Tanker, fortid og nye ansigter//Markus "Wolffang"//

Tid:14.56
Sted:Ved gyngerne
Dato:23/5
Dag:Onsdag
Vejr:Overskyet, ved at trække op.
Omgivelser:En legeplads, uden nogle børn og andre personer.

Der var stille på legepladsen, ingen lyde, ingen små bøn der løb rundt og skreg og larmede idag, men dog legepladsen var alligevel ikke helt tom. Der på en af de to gynger sad en pige med langt gyldent og hår og en lang hvid slank kjole lavet af noget fint og let stof, kjolen viste at pigen var meget slank bygget.
Pigen der sad der på gyngen havde hovedet vendt mod jorden, så hendes lange gyldne hår dækkede for hendes ansigt.
Det var Asteri der sad der på gyngen, sad og tænkte over så mange ting, som hvem hun egentlig var, hun vidste det jo ikke helt da hun aldrig havde fået at vide hvem hendes far var. Men hun vidste en ting og det var, at han langt fra var ønsket blandt elverne.
Asteri sad der og skubbede gyngen stille frem og tilbage med sin fod. og lagde ikke rigtigt mærke til at der var nogle på vej hen mod legepladsen.

markus var ude at gå, og kom tilfældigvis forbi legepladsen. han havde en lang jakke på, til beskyttelse mod det kolde vejr, med to badges, et med "team jacob" og et med "bite me", under jakken havde han en ærmeløs t-shirt og et par slidte cowboybukser. om halsen havde han et stort hundehalsbånd, og en potetatovering på højre side af halsen.
da han så pigen på gyngen stoppede han og betragtede hende, hun var ikke menneske. han fandt en smøg frem og tændte den med fingeren.

Asteri løftede stille ansigtet, da hun begyndte at kunne lugte, noget ubehageligt. Da hun kiggede op, så hun en dreng stå ved indgangen til legepladsen, han så helt venlig ud og han stod der i en lang frakke og en smøg i munden. Asteri Sad bare der og kiggede lidt nysgerrigt, men også lidt irritabelt på ham i et minuts tid, så vendte hun atter hovedet ned mod jorden, begyndte at skubbe gyngen frem og tilbage med foden og bare sidde der fordybet i sine egne tanker.

"hejsa!" sagde han og gik forsigtigt hen mod gyngen "hvad laver en som dig her?" spurgte han. , og smilede til hende, indtil videre virkede hun ikke farlig, men han måtte hellere være på vagt.

Asteri hørte en halv dyb stemme sige hej til hende, hun gad ikke rigtigt løfte hovedet for at se hvem det var, da hun regnede med at det var ham, der havde stået henne ved indgangen, for få sekunder siden. "Hej" MUmlede hun som svar til ham.
Hun gad ikke rigtigt noget idag, hun ville bare siddde der på gyngen, hele dagen og tænke på fortiden, hvis det stod til hende.

han gik helt hen til gyngestativet og indsnusede hendes fært, der var noget mærkeligt over den. hun var klart ikke et menneske; men hun lugtede, hverken af gammelt blod eller død, hvilket udelukkede de to slags ikke mennesker, som kom mest i byen. han pustede røg ud og skodede cigaretten. "hvad er du?" spurgte han, og betragtede hende vurderende.

Asteri lagde mærke til den røg der kom ud, hun brød sig egnlig ikke specielt meget om den og hvis der kom meget mere af den i nærheden af hende, ville hun nok ende med at få et hosteanfald.
Hvorfor spørg du om det?" Svarede hun lidt små flabet og roligt igen, da hun ikke var i et specielt godt humør, for det meste når hun var i det her humør, var hun ikke let at have en rolig og venlig samtale med. Det var nok mest tankerne om den far hun aldrig havde kendt.

"fordi du ikke er menneske, og ikke-mennesker skal passe godt på, hvis de kommer for tæt på vores territorium" sagde han advarende, så smilede han afslappet "og fordi jeg er nysgerrig, du lugter nyt og interessant".

"Okay, så fordi jeg sad her og du så kom herhen, så er det DIT territorium!" Svarede Asteri temmelig irriteret over det svar han havde givet hende. "Og så forresten, hvis jeg skal tale med dig, så må du gerne fjrene den natur dræbene ting du putter ind i munden, så vil jeg måske tale med dig." sagde Asteri lidt mumlende og flabet.

"ok ok" sagde han roligt og smed smøgen på jorden, hvor han trådte den ud, "nej det her er ikke, men vi er ikke så forfærdeligt langt fra det ... nå hvad er du så?". han smilte lidt ved sig selv over hendes aggressive svar, der var vist nogen, som havde en dårlig dag.

Til Asteris overraskelse, smed han faktisk tingen væk og stod bare der, hun havde faktisk troet, at han bare var blevet sur på hende og var gået sin vej. Da hun ikke rigtigt vidste hvad hun ellers kunne sige valgte hun endelig at svare på det, han meget gerne ville have et svar på. "Okay, jeg er en elver... men hvad med dig, du er ikke et menneske, så hvad er du?" Sagde Asteri nu mere venligt end før, og fjernede øjnene fra jorden og kiggede op mod denne dreng.

han smilede "aha ... det forklare lugten ... mig? jeg er da et menneske" sagde han og blottede tænderne i et ulvegrin "ihvertfald lige nu" sagde han og blinkede

" Aha... så man vælger. at lade være med at svare" Svarede Asteri lidt små irriteret, over det svar og det smil hun havde fået. Han virkede lidt for kæk lige nu, ifølge hende. [i]"Du er en menneske ulv af en slags er du ikke... og det nytter ikke at lyve" Sagde hun så lidt efter, da hun havde studeret ham nærmere. Så sendte hun ham et lidt flabet smil og ventede på hans svar.

"jo du har helt ret" sagde han, "jeg er ganske rigtigt en varulv." han lo lidt ad hendes irritation. "nå sig mig så, hvad får sådan en som dig til en menneskeby, og hvorfor i så dårligt homør?".

"Hvorfor skulle jeg fortælle dig det og hvad der har med mit humør, at gøre vedkommer ikke dig.Det kunne jo også være din nysgerrighed der gjorde det." Sagde Asteri Stadigt og meget uvenligt, hun brød sig ikke bestemt meget om den måde, han blev ved med at spørge ind til hende. Denne varulv, havde valgt den værste dag, af alle, til at komme i tale med Asteri.

"ok ok" sagde han og rakte hænderne op, som for at overgive sig, "er det nu forbudt at være lidt nysgerrig? du er en af de første ikke-mennesker, der ikke er en fjende eller en del af min flok". han sbusede ind for at opfange hendes fært og hunske den, "desuden har jeg aldriog mødt en elver før"

"mhm... så du er så nysgerrig, fordi du aldrg har mødt en elver før, det er vel din egen skyld.." mumlede hun lidt overrasket, da det undrede hende, at han aldrig havde mødt en elver før. "Og forresten du har ret, jeg er ikke fjende af din folk...jeg er fjende af dig" Sagde hun og smilede kækt til ham.

"og på hvilken måde har jeg pådraget mig dit fjendskab?" spurgte han en smule overrasket, mens han undrede sig over om alle elvere var sådan, eller om det kun var hende her. hun var nu ellers meget underholdende at snakke med, det var et held, han havde valgt denne rute i dag.

"Ja, det er aldrig godt at vide, måske den ting du havde i munden, eller din nysgerrighed." Svarede hun med en lidt flabet og lattermild stemme, Asteri, der egentlig havde siddet og surmulet i et stykke tid, fandt det meget underholdene, at snakke med denne dreng.
Asteri måtte desværre indrømme overfor sig selv, at hun fandt det meget underholdene at snakke med ham, men det skulle han helst ikke opdage, for hun havde på fornemmelsen, at hun ville blive lidt for selvsikker, hvis han opdagede det.

"aha ... du kan ikke lide nysgerrige rygere ... så kan jeg godt forstår, hvis vi ikke kommer så godt ud af det med hinanden" sagde med et skævt smil.

Hun kiggede lidt på ham og hævede så det ene øjenbryn "Nå, så det er, det du kalder det" Sagde hun mistroisk og kiggede på ham, på en måde, der bare viste hvor håbløs hun fandt ham. "Og hvad laver du så med denne ryger ting i munden, den er jo ulækker og farlig" Sagde hun med en skeptisk stemme og sad der og ventede på et fuldstændigt håbløst svar fra ham. Hun begyndte at gynge lidt igen, da hun fandt det så beroligende.

han så på hende og smilede "ja det er de" sammentykkede han og lo "men tilgengæld smager de godt". han så lidt på hende, hun var jo både underholdende og pæn, så igen elver var jo kendt for deres overmenneskelige skønhed, og hun levede bestemt op til det.

"Ja det er vi så ikke alle, der er enige om" Sagde hun og kiggede irriteret på ham. Han begyndte at virke lidt for selvsikker.
Asteri rejste sig nu endelig fra gyngen, da hun havde gjort det, begyndte hun, at gå væk fra denne så irriternde dreng. Hun gád ikke engang kigge tilbage, for at se hans reaktion.

Markus så efter hende da hun gik, "ha en god dag!" råbte han opmuntrende efter hende, og vinkede. han overvejede lidt at fælge efter; men besluttede sig for, at han så ville være for påtrængende.

Hun hørte, at han råbte noget til hende da hun var ved , at gå væk fra ham, hen til vippen. Hun hørte han råbte noget med god dag og blev lidt opmuntret , men også irriteret. "Det er allerede forsent." Råbte hun tilbage til ham, mens hun sendte et lidt, trist og flabet smil.
Hendes dag var et helvede, hun var led over for alle, bare fordi, hun ikke vodste hvem hendes far var og fordi, hun kom til at tænke, på den sidste dag sammen med hendes mor.