Tanker i det stille sind //Fie -privat//

S: Den lykkelige eng.
T: 23.55
D: Torsdag, 17 - 9 - 11
V: Det blæser og er ret koldt.
Å: Efterår.
O: Den lykkelige eng.

Den lykkelige eng, sikke et latterligt navn. Det var sikkert elvere eller nogle i den stil, der havde valgt det navn. Hun kunne ikke tro andet, det ville bare være underligt. Så ville hun ikke kunne holde op med at grine, hvis det var tilfældet. Det ville også bare være for sært. Men nok om det. Nu til hvem der er bag disse holdninger.
Azariah havde taget plads på jorden, næsten gemt væk i al græsset. Hun havde siddet sådan siden cirka klokken halv elleve. Nu sad hun her og tænkte i sit stille sind, at dette gudsforladte sted var utroligt stille. Det eneste der brød stilhede var vinde der fejede ind over græsset og hev det efter sig. Vampyren sad midt i hele dette smukke landskab. Det havde hun ikke noget imod, hun kunne godt lide at have overblik, over det sted hun nu var. Hun havde faktisk ikke rørt sig ud af flækken i al den tid fra hun havde sat sig ned til nu. Hun havde lavet små bevægelser som at rette på ryggen eller ryste på hovedet, men det var også det eneste. Hun havde ikke lavet andet. Udover at tænke. Hendes tanker havde fået frit spil, da hendes behagelige stilling, først var indtaget midt på den græsfyldte eng. Engang imellem listede der sig et saligt ansigts udtryk hen over den blege piges smukke ansigt, men ellers var hendes ansigt fastlåst i et tænksom og næsten monoton udtryk.
Kulde burde egentlig trænge ind gennem marv og ben, men da man ikke ligefrem kunne kalde hende menneske var det faktisk ikke en mulighed. Hvis vinden ville finde nogen den kunne trænge igennem skulle det ikke være denne pige. Den måtte tage sig til takke med menneskene, dæmonerne, englene, elvere eller varulvene. Det måtte da være mere end rigeligt. Det var det da i hvert fald efter hendes mening og den kunne ikke ændres, kun hvis man virkelig prøvede og de fleste gav op. Men en skulle jo være den første.
Azariah kiggede rundt og scannede hendes omgivelser. Ingen andre end hende. Det gjorde heller ikke noget. Hun kunne godt lide at være alene. Hendes hvide øjne faldt på træerne. Efteråret havde tæret på dem og gjort dem nøgne, men det var jo årets cyklus så bladene ville jo komme tilbage. Nu rettede hendes blik sig mod himlen, den var næsten sort. Stjernerne lyste smukt selv om at de kun var små prikker på den sorte himmel. Himlen... så uendelig.

Grunden var stadig uklar, meget endda. Måske det var på grund af kedsomhed, måske irritation på trængslen i byen? Det var ikke til at vide. Der var kun en ting der var fast sat... Fie var på vej væk fra byen! Fie, denne ellers fest glad vampyr pige, som jo nok ville kunne få fat i en del drenge uden at anstrenge sig, denne pige som i virkeligheden ikke ville få problemer med at slå nogen ihjel for sjovt skyld, var nu på vej ud mod det man nok kaldte for landet, ikke fordi hun ville se en ko eller noget? - Nej! Hun vikke tilbage til engen. Det smukke landskab var savnet, helt ind i hendes hjerte, som ikke slog længere. Manglen på dette sted var stor! Det lange blonde, næsten helt hvide hår bølgede igennem luften imens hun i glidende bevægelser kom frem over jorden, hun var smuk... Ikke kun fordi hun var vampyr... Det var hun bare, alligevel, var dette ikke hendes sande ansigt, hun var i forklædning kunne man vel sige. Det blonde hår var normalt sort, kul sort! Men ikke mere, hun havde haft brug for en pause fra sit liv, en lang pause. Måske ville hun aldrig vende tilbage til det gamle? Det var en tung tanke, som hang om hendes som en sort sky. Alligevel ødelagde det ikke hendes neutrale humør som så ud til bare at ville hvile sig et stille sted. Fie var ikke sikker på hvorfor, hun vidste bare detvar nødvendigt! Bare én nat væk fra de normale omgivelser, detvar alt hun bad om.
Endelig var hun der, en stor eng! Smuk, helt fantastisk. Hun kunde genkende stedet, det havde dig ændret sig meget. - Selvfølgelug hede det, det. Et lille blegt smil ramte hendes læber imens hun lod sine øjne opsluge synet helt. Det var som at se en kæmpe stor lagkage, det var det man kalde guf for øjnene. Hendes ellers episke billede blev spoleret da hun fik øje på en person... Skandale! Hvor kom den person fra? og hvad lavede personen der? Nysgerrigheden blev vægget i hende, og bolede nu op til overfladen. Hun gik nærmere. Den stærke lugt af vampyr ramte hende, hun så roligt på personen, som så ud til at være en pige. Fie løftede det ene øjnbryn, og gik stadig nærmere. Der var noget over personen som Fie ikke helt kunne sætte en finger på. Hun bed sig i læben, og stoppede op to meter fra pigen, og rømmede sig højlydt så personen ville vide at hun ikke var alene. Detvar måske en lidt upersonlig måde at melde sin ankomst på, men hun var ligeglad.

Azariah reagerede ikke med det samme da hun hørte det lille udiskrete host bag sig. Det var sådan et host man laver, når man gerne vil have, at folk ved at man er der. Men hun gad ikke at reagere. Det kunne vente. Personen kunne jo ikke skynde på hende. Kun prøve. Vampyren løftede hovedet lidt og gjorde sig selv opmærksom på, at personen bag hende var af samme race som hende selv. Også af samme køn. Hun havde ikke forventet at der ville komme nogen her ud. Det var ikke tit at der kom nogen her ud, kun en gang i mellem havde der været nogen når hun var der. Men de blev ignoret, eller skræmt væk hvis de kom for tæt på. Azariah mærkede vinden puste mod sin hud, normale mennesker ville begynde at ryste af kulde, men på grnd af hendes 'tilstand' var det ikke en mulighed. Hun kunne bare sidde der og mærke vindens prøven på at skubbe hende væk. Med et stille smil satte hun sig lidt mere til rette med benene trukket op under sig og hagen hvilene på knæene. Sådan sad hun, med et koldt blik rettte mod himlen. På en måde gav hun himlen skylden, for alt det der var hændt hende. Det virkede retfærdigt.
Azariah stirrede mere intenst på himlen, det virkede ikke. Det tog ikke smerten med sig, selv om at hun havde sagt til sig selv, at det ville det nok, så gjorde det ikke. En stjerne ,glimtede igennem alle de andre stjerner. Det var som om at den sendte et tegn til hende, en besked. Nu skulle hun bare finde ud af, hvordan hun aflæste den.

Hun betragtede vampyren, og blev lidt halv fustret over at hun ikke reagerede. Det var ikke særlig høfligt! Fie blevdog bare stående, følelsen af at kunne klare alt flød rundt i hende. Det var underligt. "Undskyld?.. Men hvad laver du?"lød det roligt fra Fie. Hendes stemme var lys og fin, som om den ville forsvinde hvis man svarede hende igen. man skulle ikke tage fejl Fie var stærk, hun var hårdere end man skulle tro. Men nu var hun heller ikke typen der gik rundt og rullede med overarmene, det lå slet ikke til hende. Hun var faktisk ret stilfærdig taget i betragtning at hun var vampyr, og endda af en letter brutal klan. Det havde dog ikke smittet så meget af på Fie som man skulle have troet det havde gjord.
Hendes blik søgte op modhimlen alt imens hendes krop blev helt stille, hun stoppede stort set alt aktivitet i den så hun bare kort kunne stå og slappe af. Hun kunne ikke mærke noget fjentlighed hos den anden vampyr, så hun så ingen grund til at være helt spændt i kroppen. Det var jo bare spild af energi. Hendes blik vandrede ned på vampyren igen imens hun prøvede at finde ud af hvad der var over denne pige som hun syntes virkede velkendt? Det hang sådan næsten om hende som en aura, men det var ikke en aura?! Fie blev lettere forvirret over det, og gav sig til at fin kæmme mulighederne i sit hovede. Det var besværligt, men nødvendigt, hun vidste at hun ikke ville få fred hvis hun ikke fandt ud af det.
Kun de små vindstød af kold luft fik hende til at bevæge sig lidt, hun svejede blidt frem og tilbage en gang i mellem. Detvar ikke noget hun selv lagde mærke til. Måske fordi man altid stod og svejede lidt en gang imellem?

Azariah lyttede opmærksomt til alle de lyde, der var rundt om hende. Hun fangede også den anden vampyrs stemme. Hvis hun ikke havde været i det humør hun var, ville hun svare koldt og ligeglad hvad det var hun lavede her, men nu var hun i det humør hun var. En blanding at forvirring, smerte, glæde, sorg, fjendskab og en sær følelse af at hun ikke hørte til nogle steder. Det hele var blandet sammen. Hun kunne ikke finde hoved og hale i, hvordan hun havde det. Hun havde ellers altid vidst hvordan hun havde det. Irriteret og kold. Sådan havde hun haft det i 100 år, indtil nogle dage siden. Det var grunden til, at hun var her. For at komme væk fra det hele.
Hun havde også prøvet at finde et sted, hvor hun kunne komme væk fra hende selv. Det var bare umuligt. Der var ingen måde hvorpå hun kunne gøre det. Alle disse tanker havde ikke forandret hendes humør, det havde derimod forværret det. Hun måtte holde op med at tænke så meget, endnu en ting der var lettere sagt end gjort. Hun havde gjort sit bedste, men det var bare ikke nok havde hun indset. Med et tungt suk tog hun øjnene fra himlen. Nu var hendes hvide øjne rettet mod jorden, hendes øjne fulgte græssets blide bevægelser i vinden.
Mens hun sad der var det som om, at den stjerne, der glimtede smukkere end alle de andre, havde givet sin besked videre til vinden for den hvislede. Hun kunne ikke tyde de ord den hvislede, men hun hørte brudstykker af dem, men ordene var ikke hele og hvis der havde sneget sig et helt ord ind, gav det ikke mening med noget af det andet. Der var da aldrig noget der samarbejdede.