Har I blod på menuen? #Jezabel#

Tid: 15:04
Sted: Gaden med de mange caféer og en af de gothiske caféer.
Dato: 5/09
Dag: Tirsdag.
Vejr: Det er overskyet.
Omgivelser: Mennesker.

De mennesker der gik ned af gaden, hvis der var nogen, denne kedelige tirsdag, oplevede noget meget mærkeligt. Vejret skiftede mellem skyet og let regn.
Azariah havde et eller andet med regn. Der var noget sorgløst ved det. Så mens hun gik gennem gaden faldt regnen med jævne mellemrum, eller også var den helt væk. Det virkede ikke som om at særlig mange lagde mærke til det, det gjorde menneskene i hvert fald ikke. De var jo også så dumme. Men alle de andre, dæmoner og vampyrer, der gik der kiggede en gang i mellem op mod himlen.
Denne gade hun gik på var flakeret med caféer på hver side af gaden. De fleste var meget gothiske caféer. Hun kunne se, at der sad mange dæmoner indenfor.
*De gider nok ikke regnen.* Tænkte hun med et smøret grin. Hun kiggede nærmere på en af caféerne længere nede af gaden. Der sad også dæmoner, men her var der også nogle vampyrer. De sad ikke sammen, men ved hvert sit bord.
Azariah besluttede sig for, at gå der ind. Hun havde på fornemmelsen, at det kunne blive meget interessant.

Jezabel var inde på en af de ret så gode caféer langs med gaden, og sad med ansigtet klistret imod vinduet, imens hun så med foragt på regnen der faldt fra de grå skyer. Hun viste næsten intet værre end regn, og det havde massere af gode grunde. Det modvirkede hendes ildmanipuleringsmagi, og det ødelagde både hår og make-up. Men hun måtte sige, at ud over det, var der noget meget charmerende ved regn og fugt. Alt havde vel to sider.
Hun vendte opmærksomheden tilbage imod sin kaffekop, indeholdende en meget mørk masse der udgjorde det for kaffe. Efter at have levet af skygger i over 1000 år, kunne hun ikke længere nyde tynde drikke. De skulle helst være meget stærke. Da hun havde taget en tår og sænkede koppen igen, så hun en ny vampyr komme ind. Hun havde ikke noget imod vampyrer. De var vel - okay?

// Jeg skal lige lave mad, men jeg kommer tilbage senere ^^

Gæsterne på den caféen kiggede op da døre åbnede sig stille. Den nyankomne ventede ikke, men gik lige hen til et af de bord der ikke var optaget. De fleste af gæsterne fulgte hende med øjnene og slippe hende først da hun selv begyndte, at kigge på de andre i caféen. Hendes hvide øjne scannede caféen og dens gæster, samt tjenerne der pilede rundt. En af dem, en yng fyr med et kækt smil, kom hen til hende og spurgte om hvad hun ville have.
"Har I blod på menuen?" Spurgte hun med en sukkersød, dog lusket stemme.
"Ja vi har. Vil du have blodtype A, blodtype B eller blodtype AB?"
"Hmm." Hun lod som om at hun tænkte over det. "Blodtype A." Svarede hun med et trilfredst smil.
Tjeneren nikkede og gik afsted for at hente hendes drik. Imens sad hun og trommede i bordet med hendes fingre. Hendes truende stemme havde vidst gjort sit. Tjeneren kom nemlig ret hurtigt tilbage, til hans held.
Azariah tog et sip af sit glas blod.

Jezabel ville ikke spionere den nyankommne vampyr, men hun kunne ikke lade være med at betragte det mystiske væsen. Hun havde nogle meget lyse øjne, og Jezabel kunne ikke lade være med at beundre dem. Hun drak det sidste af sin kaffe, og rejste sig hurtigt og elegant fra stolen. Imens hun satte sig på stolen ved siden af vampyren med de lyse øjne, stjal hun hurtigt og elegant skyggen fra tjenerne.
Hun sendte vampyren et skævt smil, og rakte sin slanke hånd frem imod hende. "G'eftermiddag."

Vampyren så roligt på dæmonen, der satte sig ved siden af hende. Først sagde hun ikke noget, men så, efter et sip af sin drink, svarede hun dæmonen.
"Hej." Azariah kunne godt lide at være simpel, hun var bare ikke en simpel person, men for det meste var det hun sagde, koldt og simpelt. Hun kiggede på dæmonen ved hendes side. Med et suk så hun igen ned i hendes glas. Det var efterhånden halv tomt, eller det var hvis hun var pessimist. Hvis hun var optimist ville hun synes at det var halv fuld, men nu var hendes humør ikke lige det beste.
"Hvad vil du?" Spurgte hun mens hun kiggede ned i hende glas blod.

Jezabel var i fantastisk humør, i forhold til hvad hun plejede at være. Der var enlig ikke nogen grund til at hun smilede, for hendes dag havde jo været forfærdelig på alle måder. Men hvorfor ikke være en smule optimistisk?
"Ikke noget, jeg trængte bare til lidt selvskab." De fleste vampyrer og dæmoner omkring dem, stirrede næsten på de to unge kvinder der sad ved samme bord, men det var vel ikke så underlig at hun havde brudt isen. Dæmoner og vampyrer kom godt udaf det med hinanden. "Er det så dårligt?" Hun sendte vampyren et af sine bedste smil, og rettede på solbrillerne i panden.

Med en hurtig håndbevægelse, sank hun resten af indholdet i glasset. Azariah så hvordan den lille slat der var tilbage på indersiden af glasset faldt ned i bunden. Hun tog det for munden og prøvede igen. Nu var der kun bundfald tilbage og det kunne hun godt leve foruden.
Nu hvor hun havde drukket sin drink var der ikke rigtig mere grund til, at være her. Hun lavede en elegant bevægelse med hånden og fik tjenerens opmærksomhed. Det var ikke den samme som før, gudskelov, og han tog lidt længere tid om, at finde hende bestilling.
*Det er et enkelt glas med blod, det kan da ikke være så svært, at finde.* Tænkte hun irriteret.
Så endelig kom hendes regning. Hun trak en halvtredser op af lommen på hendes mørkeblå jakke, der hang på hendes stol. Med en fejende bevægelse rakte hun den til tjeneren, han prøvede, at spankulere, det lykkedes bare ikke. Med en kort hånlig latter tog hun sine penge og vendte sig om mod dæmonen.
"Det kommer an på så meget." Besvarede hun pigens spørgsmål, men fortsatte.
"Og hvad har det så med mig at gøre?"

Jezabel lukkede sig en smule mere sammen, men hendes smil var næsten uændret. Hun kunne næsten ikke lade være med at stirre efter mennesketjeneren, med et lidt afskyende blik. Måske havde hun bare set ned på mennesker for længe til at vænne sig til at de var overalt omkring hende her. Men mennesker var mindst 90% af hendes kunder, så der var intet valg. Ellers ville der gå år før hun havde nok penge.
"Du sad bare lige for." svarede Jezabel oprigtigt. "Hvis du har for travlt, så kan jeg da bare finde en anden og provokere."

Azariah sukkede. Hun fulgte dæmonens blik. Det var rettet mod den mennesketjener der lige havde forladt dem. Hvilket var et held, hun havde faktisk også på fornemmelsen, at han havde hørt hendes hånlatter.
Det havde hun ikke noget imod. Hun elskede, at gøre grin med menneskene. De dumme dyr. De var ikke noget andet end mad.
Hun rystede på hovedet og besvarede pigen.
"Super." Sagde hun og rejste sig op. Med hurtige skridt gik hun hen imod døren.

Jezabel skar ansigt da vampyren rejste sig, men tog det ikke personligt. Hvis hun skulle gøre det hver gang folk oprørte sig groft over for hende, så ville hun da falde død om af skam. Hun kom op på siden af vampyren, inden hun nåede der hen - hvilket betød at hun måtte have bevæget sig hurtigt. Hun var i gang med at slænge tasken over skulderen, da hun smilede. "Det vælger jeg at tage som et venligt 'jo, selvfølgelig må du komme med!'."
Hun gled ud igennem døren efter en dæmon der lige havde forladt stedet, og holdte døren for vampyren med et høfligt smil.

Azariah sukkede opgivende.
*Hvad her jeg gjort for, at fortjene dette?* Selv i hendes tanker sukkede hun. Men hun tog imod dæmonens høflighed, selvom at hun helst ville være foruden. Hun skubbede døren ud af dæmonens hånd da hun gik forbi. Den skulle ikke tro at den var noget.
*Det er bare super. Nu hænger jeg på en tåbelig dæmon.* Azariah så ned af gaden, ikke nogen interessante personer på gaden. Ingen væsner udover hende, den stalkende dæmon og hvem end kom ud af caféen.
Hun tog hendes hånd op til håret og kørte den igennem det. Vejret ændrede sig. Det begyndte, at blæse mere. Vinden ret i Azariahs hår, det fejede af sted bagved hende.

Jezabel trak sin hånd til sig med et ubekymret blik, og stak den bagefter i lommen. Hun kastede et hurtigt, rastløs blik bag sig og holdte øje med en vampyr der kom ud af døren til den gotiske café. Da vinden tog til, så hun hurtigt i den modsatte retning, og trak sin trenchcoat tættere sammen om sig. Og til sidst, værdigede hun vampyren et lille blik.

// Well, jeg har ikke nok kreativitet til lidt anstrengt small-talk, så skal vi ikke kaste dem ud i et eller andet actionfyldt? xD

//Haha det lyder sjovt :D//

Azariah stoppede op og kiggede på dæmonen. Den havde sakket bagud. Hun trak ubekymret på skuldrene. Hvis den ville sakke bagud så ville den det, men den skulle ikke forvente at hun ville gå tilbage til den.
Hun besluttede sig for at stille et spørgsmål til dæmonen.
"Det er ikke fordi at jeg gerne vil vide det, men hvem er du egentlig?" Hun spurgte bare skødesløst over hendes ene skulder. Som sagt var hun ligeglad.

// Vent, det tonefald kender jeg godt... Det betyder at jeg skal finde på det! XD

Jezabel skyndte sig op på siden af vampyren igen, og betragtede hende umærkeligt med et smil. "Jezabel." sagde hun, og følte en kraftig trang til at neje, men det var totalt udelukket når de gik. Vampyren ville sikkert også se endnu mere ned på hende - for hun lignede ikke en af de ældre vampyrer der stadig gik op i de gamle traditioner.
Jezabel kastede et rastløs blik tilbage igen, og denne gang fangede noget hendes øjne. To mænd der trådte ud fra en af de caféer der lå langs gaden. Men der var noget underligt over den ene af dem...
Da hun opdagede hvad det var, spærrede hun let øjnene op, og så nærmere på ham. Og opdagede et glimt af metal under hans jakke. Hun bevægede sig hurtigt, men diskret. Et godt tag om vampyrens håndled inden hun kunne nå at sige sit eget navn - hvis hun overhovedet havde tænkt sig det - og trak hende med ind i en af de nærliggende gyder.
Og jagten var i gang.

Azariah hvæsede da dæmonen, Jezabel - som hunlige havde fået at vide, greb fat i hendes håndled. Hun trak irriteret hendes hånd tilbage og vendte sig om i gyden. Men noget i Jezabels ansigtsudtryk fik hende til at stoppe. Hun trak læberne sammen til en streg og kiggede roligt rundt om hjørnet. Hun fik øje på de to mænd der var på vej i deres retning.
Hun rette sig op igen og vendte sig om mod Jezabel.
"Okay jeg er Azariah, bare så du ved det, og jeg skal nok tage mig af det her." Hun vendte sig om. Med et suk trådte hun ud i gaden igen.

//Ja undskyld men jeg kunne ikke lige finde på noget XD//

Jezabel skulle lige til at gribe fast i hende og trække hende videre, da hun begyndte at tale og vendte sig om for at gå ud på gaden igen. "Nej nej nej, Azariah!" skyndte hun sig at sige, og greb fat i hende igen og trak hende længere ind i gyden. "De her er ikke bare normale dusørjægere, okay? De her er farlige, og ikke de samme som du måske er vant til at sparke røv på." Hun lød i høj grad som om hun skældte vampyren ud, men hun mente det i virkeligheden godt for hende. "Hvis du ikke bliver set sammen med mig, er det bedre. For os begge, så lad være med at spille hardcore."

Azariah kiggede på Jezabel med hæveet øjenbryn. Hun kiggede igen ud på dusørjægerne ude på den åbne gadde.
"Farlige siger du? De ligner ikke noget jeg ikke har set før og sparket røv på." Sagde hun med lettere sarkastisk stemme. Hun gad ikke at dæmonen skulle spille helt overfor hende. For det virkede ikke.
"Hvis de er så farlige som du siger, hvad er det så der er så meget farligere end alle de andre dusørjægere? Hvad gør dem anderledes."

Jezabel knyttede sin næve - hårdt. Hun trak vejret dybt, og prøvede at skjule sin rædsel med en overlegen attitude, men hun var sikker på at den krakelerede en lillebitte smule. Hun skar ansigt, og så vredt på vampyren. "Du misforstår mig. Jeg tvivler ikke på at du kan sparke deres røv, det gør jeg ikke, men det er ikke det det handler om."
Hendes hånd blev knyttet yderligere. "Vi skal ikke kæmpe imod dem. Heller ikke dig. Vi. Skal. Smutte. Lige. Nu."
Hun strammede grebet om vampyrens hånd med den hånd der ikke var knyttet, og trak hende længere ind i gyden, og videre ind i forgreningerne der kunne føre dem væk fra den åbne gade.

Azariah kiggede stille på Jezabel. Hun blinkede ikke en eneste gang. Hun havde ikke brug for det.
"Du svarede ikke på mit spørgsmål." Sagde hun roligt og koldt. Hendes blik faldt på dæmonens hånd der var knyttet hårdt om hendes egen. Med en hurtig bevægekse trak hun den til sig igen. Hun vendte blidt hovedet i retning af den store åbne gade. Skulle hun så der ud? Den lille stemme bag i hendes hoved svarede:
*Nej de burde du ikke, men hvornår er du begyndt at lytte til mig?*
*Ja det er der noget om.* Hun smilte stille og gjorde det kun i skyggen så Jezabel ikke så det. Hun drejede hovedet igen og så på dæmonen.
"Jeg spørger kun en gang igen. Hvem er de?" De kolde hvide øjne mødte dæmonens øjne. Hun ville have svar.
Regnen begyndte at sile ned. Den faldt tungt mod jorden, asfalten. Den lavede en hamrende rytme. En rytme hun så tit havde siddet og nynnet eller bare havde lyttet til. Hun kunne sidde sådan i timevis. Hvis hun da fik lov til det.

En svag knurren forlod Jezabels røde læber. Hvor var vampyren dum. Kunne hun ikke bare holde munden lukket og fordufte, i stedet for at gøre sig så besværlig? Hvorfor havde hun dog sat sig ved siden af hende inde i caféen.
Hun trak hånden til sig, og trak hendes trenchcoat tættere om sig, for at holde regnen ude - der pludselig silede ned fra himlen. Som om det kunne blive værre nu. Hvorfor var verdenen så ond ved hende? Hun vendte sig om imod vampyren, og lignede en lille tordensky.
"Okay, de er fulgt efter mig fra Frankrig, og de skal ikke finde ud af at jeg er her. Og de skal ikke se os sammen." knurrede hun, og så sig rastløs omkring. Hun havde ikke lyst til at være så tæt på dem. De kunne opdage hende når som helst.

Azariah kunne se at dæmonen var blevet sur. Hun kiggede på den, hun var ikke tilfreds med svaret. Hun havde ikke fået hele historien kunne hun høre, men måske var det heller ikke stedet for det. Men hun ville ikke give op. Hun ville vide det.
"Jeg vil høre hele historien senere." Sagde hun kort og gik af sted, ligeglad med om Jezabel kom med. Hun rystede blidt på hovedet. Hvorfor var nogle dæmoner så skøre?
*Det er de nok bare.* *Lyder rigtigt.* Svarede hun fjernt. Der var forskel på hvor hun var. Hendes krop var i Werclare, på vej ned af en gyde. Hendes sind var langt væk, oppe mellem skyerne eller under jorden, men den var et sted hvor man ikke kunne komme i kontakt med den så let.
Det var derfor hun ikke lagde mærke til noget som helst. Heller ikke den vandpyt hun gik igennem. Ikke fordi det gjorde så meget. Hun blev heller ikke så våd, som hun kunne være blevet.

Det var ikke svært at se at vampyren ikke var tilfreds med hendes forklaring, men det var hverken tiden eller stedet. Hun havde heller ikke lyst til at fortælle hende nogen som helst detaljer om hendes liv, hun stolede slet ikke nok på hende. Lige meget hvad hun sagde, så blev hun nød til at kæmpe sig til hendes tillid først.
Jezabel skyndte sig i samme retning som vampyren, så hurtigt at hun hurtigt kom op på siden af hende. Hun kunne ikke vente med at komme væk. Hun kastede et bleg blik på vampyren der pløjede igennem en vandpyt som om den slet ikke var der. Som om hun var ligeglad.
De kom igennem gyden, og Jezabel drejede forbi en bygning og stivnede pludselig. Hun kunne ikke blive her, for de kunne være hvor som helst lige nu. Men hun kunne ikke tage tilbage. Det var ikke hver dag hun slap ud af huset, og hun havde ikke lyst til at tage tilbage.

Azariah kiggede ligeud og holdt øjenkontakt på et minimum. Hun gad egentlig ikke denne dæmon mere. Men havde hun noget valg? Nej sikkert ikke. Derfor blev hun bare ved med at gå. Hun havde ikke andet at lave.
*Hvad er der med dig? Hvorfor bliver du sammen med den dæmon?* *Ved du hvad? Jeg ved det ikke, men det er lidt ulogisk.*
Hun stoppede op og vendte sig mod dæmonen, Jezabel. Hendes blik sagde at hun ikke stolede på dæmonen.
"Det er engentlig meget ulogisk." Sagde hun til hende. "Du sagde, at vi under ingen omstændigheder skulle blive set sammen. Hvorfor følger du så efter mig? Det må du da indrømme er meget ulogisk." Hun gad egentlig ikke vide om dæmonen havde den samme tænke gang. Det var bare en tilføjelse.
Hun rystede irriteret på hovedet og gim videre.

Jezabel anstrengte sig for ikke at komme med en knurren. Vampyren var forfærdelig øretæveindbydende. "Det er da ikke mit problem hvis du bliver set sammen med mig. For min skyld kan de stikke en pæl i hjertet på dig tusind gange!" Det var ikke særlig pænt sagt, men hun følte sig presset. Noget sagde også at vampyren sked på hendes mening. Eller, måske ikke ligefrem, men noget i den stil. "Og så skal jeg også den her vej." tilføjede hun. Det ville ikke være fedt hvis vampyren sprang på hende nu. Så ville de først blive opdaget af de franske dusørjægere.
Hun kastede et blik frem og tilbage, og begyndte så at gå hen af gaden. Hen imod den trafikerede del.