Are you there?... //Markus "wolffang"

hendes svar overraskede ham, "virkelig? jeg syntes eller du er en rar og behagelig person" sagde han og sendte hende et opmuntrende smil "du burde virkelig ikke lytte til dem, som siger sådan. hvis vi skulle tage os af, hvad alle dem der ikke kan lide os mener, ville vi jo ikke lave andet end at have det dårligt med os selv" han blinkede til hende "og ville det ikke være spild af livet?". han havde for længst gjort op med sig selv at han ikke ville bekymre sig om andre sine venner og deres mening. med et skævt smil tilføjede han "jeg vil også lærer dig at kende ... men jeg bliver nødt til at advarer dig, også jeg kender folk, som har fortrudt at de gjorde mit bekendtskab"

Arien smilede skævt og lagde hovedet let på skrå. "Det er en intressant livstid, det beundre jeg" *Men sådan kan jeg ikke leve. Jeg er mig og flok hader mig nærmest for det. Skal man så ikke forandre sig?*.
Castiel havde sikkert hadet mig, de engle, hun havde rejst sammen, med brød sig heller ikke det mindste om hende og Azh... Azh hadede hende vel. Hun anede ikke, hvad Ez følte. Sikkert ren og skær medlidenhed.
*Eller måske er det dig, som er ligeså deprimeret som en kirkegård, som kun kan se virkeligheden gennem sløret glas* sagde den lille stemme i hendes hoved. Hun havde aldrig fundet af, hvorfor stemmen var der. Måske var der en lille del af hendes, ikke troede på hendes dyre købte erfarnig om verden. Måske troede den lille del på lykke. Måske. Eller ikke.
Arien trak, med et lille smil på læberne, på skuldrene og skubbede til de irriterende tanker til side. "Så er vi vel i masse båd, Markus".

"det er det eller give op, gå ned og tabe, jeg valgte hurtig, at dem, som ikke ønskede mig, ikke var gode nok til at ødelægge mit liv" sagde han med et lille smil, "du burde tage samme valg, det andet er de simpelt hen ikke værd" han så på hende mens hun tænkte, "det har du nok ret i, det er også bedst ikke at være alene", han tænkte på, hvor meget hans venner havde hjulpet ham, med noget der meget virkede som de problemer hun gik rundt og sloges med nu. han sendte hende endnu et opmuntrende smil, hun skulle ikke stå alene.

"Du har ret" Arien tøvede og vendte blikket mod jorden "Det burde man gøre". Vinden hylede lavt igen og en lille tavshed opstår mellem dem.
Så nikkede hun let, smilede svagt og gentog "Det burde man virkelig". Hun smilede hurtigt og lod blikket løbe over kirkegården. Den var lille så død og levende-menneske-tom som før. Der var ingen, til at aflede Markus' opmærksomhed fra hende.
Arien kiggede hurtigt på ham "Men... Det kan jeg ikke". Hun flyttede vægten af fra den ene fod til den anden og vendte blikket mod ham endnu en gang. "Det er en lang historie" hun håbede inderligt at det var nok og han ville lade emnet falde...
Men det gjorde væsner aldrig. De alle lige så forbandet nysgerrig som hende selv. Et hurtigt undskyldende smil løb og hendes ansigt.

"hvorfor ikke?" spurgte han undrende "jeg har tid nok, selvfølgelig kun, hvis du vil fortælle det" han kendte selv til hvor irriterende det kunne være, hvis folk ikke kunne styrer deres nysgerrighed, især ved personlige problemer. på trods af den viden ville han stadig vise at han var der for hende, hvis hun havde brug for det, hun skulle ikke stå alene.
"jeg har hørt, at det skulle hjælpe at snakke om det", sagde han med et forsigtigt smil, og trak på skuldrene, som for at sig 'ikke at jeg ved alt; men måske var det værd at prøve'.

Ariens skosnude strappede lidt i jorden og hun holdt blikket dernede. Gjorde alt for ikke at se op på Markus. Hun sukkede lavmælt og besluttede, at det nok nemmest baer at fortælle det. Og med denne beslutning i tankerne begyndte hun på den gamle, velkendte beretning, hun havde gennemgået gang efter gang i hendes hoved.
"Du får den lange historie" bekendtgøre hun "Jeg boede engang i England. Jeg har altid været forældreløs og alene, men nu vilel jeg begynde på en frisk i London.
"Og så mødte jeg Azariah. Dengang var hun et venligt og sødt menneske og vi blev hurtigt rigtige gode venner. Jeg fortalte hende min hemmelighed og siden da har vi været bedste veninder. " Hun fnøs let "Happy story, huh?". Arien tav lidt, dybindåndning, fortsættelse. En svag vind blæste igen og hun flyttede let på sine fødder og vinger.
"Hendes forældre var meget rige og de sendte Azh på en rejse. Med Titanic. Hun ville gerne have mig med, for jeg var blevet hendes skytsengel. Jeg havde allerede reddet hende et par gange og derfor sneg jeg mig om bord om natten.
"Azh gemte mig i hendes kahyt og kom med mad. Sammen lo vi langt ud på aftenen, hver eneste nat. Indtil skibet sank." englen gøs lidt under vinden "Hun var ude efter mad. Skibet begyndte at ryste og ryste....
Jeg ledte efter hende. Men Azh var væk. Det eneste menneske, eller væsen, som nogensinde har betydet noget for mig. I hundred år har jeg ledt efter hende... Eller bare hendes grav..." Hun lod sætningen hænge i luften. Pause. Greb den svængende historie og åbnde munden på nu. "Jeg fandt hende før en uge siden. Som vampyr. Hun er blevet meget... " Arien smilede bittert "Meget anderledes".
Så flyttede englen hovedet og kiggede direkte på varulven foran hende. "Men du har mødt hende, har du ikke? Azariahs evne er vejret".

han lyttede til hendes historie, den var trist, langt mere end han havde forventet. den fik ham til at tænke på, hvor heldig han selv var, i det mindste havde han stadig næsten alle sine venner. han så medlidende på hende, mens hun fortalte.
han tænkte lidt over hendes spørgsmål, "jo ... hende vampyren på gyngen?" tanken om mødet med vampyren bragte et smil frem på hans læber "jo hende har jeg mødt, hun tømte en regnsky ud over mig", "hun virkede til at have en del at tænke på ..." sagde han efter en kort pause, "men det kan selvfølgelig være hun altid fornærmer fremmede sådan" han smilte igen, det havde nu været sjovt sådan at udveksle gornærmelser med vampyren.

Varulvens, Markus', blik var blevet fuldt med medlidenhed, da han kiggede på hende og Arien kunne ikke blive enig med sig selv om det var godt eller meget skidt. Det var vel sødt og alt det der af ham, men hun ville ikke havde nogen skulle have medlidenhed for hende. Vel?
Problemet var bare; hvorfor havde hun så fortalt ham hendes lange historie? Arien blev sig selv svarsskyldig. Hun havde ikke behøvet det, men på den anden side, hvorfor lade være?
Hans blik var mere tænkende, for han svarede at han havde set Azh. Markus smilede af mindet, og Arien blev med det samme nysgerrig og... hvad var den følelse... Jealousi? Fordi Markus havde været sammen med Azh eller måske den anden vej rundt?
Arien runkede panden let, men glattede den hurtigt igen og gemte de to følelser væk. Hun smilede svagt til ham og svarede ham på hans seneste udtalelse om hendes tidligere bedste, og døde, veninde.
"Fornærmelser? Jo, det lyder som hende. Hendes i en nøddeskal, faktisk" Endnu et svagt smil, men det blev desværre mere bittert end sørgmodigt. Mødet med den 'nye' Azariah havde været alt andet end venskabeligt. Arien sukkede og blinkede langsomt. Lukkede øjnene og bad stille den til den gud, hun alligevel ikke troede på.

han så vurderende på hende, "tog hun heller ikke så pænt imod dig?" spurgte han en smule trist, det måtte være skrækkeligt at miste sin bedste ven på den måde. han sendte hende et opmuntrende smil "men måske kan i stadig nå at finde ud af det? hun virkede som sagt til at have meget at tænke på, så måske hun savner det i havde?", han prøvede at se positivt på det, en god ven var altid vær at kæmpe for.

Arien kort og uden syndelig glæde "Tog godt imod? Er at tvinge ækel øl ind i halsen, behandle som lort og ikke gide havde noget at gøre med dig, at tage godt imod?" Kunstpause "For så Azariah virkelig godt i mod mig".
Englen fandt lige pludselig ud af, at den måde træerne bevægede sig var yderst interessant. Faktisk var alt andet end at kigge på varulven interessant. Sandheden var at hun var blevet virkelig såret den dag, men hun havde skubbet til sorgen og den havde forsvundet. Forladt hendes krop, fløjet til himlen.
Indtil nu.
Hvis hun endelig skulle græde skulle det ikke være foran nogen. Ikke fremmed, ikke venner. Venner? Hvilke venner havde hun? Arien gad ikke tage sig sammen til at svare på hendes egen spørgsmål. Det virkede meningsløst. Alt var meningsløst.
Markus blev ved med at snakke og hun tænkte, at han nok forventede en eller anden form for venligt svar, men det han foreslår var... pænt sagt, meget, meget langt ude.
"Problemet i sin klare enkel er, at hun husker ingenting. Overhovedet. Og selv hvis hun gerne ville havde det gamle tilbage er der nok et godt stykke tid. Den dag... " Hendes stemme knække. Sporet forsvandt i sandet, visket ved af vinden.
"Det kommer ikke til at ske i den nærmeste fremtid, lad os holde det ved det... Ikke?" Der lød en skjult 'vær sød ikke at snakke om det, jeg begynder bare at tude og det er ikke noget kønt syn, okay?' i det 'ikke'. Nu fik man at se var god denne varulv 'Markus' var til at afæse folk. Rettelse engle. Rettelse Arien.

Markus så lidt på hende, det var altså det vampyren havde ment med at hun ikke kunne huske sine forældre.
Englen så ud til at være lige ved at græde, det måtte virkelig have taget hårdt på hende, sådan at miste den der vampyr. Han forsøgte igen at smile opmuntrende til hende; men fornemmede også at hun ikke virkede særlig interesseret i at tale om det lige nu, så han besluttede sig for at lade det ligge. Næsten. "hvis du skulle få brug for hjælp, kan du bare sige til", Markus kunne godt lide englen, og besluttede sig for at tilbyde sin hjælp, så var det op til hende om hun tog imod den.