Are you there?... //Markus "wolffang"

Arien lød sig langsomt dale ned mod jorden. Der ingen mennesker, at se i næsten miles omkreds, så hun bekymrede sig ikke om de store, hvide vinger på hendes ryg. Hun fornylig lavet nogle huler i jakken til vingerne. Det var begrundt at blive irriterende hele tiden at tage den af.
Hun landede ganske fint og kom ned på jorden uden en hørlig lyd. Uden at tage hensyn til noget, gik hun ned ad småstens belagte sti, som førte en rundt om alle gravene. Så stoppede hun op og kiggede på kirken. Den stirrede tavst tilbage. Med dens hvid-gule farve og de mørke vinduer lignede den et deformet kranium. Vinden hylede som tusind skrigende stemme, som råbte på en hjælp, som aldrig ville komme til dem. Eller måske var det bare på grund af hendes dårlige humør.
Hun gik videre. Englen stak en ene hånd i lommen og den anden rakte ud efter en rød rose. Uden problemer blev blomsten plukket, trods de mange torne.
Hun kiggede på på den. Den mindede hende på en måde om Azh. Hun sukkede ved tanken. Lige siden hun sidst havde mødt hende, hun holdt sig omkring Werclare, i et desperat forsøg på at støde ind i hende igen. Mest af alt for at sige undskyld.
Rosen i hendes hånd var fuldkommen rød og i sin gyldne tid. Om lidt ville den være visnet og borte. Som Azh burde havde været. Og Arien burde have været død med hende.
Hun sukkede irriteret og smed rosen fra sig. Den landede på jorden et sted bag hende, men hun så sig ikke tilbage.
Vinden førte rosen væk og Arien ville ønske den kunne tage alle hendes minder med sig.

Markus kom gående ind på kirkegården med retning mod et gravsted, han havde øjnene rettet mod jorden og tankerne langt borte, så han opdagede ikke englen. hans lange, brune hår flagrede i vinden, og en lille, sorte tot blev ved med at blæse ind i hans ansigt, han fjernede den irriteret. da han kom hen til graven knælede han ned og tændte nogle stearinlys med sine hænder. han bøjede hovedet i respekt for den døde, og sad stille.

Arien lukkede øjnene og lyttede til vinden. Det var ikke rart. Hun var stoppet op midt på grusstien. Sådan tog hun i et stykke tid, mens hun tænkte på fortidens minder og glæder. et suk åbnede hun igen øjnene og lod blikket glide over de tavs gravsteder.
Og opdagede at en anden A. Anna Williams var død i 1912. Det år hun burde havde været død. Den gang ¨for så lang tid siden på Titanic. Det var forfærdeligt, at bare tænke på. De skulle begge have været døde den nat. Men, uheldigvis/heldigvis, var de begge overnaturlige og ahvde overlevet på hver deres måde. Arien havde hadet vand lige siden. Udover regn. Regnen var symbol hendes tårer. I den sidste havde hun smilet overraskende meget.
Hun gøs og fortsatte sin ensomme vandring blandt i de døde.

han sad lidt bøjet over gravstedet, fordybet i minder, nu var det et år siden, og smerten var endnu ikke helt borte. som han sad der, alene, lod han alle murer falder, så sorgen igen kunne skylle ind over ham. han kunne mærke lugten ag de andre, de havde også været her i løbet af dagen, selvfølgelig; men ligesom ham, havde de foretrukket ensomhed.

Stilheden var overalt. Arien havde været, der i nogle få minutter og hun kunne allerede mærke den trykkende stemning, som var over stedet. Her var sorg og trist herskere og det passede englen fint. De var også hendes herskere.
En nogle grene bøjede for vinden, men Arien fortsatte. Men hun gik baglæns. Tilbage til den tid, hun havde fundet engle død, til den gang hun havde mødt Castiel, til Titanic og, mest af alt, Azariah. Hun sukkede igen og lukkede øjnene et kort øjeblik. Azh. Hun kiggede op mod de grå skyer, farven på hendes humør, standsede op. *Hvor er du? Hvad laver du? Azh, er du der?* tænkte det bevingede væsen og regnen startede.
En fugl sang. En fugl skreg. En fugl faldt.

efter at have siddet der i ti minutters tid, med brystet fuld af sorg, en sorg der havde åbnede dybe indre sår, bøjede han hovedet "farvel" hviskede han og en tårer ramte jorden. så rejste han sig stille op og kastede et blik ud over den tomme kirkegård, eller det troede han ihvertfald; men der, i regnen, stod en pige med vinger, en engel.

Ariens blik var sløret. Hvilket betod hun var ved at græde, noget hun ikke brød sig om. Ikke efter så mange år... Hundred år...
Hun rettede blikket frem ad og tog en hånd op for, at tørrer de kommende tårer væk. Og stivnede midt i bevægelsen. Der stod en mørkhåret mand et stykke væk fra hende. Tårer var væk og regnen standsede lige så pludseligt, som den var kommet.
Arien anede ikke, hvad hun skulle sige. Hvad var der at sige? Så hun trådte nogle skridt fremad. Vingerne bekymrede hende ikke; hvis det var et væsen, ja, så var det et væsen og hvis det var et normalt menneske, skulle hun bare sige, at hun var en udsendig fra Gud eller noget i den stil. Mennesker var så dejligt uvidende.
Englen smilede ikke, var ikke rigtig i humør til det.

han så undrende op da regnen stoppede, det var da noget underligt vejr, det havde ellers passet så godt til stedet. pludselig gik det op for ha at regnen måtte have slukket lysene, så han skyndte sig at tænde dem igen.
han så undrende over mod pigen med vingerne.

Arien rynkede brynene, usikker ved den nyankommende mand. Eller var han det? Måske havde han været der hele tiden, hun anede det ærlig talt ikke.
Arien gik frem igen og skimmede manden med øjnene. Der var noget bekendt ved ham, fra en film måske, men englen kunne ikke sætte fingeren på det. Hun lagde hovedet let på skrå, stadig med let rynket bryn.
"Hej?" sagde hun tøvende. Vinden hylede højest på det tidspunkt og hun var sikker på manden, eller var det i virkeligheden kun en dreng?, havde hørt det.

hans ulvegener gav ham en skarpere hørelse end de fleste mennesker, så han opfangede, hvad hun sagde "hej" svarede han højt for ikke at blive overdøvet af blæsten. han så stadig undrende på hende, han havde åbenbart ikke været så alene som han følte sig, mon hun også var her for at mindes en hun hvcde mistet?

Arien anede, hvad der nu skulle ske. Hvad skulle hun sige? 'Hej, jeg er Arien A. Williams. De personer, som jeg holder synes, at dø fra mig... Lige indtil de bliver genoplivet, selvfølgelig...?'.
Det istedet for at sige noget, gik hun tættere på. Det var dumt, at de stod og nærmest råbte til hinanden. Nu stod hun en meters penge væk fra ham.
Hun var sikker på, at han var et væsen, da han ikke havde kommenteret hendes vinger overhovedet. Men hvad han var... Uanset hvad, var det noget hun ikke havde mødt her. Et nysgerrigt skær kom over hendes store, brune øjne. Englen lagde hovedet lidt på skrå, som hun havde for vane. Og spurgte lige ud uden omsvøb.
"Hvad er du?" et svagt smilede på hendes læber, men det nåede ikke hendes øjne. Forvirringen over Azh var stor stadig væk til det.

hun virkede trist, hun var her sikkert af samme grund som ham selv, og besluttede sig for at lade hende have sine sorger i fred, han ville selv hade at skulle forklare sig til en vildt fremmed.
han smilede også lidt over hendes spørgsmål "jeg er en varulv, og jeg går ud fra at du er en engel?"

Arien løftede det ene øjenbryn "Aha. Ja, det er jeg". Som for at understrege sin pointe bredte hun vinger lidt mere ud.
"En varulv, siger du? Det forklar en hel del." hun nikkede lidt på hovedet og bed mærke i at han ikke smilede. Bare svarede. Neutralt.
"Det er første gang, jeg møder en varulv" hun havde stadig hovedet let på skrå. Gad vide, hvordan det var? Hun gik ikke så meget op i andres væsner og vidste derfor ikke meget om varulve. Udover, sjovt nok, at kunne forvandle sig til en menneskelignende, eller nogle tilfælde helt, ulv.
Regnen startede. Først langsomt, tøvende, så hurtige. Som hele verdens tårer.

han kiggede på de smukke vinger "du er den anden engel jeg møder" sagde han, denne gang med et lille smil, men dog uden at det helt nåede hans øjne. "er du også i stand til at styrer vejret? sådan som det skifter ..." spurgte han nysgerrigt.

Skyggen af et smil spillede på Ariens læber. Det var Azh, der kunne styre vejret. Ikke hende.
"Nej, desværre ikke" hun trak på skuldrene. "Det godt nok underligt, men min evne... er en anden". Varulven smilede til hende. Uheldigvis havde det været lige usandt, som hendes eget.
Var verden virkelig lutter trist og sorg?
Tab, død, krig, sult, ødelæggelse? Hvor var Gud?

han nikkede "det ville også være mærkeligt at møde to med den samme evne ..." sagde han henkastede i et forsøg på at konversere "hvad er din evne så?" spurgte han ikke rigtigt interesseret i svaret.

Arien runkede let øjenbrynene. To med den samme evne? Hun kunne ikke aldrig huske dagen med Azh, da denne havde drukket hende fuld og alt stod sløret, men havde hendes evne ikke været at kunne manipulere med vejret? Kendte manden Azh?
Hvis han gjorde var det interessant.
Hun smilede svagt til ham. Dette smil var det mest oprigtige, hun havde smilet hele dagen. Hendes evne havde været 'rusten' i noget tid, men hun følte hun var ved, at gengive nogle af hendes gamle færdigheder.
Det kunne været at demostratere over for en fremmed.
Hun tog et skridt frem og forsvandt midtvejs. Hun dukkede op igen tyve centimeter fra ham. Blodet steg hende til hovedet og farvede hendes kinder let røde.
*Ups* hun tog et hurtigt et skridt bagud. "Undskyld. Jeg er vist ikke så god til, at styre det,som jeg troede". Hun smilede et hurtigt, kort smil, men manden kunne vist ikke se det, da hun kiggede ned mod jorden, for at skjule hendes rødmen. Det var pinligt. Det lange, røde hår dukkede også for noget hendes ansigt.
"Undskyld" mumlede hun igen. Alt om Azh var glemt. Hvorfor skulle hun være så pokkers klodset?

han trådte overraskede et skridt tilbage "så det er altså din evne?" spurgte han med et lille, men ægte smil, "det er ok, alle laver jo fejl". han så lidt på englen, så lod han en lille flamme springe frem på sin hånd, den slukkedes med det samme, hvorefter han fremkaldte en ny, ved siden af den. han lod flammerne danse sådan frem og tilbage over sin hånd, "det er så min" de dansende flammer gav ham lidt ro og varmede hans kolde indre.

Arien kiggede på flammen. Manden så ud til at have fuld kontrol over sin evne. I modsætning til hende. Hun ville sørge for at vøe sig noget mere, før hun viste den frem igen.
Rødmede stillede af og hun smilede.
Hun lod blikket følge flammen og kiggede derefter op på varulven igen. Vinden fejede hen over den døde kirkegård og legede med de to væsners hår. Varulven havde overraskende langt hår.
Englen lagde hovedet en anelse på skrå og studere ham.
"Sjovt. Jeg kender din evne, din race, men ikke dit navn" et smiul formede sig igen. "Jeg er Arien" hendes stemme var livet en smule op. Manden virkede venlig, så langt. Desværre havde hun det med at være forbandet naiv.
Men han virkede som en ven og Arien havde ikke brug for fjender. Hun trak de store, hvide vinger ind i ryggen igen. Englen plejede godt nok ikke at bekymre sig om mennesker, men der skulle heller ikke tages for mange chancer.
Støvregnen stillede lidt af, men stoppede ikke. Når lejligheden bød sig, ville hun spørge ham om Azh. Men det godt vente lidt endnu.

han besvarede hendes smil "mit navn er markus" han bukkede for sjovt, "en ære at møde dig, Arien" sagde han og smagte lidt på navnet, det var egentligt ganske pænt.

Hun smilede svagt af hans bug. "En rigtig gentleman, hva?" sagde hun i et drillende tonefald og rettede på sit let skrå hovedstilling.
Han lignede en Markus afgjorde hun. Brunt hår og blå øjne, okay høj og varulv. Ja, helt klart en Markus. Hun nejede smilende for ham. Høflig kostede ingenting. "Tak, Markus. Jeg er også glad, for at møde dig". Overrasket fandt hun ud af, at det passede.
Det ville blive et lang dag, ligesom den forrige og den før, ligsom de sidste mange pr, hvis hun skulle gå meningløst rundt i ring og bare tænke. Over livet. Over alle de ting, hun kunne have...

hendens første kommentar fik ham ti at smile ironisk "det ville gøre min mor stolt; men nu er vist ikke tids punktet at snakke om den slags". hun virkede som et behageligt væsen og han ønskede ikke at bebyrde hende yderligere, med sine egne problemer, han valgte i stedet at sende hende et nyt smil

Englen lod blikket køre over hans ansigt og lagde hovedet lidt på skrå. Han lignede faktisk en Markus.
Arien smilede igen og til hendes store overraskelse var det ikke anstrengt og det var stort. Ingen havde før sagt det ikke hende.
"Man kan godt høre du ikke lært mig at kende endnu" sagde hun spøgefuldt, stadig med et smiil.

"hvad mener du?" spurgte han en smule undrende; men dog med et smil. det var svært for ham ikke at blive smittet af englens store smil. hun virkede som en rar person, og han ville ønske, da havde mødtes under gladere omstændigheder.

Arien tænkte over sit svar. De fleste, der lærte hende at kende blev sur, irettesatte hende, troede de vidste hvad hun skulle have gjort istedet elelrked af det i hendes selskab. Tænk bare på Azh, Castiel, Cathrine...
Hendes falmede en smule. Så trak hun en dyb indånding og valgte at holde det så enkelt som muligt.
"De... væsner, som lærer mig at kende, har det med at..." hun trak på skuldrene "...fortrude det. På den ene eller anden måde". Det var fint, ikke? Ja, var det ikke bare forklarende og enkelt? hendes evig irriterende 'stemme' genlød i hendes hoved.
Hun smilede undskyldende "Men..." hun tøvede. "Jeg vil gerne lære dig at kende alligevel".
Arien opdagede, hun holdt vejret. Hvad ville varulven... Markus, rettede hun sig selv, sige til den kommentar?