På afveje //Ezekiel//

Tid:03.00 pm
Omgivelser: grå tåge og store mørke træer
Sted: Den triste skov
Vejr: gråt, tåget og regnfuldt
påklædning: Hvid kjole.

Der var noget i skoven, noget der vandrede næsten lydløst rundt. Hvad der end var i skoven i nat, burde det ikke være der. Det passede slet ikke ind i den triste skov, det virkede så lyst.
Det der var i skoven der ikke passede ind, var en forvirret ung pige, der var kommet ud i skoven, uden nogen anelse om hvordan. Det var Asteri, Hun løb forvirret og ude af sig selv, rundt ude i Den triste skov. Asteri der var vant til at være i lyse og grønne omgivelser, vidste slet ikke hvad der var at gøre. Efter hun havde rendt rundt derude i flere timer kunne hun ikke mere, hun måtte hvile, hun følte sig hel tom og kold. Asteri gik hen til et træ og satte sig op ad det. *Hvorfor er jeg her, hvad sker der* tænkte Asteri, mens hun havde tårer i øjnene

Ez kom luskende igennem den triste skov, og gloede sig hidsigt omkring, Af alle steder hun kunne gå hen valgte hun den triste skov!, Hun rystede vildt på hovet af sig selv, og af den dumhed hun havde begået, stille satte hun sig på en sten, og lod sit hovede hvile imod sine hænder, imens hun kiggede rundt for sig selv, moon måtte være ude at sig selv der hjemme, og hun burde være på arbejde! Hun sukkede irrerteret, og lod en hånd glide igennem sit lange blonde hår imens hun sad der, og betraktede den triste skov, hun havde aldrig kunne lide denne skov, hvad hun lavede der, kunne hun ingengang selv sige, stille rejste hun sig op igen, og kiggede sig omkring, for at finde en vej ud af skoven, hun kunne da bare bruge sine vinger, men det gad hun ikke et sted, da der kunne være andre mennesker, eller væsner i skoven som ville se hende, og det ville hun nødig ha skulle ske, så hun valgte bare at gå lidt frem og tilbage, imens hun kiggede efter en udgang hun kunne bruge,
Hun var iført et par stramme sorte jeans, der sad virklig tæt ind til hendes ben, og en matchende sort striktrøje, der sad ligeså stramt ind til hendes gode former, så de fleste ville kunne se hun var godt udviklet af en på de 16 år, som folk ville tro hun var, da hendes krop stoppede med at vokse da hun blev 16,

Asteri sad med hovedet mod sine knæ, da hun hørte nogle skridt ikke så langt væk. Hun løftede forsigtigt sit hovede fra knæene og kiggede rundt, der var intet.
Hun rejste sig helt stille og forsigtigt op, kiggede rundt endnu engang... stadig intet.
Asteri begyndte at blive meget bekymret og bange, hvad var det der foregik, hvorfor var hun her.
Hun begyndte nu at gå lidt rundt igen, men det var som om hun aldrig kom nogle steder, som om hun var fanget i den her triste, dystre og ugyggelige skov. Hun måtte ud, ud herfra inden hun blev vanvittig.

Ez opfattede en der gik lidt rundt, og kom så på bene atter en gang, og luskede hen imod lyden, og sukkede opgivende da hun så en pige, der gik forvirret rundt om sig selv, og gik bare hen og spreng op i et træ, og satte sig der og studerede pigen nedeunder sig, dog morede det hende en del, at hun var faret vild i den triste skov, hvor de fleste var kloge nok at holde sig fra, eller i det mindste holde humøret oppe, "Burde du ikke prøve på at være glad, istedet for at lade skoven påvirke dig?"Spurgte hun så med et drillende smil på sine rosa farvede læber, hun morede sig ganske godt lige nu, hun elskede at se folk være forvirret og bange, og rende rundt og ikke ane hvad de skulle gøre af sig selv, det morede hende så meget, at hun fnes lidt, det var ikke for at være ond eller noget, hun syns bare det var sjovt, når en som hende ikke farede vildt i denne skov, men kunne fare vild i sin egen lejlighed,

Asteri blev helt forskrækket da hun hørte en stemme og kiggede forvirret rundt efter hvor den kom fra. Hun fandt hurtigt ud af at den kom fra en pige der sad oppe i træet hun stod ved."Jo det burde jeg nok... men kan du ikke nok fortælle mig hvor jeg er så?" Svarede Asteri igen.
Hun var egentlig glad for ikke at være alene i denne skov, det var bare det, at hende pigen sad og fnes af hende, hun ikke rigtigt brød sig så meget om, men det kunne vel være ligemeget.
Asteri begyndte at kigge lidt nærmere på denne pige i træet, der var noget over hende, der virkede så lyst og uskyldigt *gad vide hvad og hvem denne pige er, hvad laver hun mon her...*
Mens hun stod der og tænkte kom der en kølig vind og afbrød hendes tanker. Vinden fik hendes lange hvide kjole til at flagre, hendes hår til at blæse ind foran hendes ansigt og nogle af de mange blomster. dar var i håret, faldt ud. Det begyndte at trække op.

Ez fnes bare for sig selv over pigen, og lod sig så glide ned fra grænen, og lanede yndefuldt på jorden ved siden af hende, og sendte hende så et tandsmil, "Du er da i den triste skov, det er sikkert derfor du er så, buhu agtig lige nu, smil vær glad, så finder du let ud, bare se dette som en skov som alle andre selvom dens træer er så dårlig til mode"Sagde hun med et smil, og begyndte bare at gå imod en retning som hun gættede var vejen ud af skoven, selvom hun aldrig havde kunne finde ud af skoven fra jorden, hun plejede jo at finde en lysning, og så tage turen hjem i luften, stille rettede hun sit blik imod pigen igen, imens hun så studerende på hende, hun kunne ikke sætte ord på hvad hun var, men hun var ikke et menneske, måske en elever, hun rystede på hovedet, hun var enligt ligeglad med hvad pigen var, hun morede sig bare over hun var faret vild, og gik næsten rundt som et spøgelse, ked af det, og søgende efter en udvej, en lille perlelatter forlod hendes læber, imens hun daskede lidt rundt, og studerede pigen med øjnende, og et smil på læberne,

Asteri kunne ikke helt lade være med at smile, når hun så den anden piges smil. "Aha så det er der jeg er... sært, jeg kan ikek huske at skulle være gået herhen nogle sinde" Mumlede Hun lidt fraværende.
Da Asteri kom til sig selv igen, så hun den anden pige gå rundt, som om hun ledte efter en udvej fra denne skov. " Hvad laver en som dig ude i den her skov?" spurgte Asteri nu lidt undrende og muntert til den anden pige, da hun havde sagt 'en som dig' var det mest fordi at hun virkede meget overnaturlig, ikke fordi hun var en pige eller noget. Asteri satte sig ned på skovbunden igen og tog en af de dug dråber og noget af fugten og begyndte at lege med den, skyde den frem og tilbage, forme den til forskellige ting og sigte efter et bestemt sted. Hun tænkte ikke rigtigt på at den anden pige måske ville finde det sært, da det var så noormalt for hende, så hun tog ikke rigtig nogen notis af det.

Ez rettede blikket imod pigen igen, og smilede "Jeg kommer her tit, på en måde, og jeg finder let ud igen, jeg tager bare en tur op i trækronerne, og ud af denne skov, vil du med ud eller ej, eller skal vi sidde her og drikke te"Spurgte hun så med et drillende smil på læberne, og gik hen og satte sig foran hende, imens hun sad og studerede hvad pigen lavede, det så enligt underligt ud men hun kommenterede det ikke, da alle havde deres små sære vaner, ligesom hende selv, hun faldt jo altid over et eller andet, det var hendes egen lille unikke særvane, hun var ganske flov, men dog stadig stolt over når det kom til sagen, for hun var en klodset engel, selv i himlen var hun det, og det morede hende meget,

Asteri fandt pigen en smule irriternde stadig men også utroligt morsom, der var altså noget over hende. "Haha...Nej du har nok ret jeg kommer med..." sagde hun og begyndte at rejse sig op. Hun ventede lidt på at pigen også skulle rejse op, mens hun stod der og ventede kiggede hun ind i de mørke skygger af skoven, det var som om der løb en skikkelse rundt derinde. Hvad det end var der var derinde, virkede det ikke venligt stemt.
" Så du det ude i skoven?" Spurgte Asteri nu lidt nervøs, men huskede, at man skulle smile. Men hun var nu urlig igen efter det hun havde set, for få sekunder før havde der ikke været noget som helst og da hun havde set det var der ikke kommet en lyd nogle steder fra, det eneste der var at høre i denne skov var vinden der tudede i trækronerene og de to pigers åndedræt.
*bevar roen og smil, lad ikke skoven påvirke dig, det var sikkert ikke noget.*Blev hun ved med at sige til sig selv inde i hovedet, men hun kunne nu ikke overbevise sig selv helt.

Ez gloede dumt på pigen nu da hun havde spurgt hende om hun også så noget, så faldt hun næsten om af grin, men holdte sig kort for munden, og kiggede rundt, og rystede så på hovedet, og folede sine store sorte vinger ud, og gik hen og tog pigen om livet, og sagde med et smil "Hold fast vi er ude af skoven om få minutter, og så ser du ikke flere spøgelser eller sådan noget"Sagde hun leende, og sprang yndefuldt op i luften, og kom med lethed op over træernes kroner, da hun havde fundet en lille åbning hendes store vinger kunne komme igennem, stille kiggede hun rundt i luften, og fandt så vej hen til den nærmeste udgang af skoven, og lanede yndefuldt på jorden igen og satte pige ned, og follede sine vinger samme, og lod dem forsvinde ind i hendes ryg atter engang, så man ikke ville se hun var en engel,

Du har ret det var nok bare mig.. igen" Mumlede Asteri svagt fordi pigen havde givet sig til at le så højt.
Asteri gav et lille hvin fra sig da denne pige grab hende om liv og satte af, til at flyve, det havde hun ikke lige frem forventet. Da hun var oppe i luften og klamrede sig til pigen, så hun igen en eller anden skygge bevæge sig nede i skoven. *Jeg må bare være træt og bekymret, måske har jeg ladet skoven påvirke mig* Tænkte Asteri lidt bekymret og træt.
Asteri plejede ofte, at blive bekymret når hun så ting, men når det skete så folk aldrog det samme, det var som om, at hun havde et helt andet syn på verdenen, end så mange andre.
Da de igen var nede på jorden, åndede hun lettet ud, hun var nu mest tryk ved at have en fast grund under sig. Hvem r du egentlig" Spurgte Hun efter en længere stilhed der var opstået mellem dem, hun var begyndt at blive lidt nysgerrig, for denne pige måtte da være en engel, det var hun efterhånden ved at være sikker på.

"En"Svarede ez med et hemmelighedsfuldt smil på læberne, og begyndte så at gå sin vej, og regnede lidt med pigen ville følge med men troede det enligt ikke, så hun stak bare hænderne i lommerne, imens hun gik for sig selv og nynede muntert, hun vidste enligt ikke hvad hun ville lave resten af natten eller dagen imorgen for at være ærligt, men hun havde gjordt sin dags gode gerning idag, hvilket hun var tilfreds med, og hun behøvede jo heller ikke gøre noget godt hver dag når det kom til sagen, og det var folk jo også ligeglad med, når det kom til sagen, men det holde hende i live, og gjorde at hun var glad indeni,

Mens pigen begyndte, at gå, stod Asteri bare der og kiggede på hende, for hun gad ikke helt følge efter hende. Pigen virkede ikke helt snakkesaglig, eller som en af de mest flinke personer. Men havde hun noget valg, Asteri kunne jo trods alt ikke selv finde vej i denne skov og hun havde som om der var noget derude, så det var vel nok det bedste, at gå med en, der i det mindste kunne finde rundt. Asteri begyndte at gå stille og roligt efter pigen, hun gik ikke hurtigt eller noget, men lidt senere var der ikke langt imellem dem. *Hun er en engel, det er det hun er* Kom Asteri til at tænke imens hun gik.
Aster havde ikke rigtigt overvejet de vinger der, da hun var træt og der var så meget andet at tale om. Det vare derfor hun havde virket så lys. "Måske er det derfor hun er sådan, nej det kan ikke være det." Sagde Asteri mumlende til sig selv.

Ez kiggede sig kort over skulderen da hun så pigen fulgte efter hende smilede hun blot for sig selv, og smuttede helt ind til byen, og fandt en cafe der havde døgn open, og fik sig noget mad og noget te, og satte sig så hen i et hjørne for sig selv, hvor hun nippede smilende til sin te, og nød den stilheden der lå over hende lige nu, hun vidste ikke hvorfor hun havde hjulpet pigen ud af skoven, for hun lignede virklig en pige der var tæt på et nerve sammenbrud, især når hun spøgre om man så noget i skoven? Der var jo ikke andet end hende, og dyrende, hun rystede svagt på hovedet, og tog en skefuld af den mad hun havde stående foran sig, og så tænkende ud,

Adteri gik der efter englen, da hun pludseligt hørte en lyd bag sig, hun vendte sig hurtigt om, men der var intet, intet at se. Da hun så vendte sig om for, at gå var pigen væk. Hun begyndte, at gå lidt fremad, for at se om hun så var til at se, men stadig ingen. Lyden kom igen lidt senere, de uhyggelige fodskridt og den sagte snerren. Der var noget.
Asteri kiggede sig skræmt omkring, der var ikke noget, at se de første mange minutter, kun lydene. Men så der, skjult af træernes dunkle skygger var den, det. Hun gik lidt nærmere for, at se hvad det var for en. Da hun var på vej der over, glemte hun sin frygt, sin frygt for dette mystiske væsen, sin frygt over alt.
Da hun kun var få meter fra, sprang det frem, Asteri fik et stort chok, for fra dette væsens mund, dryppede det med blod. Det var ikke det der blødte, men den måtte have drukket blod, eller spist noget råt.