Nattens herskere ~Demetri -privat~

T: 00.00
S: The Reggie Club
V: Stjerne klar nat.
D: Fredag, 19. september.
Å: Efterår.
P: En ok stram sort kjole med leggins under og converse.
O: Massere af mennesker samt væsner, alkohol og fuldskab.

Det var lettere varmt i vejret. Luften var tyk af alkohol og sved. En ung vampyr pige sad oppe ved baren alene. Alle andre var ude, at danse, men hun klarede sig uden. Hun sad stille på stolen og kiggede ned i hendes øl. Hun sad og kørte det rundt i en cirkulær bevægelse. Hun tog glasset til munden og tog en slurk. Hun sank stille og kiggede igen rundt. Hun tog den sidste slurk og smuttede lydløst ud mellem alle de dansende mennesker og væsner. En fyr stilte sig ind foran hendes og begyndte at danse med hende. Hun lage hovedet på skrå, men begyndte at danse med. Efterhånden belv hun træt af ham, men der var bare lige det at nu var hun omringet af andre der også gerne ville danse med hende. På en eller anden måde fik hun danset sig uden om dem og ud til udgangen. Hun gik for en stund udenfor og stod der lidt, hun havde haft lidt problemer med, at komme ud, men det havde lykkes tilsidst.
Nu stod hun og mærkede den kølige brise luften tog med ind over byen. Den bliv langsommere koldere og koldere. De mennesker der stod der, som ikke havde jakke på eller var fulde begyndte at fryse. Hun smilede ved synet af de frysende mennesker. Hvor var de dog dumme. De fattede ikke en skid. Hun sukkede og vendte sig om igen for at gå ind.
Det lykkedes hende, at mase sig igennem menneske massen og hen til baren igen. Her bestilte hun en øl og stod der lidt. Bartenteren kom med hendes øl og hun kastede sig ud i mængden igen.

//Undskyld, hvis det ikke er særlig kreativt, men var lidt træt og kreadød.//

Demetri havde studeret hendes flygt udenfor og tilbage igen til baren.
Hun havde siddet der en tid nu ca. 15 minutter og tjeneren var forlængst
kommer med hendes øl eller hvad hun nu bestilte, hun vampyren ville
lige så stille begynde at mærke en stikkende fornemmelse i kroppen,
det var Demetri's blik der hvilede på hende. Hans metalliske grå øjne som
var kendt for at være de smukkede og mest dødbringende øjne i denne
by eller hvad man skulle sige. Hans øjne var metaliske grå, smukke, mystiske,
lokkende, men samtidig døde, kolde, lumsk, og fyldt med smerte og had.
Han havde kigget på hende længe, længere end hun hviste af.

//det ok...//

Azariah havde kæmpet sin egen kamp med, at komme tilbage til baren. Hun havde spilt halvdelen af hendes øl og der var nu kun en fjeredel tilbage for resten havde hun selvfølgelig drukket. Hun kløede sig blidt i nakken og satte sig krus ned på bardisken. Bartenderen kom igen og fyldte hendes øl op.
"Det er på huset." Råbte han til hendes igennem musikken. Hun smilede bredt til ham, som svar. Hun gad ikke til, at spilde sin stemme. Det var der ingen grund til. Hun vred lidt nakken for at få den til at knække. Da den gjorde det troede hun, at den prikkende fornemmelse ville forsvinde, det gjorde den ikke. Hun fnøs irriteret.
*Er man lidt sur?* Spurgte stemmen lille stemme i hendes hoved. *Shut* Var det eneste hun sagde til den og tog et drag af hendes øl. Den skulle ikke komme her og ødelægge det hele.
Hun kunne igen mærke den prikken i hendes nakke. Den havde bredt sig.
*Fedt..* Tænkte hun. *Vovserne har sikkert givet mig lopper.* Hun skulede i retning af varulvene.

Der var hun kiggede hen mod varulve området i baren
sad Demetri han kiggede hende direkte i øjnene da hun
så der hen, han smilte hemmelighedsfuldt til hende som
havde han en gave til hende som hun først måtte få når
de var alene, spørgsmålet var nu bare og hun modtog/godtog
hans invitation som han havde sendt i sit smil eller om hun
var som Amber der nervøst ville fordufte. Intet så ud til
at irreterete Demetri i aften, selv varulvene holdte sig til
sig selv i aften.

Hun opdagede en der kiggede på hende. Hun så direkte på personen og gengældte personens blik, ligeledes gengælde hun dennes smil. Hvad kunne det gøre?
Hun vidste ikke at lige præcis dét smil kom til at betyde meget.
Hun kiggede ned i hendes glas igen og smilede lidt, hun vidste ikke hvorfor. Hun gjorde det bare. Med et suk tog hun endnu et stort drag og sank dermed hele den lille del af hendes øl der var tilbage. Hun slikkede sig om læberne for, at få det øl væk der løb lidt ned af hendes øl. Hun valgte, at gå ud igen.
Hun havde ikke lige så mange problemer med, at komme ud denne gang. Hendes hvide øjne hold øje med den fyr der havde kigget på hende, hele vejen ud. Da hun kom ud stod hun lidt og mærkede vinden. Eller fakstisk ikke hun kunne ikke mærke noget, kun en svag fornemmelse af den. Hun så op mod himlen og smilede. Denne gang vidste hun hvorfor.
Hun kunne godt lide natten. For hun var et med den. En nattens hersker. En vampyr.
Hun vendte sig lidt om og kiggede mod indgangen. Hun smilede igen, dennes gang uden at lægge mærke til det.
*Gad vide om han følger efter?*

Ja han fuldte efter hende, faktisk stod han ved hendes
side, den anden vej hvor hun ikke kiggede, "Finder du
noget spændene" sprugte han så pluselig imens hun stod
og tænkte, hun så så sød ud sådan som hun stod der og
lignte en der var ved at tænke på hele verden. Et skævt
smil kom frem på hans læber, han hviste lige hvad han
skulle sige, og han hviste hvvd han ville....


//krea nede//

Azariah var næsten hoppet en halv meter da en stemme kom næsten ud af det blå. Hun kiggede forskrækket til hendes side. Ved siden af hende stod en fyr. Det var ham der havde kigget på hende inde i clubben. Ham der havde smilet til hende...
"Øhh det... Det tror jeg ikke." Sagde hun tøvende. Hun vidste ikke helt hvad hun ellers skulle svare. Hendes blik blev igen draget til fyren ved hendes side. Normalt var hun meget kold, men der var noget over ham. Noget familiært, betryggende på en måde. Noget hun ikke kunne ignorere eller være kold overfor.
*Gad vide hvad det er... Hvad er grunden?* Hun var efterhånden blevet nysgerrig. Men noget holdt hende lidt tilbage. Måske var det ordsproget: Nygerrigheden slog katten ihjel. Men han ville da ikke så hendes ihjel.. Ville han? Nej, det ville han da ikke ville han? De havde lige mødt hinanden..
Noget dybt begravet i hendes sind fortalte hende anderledes.

//Det går da meget godt//

"Hm....det gør jeg" han vandrede langsomt rundt om hende
selvom de nærmest stod side om side. Han gav hende et
elevator blik, eller som han sagde det: Han iagtog hende
på nært hånd. Ja hun var fin, en god fangst for den vampyr
der havde bidt hende, hun ville have været en glimrende
vampyrer i hans klan hvis hun var blevet bidt af ham, han
slikkede sig langsomt over læberne da han var endt til det
punkt hvor han også var startet med at gå.

Hun kiggede lidt underligt på ham da han begyndte at gå rundt om hende. Hun prøvede at skjule det, men det gik vist ikke så godt. Hun ville gerne være sit normale selvsikre og ligeglade jeg. Men noget havde sneget sig ind på netop denne plads, og skubbet de to andre ud. Hun stod lidt og kiggede lidt til den ene side, så den anden. Hun kunne bare ikke se på ham.
Noget var galt. Helt galt. Hun rystede hovedet og fangede først nu hans kommentar. Hendes hvide øjne faldt endelig på ham. Havde han faktisk sagt det? Eller var det bare hendes vilde fantasi? Det måtte det være. Det kunne ikke være andet.
"Undskyld?" Spurgte hun stille og vendte sig mod ham. Hendes tanker fløj vildt omkring, hendes krop stod foran fyren, men hendes sind var et helt andet sted. Slet ikke engang tæt på hendes krop.

"Jeg finder en masse spændene ting" sagde han båpde
gentagede og forklarende. hans grumme smil på hans
kolde læber, afspejlede en hvis interresse for denne lile
vampyr hun som var så godt som fangen hvis man kunne
sige det sådan. Han stod med den ene side hvilende op af
muren ind til natklubben. Natten var smuk men for mennesker
eller andre væsner med den følelse meget, meget kold.
Efteråret og vintern var allerede begyndt at kunne og det
blev kun koldere og koldere.

Azariah nikkede stille. Hvad skulle hun svare til det? Hvad kunne hun svare? Hun prøvede at få øjnene fra ham, men kunne ikke. Noget indeni hende havde reageret på hans grumme smil. Hun vidste ikke hvad, men det var som om at alle hendes 'alamer', eller hvad man nu skulle kalde dem, var gået i gang. Det lykkedes lidt for hende at kigge væk fra ham og op mod himlen. Prøvede at udtrykke at himlen var meget mere interessant end han var. Nøgle ordet i det var prøvede. Selv om at himlen ikke var vildt mere spændende end han var, var den meget smuk denne nat. Vinde tog lidt til igen. Den legede med hendes hår og rev i det. Det var noget underligt over hele denne situation, hun havde kastet sig selv ind i.
Hun rystede blidt på hovedet og sukkede. Så begyndte hun at bevæge sig igen. Hun gik lydløst hen af gaden og længere og længere væk fra fyren.
*Vampyren.* Kom en irettesættelse fra hendes hoved. Hun skar lidt tænder og svarede den. *Det ved jeg da godt.* Den gav ikke op. *Men du er uforsigtig.* *Siden hvornår har du bekymret sig om det?* *Siden ham der begyndte at blive interessant for dig.* *Arghhhh hold kæft!!* Kom det meget irriterede svar, den havde den godt nok også selv været uden om.

Demetri blev stående, fuldte hende ikke overhoved eller
rettere han fuldte hende med øjnene, stod bare der i halv-
mørket og smillede over denne lille vampyrs aura.
*Hun var alligevel stadig ret ung,* tænkte han uden at lave
en eneste mine, de metalliske grå øjne stirrede på vampyren
Azariah der nu gik fra Demetri som om hun havde redet sig
selv ud af en situation, men både hende selv og Demetri,
hviste jo at sådan ville det ikke ende.

Azariah stoppede op. Hun hadve fornemmelsen af at blive iagttaget. Hun vendte sig om og så rundt. Der var ikke nogen udover hende og vampyren. Det ham hun havde mærket iagttage sig. Det kunne ikke rigtig være andre eftersom, at der ikke var andre på gaden ligenu. Ja det kunne godt være at det var en indefra et af husene, men det troede hun ikke på. Hun vidste at det var den anden vampyr. Hun sukkede og tog et skridt frem af så et til og et til. Til sidst var hun henne ved vampyren igen og stod og kiggede på ham.
Det var som om at hendes ben havde reageret af sig selv, for hun havde ikke haft fornemmelsen af at gå hen imod ham. Med et suk skubbede hun tanken væk. Det var lettere sagt end gjort. Hun stod lidt og skrabede med skosnuden i jorden. Da hun havde lavet en fin lille cirkel kiggede hun igen op. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Hvad sage man til en person som ham?
*Hvad med at starte med hans navn?* Hun sukkede, men tog imod stemmens 'råd'.
"Hvad hedder du?" Spurgte hun. Hendes stemme var kold som sædvantligt. Hun havde faktisk haft troet at hendes stemme ville knække. Eller i hvert fald være uhørlig, men den var kold, klar og så høj at man kunnne høre den.

"Tja....hvem er det der spørger?" spurgte han og kiggede
drillende på hende, hvis han skulle give sit navn væk, skulle
han først have hendes, men hvis hun kendte bare lidt til Klusisska
familen ville hun kende dem på udseende, hvis hun ikke var så
bekendt med dem, ville hun kende dem på deres navne.
Hans ansigt fik et drenget smil på sine kolde læber.

Azariah sukkede bedrøget. Hvorfor skete sådan noget altid for hende? Hun rullede med øjnene og svarede ham.
"Azariah." svarede hun. Hun var faktisk begynddt at kede sig, derfor begyndte hun at ændre vejret. En stille støvregn kom frem ud af ingenting. Snart var hendes hår fugtigt, ikke decideret vådt. Men hun havde ikke noget andet at lave.
Azariah valgte at gå sin vej igen. Nu ville hun ikke gå tilbage. Nu havde han bare af at gå med hende. Hendes lydløse skridt førte hende langt ned af gaden. Da hendes fødder endelig stoppede, var det foran en lille bænk. Den var sort og med en udskæring i ryglænet. Hun stod lidt og betragtede den så satte hun sig ned og sukkede stille. Hvorfor skete sådan noget altid for hende.

Demetri grinte lidt over hende og trak på skulderne da hun igen
gik....."Sødt" sagde han og begyndte nu selv at gå den anden vej,
hun kedede ham faktisk på en måde, kom og gik....HVad skulle han gøre
ved det...hun var ikke en af dem som tiltræk ham på personligheden.
Han begyndte så småt at gå mod den triste skov.

Azariah sukkede. Hvad skulle hun gøre. Der var noget over ham hun godt kunne lide, men tilgengæld var der også noget der irriterede hende uendeligt. Men indtil videre havde hun ikke andet valg end at sidde her. Hun kiggede op på månen og smilede. Måske havde hun ikke nogen at være sammen med, men... Argh for helvede så er man ved at blive sentimental. Hun tog sig til hovevdet og kørte en hånd igennem hendes hår. Det var som om at noget havde fingret med hendes føleleser.
*Der var det sentimentale igen.* *Argh! Skrid!*

Demetri kiggede selv ikke på månen, men stjernene han
overvegede at forlade dette sted det var ret så, KEDET!!
Han havde også andre ting at lave en at tale med så ung en
vampyr som hende.

Azariah vidste ikke hvad hun skulle gøre. Hun kede sig gevaldigt, men der var ikke nogen der havde sagt at det ville være mindre kedsommeligt hvis hun gik efter den anden vampyr. Egentlig gad hun ikke, men der måtte da være en grund til at han havde fulgt efter hende ud eller.. lege han bare med hende ligesom alle andre? Sikkert. Men hun kunne jo ikke være sikker. Nej det kunne hun nok ikke, men hun kunne have en idé.
Hvilket hun også havde, men der måtte da være en grund, det måtte der bare.

I det samme forvandlede han sit til en stor ravn og begyndte at flyve væk.
Hvis der var folk havde de været for fulde til at tro det var sandt det der sket.


//out//