' det her! Men Asteri var forsvundet.
Tågen havde næsten opslugt hende. Arien havde kunnet ane hendes skikkelse, hendes omrids, men nu var der intet tilbage. Ingen tegn på hun nogensinde havde været der.
Asteris ord nåede hende ikke. De druknede i den hvide masse et sted på halvvejen mod Arien. I stedet begyndte englen kalde og kalde og kalde...
Hun baskede desperat med vingerne og i et par sekunder, så det ud til at virke. Så begravede det hvide vand også et forsøg sammen Ariens håb.
Hvad hulen skete der? Med en sidste kraftanstrengelse løftede hun sig lidt fra jorden. Så lidt til. Så lidt til. Og til sidst var hun ude af skyen og svævede som en kæmpe fugl over den. Hun spejdede efter den blonde elver, men så ingenting. Igen råbte hun. Intet svar. Ingen tegn. Intet at se. Faktisk så tågen ganske normal ud her fra. Men gemte der noget andet i den tykke masse?
Var det bare fordi hun var så pokkers svag, at tågen havde virket overnaturlig?
Arien kunne sige det sikkerhed. Stadig ikke noget tegn. Svar. Hun dukkede lidt længere ned og prøvede at kigge gennem den alt for tykke dis, men fandt intet. Den var for tæt.
*På den igen* tænkte hun og sukkede. Stille og roligt lød hun sig glide ind i den fugtige, klamme tåge igen.

Tågen havde rykket sig længere op ad bjerget, Asteri kigge kort derop og syntes at hun kunne se en stor flyvende skikkelse der prøvede at kæmpe sig op fra den, den forsvandt dog hurtigt ned i tågen igen. *Arien, måske er hun i farer* Tænkte Asteri meget bekymret. Hun begyndte, let som en leg, at løbe op af bjerget. Det tog et stykke tid, men da hun stod foran tågen, måtte hun tage en dyb indånding, for at slappe helt af, før hun gik ind i tågen.
Da hun kom ind i tågen, forsvandt alle lyde, hvis man ikke vidste bedre, ville man tro, at man var blevet døv. Derinde gik Asteri så, i håb om at finde Arien, i startes kiggede hun bare, men så begyndte hun at kalde lidt"Arien..Arien hvor er du" lød det. og syntes at høre en svag stemme, kunne det virkeligt passe, var det virkeligt Arien, eller var det for godt til at være sandt. Asteri valgte altså at gå efter lyden, hun bevægede sig længere og længere frem af, stadig ingen Arien.
Meget senere, da hun var ved at være træt, stødte hun på et stort og meget gammelt egetræ. hun satte sig op af det. Hun mente at høre nogle fodskridt *Bare det er Arien, sig nu det er Arien* tænkte i håb om at det var hende, men det var det altså ikke, der ud af tågen, kom en stor mørk skygge, Asteri ville skrige, men kunne ikke, istedet begyndte hun at kaste op.

//Er der mig?

//personen der kommer hen imod Asteri, nej det er vidst ikke dig//

Arien prøvede at finde hendes, formåede hun, ven. Det var nærmest umuligt. Tågen var blevet tykkere, så vist hun ikke føle. Det virkede som om hun bare det hele på sine små skuldre. Hun havde aldrig været videre stærk og tvivlede nogensinde hun ville blive det.
Luften var tung og klam at indånde. Arien brød sammen et i hosteanfald, i et desperat forsøg på at tomme sine lunger, for den modbydelige luft.
Hun vaklede videre og var flere gange ved at falde. Hun så et omrids af noget skyndte sig derhen. *Måske var det... Var det virkelig?...* hendes hjerte sank helt i hendes mave, det var...
*...Et træ. Det var ikke Asteri* hun sukkede dybt og hostede igen. Hun havde ellers håbet. Hun lod falde mod træstammens ru hud. Hun hostede igen. Det var hjalp igenting, men det havde hendes krop åbenbart ikke noget ud af endnu.
Hun lænede sig op af træstammen. Havde hun været herinde i ti minutter? En halv time? Tre timer? Ligesom orderne og lugtene var tiden åbenbart også død herinde i skyen på jorden.
Hendes tanker vandrede frit. Og de vandrede til Azh. Tænke på, hvis hun kaldte længe nok, om hun ville komme. Hun håbede det. Men hun orkede ikke at råbe. Orkede at håbe på noget. Hun havde næsten givet op. Næsten.
Stor skikkelse som umuligt kunne tilhøre hverken Azh eller Asteri dukkede frem foran hende. Hun kunne lige skimte omridset.
Naiv som hun var, var hun ikke bange. Mere forundret og nysgerrig.

//SPAM SPAM SPAM!!! Og alt sådan noget.. Undskyld!//

Efter at have kastet op i så lang tid, havde Asteri det ikke spor godt, hun havde ikek meget energi igen og tågen , var begyndt, at føles som om, at den pressede ned imod hende. Det var ikke rart, den skygge,person, hun havde set, havde bestemt været slemt, men hvad kunne være så slemt, at det vilel få hende til, at kaste op.
Mens hun sad der og var omtåget, kom en nærmest uudholdelig smerte, den var ikke bare et sted at føle, men over det hele, der var ikke et sted, hvor det ikek gjorde ondt. Mens hun lå der i store smerte kramper, med tårer løbende ned ad kinderne, begyndte nogen, eller noget at trænge ind i hendes hoved og tanker. Hun lå der, i smerter, mens hendes tanker og krop var ved, at blive overtaget. Den første tanke der ramte hende der, var Arien. OG med et orkede hun endelig, at kæmpe imod, før havde hun ikek rigtigt orket det, alt virkede så håbløst der, men hvad hvis der skete noget med Arien. *Gå ud! forsvind ud af mig!* Skreg Asteri inde i sig selv og til hendes overraskelse forsvandt, hvad det end havde været, fra hende. Hun prøvede, at rejse sig op, det gik ikke specielt godt, hun havde ikke specielt mange kræfter og det gjorde, at hun ikke kunne stå op før tredje forsøg. Da hun endelig kom op, at stå løb hun væk fra taget og dybere ind i tågen. Asteri mærkede kvalmen presse, *Ikke nu, alle andre tidspunkter end nu, jeg skal finde Arien!* Tænkte hun desperat. Mens hun stod derinde i tågen, blev den tykkere, nærmest som en mur, der omringede, en stor tyk hvid mur. hun følte sig, blind sig døv. Hvad var det min der skete i denne tåge?

Arien åbnede munden, men der kom ikke nogen lyd ud. Hendes stemme var forsvundet et sted i den mærkelig tåge. Så hun lukkede sin mund og kæmpede sig megen besvær op og stå. Hun hostede igen. Englens hånd åbnede sig og der var blod i den.
Det tegnede et mønster på den hvide hud og Arien så med afsky på det. Fik lyst til at kaste op, men hun havde aldrig været den store tilhænger af bræk, så hun kæmpede imod sine sidste kræfter. Hendes vejrtrækning var uregelmæssig og altid i korte hiv. I sin desperation efter ilt, tænke hun ikke på bruge sin evne.
Selv hvis hun havde tænkt på det, ville hun ikke gøre det. Asteri var et sted derude og havde det måske lige så dårligt hos hende selv. Englen kastede sig frem og tog nogle vaklende skridt fremad. Arien havde glemt alt om den mystiske person. Hendes hjerne havde pillet oplysningen ud, den var blevet til side sat af tanken om Asteri.
Englen knækkede igen sammen af et hoste anfald. Mere blod. Hun ville ikke se på det og tørrede bevidst hendes egen blod af i det løse jeans.
Bag hende kom skyggen nærmere. Hun svævede i lykkelig uvidenhed. Arien ville nok havde været stum af rædsel, hvis hun vidste han var der.
Døden kom nærmere. Ventede på hende. Ventede på et rigtige øjeblik.
Hastværk er lastværk siger et gammelt ordsprog.

Alle muskler og led virkede svage, der var intet luft,ingen lyd. Asteri var omgivet af den hvide tåge, der sugede alt hendes energi til sig, hun sad på jorden helt sammensunket, med gåsehud. Hun var for træt til at tage sig af kulden, ja faktisk af alting. Hun sad bare der, der klar til at dø, klar til at komme videre. Men noget var i vejen, noget fik hende til at blive. Tanken om Arien.
Da Asteri sad der helt uden kræfter, kom hun i tanke om Arien og det der var derude, hun måtte finde hende. Hun rejste sig besværet op og begyndte vaklende, at gå fremad. Hun gik og gik, men der var intet, hun begyndte igen, at mærke smerten i kroppen, nej overalt. *Ikke nu, jeg skal finde Arien* Tænkte hun træt. Hun stoppede ikke, hun blev ved med at fortsætte, ikke i nogen bestemt retning, bare derhen hvor hendes fødder nu førte hende. Efter at have gået i lang tid, faldt hun over noget, eller det ville være mere korrekt at sige nogen. Der lå Asteri nå, på jorden, med en forrevet arm, hvor små bloddråber, begyndte at pible stille ud, lugten af blodet, nåede snart, den udslåede Asteris næsebor.

Hvorfor havde hun det så dårligt? Alting virkede forvirrende og irriterende. Hun kiggede op og fokuserede på det sted, hvor den mørke skikkelse havde stået. Den var forsvundet. Væk. Druknet i tågen. hendes hals og krop virkede, og ikke mindst hendes sind, virkede... stærkede. Den klamme fornemmelse og følelsen af, at noget havde sat sig fast var forsvundet.
Sammen med skikkelsen. Hun tørrede blodet væk med bagsiden af hånden. Og hostede igen. Ingen blod denne gang, men helt forsvundet var... 'sygdommen'... dog ikke.
"Bloody hell" hvislede hun ind i det hvide. Så syntes hun der manglende noget mere og tilføjede "Svin!". Det var stadig næsten uhørligt, men i det mindste kunne hun tale.
Hun klemte øjnene hårdt sammen og satte sig op.
Så stjal hun noget mere ilt, som en tyv hun nu var, og kiggede sig rundt. Så blinkede hun nogle gange, for at sikre sig at det var virkeligt.
For foran hende stod Asteri i egen lave person. Et langsomt smil formede sig på det stadig blodrøde læber. Blodet var tørret og sat i flager på hende skind og ud af mundvigen. Det var nok et lidt... skal vi kalde det underligt?... syn og Arien ville straks havde vendt sig væk og tørret det af. Men lige nu var hun bare glad for, at være i live og for at Asteri havde fundet hende.
En tur på hospitalet ville ikke gøre noget lige nu, hvis hun skulle være helt ærlig. *Men* irettesatte hun sig selv *Skal vi lige komme nu først*.

Efter at have ligget på jorden, i flere minutter, med blodet rindende ud af sin venstre arm, kom hun endelig til sig selv. Asteri støttede sig forsigtigt på højre arm, da det smertede i den venstre, hun rejste sig stille op og blinkede for at komme helt til sig selv. Da hun endelig var kommet op at stå, hev hun desperat efter vejret, som om hun ikke havde trukket vejret i flere minutter. Mens hun stod der og hev efter vejret, så hun en skikkelse, men denne gang var det en mere elegant en. Asteri stod lidt og overvejede, hvem det kunne være, da hun kom i tanke om Arien. Asteri løb hurtigt hen til omridset af personen og omfavnede den uden at tænke videre over det. Da hun endelig holdt op med at kramme personen kiggede hun op og heldigvis var det Arien. Asteri var meget lettet nu, for hun havde troet det værste, især fordi denne tåge virkede ond og nådesløs. "Arien, det er virkeligt dig!" græd Asteri af lykke og omfavnede hende igen. Mens hun stod der og omfavnede Arien og troede alt nu ville være bedre, var farren igen i nærheden, den lurede bag det næste hjørne. Ondskaben, farren, truslen kom nærmere, listende bag Asteris ryg, lå på lur som et farlig rovdyr, klar til at angribe hvert øjeblik det skulle være. Denne gang mærkede Asteri ikke farren, måske var det fordi hun var i Ariens nærvær og derfor følte sig mere tryk, end hun havde gjort, da hun havde været i tågen alene og følt sig helt alene, som om hele verden havde forladt hende.